FOA’s pensionsselskab kritiseres for uansvarlige investeringer

FOA’s pensionsselskab har investeringer i firmaer, der får kritik for at operere på Vestbredden. Selskabets bestyrelsesformand, Dennis Kristensen, der også er formand for FOA, har tidligere kritiseret Israels fremfærd i de palæstinensiske områder
7. januar 2016

Medlemmer af FOA har gennem pensionsselskabet PenSam dele af deres pensionsopsparing investeret i virksomheder, som kritiseres for at krænke menneskerettighederne på den besatte Vestbred.

Det er tilfældet, selv om Danwatch i to rapporter i henholdsvis 2012 og 2014 har gjort PenSam opmærksom på problemstillingen, og selv om FOA’s formand, Dennis Kristensen, der også er bestyrelsesformand for PenSam, tidligere har kritiseret Israels fremfærd i de besatte palæstinensiske områder:

»En varig fred forudsætter, at den israelske blokade af Gaza ophæves, og at palæstinenserne igen får råderet over deres landområder,« sagde Dennis Kristensen blandt andet ved en demonstration i august 2014 imod Israels blokade af Gaza og besættelse af palæstinensiske områder.

Læs også: Striden om sosu’ernes pensionspenge – og Vestbredden

PenSam har bl.a. aktier i det tyske selskab HeidelbergCement, som PFA sortlistede i december, fordi det udvinder cement på besat palæstinensisk jord.

PenSam har ligeledes investeringer i G4S, Motorola, og Cement Roadstone Holdings, der alle er blevet kritiseret for at være med til at opretholde konflikten i de besatte områder.

»PenSam har længe kendt til hele den liste af problematiske selskaber, de har investeringer i, tilsyneladende uden at gøre noget ved det – det flugter hverken med internationale retningslinjer eller PenSams egen politik for ansvarlige investeringer,« siger Troels Børrild, politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke.

I sin egen investeringspolitik forpligter PenSam sig på, at de selskaber, som pensionskassen investerer i, »respekterer basale menneskerettigheder«.

Søren Dijohn, seniorøkonom hos PenSam, skrev i december i en mail til Information, at investeringerne i HeidelbergCement alene »svarer til ca. 10 kr. per kunde i gennemsnit eller 0,04 promille af vores investeringer.«

Men det er ikke nogen god forklaring, mener lektor på CBS Steen Vallentin: »Når man har forpligtet sig på en forsvarlig investeringspolitik, holder det ikke at dække sig ind bag, at investeringen ikke er særlig stor.«

Søren Dijohn fra PenSam skriver i en ny mail, at virksomheden EIRIS, som pensionsselskabet benytter til at screene selskaber, vurderer, at investeringerne »ikke strider mod vores etiske retningslinjer, som bl.a bygger på konventioner og aftaler tiltrådt af den danske stat«.

Dennis Kristensen har afvist at stille op til et mundtligt interview, men i en mail skriver han, at PenSam nu har bedt om en ny »særscreening hos EIRIS«.

Samtidig afviser han, at hans tale ved demonstrationen i 2014 skulle være relevant for PenSams investeringer, fordi demonstration tog »udgangspunkt i israelske bombninger, der både ramte civile og lokalt sundhedspersonale i FOA’s søsterforbund i Gaza og internationale hjælpearbejdere«.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Petersen

Jeg tror, at vi skal være glade for en fri presse. Og vi skal sætte pris på, at der stadig er nogen som bekymrer sig om sit omdømme. Mon ikke denne nyhed afstedkommer en lille ændring i PenSams portefølje?

@Hasse: Når man ser på, hvor meget snavs selv ledende politikere er villige til at ha på deres ry og rygte, så tror jeg ikke Dennis har noget at skamme sig over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Kristensen

Til dem, der ligesom undertegnende, studsede over at se Motorola oplistet i artiklen og måske ville overveje at tage det med i overvejelserne inden næste anskaffelse af ny mobiltelefon - så må der i artiklen sigtes til Motorola Solutions, som nu ikke længere hænger sammen med Motorola Mobility (og det er altså sidstnævnte, der laver mobiltelefoner til konsummarkedet). Motorola Mobility er nu en del af kinesiske Lenovo.

Se evt. mere her om Lenovo og Motorola Mobility: http://www.zdnet.com/article/lenovo-phases-out-motorola-brand/

anbefalede denne kommentar