Læsetid 3 min.

Hvem tager regningen for det lange træk?

Fonde og puljer støtter gladelig grønne projekter. Men når pengene løber ud, dør de fleste projekter. Ingen vil støtte drift, og frivilligt arbejde betaler ikke aftensmaden. Også selv om den består af rester
20. januar 2016

De grønne ngo’er arbejder for gode sager, er uafhængige af økonomiske interesser og har i forbrugernes øjne høj troværdighed. Derfor vil så mange virksomheder gerne samarbejde med ngo’erne – i håbet om at lidt branding-tryllestøv må smitte positivt af. Men når det kommer til at tage ansvar – og betale for – den langvarige og vedvarende indsats for miljø og klima er interessen yderst begrænset.

Jeg talte i efteråret på en stor konference om madspild, hvor flere fødevarevirksomheder proklamerede, at deres gode overskudsmad skulle komme udsatte til gode.

Så rejste stifteren af den lille, frivillige forening Det Runde Bord sig op. Det Runde Bord er en ny frivillig organisation mod madspild, som griber – bogstaveligt talt – bjerge af god, frisk overskudsmad og videreformidler maden til hjemløse og udsatte. Logistikken kræver penge, som en frivillig forening som Det Runde Bord ikke har, men paradoksalt nok var fødevarevirksomhederne ikke parate til at betale.

Ingen støtte til drift

Finansieringen af den grønne omstilling er et evigt dilemma. Hvis man som en grøn ngo skulle være så heldig at få støtte fra en fond eller pulje, er de fleste projekter dødsdømt, når pengene løber ud. For ingen fonde eller puljer vil støtte selve driften.

Med andre ord er det nærmest indbygget i vores samfund, at de små ngo’er ikke varer ved – men blot bliver et farverigt indslag på dagsordenen, inden the establishment går videre til næste emne.

Også selv om vi taler om ngo’er, der utrætteligt driver den grønne omstilling og påvirker forbrugere til at handle mere grønt og bæredygtigt i en grad, som virksomheder og industrien bliver nødt til at forholde sig til, og så det ender med at skabe ny grøn vækst.

Ngo’er og virksomheder kan sammen skabe en gigantisk påvirkning. Desværre er disse partnerskaber i dag ofte som døgnfluer. Når indsatsen er overstået, TV Avisens kamera er slukket, og virksomhederne har fået deres kryds i CSR-beretningen, går virksomheden tilbage til den daglige rutine. Ngo’en står tilbage på egne ben, lige fattig og uden økonomisk sikkerhed for at kunne gennemføre morgendagens aktiviteter.

Mindre madspild er industri

Danmarks madspild er på fem år mindsket med 4,4 mia. kr. Flere supermarkeder tjener penge på gode datovarer, som de tidligere smed ud, og storkøkkener leverer millionbesparelser pga. fokus på madspild. ’Mindre madspild’-trenden er i sig selv blevet en industri.

Tænk, hvis de fattige ngo’er, som netop havde været med til at igangsætte mindre madspild-bølgen i Danmark, fik bare en brøkdel af de 4,4 mia. kr. til at udbrede deres arbejde. Tænk, f.eks. hvor mange millioner måltider god overskudsmad foreningen Det Runde Bord kunne uddele hvert år.

Det må ikke lyde som klynk – men blot mane til eftertanke.

Økonomisk bæredygtig

Det frivillige arbejde betaler ikke aftensmaden, også selv om den består af rester.

Grøn omstilling skal gøres økonomisk bæredygtig for alle, som driver den. Nej, de grønne ngo’er skal naturligvis ikke i lommen på industrien og virksomhederne, for de skal stadig bevare deres integritet.

Men der bør etableres puljer og fonde, som har et langsigtet fokus. Som vil støtte grønne projekter, der varer mere end et halvt år ad gangen. Og som giver penge til dygtige ngo’er, der brænder for sagen – frem for dyre konsulenter, for hvem fondsfinansierede projekter blot er et levebrød.

Forpligtende samarbejder med ngo’erne kendetegner den professionelle og ansvarlige virksomhed i 2016. Den investering vil fremtidens forbruger belønne – men virksomhedernes mange velmenende ord må følges op af penge og vedvarende handling. Der udstedes ikke fribilletter til den grønne omstilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for winnie gade
    winnie gade
winnie gade anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Der er jo et sammenfald af økonomiske paradigmer her: hvis man skal fordele frugten af arbejdet - og der er langt mere arbejdskraft end nødvendigt til at fremstille til samfundets behov for både lokalt forbrug og eksport - er man nødt til at finde andre principper at fordele efter end markedet.
Der er brug for at opsplitte markedet i de to overklasser igen: den producerende overklasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, herunder noget så trivielt som "jord", og den distribuerende middelklasse, der kontrollerer varer og tjenesteydelsers fordeling i samfundet.
Fra at være en ugleset paria har handelsstanden sat sig igennem som den store helt, der sikrer folk adspredelse; men det ændrer ikke på, at handelsstanden lukrerer på andres arbejde i begge ender - ved at pålægge profit for distribution, og dette uden en nødvendig sammenhæng imellem varens værdi og pris, hvilket begrænser producenternes mulige ekspansion, og ved at tage mere for varerne, end lønmodtagerne har fået for at fremstille dem.

Anders Jensen, Selina Juul og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for winnie gade

Jeg kan kun give Selina ret i det hun skriver! Hun har igen ramt plet, og jeg håber de rette læser det.
Jeg vil gerne supplere det Selina har skrevet.
Jeg er selv frivillig indenfor området, og har derfor erfaring med hvor meget det kræver at starte noget nyt op. Det tager mange timer og tærer på de frivilliges privatliv og økonomi. For til at starte med kommer der ingen penge ind. Det tager tid at starte nyt op: kontakt med Fødevarestyrelsen og div firmaer er bare noget af det. Og tid er mange af de steder lig med penge. Hvor mange henvendelser får de forskellige steder ikke?
Hvor mange ressourcer går der ikke til spilde? Ressourcer der kunne ha været brugt på reel hjælp til dem der har brug for det..
Plus det slider på den enkelte, og mange ildsjæle brænder sammen undervejs.

Og desuden hvordan påvirker det ikke modtagerne når "deres" sted lukker. Stress over hvor skal de nu få hjælp...

Så ja lad os gøre det bæredygtigt, og få pengene fordelt korrekt, så de ikke går til høje lønninger!

Brugerbillede for Selina Juul

Kære Steffen og Winnie,

Mange tak for jeres gode og relevante input! Enig - det bæredygtige tankegang skal også være der, når det omhandler økonomi - ellers holder NGO'erne ikke i længden.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Velfærdsstaten udmærkede sig i sin storhedstid ved én fin ting: at man ikke behøvede høje lønninger og stor forskel i indtægt, fordi fællesskabet sikrede en basal materiel og social tryghed i form af understøttelse og bistandshjælp som kompensation, når man ikke selv kunne skaffe sig en indtægt, gratis og tilstrækkeligt sygehusvæsen, gratis undervisning og gratis uddannelse - bl.a. med en reel elevløn indenfor fag, som baserede sig på en deltagelse i arbejdet. Mange af disse fag er i dag langt mindre attraktive for unge mennesker af samme grund.