Cicilie anmeldte voldtægten for sent. Nu kan hun ikke få erstatning

Kindtænderne flækkede på langs, fordi han slog hendes kæbe af led. Det ene bryst trykkede han ind, så hendes brystimplantat blev smadret. Knæene gør kronisk ondt, og hun kan ikke længere løbe, fordi hun pressede dem mod asfalten for at kæmpe imod, den nat hun blev voldtaget. Men det værste er det inde i hovedet, fortæller Cicilie Holm.

Den konstante frygt, angsten og skammen.

»Jeg har aldrig fået nogen hjælp. Jeg var ikke berettiget til noget. Jeg var jo gået over den der frist,« fortæller hun.

Det er otte år siden, at Cicilie Holm blev overfaldet og voldtaget på en parkeringsplads i Søborg. Siden har hun kæmpet for at få erstatning. Uden held. Da Cicilie Holm blev voldtaget, havde man 24 timer til at anmelde en voldtægt, hvis man skulle have erstatning af Erstatningsnævnet. I dag er den frist ændret til 72 timer. Det havde dog ikke hjulpet hende. Hendes voldtægt blev først registreret som anmeldt, 10 dage efter den skete.

Læs også: Voldtægtsofre får ikke bedre mulighed for erstatning

I en sag som Cicilie Holms, hvor der er beviser på voldtægt, mener hendes advokat, Bo Hansen fra HjulmandKaptain, at man som en selvfølge skal kunne opnå erstatning, uanset hvornår voldtægten er anmeldt. Ifølge ham burde man helt fjerne fristen for anmeldelse af voldtægt, når man nu alligevel er ved at ændre loven.

»Ud over de fysiske skader Cicilie får under voldtægten, rammes hun også af akut stresssyndrom og har siden haft mange psykiske mén. Erstatningsnævnet bestrider ikke, at hun er blevet voldtaget. Men hun kan ikke få erstatning, bare fordi hun anmeldte det for sent,« siger han og uddyber: »Hun er et helt klart eksempel på, at den her regel er fuldstændig vanvittig. Hun gør endda et forsøg, der mislykkes, og så mister hun modet.«

Det første forsøg på at anmelde sin voldtægt, gjorde Cicilie samme aften, som voldtægten fandt sted.

»Jeg kan fortælle dig det, jeg husker,« siger hun, »men det er svært, for jeg har fået konstateret posttraumatisk stress og husker som en dør efter voldtægten. Og så har jeg aldrig fået hjælp til at bearbejde det, det har jeg ikke råd til, så det er svært for mig at tale om.«

Alligevel fortæller hun detaljeret om den nat for otte år siden. Om gerningsmanden, som hun aldrig så, fordi han slog hende ned bagfra og med en kniv truede med at slå hende ihjel, inden han voldtog hende vaginalt og oralt. Om hans lugt, som hun stadig kan huske. »Nej, stank,« retter hun sig selv. Hans stank glemmer hun aldrig. Om panik og kampen imod, som hun opgav med tanken om sine tre børn, som hun gerne ville hjem til.

Deres mor skulle ikke dø her. »Den nat glemmer jeg nok aldrig, selv om jeg glemmer alle mulige andre ting hele tiden.«

Hvor længe voldtægten tog, ved Cicilie ikke, og præcis hvad der skete efterfølgende, er sløret. På et tidspunkt rejste hun sig og gik ned til politistationen for at få hjælp. Der var weekendlukket. Derefter gik hun hjem.

Befandt sig i en tåge

»Jeg ved ikke, hvad der skete i weekenden. Jeg var i en tåge. Min søn fandt mig i badet. Her havde jeg siddet hele weekenden. Jeg var helt opløst.«

Det var Cicilies dengang 16-årige søn, der mandagen efter voldtægten ringede til politiet. De fik besked på at komme ned på stationen. Her blev Cicilie taget med ud til gerningsstedet, hvor hun skulle fortælle, præcis hvor voldtægten fandt sted.

»De lagde en kuglepen på asfalten og spurgte mig, på hvilken side af den voldtægten skete. Ellers vidste de ikke, hvilken station jeg hørte til.«

Det kunne Cicilie ikke huske, og de næste mange dage blev hun skubbet rundt mellem politistationer, der ikke ville tage sig af hendes anmeldelse. Efter syv dage fik hun besked på at melde sig ved Gladsaxe politi mandagen efter.

»Jeg mistede modet. Der var ikke nogen, der ville tage min henvendelse, og samtidig beskyldte de mig for at lyve. Jeg var handlingslammet.«

Hun anmeldte derfor først voldtægten om tirsdagen. I alt gik der dermed 10 dage, fra voldtægten fandt sted til anmeldelsen.

Advokat Bo Hansen fortæller, at han har haft flere sager, hvor anmeldelsen er sket for sent, og peger på, at eksempelvis akut stresssyndrom kan være årsagen. Her hindres man i at handle rationelt, og ofret vil prøve at undgå alt det, der minder om den traumatiske oplevelse. Alligevel behandles sager, hvor der har været forhindringer, som har været årsag til den sene anmeldelse, ifølge advokaten ikke anderledes.

Dispensation

I offererstatningslovens paragraf 10 hedder det, at erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer.

Tidsfristen er indført for at tilskynde voldtægtsofre til at anmelde overgreb så hurtigt som muligt for at hjælpe politiets efterforskning.

I stk. 2 står der dog, at bestemmelsen kan fraviges, hvis forholdene taler for det. Og i bemærkningerne til loven beskrives det, at der i 2001 skete en ændring. Man kan derfor i dag dispensere fra reglen i tilfælde, hvor offeret har været i en choktilstand.

Om mulighederne for dispension skriver Erstatningsnævnet i en mail til Information: »Nævnet har på flere områder praksis for at dispensere. Det gælder f.eks., hvis forurettede har været i en tilstand, der kan minde om chok, har været bevidstløs eller som følge af anden alvorlig tilskadekomst har været forhindret i at indgive politianmeldelse, eller det grundet hospitalsindlæggelse ikke har været muligt, herunder telefonisk, at anmelde forholdet rettidigt til politiet. I givet fald udskydes fristen. Det er i så fald en betingelse for at dispensere, at det reelt ikke har været muligt for offeret at foretage politianmeldelse.«

På grundlag af bestemmelsen om dispensation tog advokat Bo Hansen og Cicilie Holm sagen til Byretten. Den sag tabte de, da retten ikke så grundlag for en tilsidesættelse af Erstatningsnævnets afgørelse. Det skete, selv om man i et udskrift fra dombogen fra Købehavns Byret kan læse, at retten efter bevisførelsen lægger til grund, at Cicilie Holm er blevet voldtaget. Og selv om retten også lægger til grund, at hun var i choktilstand hele weekenden efter, samt at hun både opsøgte en lukket politistation og kontaktede flere andre i dagene efter.

En hån mod kvinderne

Ifølge Bo Hansen gør Erstatningsnævnet alt for sjældent brug af dispensationsreglen.

»Som man kan se i paragraf 10 stk. 2, er der en klar hjemmel til at se bort fra fristoverskridelser. At man kun sjældent gør det i voldtægtssager, hvor det er evident, at mange går i chok og i en lang periode efter voldtægten ikke er bare i nærheden af at være normale og dermed rationelle, er uforståeligt,« siger han og tilføjer: »Det er på sin vis en hån mod de kvinder, der reagerer sådan på en voldtægt. Jeg mener, de er lige så lidt ude af stand til at foretage en anmeldelse som en, der ligger i koma som følge af en traumeskade. Forskellen er, at voldtægtsofret ser normal ud og da bare må kunne tage sig sammen.«

At bede et voldtægtsoffer i chok om at anmelde forbrydelsen inden for en frist, er ifølge Bo Hansen det samme som at bede en depressiv om at være glad.

»De kan ikke anmelde det, selv om de ved, at omgivelserne forventer det og kan forstå, hvad der siges til dem. De kan simpelthen ikke.«

Ifølge ham er det rigtigt, at det gør muligheden for at fange en gerningsmand bedre, hvis man anmelder en voldtægt i god tid, fordi det gør det lettere at finde beviser, men han mener ikke, at efterforskning og retten til erstatning bør hænge sammen.

»Der er selvfølgelig en pointe i, at efterforskning bliver lettere, hvis man anmelder tidligt, men hvis offeret har beviser for, at hun er blevet voldtaget, efter fristen er overskredet, hvorfor skal hun så ikke kunne få erstatning? De beviser skal der da kigges på uanset hvad,« mener han.

Forbedret livskvalitet

I dag bor Cicilie Holm stadig i nærheden af det sted, hvor voldtægten skete.

Indtil for få år siden boede hun stadig i det hus, hun også boede i, da voldtægten fandt sted. Et hus, som voldtægtsmanden både havde adressen og nøgler til, fordi han stjal hendes taske under voldtægten.

»Han vidste, hvor jeg boede. Derfor begyndte jeg at hænge ting på dørhåndtagene, så jeg kunne se, om nogen var kommet ind af dørene. Det gør jeg stadig, selv om jeg er flyttet. Jeg sover heller ikke om natten. Jeg holder øje med, om han kommer.«

Hvor Cecilie tidligere var fysisk aktiv og havde en stor omgangskreds, lever hun i dag meget mere isoleret og har efter voldtægten måttet stoppe sin uddannelse.

»Jeg kan ikke rigtig komme i gang med mit liv igen. Jeg forsøgte at gå i gang med min uddannelse, men måtte give op. Jeg kan ikke rumme så meget. Kan du forestille dig en kuffert, hvor der stikker tøj ud, så du ikke kan lukke den? Det er mit hoved. Jeg kan ikke tage imod nye mennesker eller ny læring.«

Brystet koster mange tusind kroner at få lavet, ligesom nye tænder vil kræve langt mere, end Cicilie Holm kan betale. Mest ville hun dog ønske, at hun kunne få hjælp til at betale en psykolog, så hun kunne få et normalt forhold til mænd igen, sove om natten og blive en bedre mor for sine tre børn.

»En erstatning havde forbedret min livskvalitet. Jeg ville have taget mig af mig selv og min familie. Det psykiske havde været nummer ét. Og så mine tænder.«

Efter afgørelsen i Byretten ankede Cicilie Holm og hendes advokat sagen. For få dage siden fik de fri proces. Ankesagen begynder i Østre Landsret den 22. februar.