Ministeriernes mørklægning med ’politikerreglen’ er næsten uden undtagelser

Før et lovforslag vedtages i Folketinget, er der tit forhandlinger mellem den relevante minister og ordførerne fra mulige forligspartier. Undervejs laves der beregninger og svares på spørgsmål, og sådan har det været i så mange år, at det er blevet en del af den parlamentariske tradition.

Men siden januar 2014 har den nye offentlighedslov gjort det muligt at hemmeligholde de dokumenter og oplysninger, som udveksles under den slags forhandlinger. Det er den såkaldte politikerregel – offentlighedslovens paragraf 27, stk. 2 – der muliggør, at ikke bare pressen og offentligheden, men også de øvrige partier i Folketinget, ikke kan få lov at se med.

Information har nu på baggrund af aktindsigt kortlagt ministeriernes brug af paragraf 27, stk. 2 fra januar 2014 til juni 2015, som er det første halvandet år, hvor den ny offentlighedslov har været i kraft.

Opgørelsen er den første danske undersøgelse af reglen, og den viser, at politikerreglen har været anvendt 50 gange til at mørklægge en lang række dokumenter, som under den forrige offentlighedslov kunne være blevet udleveret.

Reglen har været brugt til at hemmeligholde dokumenter og oplysninger i sager som f.eks. SKAT’s fejlbehæftede ejendomsvurderinger, togfonden, den ny DSB-aftale, EU-reglerne for realkreditobligationer, salget af Dong-aktier, loven om Forsvarets Efterretningstjeneste, regeringens plan mod ekstremisme og nedlæggelsen af DR’s underholdningsorkester.

Den eneste begrænsning for at anvende paragraf 27, stk. 2 er, at dokumenterne og oplysningerne skal være udarbejdet og udvekslet »i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces«, som der står i paragraffen.

I nogle sager er det kun et enkelt dokument, der hemmeligholdes. I andre sager er det langt flere. I en enkelt aktindsigt om SKATs ejendomsvurderinger har reglen således været brugt til at hemmeligholde 27 dokumenter.

Begrænset meroffentlighed

Da politikerreglen blev sat ind i den nye offentlighedslov, blev det samtidig pålagt myndighederne konkret i hver afgørelse at vurdere, om myndigheden alligevel skulle give såkaldt meroffentlighed. Bestemmelsen om meroffentlighed i lovforslagets paragraf 14 skulle være en slags kompensation og åbne for adgang til oplysninger og dokumenter, også selv om de kunne hemmeligholdes efter bl.a. politikerreglen.

Men det er kun sket i begrænset omfang. Det fremgår af Informations opgørelse, at ministerierne groft sagt kun i hver fjerde afgørelse har valgt at give meroffentlighed og tilmed ofte kun i et enkelt eller få dokumenter. Modsat har ministerierne i 37 afgørelser helt afvist at give meroffentlighed.

»Det ser dermed ud til, at meroffentlighedsreglen vel ikke er helt usynlig i ministeriernes praksis, men at den kun udgør en beskeden modifikation,« vurderer professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Carsten Henrichsen på baggrund af Informations opgørelse.

Forud for vedtagelsen af offentlighedsloven advarede et mindretal af medlemmerne i Offentlighedskommissionen mod paragraf 27, stk. 2. Og selv om politikerreglen ikke er brugt nær så mange gange som lovens paragraf 24 om ministerbetjening – der som tidligere beskrevet i Information i samme periode er anvendt af ministerierne i 360 afgørelser – så har reglen medvirket til at gøre Danmark til et af de demokratiske lande, hvor den politiske beslutningsproces er mindst åben. Det vurderer offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen, der selv var en del af mindretallet.

»Vi har fået en politisk beslutningsproces, hvor der typisk skal indgås forlig, før der fremsættes et lovforslag i Folketinget. Alle oplysningerne udveksles i lukkede kredsløb mellem ministeren og ordførerne,« siger han.

»Det er ikke mindst de øvrige folketingspolitikere, der er blevet svækket af politikerreglen. De har ikke krav på flere oplysninger end offentligheden. Jeg tvivler på, at der kan findes et andet demokratisk land, hvor der er samme lukkethed om lovgivningsprocessen, som der nu er kommet i Danmark,« vurderer Oluf Jørgensen.

Også Carsten Henrichsen vurderer, at selv om politikerreglen ikke er nær så ofte anvendt som ministerbetjeningsreglen, så har den medvirket til at mindske åbenheden:

»Det samlede indtryk er, at de to undtagelsesregler i betydeligt omfang begrænser adgangen til aktindsigt i politisk følsomme sager. Det gælder især ministerbetjeningsreglen, men også – om end i mindre omfang – folketingspolitikerreglen,« siger han.

Ejendomsvurderinger

Informations opgørelse viser, at det oftest er pressen, der har fået afslag efter folketingspolitikerreglen. Syv ud af ti afslag med henvisning til paragraf 27, stk. 2 er således givet til journalister eksempelvis Jette Aagaard, der som journalist på Berlingske søgte aktindsigt i kommunikationen om SKATs fejlbehæftede ejendomsvurderinger.

»Regeringsmagten var skiftet og den nye skatteminister blev ved med at sige, at det var VK-regeringen, der havde ladet stå til. Vi ville derfor gerne gå tilbage og se om de advarsler, der var blevet givet, også havde været oppe i udvalgene,« siger Jette Aagaard.

»Men det fik vi ikke noget klart at vide om. I og med at de har fået lavet det her fortrolige rum mellem folketingsmedlemmer og ministeriet, kan vi ikke længere se, hvem der har vidst hvad hvornår.«

Jette Aagaard ville også undersøge, hvilke advarsler der kom om de fejlbehæftede ejendomsvurderinger, og hvordan embedsmændene reagerede på de advarsler, de fik i høringssvar helt tilbage i 2002. Men heller ikke det kom der meget ud om.

»Det ville have været interessant at se, hvordan kommunikationen havde været omkring ejendomsvurderingerne, så vi kunne blive klogere på, hvorfor man ikke gjorde noget, når det er så mange penge i den danske stats økonomi,« siger hun.

Lang næse til pendlerne

Uden for journalisternes kreds er Michal Randropp en af de borgere, der har fået et paragraf 27, stk. 2-afslag. Michael Randropp er pendlertalsmand for Kystbanen og arbejder som rådgiver i en bank. Hver dag kører han fra bopælen i Humlebæk til Hellerup Station. I marts søgte han for første gang nogensinde aktindsigt, nemlig i de politiske forhandlinger om en kommende DSB-kontrakt.

»Som repræsentant for landets største pendlerklub har jeg tidligere været inde på Christiansborg og fremlægge, hvad pendlerne godt kunne tænke sig. Vi blev lovet, at vi kunne være med ved bordenden i en eller anden form, når der skulle laves en ny kontrakt for at sikre, at kundernes ønsker blev tilgodeset,« fortæller Michael Randropp.

Men pendlerne kom ifølge Michael Randropp aldrig til at sidde med ved nogen bordende, og i en slags frustration over ikke et eneste sted at kunne se, at der var taget hensyn til pendlernes 10 ønsker, søgte han aktindsigt.

»Jeg ville finde ud af, hvad der var foregået. Som interesseorganisation ville vi gerne se, hvem der havde været med til at bestemme, og se hvilke bilag, der lå til grund for de beslutninger, der var taget,« fortæller han.

En måned senere kom svaret fra Transportministeriet. Først undtog ministeriet 50 dokumenter, fordi de var interne, og i tillæg 13 yderligere dokumenter med henvisning til paragraf 27, stk. 2.

»Jeg kunne ikke bruge det til meget andet end at konstatere, at jeg intet fik,« lyder Michael Randropps konklusion i dag.

Netop adgangen til de dokumenter, der bliver udvekslet som led i en politisk forhandling, rammer også folketingsmedlemmer, forklarer Josefine Fock, der er retsordfører i Alternativet.

»Adgangen til faglige notater bag de politiske forhandlinger bliver begrænset, og det svækker det faglige grundlag for den offentlige debat, der kan finde sted. Det begrænser oppositionspartiers indsigt i grundlaget for forlig,« siger Josefine Fock.

En situation, som hun selv har været ramt af som medlem af et oppositionsparti i Folketinget:

»Det synes jeg allerede nu, at jeg har oplevet. At man ikke kan få indsigt i de forlig, der er blevet aftalt, hvad begrundelsen er for, at det ser ud, som det gør, og hvad der har været diskussionen,« siger hun.