Døgnet, som familien Dyrsting aldrig vil glemme

Sent på aftenen for et år siden kørte efterforsker Jacob Dyrsting ind til synagogen i København for at hente sin datter fra en bat mitzvah. Han havde brugt hele dagen på at undersøge angrebet på Krudttønden. Men først da han så de blå lys på vej ind mod Krystalgade, forstod han, at den jødiske konfirmation var centrum for fortsættelsen af terrorhandlingerne
Far Jacob Dyrsting og datter Sara Dyrsting blev på hver sin måde viklet ind i terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen for et år siden. Sara Dyrsting befandt sig i synagogen, da Omar El-Hussein skød og dræbte en vagt. I fem lange minutter frygtede Jacob Dyrsting, at hans egen datter var en af ofrene.

Far Jacob Dyrsting og datter Sara Dyrsting blev på hver sin måde viklet ind i terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen for et år siden. Sara Dyrsting befandt sig i synagogen, da Omar El-Hussein skød og dræbte en vagt. I fem lange minutter frygtede Jacob Dyrsting, at hans egen datter var en af ofrene.

Ulrik Hasemann
13. februar 2016

Sara Dyrsting kan ikke huske, hvad hun og de andre tjenere talte med Dan Uzan om, mens de stod i foyeren til Det Jødiske Hus og fjernede de klistrede hvide mini-skumfiduser, som var blevet trådt ned i det mørke flisegulv. Til gengæld kan hun tydeligt huske ansigtsudtrykket hos en af synagogens egne vagter, da han kom farende ud fra sikkerhedsrummet, hvor han via overvågningskameraer havde set, hvad der skete ude ved gaden. Sara Dyrsting og de andre tjenere, som havde serveret til den jødiske konfirmation, bat mitzvah, blev sendt ud i køkkenet, og musikken blev slukket. Derude pjattede de lidt med det, der skete. Ikke fordi de ikke fornemmede alvoren, »men nok for ikke at gå helt i panik«, som Sara Dyrsting siger. Kort efter blev de sammen med gæsterne sendt ned i kælderen.

Cirka samtidig med at Sara Dyrsting blev gelejdet ned i kælderen under Det Jødiske Hus, satte hendes far, Jacob Dyrsting, sig ind i sin bil ved Bellahøj Station. Han skulle hente Sara ved synagogen. Jacob Dyrsting er efterforsker ved Københavns Politi og havde brugt hele sin arbejdsdag på at efterforske angrebet ved Krudttønden på Østerbro. Mens Sara aldrig glemmer vagtens ansigtsudtryk, glemmer Jacob Dyrsting aldrig det syn, der mødte ham, da han klokken cirka 00.45 efter at have været inde på en tankstation nåede ind til søerne.

»Derfra var København badet i blåt lys. Den sædvanlige vej ind til synagogen var blokeret. Jeg prøvede en anden vej. Og en tredje vej. Og en til. Jeg begyndte at tænke: ’Hvad er centrum for den her blokerede cirkel?’ Jeg kunne jo godt regne ud, at det var synagogen,« siger Jacob Dyrsting.

Dobbelt udsat

Jacob Dyrsting er kristen, hans kone Linda er jøde, og begge deres børn har haft det meste af deres skolegang på Carolineskolen. Selvom det var et stort chok, da familien den 14. og 15. februar lige pludselig stod midt i det største terrorangreb i Danmark i nyere tid, blev de langtfra overraskede over, at der kunne finde et angreb sted mod jøderne i Danmark.Set i lyset af angrebene i Frankrig og den skærpede tone mod jøder i den offentlige debat, regnede de faktisk med, at det ville ske før eller siden.

»IS har jo sagt, at de vil ramme alle i uniformer, så jeg føler da, at vi som familie er dobbelt udsat. Man er nødt til at glemme det for at overleve. Men det er klart, at jeg er bevidst om faren. Den er svær at ignorere med den viden, jeg har gennem mit job, kombineret med den særlige jødiske bevidsthed om risikoen for angreb,« siger Jacob Dyrsting og tilføjer, at det var en lettelse for både ham og hans kone, da Sara og hendes tvillingebror i sommer blev færdige med 9.-klasse og gik ud af Carolineskolen.

»Det må vi indrømme. Vi kunne aldrig finde på at tage dem ud af skolen, men det var bestemt en lettelse.«

Uvished

Efter at have indset, at alle veje ind til synagogen var afspærrede, parkerede Jacob Dyrsting sin bil og begav sig i retning mod synagogen til fods. Ved Rundetårn blev han mødt af en politiafspærring. Han viste sit politiskilt, og en betjent fortalte ham, at tre personer var blevet skudt ved synagogen. De følgende ca. fem minutter vidste Jacob Dyrsting ikke, hvem der var blevet skudt, og frygten for, at en af dem var hans egen datter, lammede ham. Selv husker han – ud over et stort antal mislykkede opkald til Sara – ikke meget fra minutterne ved Rundetårn, men hans kolleger senere har fortalt ham, at han »stod som en ligbleg saltstøtte og rystede«.

Sammen med de ca. 80 andre gæster nåede Sara Dyrsting at sidde i kælderen under Det Jødiske Hus i næsten halvanden time. De fik ikke noget at vide om, hvad der var sket.

»Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at der ikke var sket noget alvorligt, men jeg havde jo set vagtens ansigtsudtryk,« siger hun.

Inde ved Rundetårn fik en ledende betjent, som var stødt til forsamlingen ved politiafspærringen, øje på Jacob Dyrstings blege ansigt. Jacob Dyrsting kan huske, at betjenten tog fat om hans skuldre og sagde: »Jacob, hvis det kan berolige dig, kan jeg sige, at det er en vagt og to kolleger, der er blevet ramt. Din datter sidder i sikkerhed nede i kælderen«. Jacob Dyrsting fik også at vide, at gerningsmanden ikke var kommet forbi hegnet ind til synagogen.

»Det gav mig ro, fordi jeg tænkte, at gerningsmanden så nok var flygtet fra stedet,« siger Jacob Dyrsting.

Omtrent samtidig ringede Saras tvillingebror og fortalte, at Sara havde skrevet, at hun var okay. Hun havde ikke nået at få sin telefon med ned i kælderen, men havde lånt en og sendt en sms til sin bror – det eneste nummer, hun kunne huske udenad.

Efter ca. 20 minutter lånte Sara igen en telefon og ringede til sin far, som hendes bror havde sendt hende nummeret på. Han fortalte hende, at en vagt og to andre var blevet skudt.

Nogle af de voksne i kælderen vidste også, hvad der var sket.

»Men de sagde, at jeg ikke skulle sige det videre, så jeg sagde det kun til de andre tjenere, som jeg sad sammen med,« siger Sara Dyrsting, som kan huske, at flere af klassekammeraterne til den pige, der blev holdt bar mitzvah for, var meget berørte. De blev især bange, da de kunne høre højlydte bump og trampen fra festsalen ovenpå.

»Jeg tænkte, at det var politiet, men de troede, at det var gerningsmænd,« siger Sara Dyrsting, som efter at have talt med sin far turde tro på, at faren var ved at drive over.

‘Jeg er kommet som far’

Senere ved Rundetårn mødte Jacob Dyrsting den centrale efterforskningsleder. Han troede, at Jacob Dyrsting var på arbejde og spurgte, hvorfor han kom alene uden de andre kolleger fra efterforskningen.

»Jeg fortalte, at jeg havde fri og var der som far og ikke var i stand til at arbejde,« siger Jacob Dyrsting. Han fik lov til at følge sin efterforskningsleder ind foran synagogen og kom til at stå tre-fire meter fra det sted, hvor Dan Uzan lå livløs under et tæppe. Men han kom ikke inden for synagogens indhegning, fordi politiets operative styrker var i gang med at sikre, at gerningsmanden ikke længere var på stedet. Han så derfor heller ikke Sara, før de senere mødtes på Bellahøj Station, som Sara og de andre blev kørt til efter cirka halvanden time i kælderen. Sara Dyrsting kan huske, at betjentene, som hentede dem, var helt klædt i sort, og at de stod i fastfrosne positioner og sigtede væk fra Sara Dyrsting og de andre konfirmationsgæster med lyset fra deres maskinpistoler, da de blev gelejdet ud ad bagindgangen og ind i politibusser.

På Bellahøj Station, hvor Sara Dyrsting og de andre vidner blev afhørt, gik Jacob Dyrsting rundt blandt de andre forældre og pårørende med sit politiskilt om halsen og »en mærkelig følelse af at befinde sig i ingenmandsland«.

3 minutter

Få dage efter angrebet var Sara Dyrsting tilbage i synagogen til mindehøjtidelighed. Der kunne hun mærke adrenalinen pumpe igen, og hun begyndte at ryste. Men når hun siden har været i synagogen, har hun ikke været bange. Hun er overbevist om, at opkaldet fra hendes far, da hun sad nede i kælderen under Det Jødiske Hus, og visheden om, hvad der var sket, gjorde, at hun ikke gik i panik i samme grad som nogle af de andre. Ligesom hun mener, at opkaldet har været afgørende for, at oplevelsen ikke har sat sig i hende.

»I starten kunne jeg blive ked af det hele tiden. Senere er det for eksempel sket, hvis vi har haft gæster, og min mor er begyndt at snakke om det. Så kan jeg godt mærke, at der kommer tårer i mine øjne, og så går jeg bare,« siger Sara Dyrsting og tilføjer, at hun mere har været ked af det, fordi Dan Uzan døde, end på grund af sine egne oplevelser.

For Jacob Dyrstings vedkommende plagede særligt én tanke ham i ugerne efter angrebet: Havde han ikke tanket på vej ind for at hente Sara, ville han være ankommet til synagogen ganske få minutter før Omar El-Hussein – ifølge Jacob Dyrstings egen Krakberegning præcis tre minutter før. Så er han sikker på, at han ville have stillet sig foran det tre meter høje grå gitterhegn, som omgiver synagogen og Det Jødiske Hus. Inden han gik ind for at hente Sara, ville han have stået og snakket med sine to politikolleger, som holdt vagt sammen med Dan Uzan. De ville formentligt have talt om angrebet ved Krudttønden. Jacob Dyrsting ville have set den mand, som iført hættetrøje kom til syne fra Peder Hvitfeldts Stræde og vraltede ned af Krystalgade og spillede fuld. Og han ville have set, hvordan han, efter at have foregivet at skulle kaste op, pludselig trak de to pistoler frem og skød og dræbte Dan Uzan for derefter at skyde mod betjentene. Og så ... ja, hvad så?

Da Jacob Dyrsting to dage efter angrebet var ude og løbe, gennemspillede han alle tænkelige scenarier i hovedet. Han så blandt andet for sig, at han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein.

»Da det senere kom frem, at Finn Nørgaard netop havde prøvet at overmande gerningsmanden ved Krudttønden, fik jeg kuldegysninger,« siger han.

‘Hvis jeg bare havde tænkt på Frankrig’

Selvom Jacob Dyrsting længe har været vant til at leve med det, han kalder, »den særlige jødiske bevidsthed om risikoen for angreb«, var det alligevel noget andet, da den teoretiske risiko blev til virkelighed for et år siden. I hvert fald strejfede tanken om, at synagogen kunne være Omar Abdel Hamid El-Husseins næste mål, ham aldrig, da han eftermiddagen igennem var travlt beskæftiget med at efterforske angrebet ved Krudttønden. Han kan huske, at en af de andre deltagere til et krisemøde i Det Jødiske Hus ugen efter angrebet fortalte, at han havde været bange hele aftenen forud for angrebet i Krystalgade, fordi han havde tænkt på Paris, hvor først ytringsfriheden blev ramt og derefter jøderne.

»Den tanke havde jeg slet ikke haft, fordi man koncentrerer sig 100 procent om opgaven. Jeg havde simpelthen haft for travlt med at arbejde med det, der skete på Krudttønden. Jeg havde ikke skænket det en tanke at koble det sammen,« siger Jacob Dyrsting og tilføjer:

»Havde det været i min bevidsthed, havde vi jo selvfølgelig ikke ladet Sara tage derind. Hvis jeg bare havde tænkt på Frankrig …«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Louise Grønkær

Spændende personcentreret artikel.
I parentes bemærket har JyllandsPosten været i gang længe med netop det.

Men................hvor er Information i omtalen af Politiets såkaldte Evalueringsrapport?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jes Elnif

Tankefuldt er det hvordan en "terrorist" kunne komme gående henad Krystalgade med to pistoler, uden at 2 politibetjente og vagten reagerede. Politiet bevæbnet med 2 maskinpistoler fik affyret ET skud, "terroristen" dræbte Uzan og sårede en politibetjent. Hvorfor reagerede politiet ikke tidligere ? Hvad skete der egentligt ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Jannik Vesterup

Forløbet er et udsalg af total inkompetence hos politiet.

2 bøvede pansere står ved siden af hinanden foran Synagogen, den ene med hænderne i lommen, og ser Omar Abdel Hamid El-Hussein dingle forbi sig hen mod indgangen til Synagogen - og dette sker efter Omar Abdel Hamid El-Hussein har myrdet Finn Nørgaard og beskudt Krudttønden med et automatvåben.

Da morderen først myrder Dan Uzan og derefter med pistol skyder mod de maskinpistolbevæbnede politibetjente, bliver de så befippede, at de kun kan få affyret ét skud tilbage med maskinpistolerne- selvfølgelig uden at ramme morderen.

Det er efterfølgende kommet frem, at de 2 betjente var helt uden fortrolighed med deres våben.
De ville næppe kunne ramme Frihedsstøtten på 10 meters afstand - for slet ikke at tale om et bevægeligt mål.

Den kvindlige betjent, der muntert smed den skudsikre vest i Krudttønden lige inden morderens ankomst, havde ikke været på skydebanen i 17 måneder, oplyser Politiledelsen - efter først at have oplyst en forfalsket periode, 8 måneder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jannik Vesterup

Beredskabsniveauet har tydeligvis ikke været i top, hvilket jo kan skyldes mange ting. Inkompetence, dovenskab, dårlig ledelse, situationelt chok/stress, manglende evne til at forestille sig at en forbipasserende stikker en pistol op i snuden på en etc., dog har vi intet belæg for at de to betjente var "bøvede".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Jannik Vesterup

Jo, det har vi.

Det er uhørt, at lade den ubeskyttede og ubevæbnede Dan Uzan stå point i selve indgangsslusen til Synagogen. Dernæst tager betjentene opstilling ved siden af hinanden - dvs at de er ude af stand til at dække hinanden i en skudveksling, og de udgør et stort samlet mål for modparten.

Desuden lade de våbnene hænge løst om halsen - og den ene står med hænderne i lommen - mens der synligt nærmer sig en person. Det er en selvfølge, at de skal stå med våbnene fat.

Kort sagt - 2 bøvhoveder, der ikke er i stand til at betjene deres våben.

anbefalede denne kommentar