Læsetid: 7 min.

Striden om sosu’ernes pensionspenge – og Vestbredden

Mens PFA har sortlistet HeidelbergCement, som opererer på den besatte Vestbred, har PenSam stadig investeringer i cementvirksomheden. PenSam administrerer pensionsordninger for FOA og forbundsformand Dennis Kristensen er også formand for pensionskassens bestyrelse. Han har tidligere kritiseret Israels fremfærd i de palæstinensiske områder
PenSam, som administrerer størstedelen af FOA’s medlemmers pensionsopsparing, har  stadig investeringer i en række virksomheder, som – i strid med international ret – medvirker til at oprette og vedligeholde ulovlige israelske bosættelser på den besatte Vestbred.

Li Rui

7. januar 2016

En stor gruppe mennesker stimlede mandag den 11. august 2014 sammen på Christiansborg Slotsplads med palæstinensiske flag i hånden.

Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening havde inviteret til demonstration for fred mellem Israel og palæstinenserne og solidaritet med civilbefolkning i besatte palæstinensiske områder.

På scenen støttede blandt andet Isam B, The Savage Rose og Shaka Loveless op med musik, mens en række politikere og debattører holdt taler. En af talerne var FOA’s formand, Dennis Kristensen.

»En varig fred forudsætter, at den israelske blokade af Gaza ophæves, og at palæstinenserne igen får råderet over deres landområder,« sagde han blandt andet fra talerstolen.

Men den linje stemmer ifølge kritikere ikke overens med FOA’s egen investeringspraksis. PenSam, som administrerer størstedelen af FOA’s medlemmers pensionsopsparing, og som Dennis Kristensen er bestyrelsesformand for, har nemlig stadig investeringer i en række virksomheder, som – i strid med international ret – medvirker til at oprette og vedligeholde ulovlige israelske bosættelser på den besatte Vestbred.

Ifølge pensionskassens aktieliste fra 30. juni sidste år har PenSam blandt andet investeringer i HeidelbergCement, G4S, Motorola, og Cement Roadstone Holdings (CRH) – virksomheder som alle er blevet kritiseret for at være med til at opretholde konflikten mellem Israel og Palæstina og krænke menneskerettighederne.

PenSam har ellers forpligtet sig på en såkaldt ansvarlig investeringspolitik. På pensionskassens hjemmeside står der, at PenSam blandt andet vurderer, om de selskaber, PenSam investerer i, »respekterer basale menneskerettigheder« og »medvirker til alvorlige krænkelser af individers rettigheder i krig eller konfliktsituationer«.

Til sammenligning sortlistede Danmarks største pensionskasse, PFA Pension, i december det tyske selskab HeidelbergCement, som udvinder cement på Vestbredden og er blevet kritiseret for at tvinge palæstinensiske bønder til at flytte uden samtykke og uden passende kompensation.

Samtidig skruede PFA også bissen på over for virksomheden CRH, hvis cement sælges i byggemarkeder på Vestbredden og bl.a. bliver brugt til at bygge og vedligeholde de ulovlige bosættelser, ligesom PFA tidligere har solgt ud af sine investeringer i G4S, som udover aktiviteter i israelske bosættelser også har været omdiskuteret på grund af virksomhedens drift af israelske fængsler med palæstinensiske fanger.

PFA’s sortlistning af HeidelbergCement skete efter pres fra NGO’er og en rapport fra 2014, hvor det uafhængige medie og researchcenter DanWatch gennemgik de 10 største danske pensionskassers investeringer i selskaber med forretningsaktiviteter i de besatte palæstinensiske områder. Med den rapport fulgte DanWatch op på en lignende rapport fra 2012.

Troels Børrild, politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke, finder det »meget graverende«, at PenSam tilsyneladende ikke har handlet på DanWatch-rapporterne.

»Det er de offentlige ansattes pensionskasse, og de har tilsyneladende slet ikke rykket på den viden, vi efterhånden har haft i et par år nu – eller kommunikeret åbent om sagen,« siger han og tilføjer, at PenSam ikke er alene om at investere i virksomheder, som kritiseres for at krænke menneskerettighederne i besatte områder.

Han mener, at det meste af pensionsbranchen har »sovet i timen«, siden kravene til ansvarlig investering blev skærpet i FN og OECD tilbage i 2011.

»PFA fortjener ros for at gå forrest og sortliste HeidelbergCement, der ikke ville rykke sig ad dialogens vej,« siger han.

Lille andel

Da Information i december kontaktede PenSam for at høre, om pensionskassen havde tænkt sig at træde i PFA’s fodspor og sortliste HeidelbergCement, skrev Søren Dijohn, seniorøkonom hos PenSam, i en mail:

»HeidelbergCement indgår i vores portefølje med en markedsværdi på pt. ca. 4,8 mio. kr. Det svarer til ca. 10 kr. per kunde i gennemsnit eller 0,04 promille af vores investeringer. Vi vurderer løbende de etiske retningslinjer for vores investeringsarbejde.«

Men det er ikke et holdbart argument, mener blandt andre Troels Børrild.

»Det er meget tæt på vildledende markedsføring at sige, at PenSam laver ansvarlige investeringer, hvis de ignorerer konflikter med deres investeringspolitik med henvisning til, at de kun ejer en lille andel af selskaberne. At man er minoritetsaktionær er nemlig ikke en gyldig grund til at forholde sig passiv og undlade at udvise rettidig omhu,« siger han og henviser til, at ejerandelen ifølge de internationale retningslinjer fra FN og OECD ikke er en af de væsentligste faktorer, der bestemmer, hvad en investors ansvar er.

Samme melding lyder fra Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd. Formand Mads Øvlisen kommenterer ikke konkrete sager, men siger:

»Det er meget enkelt: Både når du kigger i FN’s retningslinjer og OECD’s retningslinjer, er det helt klart, at der ingen nedre grænse findes. Det vil sige, at kravene til at respektere menneskerettighederne også gælder for minoritetsaktionærer. Du har den forpligtelse, uanset hvor stor eller lille din investering er, og uanset hvordan du ejer aktier.«

Skalkeskjul

Steen Vallentin, lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, synes, at PenSams argumentation »virker som en form for skalkeskjul eller en dårlig undskyldning for ikke at have styr på sine ting«.

»At sige at det er mindre væsentligt, fordi investeringen udgør en meget lille del af selskabets samlede investeringer, er det samme som at sige, at så behøver man ikke at tage etiske problemstillinger alvorligt. Det åbner en port for, at anything goes. Det synes at være et til lejligheden opfundet argument,« siger Steen Vallentin, som mener, at »der er masser af grunde til at være kritisk« i forhold til PenSams konkrete investering i HeidelbergCement.

»Meget taler for, at der er grund til at gribe ind, ligegyldig hvor relativt lille investeringen er,« siger han.

Det har ikke været muligt at få et mundtligt interview med PenSam, men i en mail til Information onsdag skriver Søren Dijohn fra PenSam blandt andet:

»Screeningen fra EIRIS (engelsk screeningsbureau, der overvåger, om virksomheder investerer etisk, red.) viser, at investeringerne ikke strider mod vores etiske retningslinjer, som blandt andet bygger på konventioner og aftaler tiltrådt af den danske stat.«

Men ifølge Troels Børrild »kan PenSam ikke gemme sig bag, at de ikke har hyret dygtige nok rådgivere«.

»Efter de to rapporter er det, der er brug for, ikke kvartalsmæssig screening, men det, som PFA gjorde, nemlig handling,« siger han og efterlyser indsigt i, hvad EIRIS konkret bygger deres frikendelser af HeidelbergCement på.

»Det at gøre ingenting, når der bliver rejst kritik, er ikke foreneligt med internationalt vedtagne retningslinjer for investorers menneskeretsansvar, der kræver aktivt engagement i den slags sager samt en vis grad af åbenhed om, hvordan pensionskassen har fulgt op på sagen. Men PenSam har ikke lagt noget som helst frem om, hvad de bygger deres postulat på. Den lukkethed er i sig selv i strid med FN’s og OECD’s retningslinjer,« siger han.

Løftede øjenbryn

Information kontaktede tirsdag formiddag Dennis Kristensen og foreholdt ham kritikken af PenSams investeringer i blandt andet HeidelbergCement. Samtidig aftalte Information et mundtligt interview med forbundsformanden onsdag formiddag. Tirsdag aften postede Dennis Kristensen en facebookopdatering, hvor han fremlagde sit syn på sagen.

»Jeg løftede lige et øjenbryn da jeg i dag kl. 10.47 modtog en række spørgsmål fra Information om, hvorfor jeg ikke har sørget for, at PenSam har solgt aktierne i et af de syv selskaber, vi har penge i, som driver forretning på Vestbredden. Knap 18 timer efter opfordringen fra Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær til at sælge. Med skam at melde må jeg så indrømme at have sovet i en del af disse timer,« skrev han blandt andet i facebookopdateringen og aflyste samtidig det planlagte interview med Information i en mail.

»Og der er ikke noget galt i, at Mellemfolkeligt Samvirke og Information driver kampagner sammen. Men kampagner på denne facon er ikke o.k. Så mon ikke jeg hellere må skrive mine svar til journalisten frem for at ringe,« skrev han videre i facebook-opdateringen, mens han i en mail til Information begrunder aflysningen med, at han ikke har haft kendskab til sagen.

Information kontaktede imidlertid allerede PenSam i december, i forbindelse med at PFA sortlistede af HeidelbergCement. Over for Information bekræfter DanWatchs ansvarshavende chefredaktør Louise Voller desuden, at DanWatch har gjort PenSam opmærksom på begge DanWatchs rapporter.

I en mail til DanWatch fra den 26. september 2012, som Information har set, svarede Ulla Benediktson, ledelsessupport- og strategidirektør i PenSam, på kritikken ved at henvise til de etiske retningslinjer, som PenSam implementerede i 2010. Således var PenSam på direktionsniveau altså bekendt med rapporten.

Det viser ifølge Troels Børrild, at »PenSam har haft rig mulighed til at reagere og tage deres ansvar«.

»De burde og kunne have reageret, og pres fra os burde ikke være nødvendigt. Ifølge de internationale retningslinjer er pensionsselskaberne forpligtet til selv aktivt at opsøge viden og sælge de uansvarlige investeringer fra, hvis dialog med de problematiske selskaber ikke rykker noget. Så de bør slet ikke vente på at nogle presser dem til at investere forsvarligt,« siger Troels Børrild.

I en mail onsdag aften afviste Dennis Kristensen over for Information, at det skulle være relevant, at han har talt til demonstrationen i 2014 for fred mellem Israel og palæstinenserne.

»Jeg synes ikke, at den sammenligning holder. Jeg har talt ved en demonstration for fred og lige rettigheder i Gaza arrangeret af blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke med udgangspunkt i israelske bombninger, der både ramte civile og lokalt sundhedspersonale i FOA’s søsterforbund i Gaza og internationale hjælpearbejdere,« skriver han.

Han skriver også, at PenSam nu har bedt om en »særscreening« hos EIRIS.

»Medvirker nogle af de syv selskaber til eksempelvis overtrædelse af menneskerettighederne eller andre konventionsovertrædelser eller overtrædelse af aftaler tiltrådt af den danske stat, så ryger de naturligvis på vores udelukkelsesliste,« lyder det i mailen fra Dennis Kristensen, som også erkender, at PenSam burde have reageret på DanWatchs rapporter:

»I denne sag, hvor NGO’er har råbt vagt i gevær, så burde DanWatchs rapporter naturligvis være bragt op i bestyrelsen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det forekommer mig at være en meget dårlig idé at bruge danske pensionspenge på et firma, der direkte konkurrerer med Aalborg Portland.