Læsetid: 6 min.

’Det er vigtigt, at nogen også taler det brune proletariats sag’

For mange nydanske debattører glemmer den underklasse, de engang var en del af, men som stadig har behov for en stemme i debatten. Det siger Saer El-Jaichi, der kalder sig selv en intellektuel og kritisk borger snarere end muslimsk debattør
Saer El-Jaichi vil egentlig helst undgå betegnelsen ’nydansker’. ’Egentlig burde vi bare tale om borgere,’ siger den 36-årige debattør, der underviser i islamiske studier på Københavns Universitet

Saer El-Jaichi vil egentlig helst undgå betegnelsen ’nydansker’. ’Egentlig burde vi bare tale om borgere,’ siger den 36-årige debattør, der underviser i islamiske studier på Københavns Universitet

Sigrid Nygaard

19. januar 2016

Saer El-Jaichi er ikke den, der råber højest, når debatter bliver rødglødende.

Det er ikke, fordi han ikke har en mening, og det er ikke, fordi han ikke bliver ringet op af ivrige journalister. Men som han siger, »bliver debatten hurtigt meget polemisk«.

»Det handler oftest om det, der sker nu og her. Der opstår en massepsykose i debatten med meget lidt plads til konteksten, bredden og de historiske perspektiver. Det er et kæmpe problem,« siger han lettere opgivende med henvisning til de aktuelle debatter om flygtninge og forulempelser af en række kvinder nytårsnat i Køln.

Det har ikke fået andre nydanske debattører og meningsdannere til at holde sig tilbage, når medierne ringer for at få en skarp kommentar.

»Den nydanske meningsdannergruppe er desværre tegnet af hardliners, som er meget propagandistiske. Tendensen er, at de glemmer deres sociale ophav og fortrænger de problemer, der er i den brune underklasse,« siger han.

Ifølge Saer El-Jaichi forsvinder fokus fra de reelle, sociale problemer, som den brune underklasse må kæmpe med i Danmark. Debatten bliver polariseret, og unge nydanskere bliver i stedet fanget mellem på den en side den dominerende holdning, der kræver, at de fralægger sig alt, hvad der har med deres sociale, kulturelle og religiøse ophav at gøre, eller på den anden side, at de dyrker en mytisk identitetsfortælling om, hvad det vil sige at være ’autentisk muslim’.

’Tro betyder tvivl’

Saer El-Jaichi har netop afleveret sin ph.d. i islamisk filosofi og underviser i islamiske studier på Københavns Universitet. Han har blandt andet oversat en tekst af den spansk-marokkanske islamiske fritænker Averröes til dansk.

Saer El-Jaichi er født og opvokset på Fyn og har palæstinensiske rødder. Ifølge ham selv var det hans belæste farmor, der inspirerede ham til at fordybe sig i bøger og blive akademiker.

»Jeg er jo ikke særligt spændende. Jeg er bare en helt almindelig far, der selv har haft en god og tryg opvækst i Odense,« siger han.

Han pointerer, at som Averröes udlægger islam, er islam en religion, der kan fortolkes, ligesom kristendommen kan fortolkes. Det er bare ikke en pointe, der kommer frem, når nogle meningsdannere for eksempel nægter at skelne mellem islam og islamisme, eller når antidemokratiske prædikanter råber op i moskeerne, mener han.

Med udgangspunkt i sin forskning vurderer Saer El-Jaichi, at der i islam er nogle særlige forudsætninger for sekularisering, som ikke er til stede i for eksempel kristendommen.

»I islam er der ikke et religiøst etablissement eller et kleresi (gruppe af gejstlige personer i et bestemt område, red.), som har mandat til at udskrive forskrifter på, hvad der er den rigtige tro. Det er et meget individuelt trosforhold, og sådan bør det være,« fortæller han.

Saer El-Jaichi er muslim, men fremhæver, at det er irrelevant for hans forskning og virke i debatten.

»Tro betyder tvivl, som Kierkegaard sagde. Troen må gå hånd i hånd med tvivlen. Hvis ikke den formår dette, er den ikke gangbar,« siger han om sit eget forhold til Gud.

Han vil bestemt ikke tillægges prædikatet ’muslimsk debattør’. Nok skriver han under på indlæg i aviser og optræder med synspunkter i offentlige debatter rundt om i landet. Men for det første synes han, betegnelsen intellektuel klinger bedre end debattør, og for det andet mener han ikke, at titlen ’muslimsk debattør’ har noget at gøre med hans virke som forsker eller meningsdanner.

»Når jeg kritiserer regeringens flygtningepolitik, den tøjlesløse finanselite, dansk militaristisk udenrigspolitik, orientaliseringen af unge minoritetsmænd som barbarer eller forstokkede kvindesyn i nogle minoritetsmiljøer, gør jeg det ikke som muslim. Jeg gør det som borger. Alle andre identitetsmarkører er sekundære.«

Nye debattører er godt

Saer El-Jaichi har dog intet imod fællesbetegnelsen nydansker, og han ser det som sundt, at mange nydanske debattører nu melder sig i debatten.

»Som betegnelse er nydansker det mindst onde. Egentlig burde vi bare tale om borgere. Men indtil vi når dertil, er betegnelsen til at leve med. Vi er efterkommere af forældre, der flygtede til Danmark, og som alle har måttet starte fra scratch i velfærdsstaten. Konsekvenserne af de livsvilkår har de fleste af os måttet leve med,« siger han.

Derudover ser han flere forskelle mellem forskellige nydanske borgere.

»Der er jo også sociale skel og økonomiske skel. Og ikke mindst er der politiske skel. Vi står politisk meget forskelligt,« siger han.

Ifølge ham er det kun sundt, at samfundet nu får øjnene op for den forskellighed, der er i de muslimske miljøer.

»Det sender et signal til det omgivende samfund om, at det muslimske miljø ikke er homogent. Spredningen i stemmer kan i sig selv modvirke den vrangforestilling om, at danske muslimer i virkeligheden er en organisk enhed, hvor alle adlyder samme kulturelle koder. Den kollektive mistænkeliggørelse af muslimske borgere er nok det bedste eksempel. Altså når en psykotisk ung muslim i Raqqa begår en forbrydelse, og det efterfølgende kræves, at muslimer i Ringkøbing tager afstand.«

Brunt proletariat

Saer El-Jaichi savner, at andre typer stemmer melder sig i debatten.

»Mange af de her meningsdannere har et politisk standpunkt, som ikke ligner mit. I bedste fald er de multikulturalister, som også er et problem, ellers er de højreorienterede og neoliberalister og tilhængere af det frie marked,« siger han.

Hans pointe er, at det er vigtigt, at de nye debattører ikke glemmer deres sociale udgangspunkt i ghettoerne. Mange af de veluddannede rykker og glemmer restgruppens udfordringer i underklassens beton.

»Nogle af dem er anden eller tredje generation, de har taget lange videregående uddannelser og har de samme kulturelle referencer som andre etniske danskere. De har oparbejdet en kulturel kapital, som gør, at de lige har taget et skridt op ad den sociale rangstige. Det er ikke proletarer, der udtaler sig,« siger han.

Saer El-Jaichi mener, at mange af de nye nydanske meningsdannere tager et borgerligt standpunkt, fordi det er opportunt, og at de bevidst er polemiske for at få opmærksomhed i medierne.

»Med få undtagelser vil flere nydanske debattører ikke anerkendes som de brune mennesker, de er. I stedet vil de anerkendes som en hvid, der har formået at assimilere sig fra det brune. Her tænker jeg især på deres oprindelige sociale klasser, som de vender ryggen,« siger han.

I kampen for at få anerkendelse overser mange af debattørerne de reelle problemer, der er i underklassen, mener han.

»Der er et brunt proletariat, som har kæmpemæssige sociale vanskeligheder og uddannelsesmæssige vanskeligheder. Det er vigtigt, at nogen også taler deres sag. I stedet for at sparke ned på de mange, der forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, som ender med at blive samfundets bænkevarmere, så lad os da undersøge og rette op på de forhold, der har skabt denne taberfabrik. En folkeskole, der forventer meget lidt af unge brune mænd, en total fejlslået boligpolitik med ghettodannelser og et arbejdsmarked, der bliver sværere at trænge igennem som ufaglært,« siger han.

»Vi er nødt til at sætte de her ting i perspektiv. Vi må ikke nøjes med at vende kritikken indad, men også ud mod systemet. Selvfølgelig har nogle forældre fejlet, det er sagt en million gange, og det er selvfølgelig vigtigt, men det kan ikke stå alene uden en systemkritik.«

De unge sidder med aben

Fordi offentlige meningsdannere giver ’islam’ eller ’mellemøstlig kultur’ skylden for kvindeundertrykkelse og global terror, bliver det sværere for andre unge nydanskere i de nederste lag at manøvrere mellem at tage afstand fra religion eller lade sig forføre af de reaktionære prædikanter, som ifølge Saer El-Jaichi får lov at tegne retningen inden for den nydanske underklasse.

»Det genererer en masse problemer for de unge, der har det svært i skolesystemet, og som måske har ressourcesvage forældre. Især i et land, hvor majoriteten har store vanskeligheder med at acceptere det ’fremmede’. Det bliver ikke nemmere af, at nogle blandt den nye middelklasse af nydanske debattører fjerner fokus fra vanskelighederne i den brune underklasse, de selv har tilhørt engang. Såvel den brune som den hvide del af underklassen lider under velfærdsstatens afvikling. Det giver kun mening at debattere problemerne i landets sociale boligbyggerier i lyset af velfærdsstatens deroute,« siger han.

Serie

Nydanske debattører

I årtier har man efterlyst flere nydanske meningsdannere. Men de senere år er en række unge med anden etnisk baggrund blevet en fast del af den offentlige debat.

I denne serie interviewer Information dem om, hvem de er, og hvorfor de blander sig.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Flemming Berger
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Britta Hansen
  • erik mørk thomsen
  • Mikkel Madsen
  • Trond Meiring
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Henrik Brøndum
Espen Bøgh, Flemming Berger, Jens Thaarup Nyberg, Britta Hansen, erik mørk thomsen, Mikkel Madsen, Trond Meiring, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Denne gang mere substans - jeg synes dog Rune Eklund Meidell/redaktionen burde have krævet svar fra Saer El-Jaichi på hvad han mener med "Mange af de her meningsdannere ...." det må vel være nogle personer der har et navn?

Steffen Gliese

Jo, men der er vel ikke nogen grund til at begynde en debat med dem om det, Henrik Brøndum? Det er vel bare at læse og tage stilling til synspunkterne.
Det er dog en meget almindelig iagttagelse, at især folk, der mener, at de har kæmpet sig til tops imod odds, har en tendens til at klandre dem, der ikke har. Det har vi jo også set med de konservative og ultraliberale hvide debattører, der åler deres egen baggrund og bruger den til at kræve stramninger.

Hans Bruun Jensen, Flemming Berger, Dana Hansen, Sven Elming, Ebbe Overbye og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

@ Saer El-Jaichi
Ronny ist anders!
Jeg er meget enig i meget af det der beskrives i artiklen, dog kan jeg ikke forstå, at man som muslim konstant skal ud og forsvare sin eksistensberettigelse, så kan jeg i øvrigt heller ikke forstå at du først siger, at muslimer er ligeså forskellige som pæredanskerne og alligevel indlader du dig så på, at differentiere hudfarven som brun. Jeg tænker, at det må være utroligt trættende altid, at skulle ud og forsvare sin eksistensberettigelse, når sandheden er, at mange muslimer klarer sig bedre end pæredanskerne, de har en væsentlig højere frekvens af selvstændige erhvervsdrivende og nu er der også en høj frekvens, af folk der tager en videregående uddannelse altså det velfærdsstaten efterspørger. Tænk hvis Pæredanskerne skulle ud og forsvare deres hudfarve, som i øvrigt er alt andet end charmerende, tænk hvis en Portugiser, en Spanier, en Italiener en Franskmand, skulle ud og forsvare deres hudfarve eller religion eller blot konstant skulle, understrege og fremhæve forskellen. Noget tyder på at alle bare har accepteret præmissen om at "Ronny ist anders", at vi sådan skal destillere visse kulturer fra mængden, i perioder, som vi jo har set det adskillige gange gennem historien. Når jeg ser den overskrift som information bringer i denne avisudgave, at man har tegnet et kort over ondskabens akse, som så nu hedder: mænd der hader kvinder aksen, således, at vi let kan identificere skurke på verdensplan, og give dem armbind på, for de er jo nok alle potentielle voldtægts forbrydere. Det er jo alt sammen med til at selvforstærke denne dette udskilnings løb og tænde ild i vores fordomme. Er det bare en grim tendens der, igen og igen vender tilbage gennem historien? Er det et generelt latent behov for at hade nogen eller stemple nogen som syndebukke?

Ronny forsøger at forstå verden.

erik mørk thomsen

Underklasse er underklasse, uanset hudfarve eller region.
Og de ene, der vinder ved at skabe falske skel, i underklassen, er de neoliberalister kræfter.
Dem der ønske, at der altid en, der vil gå for en endnu ringer og arbejdsvilkår.
Desværre har de fået VVV - folket på venstrefløjen til at råbe op om, at der skal komme endnu flere fremme til Danmark, så der hele tiden, er en ny underklasse, til at trykke lønnen.
Man kan bare tage forslaget om indslusningsløn, der vil forringe lønnen for alle, på sigt.
Ligesom det skete i Tyskland.

Maj-Britt Kent Hansen

Borgere, ja!

Det ville i det hele taget være et stort fremskridt, hvis vi alle sammen anså og omtalte hinanden som borgere, fremfor som muslimer, danskere osv.

Ole Henriksen, steen nielsen, Hans Bruun Jensen, erik mørk thomsen, Flemming Berger, Britta Hansen, Dana Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Det er noget pladder, at majoriteten har svært ved at acceptere det fremmede. Jeg ved ikke om Saer El-Jaich vurderer den påstand ud fra de mennesker han omgåes, altså akademikere - eller ud fra de råbehoveder på nationen og lignende steder, der ikke foretager sig andet end en rituel med de andre 10 debattører.
Jeg har været på mange arbejdspladser, hvor der været alt fra flygtninge/indvandrere, decideret dansk underklasse, lavtuddannede og selvfølgelig høvdinge af forskellig art. Der var ingen personer de steder, som havde problemer med deres tyrkiske, irakiske, iranske, afghanske, bosniske osv osv kolleger, man arbejdede sammen. Man blandede sig i pauserne, man diskuterede og snakkede på kryds og tværs.
Jeg finder det lige så nedladende, at påstå at majoriteten ikke kan acceptere det fremmede, som at påstå at alle fremmede er uønskede.
Måske skulle hr Saer El-Jaich prøve at tage ud blandt ganske almindelige danskere på de danske arbejdspladser, og prøve at opleve hvordan det er udenfor galningenes legeplads på nationen, udenfor den universitetsverden han har været i, måske ville han få sig en behagelig overraskelse. Ligesom den unge somaliske pige, der var rædselsslagen da hun kom til arbejdspladsen, og gik derfra glad og lettet. Det var slet ikke som hun havde fået fortalt (af hvem?), hendes kolleger tog godt mod hende og hun blev ikke forulempet. Måske skulle dem der har skræmt hende, prøve også at tage ud i virkeligheden, danskerne er faktisk ikke nogle modbydelige racister flest. Men nogen får åbenbart et eller andet ud af at stemple danskerne som racister.

Kent Thomsen, Frank Hansen, Anders Jensen, Hans Bruun Jensen, Flemming Berger, Erling Arne Vetterstein, Jørn Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Menneske (person, individ), tak, ikke borger (eller forbruger, religionsudøver, farvet m.m.).
Ordet borger er politisk belastet, selv om det vel egentlig betyder en person der bor i en borg, det vil sige en by. Men bønder, fiskere, nomader og andre folk, der ikke er fast bosat i en by, er vel også en slags mennesker, om ikke borgere. Medborger (medmenneske) og verdensborger er helt okay.

Trond Meiring

De fleste danskere er ikke rasister, de fleste muslimer ikke islamister eller terrorister, og i det hele taget og billedlig talt, så er de fleste æbler i de fleste kurver ikke rådne.
Men de fleste mennesker har nok en tendens til, at slutte fra en eller nogen af en bestemt kategori, til alle der menes at tilhøre denne gruppe, eksempelvis IS (Inger Støjberg) - alle danskere, IS (Islamisk Stat) - alle muslimer. Min morfar købte en gang et råddent æble i Libanon - i Libanon har de kun rådne æbler.

Trond Meiring

Rettelse : Nogle kurver har mest rådne æbler, konkret og billedlig. Hvor mange, i forhold til det totale antal kurver med æbler i, skal ikke siges for sikkert. Jeg venter i angst og bæven på statistikken.

steen nielsen

@ erik mørk Thomsen

Er udtrykket underklasse ikke i sig selv, stærkt nedsættende,
intet under,
under hvad?
Bæltestedet?
under jorden?
under lavmålet?
underkvalificeret?

Diskvalificeret!

steen nielsen

@ Helene Kristensen

Det er da en rigtig solstråle historie, 2 af dem tak, det er jo bare ikke, som du selv siger, lige det indtryk man får ved at læse flertallet af dagbladene og måske især nogle.

Else Marie Arevad

»I islam er der ikke et religiøst etablissement eller et kleresi (gruppe af gejstlige personer i et bestemt område, red.), som har mandat til at udskrive forskrifter på, hvad der er den rigtige tro. Det er et meget individuelt trosforhold, og sådan bør det være,« fortæller Saer El-Jaichi.
Det samme kan man da sige om kristendommen. Vores biskopper og præster bestemmer heldigvis ikke, hvordan vi skal tro. Det er en sag mellem den enkelte og Gud.

Shiamuslimerne i Iran har da velorganiserede religiøse ledere, der bestemmer alt i Iran , og som ikke står til regnskab for "folket".

Sunnimuslimerne er mere "decentrale", men der er de fleste steder i "sunni-landene" "religiøse råd", der mere eller mindre "lægger linjen" og fastlægger hvad folk må og ikke må i det daglige (- og hvilke straffe , der generelt skal udmåles for diverse handlinger og holdninger.)

Artiklens forfatter vil nok ikke blive anset som en "rigtig muslim" i hverken Iran eller Saudi Arabien eller i andre muslimske samfund og grupper ?

Hvis man er lidt perfid, kunne man spørge de troende og hengivne muslimer hvordan det mon kan være, at de muslimske lande IKKE er denne verdens bedst fungerende, fredselskende stater med frihed , demokrati, ligeberetigelse, trosfrihed, trykkefrihed , en FRI PRESSE med UAFHÆNGIGE JOURNALISTER til at kontrollere magthaverne o s v .

Er det ikke snart på tide, at man bruger den sunde, rationelle fornuft , og kører religionerne ud på et passende sidespor, så de ikke kan skaber konflikter, etniske udrensninger , borgerkrige, undertrykkelse og ulykker blandt mennesker ?

Bruger 195810, Lars Riber , Kent Thomsen, Hans Bruun Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Hvordan passer de to sætninger sammen, (Rune Eklund Meidell)?

'Saer El-Jaichi har dog intet imod fællesbetegnelsen nydansker, og han ser det som sundt, at mange nydanske debattører nu melder sig i debatten.' og:

'Som betegnelse er nydansker det mindst onde. Egentlig burde vi bare tale om borgere. Men indtil vi når dertil, er betegnelsen til at leve med.'

'Intet imod' og 'til at leve med' anser jeg for to forskellige indstillinger til sagen.

steen nielsen

@ Robert Kroll
Hvis det er demokrati og pressefrihed samt fred og ro du taler om, skal vi så stille alle udøvere i de religioner det er reporæssenteret i de lande som ikke har det, ansvarlige? for så er der pludselig en del mennesker og en del religioner vi kan sætte under mistanke!

steen nielsen

Problemer med menneskerettigheder, politisk forfølgelse, organiseret kriminalitet, korruption, manglende pressefrihed, manglende retssikkerhed, er det noget der kun forekommer i bestemte områder, eller religioner, og hvis der er, bør alle så være ofre for mistænkeliggørelse?

Kære Sten Nielsen ( 16.26 & 16.51)

Nogle religioner er forenklet sagt "lov-religioner", der utvetydigt vil bestemme, hvad folk må og ikke må i alle livets forhold - f eks at man ikke må tro på andre guder eller være ateist, at man skal bede på faste tidspunkter af dagen, at kvinder skal være manden underdanig , at homoseksuelle er vederstyggelige, o s v. o s v o s v. - og de nborgere , der ikke følger de "guddommelige regler", skal straffes af myndighederne.

Andre religioner/ trosretninger er "kun" en privat sag, og accepterer derfor, at folk har lov til at tro på noget andet , og at samfundet køres "sekulært" med deltagelse af alle uanset tro , køn, etnicitet o s v.

"Lov-religionerne" må stå til ansvar for det de forårsager.

Mihail Larsen

Religion er en privat sag

Kan vi nu ikke snart blive fri for at skulle tage stilling til religiøse dogmer i det offentlige rum?

Vi lever i et sekulært samfund. Det er den bedste garanti for religionsfrihed - fordi religion holdes ude fra den øvrige, værdipolitiske diskussion, hvor det er flertallet, der bestemmer.

Hvis nogen absolut vil gøre religiøse synspunkter gældende politisk, så fører det til religionskrig. Almindelig krig er kynisk, men også pragmatisk. Når man har tabt, har man tabt. Men det gælder ikke religion. Her fortsætter krigen indtil de mest vanvittige scenarier, fordi det politiske mål er inficeret af religiøse ideer om den absolutte sandhed.

I Europa gjorde 'vi' op med denne tankegang i 1648 med den westphalske fred, og i 1700-tallet blev tankegangen yderligere bestyrket filosofisk og kulminerede i formuleringen af nogle universelle menneskerettigheder løsrevet fra religiøs autorisation.

Nu må det være slut. Vi kan ikke igen skulle bruge uanet energi på at mane det religiøse vrøvl i jorden. Som sagt: Tro hvad du vil i det private, og dyrk din Gud. Men bland ham ikke ind i politik.

Lars Riber , Kent Thomsen, o a sejersen, Anders Jensen, Trond Meiring, Lilli Wendt, Hans Bruun Jensen, Flemming Berger og Robert Kroll anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Frit efter hukommelsen siger Jesus et sted,at når du beder,skal du ikke stå på gadehjørnerne,men du skal gå ind i dit private rum og lukke døren efter dig.
Glimrende sagt !

erik mørk thomsen

Steen Nielsen
Jeg lærte i fagbevægelsen, at ordet proletariat var et nedsætte ord, f.eks pjalteproletariat.
Derfor lærte vi at bruge underklassen, i forhold til overklassen.
Og det var udelukke ment, rent økonomisk.

Trond Meiring
Ordet borger kom ind, ved den franske revoution, hvor de tiltalte hinanden, kammerat borger, forstået, vi er alle lige, uanset herkomst

Jens Thaarup Nyberg

erik mørk thomsen
Det er muligt proletar klinger fælt, men det er et økonomisk begreb: de besiddelsesløse, arbejderne.

Trond Meiring

erik mørk thomsen
I den forstand kan jeg være enig og i at jeg selv og vi alle er borgere og lige, i princippet ihvertfald, men ikke borgerlige. Ord og begreber har tit flere tildels forskellige betydninger. Så også med proletar og underklasse. Jeg synes proletar og arbejderklasse klinger bedre end underklasse, som for mig betyder nogenlunde det samme som filleproletar.

erik mørk thomsen

Trond M.
Du har ret, ord kan betyde, forskellige ting, men hvad er filleproletar?
Flipproletar kender jeg, som et udtryk, at kontorpersonale, følte sig bedre end arbejderne.
Proletar var så arbejde og pjalteproletar, de besiddeløse, rosset, der der ikke var noget og betød som ikke noget i samfundet, men dem vi så ned på.
Derfor foretrække jeg ordet, underklasse, for det for mig, bare siger, borger, der ikke ejer noget.

Trond Meiring

Undskyld, filleproletariat er norsk for pjalteproletariat.
Marx definerede en proletar, som en der ikke ejer andet end sig selv og sin arbejdskraft, som han kan sælge til en besiddende "arbejdsgiver", for at skaffe midlerne til at vedligeholde sin eksistens og arbejdsevne. Og en pjalteproletar, som den socialt, kulturelt og økonomisk laverestående del af arbejderklassen, som inkluderer arbejdsledige, lasaroner, usselt klædte (deraf navnet) og dårligt dannede folk, måske afhængige af rusmidler eller andre laster. Folk som Marx selv mente, og mente at en god og stolt proletar og kammerat burde betragte med ringeagt.

Mihail Larsen

Det offentlige rum

Ja, Nyberg - aviser er også en del af det offentlige rum. Faktisk en meget central og vigtig del, fordi det er hér, den offentlige mening brydes. Før de moderne, elektroniske medier var aviserne den måske vigtigste platform for dannelsen af en offentlig mening.

Hvorfor spørger du?

Jens Thaarup Nyberg

For at uddybe: for mig er det offentlige rum, hvor der diskuteres, hvad der skal gøres, det politiske. I medierne diskuteres dog også religiøse problemer, problemer for religioner, som f.eks. her i Inf., og der findes da også et radioprogram ( titel ? ). Men selvfølgelig, diskussion af dogmer er vældigt vanskelig at holde frem i offentligheden, "striden om profetens skæg"; de optænder sindene.

Mihail Larsen

Netop

Indtil for 25 år siden var diskussion af religion i det offentlige rum (i vores del af verden) en niche for særligt interesserede. Et kulturelt fænomen blandt mange andre, som der naturligvis skulle være plads til. Nogle går op i sport, andre er optaget af klassisk musik, mange læser skønlitteratur, en del interesserer sig for filosofi eller psykologi, pædagogik og folkeoplysning, andre sysler med videnskab og teknologi, og nogle er altså også optaget af religion. Det kunne ikke gøre en kat fortræd, men var tværtimod et udtryk for en rig, alsidig, tolerant og facetteret kultur - i øvrigt understøttet af et lige så differentieret foreningsliv.

I 1989 - 200 år efter den Franske Revolution, der bragte 'Frihed, Lighed og Broderskab' ind i vores politiske kultur - kunne mange af os tillige glæde os over, at Muren gennem Europa faldt. Den spændetrøje, som meget kultur havde befundet sig i under den kolde krig, kunne nu kasseres, og der åbnede sig nye, spændende horisonter for international forståelse, udvikling, gensidig berigelse.

Men 1989 var også året, hvor en vis ayatollah Khomeini udstedte en fatwa mod en skønlitterær indisk-engelsk forfatter, Salman Rushdie, der tillod enhver at slå ham ihjel, fordi han havde dristet sig til at skrive noget, der af de dogmatisk religiøse kunne opfattes som 'blasfemisk'. Den fatwa er vor tids 'syndefald'. Fra da af blev kultur (igen) gjort til krigsskueplads. Det kunne være livsfarligt at skrive skønlitteratur, hvis det 'fornærmede' nogle religiøse autoriteter. Senere blev det også livsfarligt at 'fornærme' længst afdøde mennesker, som for nogen havde status af profet.

Denne religiøse intervention i det moderne kom bag på mange i den vestlige verden, der havde vænnet sig til, at der skulle være højt til loftet og respekt for andre menneskers interesser. Nu blev det 'politiseret' og gjort til et spørgsmål om 'enten-eller'. Det offentlige rum blev inficeret af politisk korrekthed. Og med 'vores' latente skyldfølelse for århundreders kolonialisme, slavehandel, imperialisme mv. faldt det i nogles - især de mondænt kulturrradikales - smag at omfavne alt 'det fremmede' og håne alt 'det nationale'.

Stærkt imod min vilje er religion blevet gjort til en multikulturel kampplads. I min spæde ungdom var jeg medlem af KFUM og gik af egen fri vilje i kirke hver søndag. I min mere modne alder har jeg lært at sætte pris på den utrolige, kulturelle skat, som kristendommen har befordret i litteratur, billedkunst, arkitektur og musik. Som forsker har jeg haft stort udbytte af at studere (og undervise i) religiøs idéhistorie og sociologi. Nu, på mine ældre dage, er jeg fortsat fascineret af den fantasi, idérigdom og alvor, som religion i bedste fald tilbyder, men jeg bliver lodret rasende, når religionen vil domesticere, dominere, regulere og ensrette.

Vi har tæmmet kristendommen. Det tog mange århundreder, før biskopper forstod, at de ikke havde en bestemmende indflydelse på samfundets udvikling. Men vi har ikke tæmmet islam. Den religions skriftkloge tror stadigvæk, at de kan diktere, hvad der er sandt - ikke kun for de troende, men for alle andre.

Kast de islamiske skriftkloge i det samme filosofiske syrebad som de kristne biskopper. Lad os få en islamisk 'oplysning'.

Og så til 'det brune proletariat', som denne tråd jo egentlig handler om. Vi får at vide:

"Ifølge Saer El-Jaichi forsvinder fokus fra de reelle, sociale problemer, som den brune underklasse må kæmpe med i Danmark. Debatten bliver polariseret, og unge nydanskere bliver i stedet fanget mellem på den en side den dominerende holdning, der kræver, at de fralægger sig alt, hvad der har med deres sociale, kulturelle og religiøse ophav at gøre, eller på den anden side, at de dyrker en mytisk identitetsfortælling om, hvad det vil sige at være ’autentisk muslim’."

Det lyder fornuftigt nok. Men så sætter spamfilteret ind og producerer en anden 'sandhed', der vel egentlig kun er gældende for en minoritet af muslimer, som Saer El-Jaichi tilhører. Han hiver en middelalderlig tænker som Averröes, der ikke spiller nogen som helst rolle i moderne islam, frem for at fremtrylle et mantra om, at "tro er tvivl".

Den slags hokus-pokus kan (sommetider) forsvares i akademiske sammenhænge, men har intet med 'det brune proletariat' at gøre. Ja værre endnu: For dem er det falsk bevidsthed. Kort sagt: Det er fabrikation af ideologi. Utroligt, at det har kunnet anerkendes som en ph.d. Men der sidder nok nogle politisk korrekte bedømmere, der jubler over denne idioti.

Jens Thaarup Nyberg, Anders Jensen, Rasmus Knus og Lars Riber anbefalede denne kommentar

@Mihail Larsen - så længe du ikke udbreder dig om EU, er du jo ganske fornuftig at høre på og fortjener vel egentlig et 'muddes' ... ;-)

Steffen Gliese

Nej, religionen har hele tiden været en væsentlig del af den offentlige debat, teologerne stærke aktører i den offentlige debat - og kirken en af de bærende institutioner i samfundet.
Det nytter ikke at fornægte den institutionelle sandhed, selvom den er ubekvem for mange. 80% af befolkningen bekender sig aktivt eller passivt til evangelisk-luthersk kristendom, og det er ikke muligt at bagatellisere dette forhold ved at henholde sig til, om de praktiserer eller ej: de er døbt, punktum.
Den franske revolution er godt nok længe siden, Napoleon kom imellem, Romantikken kom imellem, Det Moderne Gennembrud er ikke rationalisme, men realisme.

Sønderjysk oplysning
”mud, mudde, muddes = kys – et lille kys, eller: æt ordnle muddes= et stort kys.”

Trond Meiring

Jeg blev døbt, selv om min far var imod det; en "passiv trosbekendelse". (Er det kun baptisterne der har forstået det, at Johannes Døberen gjorde ret i kun at døbe voksne mennesker, der selv havde valgt det?)
Jeg valgte ikke at konfirmere min "kristne tro", og meldte mig ud af den norske, dengang Statskirke, som 16-årig, efter en samtale med en lokal og sympatisk-bekymret præst.
To aktive, "negative trosbekendelser". Men, jeg tilslutter mig "selvfølgelig" meget af den kristne kultur og etik.

Niels Duus Nielsen

Jens Thaarup Nyberg, da jeg var ung, var der to ting, man absolut ikke skulle diskutere på værtshus, hvis man ikke ville blive uvenner: Politik og religion. Så det diskuterede vi selvfølgelig indgående, og blev optændte i sindet, og kom sågar op at slås, såvel verbalt som korporligt. Men næste dag blev vi så gode venner igen. Ak, den skønne, tabte ungdom.

steen nielsen

@ Mihail Larsen
Interessant indlæg!
Hvis der er fabrikation af ideologi, så vil al forskning der handler om enkeltpersoner, være fabrikation af ideologi. Nu kender jeg intet til den omtalte person, men i mit eget fag er det yderst almindeligt, at jo mere smalsporet og ukendt en fagperson eller teoretiker er, som man beskæftiger sig med, får du ligefrem proportionalt mere annerkendelse og ligefrem proportionalt mere avantgarde er du!

Så holder den i retten altid?

steen nielsen

Øv! det kan bunde i at jeg ikke har forstået dig i første omgang:
Her er hvad jeg byggede det på:
Cit.:
"Han hiver en middelalderlig tænker som Averröes, der ikke spiller nogen som helst rolle i moderne islam, frem for at fremtrylle et mantra om, at "tro er tvivl".
Jeg opfattede det som om man kan forkaste noget, udelukkende fordi det er middelalderligt og ingen betydning har for moderne islam! er det i sig selv forkasteligt?
Jeg vedgår at jeg intet ved om denne Averröes.
Og om tro er tvivl, er der noget galt i det, når nu vores egen, Kierkegaard også har udtalt den tanke.

Mihail Larsen

Overfladisk viden

Nej, der er ikke noget galt med, at en tænker er middelalderlig - eller for den sags skyld antik. Pointen i min sætning lå på, at Averröes ikke spiller nogen rolle for moderne muslimsk filosofi.

Og for at sige det ligeud: Det gør Kierkegaard altså heller ikke. Han er alt for paradoksal, og kan overhovedet ikke bruges på det udviklingstrin, islam i dag befinder sig på. Det er ikke nok at kunne citere løsrevne sætninger for at forstå ham. Kierkegaards åndelige forudsætninger er Luther og Hegel, og ingen af dem - så forskellige de end er - har noget som helst at gøre med islam. Tværtimod.

Trond Meiring

Kierkegaards etik og eksistensfilosofi er aktuel for alle mennesker, hin enkelte, og ikke så meget for "den gemene hob", det være sig menigheder og andre grupperinger. Det samme kan nok siges om Averröes, som jeg kun kender mere overfladisk fra filosofihistorien.

Line Thistrup

Robert Kroll prøv at studere Mellemøstens historie så vil du få et svar på hvorfor Mellemøsten er blevet så brutal. Den har ikke altid været så brutal. Jeg kan sige dig at det har noget med våben at gøre og engelske, russiske og amerikanske interesser(olie, gas og andre naturressourcer) at gøre. Resten må du selv læse dig til. Jeg ved godt at de danske medier ikke vil fortælle dig hvorfor Mellemøsten er blevet et helvede på jorden der producerer flygtninge til hele verden. Det tager lang tid og har ikke samme nyhedsværdi som "muslimske mænd voldtager deres døtre"

Line Thistrup

Hele pointen er at I ikke skal vide hvad det er der foregår. Danskerne tror de er så oplyste, men problemet er alle de løgne vi får smidt i hovedet der er selve problemet. Hvis du vil vide hvordan muslimer er, så tal med en muslim. Det vil du lære meget mere af end at se dansk tv i 100 år.

steen nielsen

Folk forstår mig ikke!
@Mihail Larsen
Det viste sig, at være en skrivefejl "Hvis de(t) er fabrikation af ideologi" med henvisning til din tekst og indhold.
Og, hvis det endelig er det, hvor meget er så ellers det i dagens Danmark f.eks.?
I øvrigt, fabrikation af ideologi, hvornår kan vi tale om det og hvornår er det af det onde og hvornår er det ikke, og hvornår kan vi overhovedet betegne noget som fabrikation af ideologi, er det når vi manipulerer, eksisterende tænkning, eller kan det bare ved brug eller misbrug af historien, alt efter hvor vi står?

steen nielsen

Eksemplet Finland
Cit.: Wikipedia
Finland kan belyse, hvad et populistisk parti kan bevirke. Finlands tre store partier Centerpartiet, Samlingspartiet og Socialdemokraterne havde gennem 100 år delt magten mellem sig på ret udramatisk vis. De har dannet regering på kryds og tværs, og traditionen byder, at regeringen altid tager oppositionens ønsker med i forlig, så de bliver så brede som muligt.

De Sande Finner kalder sig selv et populistisk parti med fokus på enkeltsager, og de gik i 2011 til valg på, at Finland skulle deltage minimalt i EU – herunder ikke støtte Portugal i dets Euro-vanskeligheder, begrænse deltagelsen i internationale klimakonventioner, skære ned på ulandsbistanden, lukke for indvandring og hæve skatterne for højtlønnede. Partiet vandt omkring 19% af stemmerne ved det finske parlamentsvalg. Den siddende regering mistede helt deres tidligere tilslutning.

Sider