Læsetid: 8 min.

Erhvervslivet tager ikke planetens grænser alvorligt

Der produceres titusinder af bæredygtighedsrapporter i det internationale erhvervsliv. Men antallet af virksomheder, der bruger de økologiske grænser til at sætte konkrete rammer for forbrug, udledninger og produktvalg, er forsvindende, viser stor undersøgelse
Der produceres titusinder af bæredygtighedsrapporter i det internationale erhvervsliv. Men antallet af virksomheder, der bruger de økologiske grænser til at sætte konkrete rammer for forbrug, udledninger og produktvalg, er forsvindende, viser stor undersøgelse

Nicolai Bruun/iBureauet

3. februar 2016

Der er et hold af topchefer fra multinationale virksomheder, som rejser verden rundt til konferencer, klimatopmøder og erhvervsseminarer og taler den grønne omstillings sag, så selv Greenpeace-aktivister kan få tårer i øjnene. Chefer, der går foran, appellerer til andre i erhvervslivet om at vise ansvarlighed og presser politikerne til at sætte ambitiøse mål og rammer for omstillingen.

Folk som Unilevers CEO, Paul Polman, IKEA’s bæredygtighedschef, Steve Howard, Virgins ejer, Richard Branson, og Kerings direktør for bæredygtighed, Jochen Zeitz. Og der er et stigende antal sammenslutninger og alliancer af klima- og miljøbevidste virksomheder, der råber i kor for bæredygtigheden. World Business Council for Sustainable Development, The Prince of Wales Corporate Leaders Group, The Climate Group, The B Team, We Mean Business for at nævne nogle.

Men der er også dem, der stritter imod af alle kræfter. Mest tydeligt en stribe selskaber i den fossile energiindustri.

Og så er der det store flertal af verdens virksomheder, som holder lav profil og ikke er synlige i offentligheden som hverken grønne eller sorte.

Så hvor godt går det egentlig? Hvor langt er erhvervslivet nået, siden finansmagasinet Fortune i 2006 bragte forsiden Wal-Mart Saves the Planet og fortalte, at den globale discountkædes grønne kampagne var blevet en ustoppelig force of nature?

Hvis man har prøvet at stå på hovedet i den voksende strøm af årlige bæredygtigheds- og ansvarlighedsrapporter fra virksomheder i ind- og udland, bliver man ikke nødvendigvis meget klogere. For virksomhederne bruger vidt forskellige indikatorer og parametre til at rapportere deres mål og resultater, og indimellem skifter den samme virksomhed terminologi og måde at regne tingene ud på.

Så hvor godt går det egentlig?

Et meget lille mindretal

Fem danske forskere har netop i tidsskriftet Journal of Cleaner Production offentliggjort en omfattende statusundersøgelse under overskriften Is Earth recognized as a finite system in corporate responsibiliity reporting? Tager verdens virksomheder det faktisk alvorligt, at planeten er et lukket system med begrænsede ressourcer og begrænset bæreevne, når de sætter deres miljømål og rapporterer deres bæredygtighedsindsats?

Svaret er: Det gør et meget lille mindretal.

De fem forskere – ph.d. Anders Bjørn, lektor Niki Bey og professor Michael Zwicky Hauschild fra DTU samt professorerne Inge Røpke og Susse Georg fra Aalborg Universitet – har screenet 40.000 engelsksprogede ansvarlighedsrapporter fra 12.000 virksomheder, dækkende perioden 2000-2014. Det har forskerne formået ved som start at lade søgeprogrammer lede efter bestemte ord og begreber om bæredygtighed i databasen med de 40.000 rapporter. Mere præcist har de ledt efter begreber, der afspejler økologiske grænser – i alt 93 relevante ord og udtryk: ’to gradersmålet’, ’450 ppm CO2’, ’planetær grænse’, ’kritisk belastning’, ’’bæreevne’, ’begrænset ressource’ osv.

»Ligesom andre havde vi den oplevelse, at mange af de bæredygtighedsmål, som virksomheder skriver om, langt hen ad vejen er varm luft. Det kan være meget svært at holde dem op på nogle af de ting, de skriver, fordi det ofte blot er en kvalitativ historiefortælling om initiativer, man har taget eller vil tage. Og når de faktisk sætter mål, kan det være svært at afgøre, om de egentlig er ambitiøse nok i forhold til de økologiske udfordringer, vi står over for,« fortæller Anders Bjørn.

Læs også: Nissans grønne rejse

Forskergruppens undersøgelse viser, at antallet af ansvarligheds- og bæredygtighedsrapporter fra virksomhederne er tidoblet siden år 2000. I sig selv en positiv tendens. Men antallet af virksomheder, der direkte anvender økologiske grænser til at fastsætte absolutte mål for ressourceforbrug, udledningsreduktion eller skift i produktportefølje, er forsvindende: 31 ud af de i alt 12.000 virksomheder med ansvarlighedsrapporter.

Omkring fem pct. af virksomhederne – dvs. i størrelsesorden 600 – nævner faktisk i deres rapporter de økologiske grænser. Som når f.eks. Norsk Hydro skriver, at »aluminium skal (…) være del af løsningen på at skabe vækst, der respekterer naturens grænser

»Men så går mange af virksomhederne over til at fortælle, at de har indført genbrugsservietter i kantinen eller sådan noget. Sådanne virksomheder gør altså ikke seriøse forsøg på at oversætte planetære grænser for bestemte ressourceforbrug eller udledninger til absolutte forpligtelser og mål for virksomheden. Det er foruroligende, fordi man på den ene side erkender, at grænserne er der, men på den anden side ikke tager det ansvar på sig at overholde dem,« siger Anders Bjørn fra forskergruppen.

Af de omkring 600 virksomheder, der taler om økologiske grænser, er der identificeret 23, som faktisk definerer kvantitative mål og tidsfrister for deres ressourceforbrug og udledninger, baseret på sådanne grænser. Og der er kun 17, som også definerer en konkret virksomhedsstrategi for at nå målene. Og kun 13 beskriver en proces med også at tilpasse selve produktporteføljen til de økologiske grænser. Flertallet af disse 13 taler om planlagte indsatser frem for allerede realiserede.

Af gruppen på 23 er der blot fire, der har talt om både økologiske grænser, mål og tidsfrister fem år i træk eller mere. Det er den franske producent af kraftværksudstyr Alstom samt de japanske virksomheder Nissan, der laver biler, og Ricoh og Seiko, der begge er teknologi- og hardware-virksomheder.

Videnskabsbaserede mål

»Siden vi afsluttede vore målinger for godt et år siden, kan der være kommet flere virksomheder til,« understreger Anders Bjørn.

Således er der i dag 118 virksomheder, der på klimaområdet har tilsluttet sig princippet om såkaldt ’videnskabsbaserede mål’, et initiativ søsat af World Resources Institute, UN Global Compact, WWF og Carbon Disclosure Project med en forpligtelse for virksomhederne til at reducere deres CO2-udledninger i en takt, der bringer dem på rette kurs til at overholde det FN-vedtagne klimamål om mindre end to graders global opvarmning. På listen over de 118 er bl.a. selskaber som Coca-Cola, Walmart, Siemens, IKEA, Hennes & Mauritz, Nestlé, Puma, Philips og Unilever.

»Havde vi gentaget vores studie i dag, ville vi kunne medtage IKEA, Puma og flere andre i gruppen på de hidtil 31 virksomheder, forudsat at de havde omtalt deres forpligtelse til de videnskabsbaserede mål i deres seneste ansvarligheds- og bæredygtighedsrapporter,« siger Anders Bjørn.

Han påpeger, at de danske forskeres analyse ikke i sig selv kan bruges til at dele alverdens virksomheder op i grønne og ikkegrønne.

»Vi siger ikke, at alle virksomheder, der er med på vores liste, er grønne og gode. Omvendt kan der være virksomheder, som har meget ambitiøse målsætninger, men som ikke fanges af vores undersøgelse, fordi de ikke bruger de begreber, vi søger på.«

Ikke desto mindre er undersøgelsen et klart vidnesbyrd om, at der er meget langt igen, før det store flertal af virksomheder med årlige bæredygtighedsrapporter lever op til at sætte absolutte bæredygtighedsmål med tilknyttede tidsfrister og strategier. Og den konklusion står og stritter mod undersøgelser, hvor CEO’er blevet udspurgt om deres miljøengagement.

Svært

Op til klimatopmødet COP21 i Paris i december svarede således hele 91 pct. af 750 adspurgte virksomhedsledere fra 41 industrisektorer, at klimaændringer er et emne af yderste vigtighed for erhvervslivet.

66 pct. af de adspurgte medgav samtidig, at erhvervslivet ikke gør tilstrækkeligt for at håndtere udfordringen.

Det kan der være mange grunde til. De danske forskeres undersøgelse nævner, at det opleves som risikabelt for en virksomheds image at forpligte sig på klare og absolutte bæredygtighedsmål med bestemte tidsfrister, hvis det senere viser sig, at man ikke lever op til dem og dermed skaber tvivl om sin troværdighed. En anden grund er, at det ganske enkelt er svært.

For CO2, hvor der er en global tålegrænse – de to grader – er man kommet et stykke med at kunne omregne denne til, hvad der må udledes af en given virksomhed.

Langt sværere er det at oversætte regionale eller lokale grænser for bestemte råstofforbrug eller miljøbelastninger til mål og tidsfrister for den enkelte virksomhed.

»Metoder og værktøjer til en sådan oversættelse er i dag i deres vorden,« skriver forskergruppen.

Meget få virksomheder i undersøgelsen forholder sig til, hvordan man skal håndtere udfordringen med at dele det tilbageværende økologiske råderum for bestemte ressourcer, udledninger og påvirkninger. Mange vil være tilbøjelige til at sige, at alle virksomheder skal reducere deres udledninger i et basisår med samme procentsats, nemlig den som den samlede globale eller regionale udledning ifølge videnskaben må reduceres med. Men det kan være højst uretfærdigt, påpeger undersøgelsen. Virksomheder, som historisk kun har gjort lidt for at mindske udledninger, vil få ret til relativt større udledningsniveauer på bekostning af miljømæssige frontløbere, der allerede har gjort en mærkbar indsats.

En række virksomheder vælger bæredygtighedsmål, der handler om kun at bruge miljøcertificerede råvarer, f.eks. miljøcertificeret træ.

Det kan imidlertid »bortlede opmærksomheden fra den kendsgerning, at Jorden er et lukket system,« påpeger forskergruppen.

»Som metoden med det økologiske fodaftryk illustrerer, er der en grænse for, hvor mange hektar skov og landbrugsjord, der kan udnyttes bæredygtigt.«

Det kan således godt være, at den enkelte træforbrugende virksomhed kun aftager træ dyrket miljøvenligt og certificeret, men hvis alle bruger tilsvarende løs, løber planeten tør for bæredygtigt træ.

Let’s face it

Anders Bjørn mener ikke, at det er konstruktivt at forsøge at overtale alle virksomheder til at bruge nøjagtig den samme metode til udregning af miljømål baseret på økologiske grænser.

»Der er nok ikke én måde, som alle vil finde retfærdig. Men hvis man omvendt tillader hver aktør blandt virksomhederne at vælge den metode, der passer dem selv bedst, er der stor risiko for, at vi ikke kan overholde grænserne. Et fælles metodisk grundlag er vigtigt, for at undgå at virksomheder hver især bruger egen retorik til at forvirre eller vildlede og opnå præcis de resultater, de selv gerne vil have,« siger han.

Derfor vil det være naivt at tro, at virksomheders frivillige miljømål helt kan erstatte miljøregulering.

De skal snarere ses som et supplement.

Samtidig er der ifølge forskergruppen behov for refleksion og omstilling på endnu mere grundlæggende niveau:

»Efter vores opfattelse må ændringer af, hvordan ting produceres, udvides til at omfatte ændringer af, hvad der produceres og – let’s face it – en omstilling af det økonomiske system, som virksomhederne er indlejret i.«

»At bede virksomhederne stille spørgsmål ved, hvordan deres produkter hjælper til at dække behov (i modsætning til begær) hos nuværende og kommende generationer, og til at genoverveje forretningsmodellerne, kan måske forekomme at være en udsigtsløs bestræbelse, men udfordringens omfang bør ikke være en undskyldning for bevidst blindhed,« hedder det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Jan Weis
  • Niels-Simon Larsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Olaf Tehrani
  • John Fredsted
  • Estermarie Mandelquist
  • Niels Møller Jensen
  • Bill Atkins
  • Ib Christensen
  • Kurt Nielsen
  • Claus Høeg
  • Erik Nissen
  • Niels Duus Nielsen
  • Herman Hansen
  • Jakob Lilliendahl
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
Flemming Berger, Jan Weis, Niels-Simon Larsen, Jørgen Steen Andersen, Olaf Tehrani, John Fredsted, Estermarie Mandelquist, Niels Møller Jensen, Bill Atkins, Ib Christensen, Kurt Nielsen, Claus Høeg, Erik Nissen, Niels Duus Nielsen, Herman Hansen, Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

»Efter vores opfattelse må ændringer af, hvordan ting produceres, udvides til at omfatte ændringer af, hvad der produceres og – let’s face it – en omstilling af det økonomiske system, som virksomhederne er indlejret i.«

Eller sagt på en anden måde: en slags planøkonomi og kapitalismens afskaffelse. Disse forhold berøres overhovedet ikke i Paris-aftalen, som kun er begrænset til en løs besværgelse af et 2-graders mål ved blot energiomlægning og uden angivelse af hverken plan eller operationalisering.

Med en fortsat privatiseret kapitalistisk vækstmotor og et dereguleret globalt marked, kombineret med stigende forbrugsorienteret livsstil, er 2-graders målet ren ønsketænkning.

Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, John Fredsted, Morten P. Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Sabine Behrmann, Anders Barfod, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Mikael Nielsen

der er jo ikke en plan, mit indtryk er at toget er kørt,og at vi enten taler damagecontrol, eller det største anfald af fornægtelse i mands minde

Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Niels-Holger Nielsen, Sabine Behrmann, Bill Atkins og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg mener, at det er regeringernes opgave at tage planetens grænser alvorligt. Store, rige firmaer skal vel ikke overtage regeringernes rolle. Et firma skal være firma og en regering skal regere. Da vi har alt for svage og uansvarlige regeringer, går der banan i det hele. Årsagen til denne misere er, at borgerne vil have penge i lommerne og stemmer regeringer til magten, som bliver magtesløse. Igen er det vælgernes skyld. Det kan vi ikke komme udenom.

Flemming Berger, Vibeke Hansen, Jørgen Steen Andersen, Kristian Rikard, Morten P. Nielsen, Olaf Tehrani, Kurt Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Janus Agerbo, Aksel Gasbjerg, Niels Duus Nielsen, Anders Barfod, Ivar Nielsen, Herman Hansen, Søren Johannesen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen: vi har alt for svage og uansvarlige regeringer ..er der da noget galt med vores demokrati (det borgerlige demokrati)?

Jørgen Steen Andersen, Niels-Simon Larsen, Niels-Holger Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvorfor bliver jeg så træt, når jeg hører "Danmark er demokratisk og en retsstat"?

Når politikerne opfører sig som om at landet konstant er i dyb krise og nødvendigvis må spare på alle offentlige ydelser (det begyndte i 1983) og gode takter indenfor miljø og vilkår for de svage i samfundet? Altså velfærdsstaten, æret være dens minde.
"Nå, Novo har ikke nok fremdrift i fremtiden, trods fint overskud, synes funktionærerne"?
En regering og folketing, der synes at erhvervslivet er deres boss og en stadig større udnyttelse af resurser og natur (alt levende)
Begærlighed har overtaget, mennesker har overtaget - dem der har magt og penge - glem alt om etik og moral!

Jørgen Steen Andersen, Thomas Petersen, Mikael Nielsen, Jan Weis, Niels Duus Nielsen, Anders Barfod og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jørn Petersen, Hvem skal udpege "grådighed" frem for "sund konkurrence"? (de store spiser de mindre). Hvordan skal grådighed bekæmpes i Danmark?

Vi har et EU med en kommission, som ikke kan beskrives som andet end udemokratisk og en forlænget arm for erhvervsinteresser. I et sådant miljø kan man ikke skyde skylden (kun) på vælgerne.

Jørgen Steen Andersen, Aksel Gasbjerg, Herman Hansen, Anders Barfod og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

På overfladen ser det jo vældig godt ud. Alle firmaer har travlt med at følge trenden med den grønne bæredygtigheds bølge. Firmabiler farves grønne og firmanavne og -værdier korregeres til tidens politisk korrekte tone for at leve op til "markedet".

...Men nogen reel bæredygtighed som reder klimaet og planeten? Det er tvivlsomt.

Og Ventres miljøpolitik viser jo klart tonen over for de danske virksomheder. Regeringen ønske mere af det samme af hensyn til konkurrence evnen.

...Den lille svindel fortsætter.

"For virksomhederne bruger vidt forskellige indikatorer og parametre til at rapportere deres mål og resultater, og indimellem skifter den samme virksomhed terminologi og måde at regne tingene ud på"

...Innovationen og kreativiteten stortrives og konsulenter tjener kassen. Ha ha ha

Jørn Petersen

Bill Atkins

Vi er nødt til at blive ved med at italesætte de åbenlyse fejl i vores system.

Systemet har bare altid været sådan uanset hvilket udviklingstrin mennesket har befundet sig på.

Men det mest indlysende at arbejde med, er den arv som vi efterlader til vores efterkommere (det nok for sent med os ) men bringe historier om de fejl der tidligere er begået, i vores bestræbelser på at udvikle bedre liv for mennesker, ind i den undervisning vi ønsker de kommende generationer skal have med.

Forandringerne skal forankres i oplysthed og et frit sind, som ønsker fællesskaber og som vil arbejde og virke for det, således at de kommende generationer ikke begår de samme fejl som os og at de efterlader en verden som kan komme videre, uden først at skulle betale gammel gæld.

Gælden er primært naturen men kan de få den på rette vej igen kan der ligge en forhåbning om at der i den proces også ligger en udvikling af den menneskelige natur til det bedre.

Bedre bud kan undertegnede ikke give, da forandringerne kun ligger i mennesket vilje til dem.

Vibeke Hansen, Jørgen Steen Andersen, Niels-Simon Larsen, Kristian Rikard, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Herman Hansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

...Uden politisk indgriben går det med klimaet som det gik med den griske ansvarsløse sociopatiske finansverden, som udløste finanskrisen - Meget forudsigeligt.

Leo Nygaard, mange fine tanker, men afgiftsstyring af forbrug det tillader kapitalismens bidske vagthunde: EU, WTO, WB, IMF, CIA og NATO altså ikke.

Jørn Petersen, jeg er med på din konstatering, rigtig mange kan blive enige om, at vi skal en anden vej, men gør vi ikke noget samlet, ender vi der hvor vi er på vej hen: damagekontrol, større ulighed, mindre demokratisk indflydelse osv..

Jørgen Steen Andersen og Jørn Petersen anbefalede denne kommentar

...50% af alt det som produceres i dag er unødvendigt bras, som kun ser dagens lys af profit hensyn. Og endnu være - Store dele af denne overflødige prodution ender, nærmest ubrugt, som affald.

Karin Hansen, Jørgen Steen Andersen, Anders Barfod og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

Kapitalismens maroderende æstetik

Ovennævnte dagsaktuelle eksemplariske historie om udvinding af f.eks. dybhavsmanganknolde burde føre til den mest nærliggende konklusion, nemlig et totalt forbund, for at stoppe de få profitjagende virksomheder, hvor en ’regulering’ næppe vil redde det million år gamle miljø, men give yderligere bidrag til klodens elendige tilstand, nu bare fra dybet …

Her må videnskaben se at komme op med andre løsninger, som ikke kræver disse rare metaller, og politikken bremse kapitalisters rovdrift på klodens ressourcer (sic!) …

Ellers vil vi igen blive vidner til – at virksomheder hver især bruger egen retorik til at forvirre eller vildlede og opnå præcis de resultater, de selv gerne vil have

Men hvem ’ejer’ egentlig dybhavsgrundene, dette mylder af dyr med millioner af års udviklingshistorie og hvem skal udstede de nødvendige tilladelser – nogen må snart til at tage sig sammen, toget er allerede begyndt at køre – men, hvem kan tro på, at der vil ske noget som helst? …

Jørgen Steen Andersen, ulrik mortensen, Bill Atkins, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Bill Atkins

Fortsætter man ud af den kurs som magthavererne har sat nu, vil vi sikkert se mange revolter rundt omkring i verden, hvor de som har sat sig på "ejerskabet" vil forsvare deres velstand med næb og klør samt bunker af lig.

Artiklens delkonklusion er:

»Efter vores opfattelse må ændringer af, hvordan ting produceres, udvides til at omfatte ændringer af, hvad der produceres og – let’s face it – en omstilling af det økonomiske system, som virksomhederne er indlejret i.«

Igen vi kan alle se at der er noget galt, og vi kan se hvad, men altså ikke hvordan vi ændrer ved tingenes tilstand. Hvad siger vore politikere? Mine Enhedslisten siger eksempelvis:

Grønne afgifter
For børnefamilien med lav indkomst er de grønne afgifter en meget større økonomisk belastning, end de er for millionæren, der bor alene. Omlægningen betyder, at normalforbruget på el og vand får en lavere afgift, mens overforbruget beskattes hårdere. Giftige stoffer forbydes helt.

Ret enige med Leo Nygaard 12:00.

Jørgen Steen Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Artiklen er vigtig fordi den peger på, at vi nødvendigvis må gøre noget - Let’s face it

...men samtidig er realiteten, at vores stilling som politisk aktør bliver forringet. Til det borgerlig demokratis institutioner - som jeg nævner 12:29 - skal vi snart tilføje et par virkelig bidske institutioner - TTIP og ISDS - hvor borgernes kollektive retsstilling kommer under pres.

investorer og virksomheder skal kunne rejse erstatningssag mod den danske regering eller EU, hvis man mener, at ny lovgivning eller anden regulering på uretmæssig vis påfører investoren tab af en forventet indtægt.

http://www.information.dk/544378

Jørgen Steen Andersen, Aksel Gasbjerg, John Fredsted, Thomas Petersen, Kurt Nielsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

The International Seabed Authority - en mastodont uden lige :(
Hvorfor tvivler jeg på det gode formål, når man fra 1982 har holdt møder med professorer og videnskabsmænd om de nøjagtige oplysninger om havbunden og mulighederne for udnyttelse.
At drive miner under vandet støder ikke øjet så meget, som over...

Philip B. Johnsen

Det er svært at opsummere alt det modbydelige, mennesket gør og har gjort, mod andre mennesker gennem tiden, for at sikre sig og sine mætte.

I tider uden tilgang til mad, helt tilbage fra tidernes morgen, var sammenhold oprindeligt i små nomade grupper, af samlere og jægere i konstant bevægelse, for med årstiderne, at finde føde til overlevelse.

Nu er vi fastboende og vi har, som mennesker, systematiseret vores tilgang til mad, ved opdyrkning af afgrøder og lagring af forråd og det har frigivet os tid, denne tid til alt muligt andet end, den konstante nomade tilværelse for, at overleve årstiderne, men med brugen af 'penge' frem for at bytte, penge som repræsentere værdi, oprindeligt svarende til opdyrket forråd og lagring af denne, har vi mistet balancen, mellem naturen evne til at kunne brødføde os, som mennesker på kloden og personlig egoisme.

Alle mennesker vil skaffe til sig og sine, men mulighederne for at samle forråd, er ikke lige for alle, men vi er afhængige af fælleskabets evne til, at samarbejde for overlevelse.

Hvad mon der sker, når man fysisk vælger, at beskytte finanskapitalismen, som det bærende system, men ikke vil dele forråd, når det for alvor er svært, at finde føde?

Husk på det er en globaliseret digital informations verden, vi lever i, hvor forråd ikke kan skjules længere.

Jørgen Steen Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

PS.
Det bør nævnes, at der er konsekvenser, i forlængelse af den mistede balancen, mellem naturen evne til at kunne brødføde os som mennesker på kloden og personlig egoisme, med finanskapitalisme som oppustet unaturlig købekraft i ryggen, uden værdi i virkeligheden (forråd), b.la. repræsenteret af overforbruget skabt på fossil afbrændstof, for det er anledning til de menneskeskabte klimaforandringer.

Ib Christensen

Til tider får jeg fornemmelsen af at vi har med folk at gøre, som skal skynde sig at skyde et næsehorn. For der er jo ikke så mange tilbage af dem.

Panik før lukketid. Og med den tiltagende overvågning i tankerne, frygter jeg at et eller andet sted er der en angivet åbningstid.

Men det kan sikkert også skyldes aktionærer, som er behageligt på afstand af hvordan de kommer til penge. :)
Det er ikke alle konkurrencer hvor det gælder om at deltage.

Jørgen Steen Andersen, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

’Corporate Environmental Responsibility’ bør ligesom ’Corporate Social Responsibility’ i overvejende grad ses som propaganda og vinduespynt, der skal overbevise naive sjæle om, at markedet og det private initiativ løser problemerne for os, og at kollektive reguleringer og omfordelinger derfor slet ikke er nødvendige.

Poul Sørensen

Ideer der indeholder humanisme, sådan som overlevelsen af menneskeheden er noget finans og erhvervs sektoren traditionelt skyr som pest og kolera....

Kristian Rikard

»Efter vores opfattelse må ændringer af, hvordan ting produceres, udvides til at
omfatte ændringer af, hvad der produceres og – let’s face it – en omstilling af
det økonomiske system, som virksomhederne er indlejret i.«

Undskyld mig, men jeg synes, at ovenstående afsnit direkte modarbejder den overordnede
hensigt med artiklen i øvrigt.

Jeg forstår ikke, at det skulle være nødvendigt at komme med et direkte politisk
manifest i en så vigtig diskussion!

Leo Nygaard,

Du skriver at en tomat importeret fra Spanien bør pålægges afgifter, så de bliver langt dyrere end lokalt producerede tomater. Rationalet for denne tankegang er vel, at der bruges energi til at transportere tomater fra Spanien til Danmark. Du glemmer her at medtage, at tomaterne produceret i Spanien alene bruger Solens energi til at gro og modnes, medens der i Danmark, selv om sommeren, stort set ikke produceres tomater uden opvarmning i drivhuse. Dertil kommer, at der tilføres store mængder af CO2 ved den danske tomatproduktion, idet CO2 som bekendt er selve livets gas uden hvilken alt planteliv ville dø.

Når regnestykket gøres op er en tomat groet i Spanien og importeret til Danmark mere miljøvenlig end en tomat produceret i Danmark.

Mod denne betragtning kan indvendes, at såfremt der alene bruges vedvarende energi til at opvarme danske drivhuse, så ser regnskabet anerledes ud. Det er imidlertid først relevant den dag at elektricitet produceret fra vind eller sol ikke længere kan substituere energi produceret fra fossile kilder. Selv i den situation kræver dansk tomatproduktion tilførelse af store mængder CO2, hvoraf det meste forsvinder til atmosfæren.

Niels-Simon Larsen

Frank: Regnestykket bag det du siger der, er, at det ikke kan betale sig at dyrke vores egne fødevarer. Har du prøvet at tænke den tanke til ende?

Jørgen Steen Andersen, Mikael Nielsen, John Fredsted og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen
Jeg tror Frank Hansen taler kommerciel stor drift til export, hvor dansk sukkerroe produktion også kan nedlægges, da det er mere rendtablet, at importere sukkerrør produceret sukker.

Philip B. Johnsen

Frank Hansen du glemmer lige, hvordan lønnen til illegale indvandre til tomat dyrkningen, der får noget i retning af, fem kroner i timen, for 18 timers arbejde i døgnet, influere på tomat prisen.

Frank Hansen har ikke læst hvad Leo Nygaard skriver:
En tomat fra Spanien bliver usælgelig - eller højeste luksus - i Danmark pga prisforskellen og spisevanerne ændres til noget, de var engang - kål om vinteren - tomater om sommeren ...hvilket på alle måder vil være en kæmpe gevinst for land og folk.

Jørgen Steen Andersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Jeg vurderer alene miljøspørgsmålet i min kommentar. Det koster mere energi, og der udledes mere CO2 ved at producere tomater lokalt i Danmark end ved at de produceres i Spanien og køres i lastbil til Danmark med henblik på konsum (ikke eksport). Så smager de også bedre idet de modnet i solen.

Det er i øvrigt et velkendt eksempel, som ofte trækkes frem når man ska vise, at det ikke altid er så nemt at overskue, hvad der er mest miljørigtigt.

Et andet eksempel er ris. Jeg har her på Information set nogle argumentere for, at det af hensyn til forbruget af ressourcer er bedre at købe ris i Italien end at importere risen fra Thailand. Intet kunne være mere forkert. Energiforbruget til transport af et kilo ris fra Italien til Danmark, som foregår på lastbil, er langt større end energiforbruget til at importere et kilo ris fra Thailand, som foregår med skib.

Greenwashing dikteret af aktionær-gribbenes umættelig sult. Ingen overraskelse her.

Flemming Berger, Herman Hansen, Jørgen Steen Andersen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Tomat pointen her er, at der skal sikres, at produktion af tomater forgår på ordentlige løn og arbejdsvilkår for, at opnå ret til salg på det danske marked og der skal betales for, at forurene i Danmark og ikke af vores børn og børnebørn, det skal ikke kunne betale sig, vil være optimale.

PS. Hjemme dyrkede danske tomater til eget forbrug, er de bedste tomater.

Kristian Rikard

Frank Hansen,
Med fare for at gå helt galt i byen, vil jeg gerne anbefale en bog, der fås på amazon:
Crowded with Genius: The Scottish Enlightenment.

mvh

Frank Hansen, du overser at Danmark kan være selvforsynende året rundt, med soldyrkede produkter, hvis vi spiser årstidens produkter og udnytter rodfrugternes og kålens overvintringsevne...

...det er vel også det synspunkt, der er det bærende når man sætter sig æder en "fin middag" på Noma. Men borgerskabet er helt forgabt i tilbudsavisernes farvepropaganda...

Jørgen Steen Andersen, Mikael Nielsen, Anne Eriksen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins,

Der benyttes også opvarmede drivhuse med ekstra CO2 tilførelse om sommeren i den danske tomatproduktion. Det er så uendeligt lidt der dyrkes af private.

Det er naturligvis bedre kun at producere danske tomater om sommeren, hvor elforbruget er mindre, men der skal man også være realistisk. Den danske forbruger efterspørger tomater hele året. Det er den verden vi lever i.

Det er den verden vi lever i. ...Frank Hansen du forholder dig overhovedet ikke til artiklens budskab: "Erhvervslivet tager ikke planetens grænser alvorligt."

Den uøkologiske levevis skal ændres - i følge Leo Nygaard, ved at afgiftsstyre produktionen. Jeg selv mener vi skal lovgive.

...men Danmark skal se at blive selvforsynende året rundt, og vi kan sagtens - især under hensyn til den globale opvarmning - få røde frilandstomater i Danmark hele sommeren, og ellers lægger man dem til modning i vinduet, som man gjorde tidligere.

Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

...Verden står i puha til halsen fordi den, politikerne i særdeleshed, udelukkende lytter til eksperter frem for fornuften.

Jørgen Steen Andersen og Mikael Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

At læse kommentarer om bæredygtighed er vældig fornøjeligt.
Det eneste verden behøver er rettidig omhu!?
Citat: en kendt Møller

Sider