Danmark skyld i global mangel på tuberkulosevaccine til børn

Manglende danske leverancer af tuberkulosevacciner har skabt voldsom mangel på de livsvigtige vacciner til nyfødte i 28 lande. Stærkt beklageligt, erkender Statens Serum Institut
22. februar 2016

Statens Serum Institut (SSI) har så alvorlige problemer med sin vaccineproduktion, at man ikke har kunnet leve op til sine forpligtelser over for blandt andet UNICEF. Sidste år kunne SSI ikke levere de aftalte tuberkulosevacciner til spædbørn i 28 lande, oplyser SSI’s direktør, Nils Strandberg Pedersen: »Langt de fleste har enten ikke fået de bestilte vacciner eller kun mindre leverancer.«

De manglende leverancer i 2015 drejer sig om i alt 60 millioner børnedoser af den såkaldte BCG-tuberkulosevaccine, oplyser SSI.

I juli sidste år opgjorde verdenssundhedsorganisationen WHO, at UNICEF manglede 73 millioner vaccinedoser ud af et behov på 180 millioner doser.

»BCG-manglen i 2014-15 var alvorlig, for det betød, at mange lande ikke var i stand til fuldt ud at vaccinere deres børn,« oplyser talsmand Christian Lindmeier fra WHO.

Læs også: Medarbejderflugt skyld i global vaccinemangel

Tuberkulose er en smitsom lungesygdom, der hvert år dræber halvanden million mennesker på verdensplan.

»Global mangel på BCG-vaccine kan føre til øget dødelighed, som vi først vil se hos babyer og småbørn i lande med udbredt tuberkulose,« siger Dr. Punam Mangtani, der er ekspert i epidemiologi ved London School of Hygiene and Tropical Medicine, et af verdens førende sundhedsvidenskabelige universiteter.

Nedbrud i produktionen

Venezuela er ét af de 28 lande, som er ramt af SSI’s leveringsproblemer af BCG-vacciner.

»Det kan betyde, at vi igen vil se problemer med tuberkulose her i landet,« siger formanden for foreningen af børnelæger i Venezuela, Huniades Urbina.

SSI er en af to internationale producenter af BCG, som i 2014 og 2015 ikke levede op til deres forpligtigelser. UNICEF skriver i sin seneste BCG-statusrapport fra december, at de godkendte producenter kun har begrænsede muligheder for at ændre i produktionen med kort varsel.

SSI forklarer selv problemerne med nedbrud i produktionsudstyret og et stort tab af medarbejdere i kølvandet på en folketingsbeslutning i 2014 om at sætte dele af vaccineproduktionen i SSI til salg. »Situationen er i sagens natur stærkt beklagelig, da SSI er én af de store internationale producenter, og leverancestoppet giver problemer mange steder i verden,« siger afdelingschef Ole Jensen.

SSI forventer ikke at være tilbage på markedet med tuberkulosevaccine før 2017. UNICEF’s decemberrapport viser en aktuel mangel på 16,5 millioner BCG-doser. UNICEF har efter udbud nu aftalt leverancer af 400 millioner doser BCG fra 2016 til 2018 med fire leverandører. SSI er ikke blandt leverandørerne.

Læs også: London ramt af vaccinemangel

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Tuberkulose

Tuberkulose er sammen med hiv den hyppigste dødsårsag på verdensplan. I 2014 døde 1,5 millioner mennesker som følge af tuberkulose ifølge WHO.

Før problemerne i vaccineproduktionen stod Statens Serum Institut for 10 pct. af verdens produktion af BCG-vaccine.

Tuberkulose er en smitsom luftbåren lungesygdom. Sygdommen begynder som en almindelig lungebetændelse og viser sig som vedvarende hoste, nattesved, feber, vægttab og i sidste ende hoste med blodigt slim.

Tidligere blev alle danskere vaccineret mod sygdommen. I Danmark bliver årligt omkring 400 personer smittet, hvoraf flertallet er udlændinge. I Vesteuropa er det kun Portugal, som i dag vaccinerer alle spædbørn mod tuberkulose. Irland stoppede den praksis ved årsskiftet.

UNICEF’s seneste rapport fra december viser et aktuelt efterslæb på manglende 16,5 millioner doser af BCG. I begyndelsen af 2015 var efterslæbet på 22,8 millioner doser, samtidig med at UNICEF oplevede en markant vækst i efterspørgslen fra 123 til 152,2 millioner doser.

UNICEF leverer tuberkulosevaccine til 67 lande og står for halvdelen af verdens vacciner af spædbørn. Efterspørgslen er stigende fra lande i Mellemøsten og Sydøstasien, som tidligere producerede egne vacciner.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Så meget for de skandaløse snak om at ville spare institutionen væk - for hvad? For den kommercielle medicinalindustri? Det er SÅ afporet en tankegang, der hjemsøger politikere og politologer i disse år, hvor markedet opfattes som en selvregulerende og perfekt maskine til allokering af midler.
Det modsatte er tilfældet: det er beslutninger om prioriteringer af det nyttige fremfor det profitable, der kendetegner udviklede samfund.

Brugerbillede for Torben Skov

Jeg forstår ikke hvordan du kan konkludere som du gør Kristian Rikard. Samtidigt er det netop sådan, at hvis der er tale om billige vacciner, har private firmaer ikke interesse i at producere dem.

Som jeg ser det, understreger du således, at medicin og forskning ikke kan overlades til private selskaber, som af natur kun er interesserede i at tjene penge, ikke at redde verden og menneskeliv.

Jeg håber, at der kan udvikles en vaccine mod sindsyge. Så vil de borgerligt liberales æra være slut.

Brugerbillede for Torben R. Jensen

Her lidt wiki-info om BCG vaccine: https://en.wikipedia.org/wiki/BCG_vaccine
Det er tilsyneladende et produktionsstop i et Canadisk firma kombineret med stigende efterspørgsel, som har ført til mangel på vaccine.

SSI er i gang med udvikling af en ny type vaccine, hvilket måske begræser lysten til investering i den nuværende.
http://www.ssi.dk/Aktuelt/Forskningsnyt/2011/2011_01%20Ny%20vaccine%20mo...
Vaccineproduktionen, der skal udskilles fra SSI giver et økonomisk overskud, som sikkert kan øges, hvis køberne er tilstrækkeligt kyniske og f.eks uanset moralsk pligt og behov udfaser produktion af gamle produkter. Det fremgår dog ikke af artiklen, om der er et erstatningsansvar ved ikke at levere vaccinen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Skov

Kristian Rikard.
Det må jo falde tilbage på vore spare- og privatiseringsivrige politikere. De er skyld i at et statsligt selskab ikke har folk nok til at opretholde produktionen. Og heller ikke penge til at reparere et nedbrudt anlæg eller investere i et nyt.
Lur mig om ikke det blot følger den sædvanlige model, hvor man gør forholdene for de offentlige virksomheder umulige, for derefter at kræve at "effektive" private er nødt til at tage over.

Til dit spørgsmål om ikke man er forpligtede. Jo selvfølgeligt. Spørg statsministeren hvad fanden han bilder sig ind.

Brugerbillede for jens peter hansen

SSI forklarer selv problemerne med nedbrud i produktionsudstyret og et stort tab af medarbejdere i kølvandet på en folketingsbeslutning i 2014 om at sætte dele af vaccineproduktionen i SSI til salg.

I 2014 var det regeringen Thorning-Schmidt der sad ved roret. Kunne det tænkes at var fordi, at det der med produktion på instituttet ikke var helt i top ??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tine Friis

Uanset hvad, så er det beskæmmende at vi i Danmark ikke længere er i stand til at levere vaccine som før, og det gør det bestemt ikke bedre at det ser ud til at årsagen skal findes i en nedgradering af en statslig institution. Det minder lidt for meget om problemerne i SKAT.
Håber politikerne snart forstår at værdien af en velfungerende offentlig sektor ikke kan undervurderes i et moderne samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benny  Larsen

Danmark skyld i global mangel på tuberkulosevaccine til børn

NEJ, skylden ligger hos vores politikkere, og deres evige våde drømme om privatiseringens velsignelse, og igen lykkedes det et prishop og mangel på produktet, vupti snot dum, der kan virkelig tjenes penge, at det så efterlader syge i hobevis er en anden sag, penge lugter ikke.

anbefalede denne kommentar