Læsetid: 1 min.

Ny måling viser mindre tilbagegang for S

30. januar 2016

Torsdag aften bød på skidt nyt for Socialdemokraterne. En Megafon-måling, som er lavet for TV 2 og Politiken, viste, at Socialdemokraterne var gået hele syv procentpoint tilbage siden seneste Megafon-måling i november og valget i fjor og landede på blot 19,3 procent.

De seneste asylstramninger, som partiet har stemt for sammen med blå blok, var årsagen til nedturen.

I går middag gjorde det mindre ondt, da en ny måling fra Greens Analyseinstitut lavet for Børsen kom frem.

Socialdemokraterne går heri marginalt tilbage fra 25,3 til 24,5 procent af stemmerne, hvilket er inden for den statistiske usikkerhed.

Dermed går Greens-målingen altså stik imod Megafon-målingen.

»Greens-målingen viser nogenlunde status quo, og det fortæller en helt anden historie end den måling, som er kommet fra Megafon,« siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet, til Børsen.

Megafon spurgte 1.000 danskere i sin måling. Målingens bemærkelsesværdige resultat gjorde, at Megafon besluttede sig for at spørge 1.000 mere inden offentliggørelsen.

»Når man presser sine respondenter på den måde, risikerer man, at det skævvrider stikprøven. Man får kun fat i dem, der er hjemme ved telefonen. Så jeg tror nok mere på Greens-målingen, end jeg tror på den fra Megafon,« siger Kasper Møller Hansen.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, måtte torsdag aften ud i den store forsvarstale for sit partis asyllinje.

Han kommenterer også Greens-målingen.

»Socialdemokraterne fører ikke sin politik ud fra dagens meningsmåling. Vi gør det ud fra, hvad vi mener, der er rigtigt for Danmark. Derfor er det vigtigt, at man tager ansvar. Det gør vi, uanset om målingerne går op eller ned,« siger Wammen til Børsen.

Ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helle Walther
Helle Walther anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Nielsen

Kommentatorerne koncentrerer sig mest om tilbagegangen for S, men der er en lige så interessant vinkel på Megafonmålingen, nemlig at den viser den største rød-blok-føring siden valget, cirka 51,5 procent mod blå bloks cirka 48,5 procent. Det vil sige, at flygtningesituationen ser ud til at koste Løkke regeringsmagten. Det er ikke set før i historien, at en massiv flygtningestrøm sender vælgere fra blå blok til rød blok, og overskriften kunne lige så vel have været "Løkke står til at miste magten på grund af sin asylpolitik".

Helle Walther

Nej sidste Green måling var rød blok på 98/ 81 mandater, V på 16,6% den er fra 6.1.16, denne gang er megafon 94/85, og helt enig med dig ellers i dit indlæg. Kasper Møller Hansen forsker på området tror eje heller på megafon målingen, jeg ej heller, for tjekker du alle de andre ligger S f.eks omkring de 24-25,5, men kan man på TV 2 ramme S så kilder det jo bedre i maven.