’Cannabispillerne har fjernet den sorte sky i mine tanker’

Datoen står prentet i Lisette Langhorns hjerne: Torsdag den 16. september 2010 var dagen, hvor hendes liv ændrede sig fundamentalt.

Fra at have været faglig aktiv i fagforeningen FOA, tillidsrepræsentant for kollegerne på Bispebjerg Hospital og med en forventning om snart at blive deres fællestillidsmand, fik hun fra det ene øjeblik til det næste »et liv i smertehelvedet«, som den 49-årige kvinde udtrykker det i dag.

For Lisette Langhorn var torsdagen ellers begyndt som så mange andre arbejdsdage. Som social- og sundhedsassistent med efteruddannelse i seks specialer var hendes opgave denne dag at give skylninger med lactulose til en bevidstløs alkoholiker, hvis spiserør havde fået ætset blodige huller af alkoholen.

Patienten havde været i koma i næsten to måneder, men bedst som Lisette Langhorn var i færd med behandlingen, vågnede han og greb hårdt fat i hendes ene arm.

»Han var en kæmpe stor mand og er sikkert blevet voldsomt forskrækket ved pludselig at vågne op og se en sygeplejer i fuld uniform stå ved sin side og putte det her sukkergelé ind i hans mund. Desværre blev jeg også så forskrækket, at lactulosen faldt ned på gulvet, og så gled jeg,« fortæller hun.

Læs også: I Glostrup laver de cannabispiller på apoteket

I faldet slog Lisette Langhorn ryggen, og det førte til tre operationer for diskusprolaps. Under den ene operation gik der desværre hul på durasækken, der løber langs rygraden, så spinalvæsken fra hjernen flød ud i hendes krop. Der gik to måneder, før det blev opdaget, og det betød, at skaderne på hendes krop blev så store og omfattende, at hun lige siden ulykken har været sygemeldt.

»Jeg vil aldrig mere kunne få mit gamle liv tilbage. Ingen byture, ingen rejser, ingen ture i biografen. I stedet har jeg lige siden haft konstante smerter samt evig hovedpine og opkastninger. Desuden skal der ingenting til, før jeg udtrættes,« fortæller hun.

Nervøs ved cannabis

Siden ulykken har Lisette Langhorn været på en veritabel medicinsk rundrejse inden for smertelindring.

»Jeg har prøvet alle mulige piller for at få dæmpet smerterne. Jeg har været morfin- og alle de øvrige opioidpræparater igennem helt oppe på cancerniveau, men intet har hjulpet. Langt om længe er jeg nogenlunde velmedicineret i dag, men hvis ikke jeg hver eneste dag tager min medicin, begynder opkastningerne igen med det samme,« siger Lisette Langhorn.

Hun blev skrevet op til behandling på Rigshopitalets smerteklinik, hvor hun først måtte vente to år på at komme til. Sidste år har hun fået indopereret en såkaldt neurostimulator i maven, som sender varierende små elektriske stød ned i hendes ben.

»Jeg må være en af meget få i Danmark, der har et sådan apparat i kroppen. De mange små stød betyder, at smerterne føles anderledes. Det er svært at forklare, for det fjerner ikke smerterne, men på en eller anden måde gør det, at de kroniske smerter ikke fylder så meget i min bevidsthed.«

Hverken de forskellige smertelindrende piller eller neurostimulatoren har dog givet hende tilstrækkelig lindring. I efteråret spurgte Lisette Langhorn så overlæge ved smerteklinikken Tina Horsted, om cannabismedicin måske var noget for hende.

»En aften fandt jeg et foredrag på nettet med min overlæge Tina Horsted, hvor hun forklarede om alle de fordele, der kunne være med behandling af medicinsk cannabis ved svære sygdomme, og derfor spurgte jeg, næste gang jeg så hende, om ikke det måske var noget for mig. Det, syntes hun, var en god idé og værd at forsøge. Men jeg har ikke som teenager røget hash. Jeg brød mig ikke om det og kunne heller ikke tåle det, så jeg var egentlig ret nervøs over at skulle prøve med cannabismedicinen.«

Første gang Lisette Langhorn prøvede at få en dråbe Dronabinol – hasholie fremstillet på Glostrup Apotek af dyrket cannabis – faldt hun i søvn og sov seks timer i træk. Så lang tid havde hun ikke prøvet at sove i mange år.

»Om morgenen ringede Tina til mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg græd af glæde over at kunne fortælle hende, at jeg havde sovet uden kramper, uden opkastninger og uden uro, der vækkede mig. Det var bare en lillebitte dråbe, jeg fik på tungen, men jeg vågnede op og følte mig mere udhvilet end nogen sinde siden ulykken,« forklarer hun.

Lå i sengen 22 timer i døgnet

Lisette Langhorn rækker armene ud og lader håndfladerne langsomt dale mod gulvet, når hun skal beskrive den virkning, hun får at cannabissen.

»Sådan føles det. Cannabissen dulmer smerterne. Det giver afspænding og ro i musklerne. Jeg kan mærke, at roen spreder sig i rundt i kroppen, og jeg bliver afslappet og mentalt lettet i stedet for at være anspændt i musklerne og fokuseret udelukkende på smerterne.«

Fra at ligge i sin seng 22 timer i døgnet og være elendig og ked af det, vågnede Lisette Langhorn op med energi og lyst til at stå op og lave en kop te. Langsomt, meget langsomt, lærte hun at sætte pris på tingene igen.

»Der skete noget inde i hjernen. Jeg fik overskud til at leve. Og jeg havde ikke den sorte sky hængende i bevidstheden hele tiden. Jeg kunne tænke på andet end smerter og min hovedpude.«

Lisette Langhorn understreger, at hun ikke har fornemmelsen af at blive skæv af cannabissen.

»Jeg får heller ikke grineflip, som jeg har læst om, at hashrygere kan få. Men cannabissen har også ført til, at jeg ikke længere har så mange voldsomt mørke dage.«

Cannabissen har hjulpet hende til at acceptere, at hendes liv ser ud, som det gør, og at det ikke bliver som før.

»Jeg har nu et håndterbart niveau af voldsomme smerter. Forstået på den måde at smerterne ikke længere er det eneste, jeg til dagligt har overskud til. Jeg er ikke rask, men jeg kan sove bedre, jeg får ro i sindet og ikke mindst et overskud til at være sammen med veninder, som jeg ikke har haft set i mange år, ja nærmest har skubbet fra mig, da alt har drejet sig om min sygdom, og det er en svær byrde at lægge på sine venner.«

Læs også: ’Det eneste, jeg åbenbart kan få lov til af det danske sundhedssystem, er at lægge mig ned og dø’

I tiden efter ulykken fik Lisette Langhorn en alvorlig depression, som siden udviklede sig til PTSD.

»Før jeg blev syg, var jeg et meget aktivt menneske, hvor jeg knoklede røven ud af bukserne. Jeg var tillidsmand for kollegerne, jeg var endog ved at blive indstillet til at skulle være fællestillidsmand, og jeg havde selv et håb om på længere sigt at skulle arbejde som sekretær i min fagforening, FOA. I stedet blev jeg så fyret fra mit arbejde, fordi jeg blev syg. Jeg har været meget grådlabil og har tudet og tudet og tudet, fordi jeg simpelthen ikke orkede mere.«

Inden behandlingen med cannabis indtog Lisette Langhorn dagligt 24 forskellige piller. Nu er det sat ned til 12 i døgnet, og samtidig har hun fået flere kræfter i dagligdagen. Hun har også fået en kørestol, som hun kan bruge, hvis hun skal på en lidt længere tur.

»Jeg står også op nu. Før lå jeg 22 timer i sengen og stod kun op, når jeg skulle på toilettet,« siger Lisette Langhorn og tilføjer:

»Men jeg er ikke blevet rask, og det bliver jeg heller aldrig. Jeg har en hjemmehjælper, som hjælper med indkøb, bad og rengøring. Det er absolut ikke nogen nem tilværelse, jeg har, selv om smerterne nu er mere håndterbare end tidligere.«

Ikke bange for misbrug

På et glasbord i sin dagligstue har Lisette Langhorn stillet cannabismedicinen op. Det er et lille glas med Dronabil-dråber og en plasticbeholder med Marinol-kapsler.

Lisette Langhorn bruger ikke længere cannabisdråber fra Glostrup Apotek. I stedet tager hun morgen, middag og aften en Marinol-kapsel, hvis indhold er fremstillet af syntetisk THC, som er et af aktivstofferne i cannabis. Hun er ikke bange for at ende som cannabismisbruger, sådan som Lægemiddelstyrelsen advarer om i deres notat om de medicinske muligheder i cannabis.

»Jeg spekulerer slet ikke på den side af sagen. Jeg skulle egentlig være trappet op til fire og senere seks kapsler om dagen, men det har jeg ikke behov for. Jeg har ikke en følelse af at skulle have mere og mere. Slet ikke. Jeg har prøvet at tage fire kapsler, men det fik jeg bare hovedpine og ekstra kvalme af.«

Lisette Langhorn har fået megen hjælp fra fagforeningen FOA, og på trods af sin dårlige økonomi har hun prioriteret at blive ved med at betale sit fagforeningskontingent. Hun har også fået hjælp og opbakning fra Zionskirken, der ligger få hundrede meter fra hendes bopæl på Østerbro.

»Jeg er et meget troende menneske og kommer i kirken, som har hjulpet og hjulpet mig. Selv gør jeg ingenting nu, og det er en del af mit problem: Jeg har altid været vant til at skulle hjælpe andre. Og nu er jeg ikke til gavn for nogen som helst længere. Dét har været svært at acceptere, og det har gjort mig dybt, dybt ulykkelig.«

Læs også: ’Mange patienter har lige så stor gavn af cannabis som af traditionel medicin’