Interview
Læsetid: 7 min.

Mette Frederiksen: For mange flygtninge og indvandrere truer den danske velfærd

’Ja, jeg har absolut ændret min holdning. og det står jeg fuldt ud ved,’ lyder det fra Mette Frederiksen, som alligevel mener, at det er Socialdemokraterne classic at sætte en grænse for, hvor mange flytninge og indvandrere, der kan komme til Danmark
Mette Frederiksens forsøg på at fremhæve kontinuiteten i Socialdemokraternes udlændingepolitik kan ikke skjule, at hun selv tidligere har været modstander af denne linje. Således langede hun kraftigt ud efter Karen Jespersens strammerkurs, da Mette Frederiksen var blevet valgt ind i Folketinget i 2001.

Jacob Ehrbahn

Indland
21. januar 2016

På Mette Frederiksens kontor på Christiansborg står et sort-hvidt fotografi af den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen på gulvet i sin ramme og venter på at blive hængt op på væggen. Her hænger i forvejen fotografier af de andre forgængere Poul Nyrup Rasmussen, Jens Otto Krag og Hans Hedtoft.

»Er det ikke et sjovt billede af Anker,« spørger Mette Frederiksen med henvisning til, at den tidligere gymnast – modsat de tre andre – står på hænder på fotografiet.

Det er da også med Anker Jørgensen, Mette Frederiksen starter sin fremvisning af Socialdemokraternes udlændingepolitik anno 2016. Hvilket ikke skyldes, som nogen måske vil mene, at Mette Frederiksen og Socialdemokraternes historiske holdning til flygtninge og indvandrere i dag er vendt på hovedet. Men fordi Mette Frederiksen faktisk ser en rød tråd i Socialdemokraternes udlændingepolitik tilbage til netop Anker Jørgensen.

Læs også: ’Socialdemokraterne på Christiansborg må ranke ryggen’

Mette Frederiksen finder sin smartphone frem og læser op, hvad Anker Jørgensen sagde i 1987:

»Det er et problem med de mange flygtninge og indvandrere. Vi skal passe på ikke at blive overrendt, for der er grænser for, hvor mange flygtninge et lille land som Danmark kan tage. Jeg tror, det er godt at holde antallet på et relativt beskedent niveau.«

Anker Jørgensens citat er et, Mette Frederiksen tager med rundt, når hun er ude til politiske møder. Fordi citatet både rummer, hvad hun mener er den socialdemokratiske »balance« i udlændingepolitikken. Og fordi de færreste vil forbinde det med Anker Jørgensen og den periode i Socialdemokraternes historie, som mange ellers forbinder med udlændingeloven fra 1983, der fik prædikatet verdens mest liberale af sin slags.

»Citatet fortæller, at der allerede i 1980’erne var forskellige holdninger og strømninger i Socialdemokraterne, og de uenigheder har forfulgt os igennem rigtig mange år,« siger Mette Frederiksen og fortsætter: »Og det indrammer, hvad der både er udfordringen og resultatet. Men jeg er helt bekendt med, at Anker også blev nedstemt i 80’erne af ledende socialdemokrater, og at de forsøg, der blev gjort på at stramme op, faktisk blev underkendt internt i Socialdemokraterne. Jeg tror nok, at man med historiske briller må sige, at rejsen derhen til, hvor vi så er i dag, den har været meget lang.«

Sass-lejre

Få timer inden interviewet har Mette Frederiksen, efter Folketingets spørgetime, for første gang kommenteret gruppeformand Henrik Sass Larsens forslag om at lukke Europas ydre grænser, oprette asyllejre i nærområderne, hvor alle flygtninge kan samles og derfra lade dem søge asyl i stedet for at rejse til Danmark og gøre det.

Da Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i 2014 foreslog noget lignende, beskrev Socialdemokraternes daværende integrationsordfører, Mette Reismann, forslaget som »helt ude i hampen«. Ingen af landene i nærområderne havde selvfølgelig lyst til at lægge hus til endnu flere flygtninge og flygtningelejre. Men nu fortæller partiformanden journalisterne, at det er nødvendigt at »tænke nyt« på grund af den måde, tingene udvikler sig på.

En anden nyhed denne dag er, at Socialdemokraterne går sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative om at pålægge regeringen at præsentere et »beslutningsgrundlag« for oprettelsen af statslige flygtningelandsbyer herhjemme.

Tilbage i formandskontoret på 2. sal på Christiansborg understreger Mette Frederiksen imidlertid, at mennesker stadig skal have beskyttelse, når de er på flugt. Men der er ikke længere nødvendigvis nogen »højere retfærdighed« i, hvem der får denne beskyttelse.

»I dag er det dem, der kan klare rejsen og skaffe pengene til den, som kommer til Europa, hvilket betyder, at mange af de allersvageste flygtninge efterlades tilbage i flygtningelejre, hvis kvalitet og standard ikke alle steder kan forsvares. Derfor er vi havnet i den ulykkelige situation, at vi strammer op land for land – opstramninger som jeg bakker op om! – vel vidende, at det ikke er løsningen på det egentlige problem, nemlig at mennesker overhovedet sendes på flugt. Vi skal have skabt stabilitet i Mellemøsten og give den hjælp til nærområderne, der skal til for at færre mennesker sendes på flugt.«

Alligevel forudser Mette Frederiksen, at det nuværende pres på Europas og dermed også Danmarks grænser er kommet for at blive. Der er nemlig ikke kun tale om en flygtninge- men også en immigrantkrise, hvor millioner af fortrinsvis unge mænd fra Afrika og Mellemøsten søger mod en bedre tilværelse i Europa.

Den danske model

For den socialdemokratiske formand truer de mange flygtninge og indvandrere imidlertid i særlig grad den danske velfærdsmodel, fordi alle har adgang til velfærden.

»Betingelsen for denne unikke samfundsmodel er imidlertid, at der er flere, som bidrager end som modtager. Det balancerer vi ikke engang i dag – hvor for mange står uden for et aktivt arbejdsliv – hvis vi skal oprette et velfærdssamfund af den nuværende høje kvalitet. Hvis du så kombinerer det med regeringens minusvækst og de mange nyankomne flygtninge, hvoraf en del forhåbentlig kommer i arbejde – men hvor vi ved, at det er svært at få alle i arbejde – så er der simpelthen for stor en udfrodring rent finansielt. Den anden del er, at det nordiske velfærdssamfund også bygger på en høj grad af tillid og samhørighed samt at vi kan tale med og kender hinanden. Der må man være ærlig og sige, at en stor tilgang af udlændinge mange steder har resulteret i parallelsamfund. Det var det, Anker allerede sagde i 1987: Betingelsen for at vi har et samfund af den kaliber, som vi har vænnet os til at have i Danmark – og Socialdemokraterne har kæmpet for – kræver at man har styr på, hvor mange der kommer hertil.«

Mettes forvandling

Mette Frederiksens forsøg på at fremhæve kontinuiteten i Socialdemokraternes udlændingepolitik kan dog ikke skjule, at hun selv tidligere har været modstander af denne linje.

Ikke siden Anders Fogh Rasmussens forvandling fra hulemand til julemand i den økonomiske politik – for at bruge Mogens Lykketoft formulering – har en nytiltrådt partiformand ændret så afgørende holdning i et så afgørende politisk spørgsmål. I udlændingepolitikken har Mette Frederiksen omfavnet Lars Løkke Rasmussen så hårdt, at han må have været bange for at brække et ribben.

Den senere socialdemokratiske formand blev først landskendt som hende, der krævede et opgør med Karen Jespersens linje.

»Partifæller langer ud efter Karen,« stod der på forsiden af BT to dage efter folketingsvalget i 2001. En af dem var et da nyvalgt 24-årigt folketingsmedlem fra Ballerup ved navn Mette Frederiksen.

»Vi undgår ikke et opgør om udlændingepolitik, og det er ikke Karen Jespersen, der skal være krumtappen i vores holdninger til integration. Der skal andre toner til og mere fokus på uddannelse til nydanskerne,« forklarede Mette Frederiksen om den da afgående socialdemokratiske indenrigsministers udlændingepolitik.

Ifølge Mette Frederiksen var den stramme kurs og målsætningen om at gøre flygtninge og indvandrere mest danske hurtigst muligt nytteløs og blokerede blot for løsninger.

»Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde slagsmålet,« lød konklusionen.

Mette Frederiksen sagde nu ikke så meget, da Socialdemokraterne efterfølgende under Mogens Lykketoft begyndte at dreje udlændingepolitikken til højre, i Karen Jespersens retning, men forsvarede denne drejning med henvisning til, at hun var del af et hold. Og i dag erkender Mette Frederiksen gerne, at hun tog fejl dengang.

»Ja, jeg har absolut ændret min holdning. og det står jeg fuldtud ved.«

Et holdningsskifte Mette Frederiksen forklarer med flere forhold. Dels at det at være opstillet, og valgt, på den københavnske vestegn har fået hendes øjne op for hverdagsproblemerne med at integrere flygtninge og indvandrere. Og dels erfaringerne som først beskæftigelses- og senere justitsminister i SRSF og SR-regeringen. Her oplevede Mette Frederiksen, hvordan udlændinge fylder i både arbejdsløsheds- og kriminalstatistikkerne.

»Arbejderbevægelsens parole har altid været: Gør din pligt og kræv din ret – men i den rækkefølge. Hvilket præcist er forudsætningen for, at integrationen kan lykkes. Når du kommer til Danmark, må du gøre din pligt – og først derefter kan du kræve din ret. Men det har jo været vendt om, og vi må være ærlige og sige, at rigtig mange mennesker er blevet modtaget med rettigheder men uden nogen pligter. Hvilket har haft nogle enorme konsekvenser for vort samfund. Ikke bare samfundsøkonomisk, men også kulturelt og værdimæssigt.«

– Den gang advarede du om, at hver gang Socialdemokraterne trådte et skridt til højre, ville der være andre, der tog to. Er det stadig tilfældet?

»Det, jeg siger, er ikke højreorienteret. For mig er det ikke højreorienteret, men kernesocialdemokratisk. Der er masser med minoritetsbaggrund som klarer sig godt; går på arbejde, betaler skat, og hvis børn læser videre. Men det, at du i nogle dele af Danmark har ekstremt udsatte boligområder, hvor der virkelig er store sociale problemer, er da ... Drivkraften i mit politiske arbejde er jo at bekæmpe social uretfærdighed, og der er bare nogle massive problemer, som knytter sig til minoritetsmiljøerne – eller i hvert fald dele af dem – som det er en kernesocialdemokratisk opgave at håndtere. Men jeg tror ikke på, at vi kan håndtere den opgave, hvis der kommer for mange til Danmark. Så tror jeg ikke på, at vi kan få alle i arbejde, at vi kan bryde den negative sociale arv, og at vi kan vinde over mørkemændene i moskeerne.«

– Så lader vi være med at kalde politikken for højre- eller venstreorienteret, men for strammere eller slappere. Frygter du så ikke stadig, at hver gang Socialdemokraterne foreslår en stramning, da vil Dansk Folkeparti foreslå to?

»Jeg forholder mig ikke så meget til, hvad Dansk Folkeparti gør. Forudsætningen for at man overhovedet kan komme i dialog med nogle vælgere er, at man ærlig og oprigtigt ikke blot fremlægger sin samfundsanalyse – og de tilhørende dilemmaer – men også konkrete løsningsforslag. Det er sådan set det, jeg gør på udlændingeområdet. Hvordan vælgerne på kort, og lang, sigt har tillid til dette, kan jeg jo ikke vide noget som helst om. Men det, jeg siger her, mener jeg. Og det mener jeg sådan set uagtet, hvordan vælgerkorpset måtte placere sine stemmer aktuelt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaj Spangenberg. Du kan ikke lukke folk ude, kun skabe en stadigt større illegal befolkningsgruppe. Lukkede grænser betyder ikke et mindre pres på Europa. Kun ved at angribe ondets rod med omfordeling og bæredygtig anvendelse af resourcer, kan vi løse problemet.
Det kan godt være vi velstandsmæssigt bliver ringere stillet, men ikke noget, der kan sammenlignes med de 5 milliarder økononisk svageste her i verden.
Og hvis de på et tidspunkt af nød indtager Europa, får vi svært ved at holde skansen.
Forestil dig bare 2 milliarder i en folkevandring mod EU. Der er skræksenarier nok til flere katastrofefilm.

Karsten Aaen, Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Kim endnu en påstand du slynger ud.
Hvem valgte at gå i krig mod en islamistisk gruppe i Irak var det ikke Venstre, Dansk Folkeparti o de konservative betød det ikke at de daværende partier gjorde sig til partner i en retning af muslimer ved at udrydde en af de andre grupper af muslimer. Såvidt jeg ved var disse danskere med til at fjerne Saddam styre helt og holdent hvilket medførte at et sunnimuslims styre blev fjernet men hvad var erstatningen herfor at krigsalliancen indsatte en marionet regering af shia muslimer. Hvilket selvfølgelig betød at danske medvirkende i ord og tale udsatte sig for fjendtlige angreb for de som var uenige i at nogen havde blandet sig i deres forhold i Irak, senere Syrien.
Efterhånden ved vi alle at den krig der blev iværksat byggede på fremførte usandheder fra USA, England. Hvor politikkerne har været stillet til ansvar for deres krigshandlinger.

Kaj Spangenberg

Om den "sorte præst", Søren Krarup, tør man måske i dag sige: "En profet er sjældent agtet i sit fædreland."

Kaj Spangenberg

Kig venligst på denne video fra YouTube:
https://www.youtube.com/watch?v=eStI8srUCGA
Især de mange, der stadig kæmper for "anstændighed", "god tone i debatten", "åbne grænser" og "fri indvandring" - ja, hele godhedsindustrien - har godt af at se med.

Poul Sørensen

Vi skal forsøge at uddanne så mange som muligt af de flygtninge der kommer, så de kan opbygge deres land når der bliver fred.... Den største fejl i alt dette er, at man ikke har en fast politik om at de skal sendes hjem når der bliver fred, så vil der også være plads til flere nye flygtninge når den næste katastrofe bryder ud og børn og voksen vandre i regn og kulde for at få ly for krig og naturkatastrofer...Jeg tror at Mette er en "ommer", hvis hun allerede er træt af udfordringerne, så skulle måske rykke om på de bagerste rækker og lade nogen med lidt mere gejst komme til.

René Arestrup

Mette Frederiksens analyse er meget præcis. Og den handler overhovedet ikke om humanisme, religion, kultursammenstød eller kriminalitet. Analysen tager afsæt i den åbenlyse kendsgerning, at Danmark er et lille, forholdsvist homogent og semi-socialistisk velfærdssamfund, som nu er direkte udfordret af globaliseringen og flygtningekrisen. Det lille paradis' er truet, simpelthen fordi det bliver stadig sværere at opretholde denne samfundsmodel med det pres, der kommer udefra. I den situation kan man enten vælge at lukke af for omverdenen eller give fortabt og indskrive den danske velfærdsmodel i historiebøgerne. MF vil naturligvis kæmpe for det socialdemokratiske projekt og bliver dermed også tvunget til at træffe nogle valg, der uvægerligt vil føre DK ind på et mere isolationistisk og protektionistisk spor. 'Smykke-gate' er et udmærket eksempel. I en dansk velfærdssamfunds-kontekst, giver det logisk mening, at formuende flygtninge skal aflevere ved kasse ét inden de får adgang til paradis, mens det i en anglo-amerikansk kontekst bliver opfattet som et overgreb mod individet. Deraf den dårlige publicity i den internationale, engelsksprogede presse. De danske politikere, som for enhver pris vil bevare Danmark som et åbent, internationalt orienteret og humanistisk samfund - af gode og indlysende grunde - kan ikke samtidig - og med troværdigheden i behold - stille sig op som forsvarere af den semi-socialistiske danske samfundsmodel. Det er at stikke blår i øjnene på vælgerne. Og det ved Mette Frederiksen.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Per Torbensen, Hans Aagaard, Mihail Larsen, Lars Uhlott og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

@René Arestrup - din analyse er heller ikke helt hen i skoven - den beskriver fortræffeligt situationen ... ;-)

Vil det sige, at vi langt om længe kan komme frem til, at modstanden imod masseindvandring ikke kommer af had, men af kærlighed. Kærlighed til den samfundsmodel vi har opbygget?

Anders Jensen

@Jan
Der er jo flere årsager til at folk anbefaler en kommentar. Personligt gør jeg det hvis det er en god pointe, eller hvis det har fået mig til at reflektere på en måde eller over noget, som jeg ikke selv naturligt ville have gjort. (Jeg er derfor ikke nødvendigvis enig med alt hvad der står.)
Men lige den kommentar du linker; eller nærmere bestemt eksklusions kommentaren, er en smule "lakrids" :)
Men samtidigt har han en god pointe med ret og pligt. Ret kommer før pligt, retten er universal, pligten er frivillig. Desværre er der folk der ikke kan administrere denne form for frihed under ansvar.

@Anders
Synes du virkelig 'eksklusions kommentaren' er 'en smule' svær at forstå ...

Steffen Gliese

Folk, som mener, at jøderne problemløst gled ind i det danske samfund, må være komplet kulturelt analfabetiske.
Et billede på situationen får man af Nathansens "Indenfor Murene", der vel at mærke foregår 250 ÅR, efter at de første jøder fik lov til at flytte til særlige, "multireligiøse" byer: Nakskov, Fredericia m.fl.
Danmark led ikke mindre under antisemitisme end andre europæiske lande i den første halvdel af det 20. århundrede, og det er bemærkelsesværdigt, at det reelt er undsættelsesaktionen i '43, der besegler accepten af et jødisk mindretal i Danmark.
Men der er altså løbet meget vand i stranden siden, og folk, der flygter fra Mellemøsten til Vesten, er ikke uvidende om de samfund og det liv, der leves her. Det kan faktisk ikke engang sammenlignes med forholdene i 90erne, fordi den elektroniske kommunikation langt fra var udbygget og alment tilgængelig dengang.
At vi lever i en helt anden verden i dag ses dog tydeligst af det faktum, at der er alt for meget arbejdskraft i forhold til, hvad der er forbrug og ressourcer til. Det burde være en velsignelse, men opfattes tydeligvis lige modsat, fordi vi ikke i et par årtier har øvet os i at håndtere frihed. Det må vi se at finde tilbage til.

Karsten Aaen, Anders Graae og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Jeg tror jeg fik skrevet i et af mine svar at tyskerne var efterladte tyskere intet er mere forkert vi blev pålagt at tage imod 220.000 flygtende tyskere fra allianceparterne England, USA og Frankrigs besættelseszoner. De ikke selv kunne håndtere det skulle Danmark gøre. Hvorfor der var stor boligmangel i Danmark man måtte oprette bevogtede flygtninge lejre.
Danmark pressede på med at få aftaler om at få dem hjemsendt gennem aftaler med de tyske besættelseszoner som administreres af henholdsvis engelske amerikanske og franske myndigheder. For at få dem hjemsendt. Men Danmark havde intet ønske om at belaste de danske sydslesvigere med så store udgifter at det kunne ødelægge et godt forhold med de danskere som var på den tyske side af grænsen.
Dette kan læses i Rigsdagens åbningstale Jfr. årbogen fra 1949/50 citat
I det sydslesviske spørgsmål vil ministeriet Hedtoft fremdeles arbejde for den politik, der har støtte hos rigsdagens store flertal, og som senest fik udtryk i fem rigsdagspartiers fælleserklæring af 29 juni 1949. Ministeriet vil i overensstemmelse hermed gøre, hvad der står i vor magt for mest muligt at lette den trykkende flygtningebyrde syd for grænsen. Ministeriet har med tilfredshed modtaget meddelelse om at landdagen i Kiel har tiltrådt lands regeringens erklæring om de dansk sindedes rettigheder i Sydslesvig . Det er ministeriets håb, at denne erklæring vil bidrage til at give de dansksindede sydslesvigere sikkerhed og tryghed og til at udvikle et godt naboforhold mellem Danmark og Tyskland

Mihail Larsen

Begreber og distinktioner

René Arestrup peger på et vigtigt forhold, men kludrer i distinktionerne. Det er rigtigt, at der eksisterer en paradigmatisk forskel mellem en angelsaksisk-liberalistisk og en kontinentaleuropæisk-republikansk samfundsmodel. England og USA tilhører førstnævnte; de fleste kontinentaleuropæiske lande (herunder også Danmark) derimod sidstnævnte.

Det skel har retsfilosofiske rødder helt tilbage til middelalderen og er altså ikke en ny opfindelse. Det betyder også, at forskellen ikke sådan uden videre kan fjernes ved at vælge nogle andre politikere. Disse paradigmer indgår i de respektive befolkningers politiske DNA, men udfordres i globaliseringen, hvor den angelsaksisk-liberalistiske model forsøger at dominere hele vejen rundt (også sprogpolitisk).

Men det er da noget underligt noget, når René Arestrup identificerer den angelsaksisk-liberalistiske model med "et åbent, internationalt orienteret og humanistisk samfund", medens en kontinentaleuropæisk-republikansk samfundsorden som den danske (formentlig lidt nedladende) betegnes som "semi-socialistisk".

Forskellen mellem de to paradigmer er - meget kort og forenklet - at den angelsaksisk-liberalistiske model antager, at alle mennesker har deres grundlæggende rettigheder fra naturen (altså før-socialt), hvorved samfundet kommer til at fremstå som noget, der begrænser individets naturlige rettigheder. Heroverfor står den kontinentaleuropæiske-republikanske model med antagelsen af, at alle rettigheder er samfundsskabte og altså tildeles individet fra fællesskabet.

I den ene model står individets rettigheder principielt over samfundets; i den anden står almenvellet over individet. (I virkelighedens verden er der tale om blandinger af disse paradigmer, men som principielle 'idealtyper' eksisterer de som hinandens modsætninger.)

Vi ser adskillelsen i bl.a. FN's grundlæggende menneskerettighedskonventioner fra 1966/76, der er opdelt i to søjler: Én for de borgerlige og politiske frihedsrettigheder (der oftest formuleres som 'frihed fra', altså 'negative rettigheder', der afspejler den angelsaksisk-liberalistiske forståelse af forholdet mellem individ og samfund); og én for de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder (der formuleres som 'frihed til', altså 'positive rettigheder', der afspejler den kontinentaleuropæisk-republikanske respekt for almenvel og fællesskab).

Når René Arestrup nu forsøger at karakterisere den angelsaksisk-liberalistiske model som 'åben, international og humanistisk' i modsætning til den kontinentaleuropæisk-republikanske dyrkelse af almenvellet (bl.s. i form af den danske 'semi-socialisme'), så er det - måske ubevidst - et forsøg på at kaste en humanistisk glans over den ene model og tilsvarende denuncere den anden som i en eller anden forstand ikke-humanistisk.

Det sproglige domæne-tyveri vil jeg gerne advare imod.

Mikael Velschow-Rasmussen, Steffen Gliese, Hans Aagaard, Peter Møllgaard, Lars Dahl og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Ret og pligt

Det følger af min foranstående kommentar, at jeg anset parolen om, at 'ret går forud for pligt' for en typisk angelsaksisk-liberalistisk vinkling. Da jeg selv er tilhænger af en kontinentaleuropæisk-republikansk forståelse af forholdet mellem individ og samfund (og derfor anerkender, at mennesket tildeles sine rettigheder fra fællesskabet), så vil jeg måske ikke gå så langt som til at sige, at 'pligt går forud for ret', men at de står i et indbyrdes forpligtende og meningsgivende forhold.

Jakob Lilliendahl

Burgøjsere går op i ret. Socialister gør op i muligheder.. Larsen..

Ole Vagn Christensen

Mihail Larsen det er endnu en af de fejlcitater Mette har brugt i sin retorik.
Citatet står på mange fagforeningsfaner for at gøre opmærksom på at gør man sin pligt indenfor de opnåede overenskomsters indgåelse så kan man kræve sin ret.
Når begrebet har kunnet optages i den politiske retorik hænger det sammen med da det danske internationale faldt sammen og der var en fængsling af lederne opstod der ud fra de trefraktioner intenationale byggede den politiske -, den kooperative -, og fagsektionen
Overtog fagsektionen opgaven at få dannet det socialdemokratiske forbund, hvorfor logikken i tænkningen herved i dette forbund var drevet af at gjorde man sin pligt i henhold til aftaler og lovgivning så kunne man kræve at få de rettigheder opfyldt der var knyttet hertil.
Hvorfor ordet også blev et ord som fandtes på de socialdemokratiske politiske faner.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Når jeg ser på fotografiets baggrund der er på billedet af Mette kan jeg overhovedet ikke se at der er noget i Mettes politik, der minder om det Hedtoft og Jens Otto Kragh stod for.

Bertel Lohmann Andersen

Hermed findes der kun et emne i de sidste 50 års politiske debat, som man ikke kan ændre holdning til: atomkraften. Det koster!

Ole Vagn Christensen

Jeg kan ikke se det eller ikke med Renes indlæg og analyse.
"Det lille paradis' er truet, simpelthen fordi det bliver stadig sværere at opretholde denne samfundsmodel med det pres, der kommer udefra. I den situation kan man enten vælge at lukke af for omverdenen eller give fortabt og indskrive den danske velfærdsmodel i historiebøgerne."
Fortæl hvad er det der er truet, i 50 erne skrev man om i aviserne at flygtninge og ikke mindst deres børn fra de jyske flygtningestrømme som flygtede til storbyerne var en trussel mod samfundet ja drengene kunne kun blive kriminelle og pigerne kunne kun blive kaffebarludere ja mange var simpelthen fortabte.
Herom har Hans Sode Madsen skrevet i magtudrednings bogen farlig ungdom.
Nu ved vi der overlevede i 50 erne at der blev også plads for os Jyder ja vi ved også at i stedet for undergang af det danske samfund så var der plads til et ungdomsoprør som formede fremtidens velfærdssamfund.
Spørgsmålet er for mig at folk der ikke kan forme nutidens udfordringer har ingen fremtid for sig.
Folk der kun kan få øje på andres påpegede problemer for dem har ingen fremtid og det gælder de tre store partiers ledere beklageligvis også mit partis leder.

Touhami Bennour

Det drejer sig bare ikke om at finde ud af om Mette har eller ikke har ret udfra teoretiske premisser, at acceptere flygninge eller ej, og hvis svaret var nej, hvad så; hvor flygninge skal hen? det er det jeg haft til sinde at forsvare I mit indlæg det blev slettet. jeg mener må findes en mulighed for afskaffe årsagerne til flygningene. Måske det virker nyt, fordi verden var vant til flygtninge, ja siden Jesus. Men jeg synes alligevel de arabiske politikere kan ændre den situation og der findes muligheder. Flygtningene I Mellemøsten er skabt af en bestemt(verdens) politik, men alt kan ændres. Saddam var dumt at ikke makker ret under den holdning Bush jr havde I Irak krisen. Også de ideologier fra dengang var forældet og skabte bare splittelse bland arabere. Jeg mener araberne skal arbejde for enhed, praktisk enhed, mod alle udfordringer, herunder flygninge spørsmålet. der kan afskaffes begrebet flygning hvis man vil. I en tid med Internet behøver man ikke mere at banke på en dør.

Mihail Larsen

"Burgøjsere går op i ret. Socialister gør op i muligheder"

Hvad skulle vi gøre uden dit klarsyn og stærke argumentation, Jacob Lilliendahl [15:32]? Du har jo ret! Alt det der burgøjser-snak om 'rettigheder' er noget vås: menneskerettigheder, borgerrettigheder, stemmerettigheder, sociale rettigheder, arbejdstagerrettigheder etc. er da ikke noget, ordentlige socialister kan tage sig af.

Nej, rigtige socialister vil hellere satse på 'muligheder', lige som liberalisterne, der også er godt trætte af al denne snak om rettigheder. Vi vil have flere 'muligheder': frihandel, friværdi, friskoler, frikommuner, skattefrihed, arbejdsfrihed m.m.

Ikke sandt?

René Arestrup

@Mihail Larsen
Tak for manuduktionen! Du kløjs imidlertid i mine pointer. For det første er det måske lidt af en tilsnigelse, at slå de skandinaviske velfærdsmodeller i hartkorn med en ’kontinentaleuropæisk-republikansk samfundsmodel’. Dernæst, der er absolut intet værdiladet i min brug af begrebet ’semi-socialistisk’. Det er blot en konstatering af det åbenbare. Næsten uanset hvorfra i verden man betragter den danske samfundsmodel, vil den blive kategoriseret som socialistisk eller semi-socialistisk. Og det gælder ikke kun hvis man er amerikaner eller englænder. Og nu er der det særlige ved socialistiske – eller semi-socialistiske – samfundsmodeller, at de – alle kvaliteter ufortalt – kun kan trives med en obligat samfunds-kontrakt, som inkluderer en veldefineret gruppe af mennesker (danske statsborgere) og ekskluderer alle andre. I det øjeblik man inkluderer en større gruppe af mennesker, som ikke er – eller føler sig - kontraktligt forpligtet, bryder systemet sammen. Det er velfærdsstatens aktuelle dilemma og den egentlige årsag til at Mette Frederiksen har skiftet holdning i flygtningespørgsmålet.
Det medfører selvsagt også, at man, ud fra en universel humanistisk betragtning, kan rette en anklagende finger mod den semi-socialistiske stats raison d’etre.

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen, det er vel et spørgsmål om, hvorvidt reglerne er fornuftige. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne er efter min mening et eksempel på en rettighed, som har haft stor historisk betydning, men som vi meget passende kunne skrotte i disse for vor jord så hårde tider, da den står i vejen for mulighederne for at omorganisere produktionen på en måde, så den ikke ødelægger mere end den gavner.

Andre rettigheder, så som menneskerettighederne, skal selvfølgelig bevares. Men at man har afskaffet fx revselsesretten over sine børn er vel et gode. I det mindste for børnene.

Mihail Larsen

Niels, ...

mit svar til Arestrup var ironisk.

Mihail Larsen

ÆV, det gik for hurtigt ...

Mit svar til LILLIENDAHL var ironisk. Jeg svarer Arestrup lidt senere, når jeg har lavet mad til familien.

Jakob Lilliendahl

Micail (kan du få lov at hede) Tag dig sammen!

Du tror du kender til sandheder, logik, fornuft OG VIDEN!!! (og alle de andre absolutte men alligevel, hvis belejligt, normative kortslutninger du konstant udspyder) Hvorved du konsekvent ignorer hvad mennesker, menneskelige kultur og menneskelig historie, er.. Levende.. Ignorer alle tilsyneladende paradokser mellem individ og samfund. Affejer 2500 års filosofisk debat, og erklærer sandheder om at menneskets krystalliserende individualisme blot er angelsaksisk-liberalistisk vinkling.. Det er mig personligt en kæmpegåde du for lov at bære en akademisk titel.

Jeg tror blot jeg kender til meninger, deri i ligger forskellen på vores udsyn..

Og hvad mener jeg så?

Jeg mener at burgøjsere som såvel som proletarer er uhensigtsmæssigt meget optaget af "ret"
Og at dette fokus blot reproducerer knægtelse af mulighederne for de mange, i det materialistiske platoniske meritokrati.. Og den chauvinistiske selvretfærdighed det afføder, institutionaliseret som "ret", som du så ivrigt støtter, er farcens rod.. Blår i øjnene.. Demokratisering og bekæmpelse af fremmedgørelsen er lagt vigtigere end abstrakte rettigheder, kontrolleret af de få..

Det er hvad jeg mener om det

Niels Duus Nielsen

Ja, Mihail, jeg fangede nok, at du var ironisk, men ikke desto mindre er der en modsætning mellem rettigheder og muligheder, som er en permanent diskussion værd.

For mig er det indlysende, at menneskerettighederne er et ubetinget gode, mens den private ejendomsret ikke er det. Andre mennesker mener det modsatte.

Den demokratiske proces er konservativ i sit udgangspunkt: Hævdvundne regler kan kun laves om, hvis der kan mobiliseres et kvalificeret flertal, og i visse tilfælde endda et absolut flertal for ændringen. Så den private ejendomsret er ikke i fare, er min vurdering. Menneskerettighederne derimod er under angreb i disse år, og stærke kræfter benytter enhver lejlighed til at så tvivl om deres berettigelse.

Så jeg står i den absurde situation, at jeg må forlade mig på og forsvare den demokratiske proces' træghed og benytte den vundne tid til tage til orde mod enhver, der forsøger at udvande de rettigheder, som jeg finder værdifulde, og argumentere for fjernelsen af de rettigheder, jeg ser som ødelæggende.

Absurd, fordi jeg i min ungdom var dybt irriteret over denne træghed, da den stod i vejen for den bevægelse, jeg var en del af - mens jeg nu i min ophøjede alderdom kun kan glæde mig over, at den sorte reaktion er nødt til at følge de samme spilleregler, som jeg fandt så snærende i min ungdom.

Lise Lotte Rahbek, Mihail Larsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Fusionen med DF er lige om hjørnet. Det er blot et spm. om hvor der skal være leder.

Steffen Gliese

I et demokrati er rettigheder og pligter noget, vi afhandler indbyrdes - som regel ved en pligt til deltagelse i forsvaret og det politiske og kulturelle liv, og som betaling social sikkerhed relativ fri udfoldelse i samfundet.

Lennart Kampmann

@ arne lund
Det bliver Thulesen Dahl. MF bliver indenrigsminister. Gud bevare os!.(jeg er ateist) ;)
Med venlig hilsen
Lennart

Kaj Spangenberg

Til Per Knap: Politik er at ville (Olof Palme). Og VIL man, så kan man naturligvis standse folkevandringen (som ikke er en flygtningestrøm).
Der skal bare de rette midler til: Drop konventionerne og træk en streg i sandet - STOP! Barsk? Ja da. Men det skyldes, at vi i Vesten har nølet og snakket og ikke foretaget det fornødne. Hvis vi ikke gør det, så er det Vestens - her under Danmarks - undergang, og hvem hjælper det?

Morten Pedersen

Mettes Frederiksens udmeldinger er de mest meningsfulde jeg har læst fra en politiker i mange år.
http://politiken.dk/indland/politik/ECE3026451/mette-frederiksen-vores-u...

Mihail Larsen

Hvad er 'humanisme'?
René Arestrup - igen

Du forklarer sådan set udmærket i din replik, hvorfor vi eer uenige eller går fejl af hinanden. For du gentager en brug af ordet 'humanisme', der viser, at du uproblematisk tænker dette inden for den liberalistiske tradition:

"Det medfører selvsagt også, at man, ud fra en universel humanistisk betragtning, kan rette en anklagende finger mod den semi-socialistiske stats raison d’etre."

Lad mig gøre et muligt længere svar ganske kort. Det betyder så, at den samfundsmodel og filosofi, man udviklede i det antikke Athen og senere i renæssancen her i Firenze, det havde ikke noget med 'humanisme' at gøre? (Der var i begge tilfælde tale om bystater med en udtalt 'republikansk' selvforståelse). Alle store kritikere af kapitalismen og liberalismen (som f.eks. Thomas More, Rousseau og Marx - de var heller ikke 'humanister? 'Humanist' kan man kun være, hvis man abonnerer på den liberalistiske fiktion om et abstrakt, løsrevet individ?

Jeg hævder ikke, at den republikanske tradition har patent på 'humanismen', men jeg protesterer imod, at liberalismen ubekymret gør det. Javist, man kan finde forfærdelig udtryk for praktiseret anti-humanisme i nogle 'republikanske' samfund; men det kan man sandt for dyden også i 'liberalistiske'. Når liberalismen forsøger at monopolisere 'humanismen', er der tale om ideologi (i den dårlige betydning af ordet).

Anne-Marie Krogsbøll og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Legal og legitim
- et svar til Leo Nygaard

Ind imellem bliver jeg mødt med beskyldninger for 'retspositivisme', fordi jeg så vedholdende forsvarer 'retsstaten'. Jeg er nemlig overbevist om, at 'anarki' (lovløshed) skaber større menneskelig ulykke og smerte, krig og konflikter, end retsligt ordnede forhold. I almindelighed.

Der kan imidlertid opstå situationen, hvor man som gruppe eller enkeltperson følger sig nødt til at bryde loven (med risiko for deraf afledede konsekvenser). Jeg gjorde det, som Nygaard bemærker, selv i min tid som studenteroprører, og den daværende rektor ville faktisk smide mig ud af universitetet (relegere mig), hvad min egen professor Sløk imidlertid modsatte sig. Men risikoen var det altså.

Situationer af den art opstår, når der fremkommer en splittelse mellem, hvad der er legalt (ifølge lovene), og hvad der er legitimt (ifølge retfærdigheden); altså: når lovens bogstav ikke opfattes som retfærdige. (I den offentlige debat anvendes legalt og legitimt i flæng, hvad der gør den forvrøvlet i mange tilfælde).

I den politisk-filosofiske idéhistorie findes der mange eksempler på 'oprør', der starter som brud på den herskende lov, ender med at blive 'retfærdiggjort' - ikke kun, fordi det er sejrherrerne, der skriver historien, men fordi oprøret var bærer af en større legitimitet end det regime, der blev væltet. Det klassiske eksempel er 'den Franske Revolution', der gennem sin republikanske ånd fik dybtgående indflydelse på så at sige alle de følgende, europæiske forfatninger. (Selv den franske højrefløj synger i dag begejstret med på Marseillasen.)

Faktisk hjemler dele af både den liberalistiske og den republikanske politiske litteratur 'ret til oprør' i bestemte tilfælde (hvorved det også bliver klart, at 'ret' skal forstås i flere forskellige betydninger).

Anne-Marie Krogsbøll og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Marseilliaisen - naturligvis

Grethe Preisler

"For mange flygtninge og indvandrere truer den danske velfærd"
(For at redde den danske velfærdsstat må vi bombe den tilbage til start)

Det er lidt synd for Mette Frederiksen, for dum er hun jo ikke, og heller ikke ondskabsfuld af naturen Men hun har selv efterstræbt efter den formandspost i det hæderkronede danske Socialdemokrati, hun står i spidsen for efter Helle Thornings-Schmidts fiasko som rollemodel og frontløber for 'De Forenede europæiske Feministers Internationale', som Mette nu er ved at kløjes i for at vriste sig selv og partiet ud af kløerne på platuglerne fra DF alias 'Danmarks næststørste Arbejderparti', før de fordrejer hovedet på flere af Socialdemokraternes trofaste vælgere og blive større end 'moderpartiet'.

Så sig det nu bare som det er, Mette Frederiksen: Den danske arbejdsmarkeds- og velfærdsstat-model, som Socialdemokratene kreerede i 1933 sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre, er inkompatibel med den model, der er flertal for i EU anno 2016.

Det kan du jo strengt taget ikke gøre for, da du ikke var født endnu i 1972. Dengang Jens Otto Krags Socialdemokrati og ledelsen i den socialdemokratisk dominerede danske fagbevægelse med kikkerten for det blinde øje, som vendte mod det engelske eksportmarked for danske landbrugsprodukter, i samarbejde med Venstrebønderne på Axelborg og formandskabet i DA og DI ledte Danmark ind i Fællesmarkedet.

Som for daværende kun bestod af de oprindelige 6 medlemmer af Kul- og Stålunionen, Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Og efter det danske ja i 1973 blev udvidet med England, Irland og Danmark, da nordmændene desværre sagde nej tak til indbydelsen.

Men de havde og har jo heller ikke så meget flæsk og smør, de skal afsat til andre lande, som danskerne.

Per Torbensen, Jan Weis, Olav Bo Hessellund, Torben Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen
Touhami Bennour

Kaj Spangenberg.
Du vil afskaffe Konventioner om flygtninge siger du, men du er nød at forklare hvorfor er der flygninge stadig væk. Du kan ikke afskaffe først konventioner, det er en kortslutning her . Ligesom når du vil afskaffe tyngde kraften skal først få stoppet jorden drejning om solen. Nej den ideololgi duer ikke med naturlove, du skal finde på noget andet. Konventioner kommer altid efter fenomener og ikke før. Olof Palme sagde også at man kan ikke gå på hoved.

Jakob Lilliendahl

I den politisk-filosofiske idéhistorie findes der mange eksempler på 'oprør', der starter som brud på den herskende lov, ender med at blive 'retfærdiggjort' - ikke kun, fordi det er sejrherrerne, der skriver historien, men fordi oprøret var bærer af en større legitimitet end det regime, der blev væltet. Det klassiske eksempel er 'den Franske Revolution', der gennem sin republikanske ånd fik dybtgående indflydelse på så at sige alle de følgende, europæiske forfatninger. (Selv den franske højrefløj synger i dag begejstret med på Marseillasen.

Ja, den Franske Revolution var en borgerlig revolution... ?? Og folk på bunden er forståeligt nok, lidt mere medgørlige, når de har udsigt til chancen for retten til lidt flere krummer frem for slet ingen chance eller ret, læs retten til at skabe sig et borgerligt liv.. Men med ret følger ikke nødvendigvis nogen mulighed.. Det må du nok kunne forstå, store logiker

Men er det ikke noget med at kapitalismens orden helst skulle blive afløst af noget andet og bedre, som den selv afløste feudalismen.. Hvad er det nu det er, hr. superrebel-koryfæ?

Og hvordan var det nu, skulle denne bedre afløsers udelukkende være forbeholdt dem indenfor samme kulturkreds der har gjort sig "fortjent" til det, og deres efterkommer?? Så er verden retfærdig, eller ihf retfærdig nok??

Socialisme - Retfærdighed for nogle!

Super solidarisk! Totalt international klassekamps fanebærere-agtigt! Jeg kan godt se at i virkelig har noget at være stolte af, som i kæmpede der for retfærdigheden for et halvt århundrede siden.. Sikker da i har ændret verden til et bedre sted! Wow

Hvordan frihed, lighed og broderskab er blevet til orden, autoritet og klam chauvinistisk selvretfærdighed i dine ultrakonservative dydståger..
Hvordan du stadig kan associeres med venstrefløjen.. Mihail Larsen, jeg begriber det ikke

Jakob Lilliendahl

Og desuden fremhæver du fint min pointe.. At der tilsyneladende er meget kort fra den chauvinistiske burgøjsers og den chauvinistiske proletars ide- og begrebsverden til den ekstreme højrefløj.. Tråden her er et bevis.. Mener jeg..

Ole Vagn Christensen

Jacob Liliendahl alle revolutioner har været båret af de borgerlige kræfter, det gælder også revolutionen der forgik i Rusland havde soldaterne og de russiske bønder ikke forenet sig var der ingen revolution kommet hvor Zar styret blev væltet. I modsætning til Danmark formåede bønderne at vælte enevælden med fredelige midler.

Der optræder i debatten nogle besynderlige påstande om, at der aldrig kan være absolutte økonomiske tab eller gevinster, at det hele blot er cirkulation. Det er en førmoderne diskussion, som slet ikke er ny, men blev lagt grundigt i graven af tænkere som Ricardo, Pareto og Marx.

Lad mig med nogle få eksempler vise, at der i høj grad kan være både tab og gevinst uden at det har noget med fordeling at gøre.

1) Vi graver et hul i jorden, og når det er udgravet fylder vi det igen. Sluttilstanden er derfor den samme som begyndelsestilstanden, men der er medgået energi og tid, som kunne være medgået til noget mere produktivt. Der er kort sagt lidt et tab, og det er ikke afledt af nogen fordelingspolitik.

2) Vi finder på en bedre måde at producere på. Jeg har selv besøgt et værft i Mekong deltaet, hvor danske ingeniører foreslog de lokale skibsbyggere at svejse stålplader på stranden og derefter hejse dem op og montere dem med en kran fremfor, som var kotyme, at svejse de allerede monterede plader i lodret position. Det reducerede med et slag produktionsprisen med 30 procent og eliminerede en række alvorlige arbejdsulykker. Det var en ren gevinst, som ikke gik ud over nogen.

Når man betænker hvor meget rigere vi er blevet i bare de sidste 200 år, så er det virkelig besynderligt, at der stadig er nogle, som tror, at det hele er et nulsumsspil, og at gevinster kun kan opnås på bekostning af tab andre steder i økonomien.

Grethe Preisler

@Mihail Larsen, 22.01.2016 kl. 0.24 link til et debatindlæg i Politiken

Godt Mihail, bedre sent end aldrig!

Skulle vi så ikke prøve at tage den derfra i stedet for at fortsætte dette uværdige computerstyrede juridisk/økonomiske fedtspil om 'den nødvendige politik' med de borgerlige og Dansk Folkeparti i 'Blå Blok'? Vi er jo slet ikke så uenige om præmisserne, som vores folkevalgte repræsentanter i 'Rød Blok' alias S, SF og RV forsøger at bilde sig selv, hinanden og vælgerbefolkningen ind.

Kirsten Kathrin

Jeg er nået dertil hvor jeg mener, at det er politikkere, der er den største trussel for vores velfærd.
Lige nu ødelægger de alle vores omdømme som et ordentligt folk, med et menneskesyn der kan rumme andre end os selv.

Kirsten Kathrin

Jeg er nået dertil hvor jeg mener, at det er politikkere, der er den største trussel for vores velfærd.
Lige nu ødelægger de alle vores omdømme som et ordentligt folk, med et menneskesyn der kan rumme andre end os selv.

Ole Vagn Christensen

Kirsten, selvfølgelig er det politikkerne der er en trussel mod velfærdssamfundet. Ligesom det var politikkerne der byggede det op kan de nedbryde det.
Den sammenblanding der er gjort som har ført arbejdsmarkedspolitikken tilbage til socialpolitikkens stadie er den første nedbrydning der er sket af velfærdssamfundet.
Det at miste sit arbejde, eller at blive ramt af ulykke og sygdom. Gør en til social klient er den største tragedie der har ramt velfærdssamfundet. Inden bistandsloven udgjorde de sociale klienter på almindelig hjælp promiller. Efter eksperimentet med bistandsloven er de blevet til % ter.
Det startede med håndteringen af ungdomsarbejdsløsheden. Hvor de på grund af mangel på udddannelse eller arbejde blev henvist til passivforsørgelse på bistandshjælp. Som i folkemunde blev kaldt et honningdepot. Vores unge lærte med andre ord at være sociale klienter. Endnu være blev det da Nyrup regeringen halverede dagpengene til de unge som mistede arbejde og som havde stiftet familie eller havde skabt en bolig som de kunne betale, selv om de skulle blive ramt af arbejdsløshed nu blev henvist til at blive klient i socialpolitikken for at søge om supplerende hjælp så de kunne forsørge eller beholde deres bolig. Dette var det andet eksempel på at nedbryde velfærdssamfundet.

Poul Sørensen

Jeg syntes der breder sig et lidt uhyggeligt egoistisk syn på venstrefløjen: Når bare vi har en god undskyldning som at vores velfærdssamfund er truet så giver vi fløjten i mennesker i nød....tak for kaffe......PS Hvis vi indførte en millionærskat, så ville hele problemet være løst, medmindre man ikke vil have flygtninge her til landet af racistiske grunde og hensynet til velfærdsstaten bare er en undskyldning...
Fejlen i alt dette er, at vi ikke har en fast politik for at sende folk hjem når der er fred i deres land. De millioner vi bruger i forsøg på at gøre flygtningene til danskere kan i stedet bruges til at give flygtningen en god uddannelse og ordentlige bolig forhold og endvidere til at tage nogen flere stakler ind ... indtil der bliver fred vel og mærke.

Ole Vagn Christensen

Poul sådan er det når politik ikke bliver konsekvensvurderet, men bliver behandlet ud fra hvad der er muligt at skabe ved et skrivebord hvor konsekvenser er ukendte. Det er hvad der er sket, at politikkerne er hoppet med på den vogn, og troet på at de kunne springe over det laveste gærde, uden at de vidste de sprang ned i en social sump. Men det opdagede de ikke fordi de ikke havde analyseret konsekvenserne af deres handlinger.
Enig i at det lyder hult når politikkerne bruger truslen mod velfærdssamfundet som et argument for deres handlinger. Uden at have konsekvensberegnet hvad kan det danske velfærdssamfund bære.
Det har jeg ikke kunnet læse nogen steder.
I Sverige nåede de grænsen da de havde modtaget 150.000 det vil vel svare til at Danmark skulle nå den grænse når de har modtaget 75.000 er det ikke 20.000 vi har modtaget og hysteriet er opstået i det danske samfund. Og den politiske konkurrencen om at lyde mest hysterisk, er indtrådt mellem tre partier Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet.

Mihail Larsen

Har 'den danske model' en fremtid?
- et nyt svar til Arestrup (og Preisler)

'Kapitalens civilisatoriske tendens' - som Marx foregreb og beskrev - sætter sig igennem med en styrke og retning, der kunne minde om en tsunami, der river alt med sig på sin vej. Han skriver bl.a. i "Grundrisse":

"Således er det først kapitalen, der skaber det borgerlige samfund og den universelle tilegnelse af naturen såvel som af selve den samfundsmæssige sammenhæng gennem samfundets elementer. Deraf kapitalens store civlisirende indflydelse; dens produktion af et samfundstrin, over for hvilket alle tidligere kun fremtræder som menneskehedens l o k a l e u d v i k l i n g e r og som n a t u r i d o l a t r i. Først nu bliver naturen ren genstand for mennesket, en ren nyttighedssag; ophører med at være anerkendt som en magt for sig; og den teoretiske erkendelse af dens selvstændige love fremtræder selv blot som list for at underkaste dem under de menneskelige behov, det være sig som genstand for konsum eller det være sig som produktionsmiddel. Kapitalen driver ifølge denne sin tendens lige så meget ud over nationale skranker og fordomme, som ud over naturforgudelse og overleveret, inden for bestemte grænser indhegnet tilfredsstillel af forhåndenværende behov og reproduktion af gamle eksistensmåder. Den er destruktiv overfor alt dette, bestandigt revolutionerende, nedbrydende alle skranker, som hemmer produktivkræfternes udvikling, behovedes udvidelse, produtkions mangfoldighed og udnyttelsen af og byttet mellem natur- og åndskræfterne," [Karl Marx: "Grundrisse", b. 2, s. 294, Modtryk 1975 - oversat af Hans-Jørgen Schanz og Mihail Larsen]

I dag fremtræder denne tendens i form af 'globaliseringen'. Iflg. Marx - jfr. ovenstående - er der tale om en 'civiliserende tendens', der river bornerte skranker ned for udviklingen af produktivkræfterne, herunder nationale. Teoretisk set er det muligt at undså sig en deltagelse i denne udvikling, men det vil ret hurtigt føre til en 'albanisering' af det land, som vover en sådan isolering. Måske en stokroseidyl og et frilandsmuseum med en befolkning, der lever i en slags reservat - og for en stor dels vedkommende af indtægter fra nysgerrige turister.

Sådan tror jeg ikke, det nødvendigvis vil gå. Det er muligt at tage kampen op, som det allerede er sket i socialismens reformperiode fra slutningen af 1800-tallet til i dag, ved at give det politiske demokrati - folkets stemme - en styrke og magt til at 'tæmme' kapitalismen, så den ikke blot bliver umenneskelig. Reformismen har vist, at det ER muligt at skabe moderne velfærdssamfund på et kapitalistisk grundlag - men kun hvis kapitalen tæmmes med politiske midler.

Det er så hér, jeg vil tage tråden op fra et tidligere indlæg om forskellen på angelsaksisk-liberalistisk og kontinentaleuropæisk-republikansk. I den første har markedet langt friere tøjler end i den sidste. Derfor vil der være tale om politisk konkurrerende paradigmer - umiddelbart mellem USA og Europa, men i den nye globale virkelighed måske også den neoliberaliserede verden mod Europa. Skal socialismen (der er en republikansk samfundsform) have nogen som helst chance i denne konkurrence, så må de europæiske lande slå pjalterne sammen og danne et stærkt EU. Ellers bliver land for land presset ind i den angelsaksisk-liberalistiske verdensorden. Alene står vi hver for sig håbløst svækket; forenet kan vi skabe en politisk kraft og et tilstrækkeligt stort hjemmemarked til at byde denne udvikling trods.

(Jeg ved naturligvis godt, at neoliberalismen allerede breder sig i de europæiske lande, og at det eksisterende EU desværre har en del af skylden herfor. Men løsningen er ikke at lade EU sejle sin egen sø og forskanse sig i en nationalstat. Løsningen er at bruge den europæiske, politiske offentlighed til at understøtte et kontinentaleuropæisk-republikansk forsvar for fællesskab, demokrati og velfærdssamfund.)

Britta Hansen

Peter Nielsen
21. januar, 2016 - 08:22
'Mantraet om at det er en gevinst for samfundet og økonomien er skudt ned adskillige gange.' ....og efterfølgende eksempler og udførelser...

Nej, så let kan det ikke gøres. Eller også er Tyskland den helt store undtagelse?

Her et uddrag fra focus-artiklen nedenfor:

'At indvandrere belaster socialsystemet - det er en almindelig misforståelse. En ny undersøgelse viser, at det stik modsatte er tilfældet. ...

De 6,6 millioner mennesker uden en tysk pas sørgede i 2012 for et overskud på 22 milliarder euro, ifølge en undersøgelse fra Center for Europæisk Økonomisk Forskning (ZEW) på vegne af Bertelsmann Stiftung. Hver udlænding betaler derfor om året i gennemsnit 3300 euro mere skat og social sikring, end den modtager i offentlige ydelser.'

(Resten af artiklen må du selv få oversat, hvis du ønsker (google gør ret gode tjenester på det felt)).
http://www.focus.de/politik/deutschland/einwanderung-mehr-gewinn-als-kos...

Lignende meldinger har jeg hørt i de tyske medier i 2015. Pudsigt, ikke?

Sider