Forbedringstavlemøder, fikseringsbælter og potteplanter i sengen

På det psykiatriske sygehus Birkehus i Roskilde prøver Elsebeth Nielsen at få tid til både patienter og papirarbejde. Information har fulgt hende gennem en arbejdsdag
Længst til venstre: For nogle af Birkehus’ patienter er motion en fast del af dagen. Ergoterapeut Helle Schwensen (i lilla træningsjakke) laver øvelser med Stella, Maria og Jonas.

Længst til venstre: For nogle af Birkehus’ patienter er motion en fast del af dagen. Ergoterapeut Helle Schwensen (i lilla træningsjakke) laver øvelser med Stella, Maria og Jonas.

16. februar 2016

Klokken er 8.00. Specialsygeplejerske Elsebeth Nielsen åbner døren til Birkehus, som er en del af Region Sjællands psykiatriske sygehus i Roskilde. Hendes hvide Ecco-sko tripper op ad de linoleumsbeklædte trapper. Hun låser sig ind på den integrerede afdeling, hun har arbejdet på i otte år. Hun låser sit skab op, lægger sin jakke, låser igen, låser sit kontor op, tænder computeren og låser igen for til sidst at låse sig ind på personalekontoret, hvor hun klipser en alarm fast på en bukselomme. Hun sætter sig ved et langbord, hvor personalet skal holde morgenmøde. Social- og sundhedsassistent Ellen Jacobsen informerer om, at en patient på et andet afsnit i går forsøgte at hænge sig. Patienten blev genoplivet i ambulancen.

Derefter giver Ellen Jacobsen en status på Birkehus’ patienter: En kvinde med paranoia har været på hjemmebesøg og troede, at hendes mor ville forgifte hende. En mandlig patient har været »meget grænsesøgende« i løbet af natten, og personalet har ikke kunnet få ham til at gå i seng.

En anden mand har rumsteret på sit værelse, og de har mistanke om, at han også har gemt stoffer under loftspladerne.

»Hvis vi har mistanke, så er vi nødt til at visitere den stue,« siger Trine Schou, som er afdelingssygeplejerske.

Ellen Jacobsen fortæller, at en ældre kvinde, som er psykotisk, oplever, at der er strøm alle steder og har placeret appelsiner foran stikkontakten for at aflede strømmen.

»Jeg tør ikke sige, at jeg også får stød alle vegne,« siger Ellen Jacobsen og griner.

Hun afbrydes af en patient, som banker hårdt på døren.

»Der er ikke mere kaffe,« råber han.

Fjernsynet i daglistuen kører hele dagen. Der er ikke altid nogen, som ser med.

Ulrik Hasemann

Personalet uddelegerer patienterne mellem sig og beslutter, hvem der skal løbe, hvis der går en alarm, hvem der står for frokost, og hvem der er brandansvarlig. Det noteres i dertilhørende skemaer.

Klokken 8.50 går Elsebeth Nielsen ind til en ældre kvinde, som skal have taget blodprøve. Da hun ser Informations journalist og fotograf, sætter hun sin marmelademad op foran hovedet.

Hun vil ikke have taget blodprøve pga. noget med »nazisterne og Mengele«, men Elsebeth Nielsen får hende overtalt.

»Uanset hvor dårlige patienterne er, er der altid en lille del af dem, som er til at kommunikere med. Det er det samarbejde, der er spændende,« siger Elsebeth Nielsen, som har arbejdet som sygeplejerske i 30 år og har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje.

Dagens højdepunkt

Klokken er 9.39, og afdelingssygeplejerske Trine Schou opfordrer tre sygeplejerskestuderende, som sidder inde i personalerummet, til at »hoppe ud af kontoret og ud i miljøet«. De sætter sig i tv-stuen og ser Go’ Morgen Danmark.

Derefter holder Elsebeth Nielsen og Trine Schou møde.

»Vi skal have de mapper væk, så der kun står avisbakker inde i personalekontoret. Det fungerer ikke med de mapper. Der er uro på den hylde,« siger Trine Schou.

Klokken er 10.10, og Jonas har sat sig i fjernsynsstuen, hvor de studerende ser Go’ Morgen Danmark. Jonas har hvide kondisko, tennisstrømper på og en Rasmus Seebach-sweatshirt på. Den har han fået af sin kæreste, som han har været forlovet med i 16 år. De har også været gift to gange, men de blev skilt, fordi de begge er førtidspensionister og »ikke har råd til at være gift, fordi man bliver straffet økonomisk«. Jonas’ forlovede er handicappet og har derfor ikke kunnet besøge ham i de to år, han har boet på psykiatrisk afdeling på grund af en anbringelsesdom.

Maria har været ind og ud af psykiatrien mange gange de sidste par år. »Jeg hader at være her, rent udsagt, men når jeg er skidt, må jeg overlade det til andre at tage beslutninger for mig,« siger hun.

Ulrik Hasemann

Jonas fortæller, at han blev 50 år 1. januar.

– Det må være en hård dag at have fødselsdag på?

»Jeg har oplevet det, der var værre,« siger Jonas og fortæller, at han har en skizofrenidiagnose, som blev udløst af en stofpsykose i hans teenageår, og at han har været hjemløs i syv år.

»Jeg har det bedst som hjemløs, for så kan jeg selv bestemme. Naturen trækker i mig. Det ligger meget til mig. Til en grønlænder,« siger han og afbryder sig selv: »Jeg synes, kaffevognen mangler!«

Han banker på til køkkenet.

»Jeg er blevet kaffetørstig,« siger han til køkkendamen.

»Jeg har været til møde, du bliver nødt til at vente,« svarer hun.

Førhen var det vodka, Jonas var på jagt efter. Han drak i mange år fire flasker hver dag. Nogle gange kombineret med træsprit. Men han stoppede med at drikke for fem år siden efter sin tredje trafikulykke.

»Jeg besvimede foran en Moviabus. Kofangeren ramte mig i panden, og jeg kom i respirator. Så jeg kan advare mod Moviabusser,« siger han og udbryder:

»Der står kaffevognen! Det er dagens højdepunkt. Og smøger.«

Efter at have hentet kaffe sætter Jonas sig igen i tv-stuen, hvor Go’ Morgen Danmark genudsendes, og familierådgiver Lola Jensen er i gang med at vejlede forældre om, hvordan man taler om økonomi med børn.

Jonas fortæller, at han blev taget væk fra sine forældre som barn og kom på børnehjem i Nuuk. Som syvårig blev han adopteret af en dansk familie.

»Forstanderen for børnehjemmet sagde, at flyet var en stor bus, der bare skulle køre lidt rundt i Sønder Strømfjord.«

»Min danske familie behandlede mig ikke godt. De havde ikke forstand på børn,« siger Jonas, som selv fik et barn som 14-årig. Moren til barnet var også 14 år.

»Vi sad og så tv-avisen om Golfkrigen, og så lige pludselig var hun gravid. Det sagde jeg til svigerfar,« siger Jonas, som aldrig har været tilbage på Grønland, men ved, at han vil dø der.

»Jeg er grønlænder. Ægte grønlænder. Jeg vil altid være grønlænder.«

Han tror, han får et kort liv, fordi han blandt andet har KOL.

»Det tror lægen også. Men man er jo også bare på jorden for at skabe nyt liv. Og det har jeg jo gjort. En grønlænder accepterer naturen.«

Et stort skridt

Klokken er 11.15, og Elsebeth Nielsen skriver rapport om en samtale, hun har haft med en tidligere patient. Derefter går hun ind til en ung kvinde med en alvorlig sindslidelse.

»Skrid,« råber patienten.

Hun har sovet med sine potteplanter oppe i sengen, og der er jord over det hele. Elsebeth Nielsen vil gerne gøre rent.

»Skrid,« gentager patienten. »Jeg vil ikke tale med dig.«

Lidt efter får patienten besøg af sin mor. Elsebeth Nielsen går igen derind.

»Tror du, at det hjælper, at du kommer rendende, når min mor er her?« råber patienten.

Elsebeth Nielsen siger roligt, at patienten kan vælge mellem lægeordineret eller frivillig rengøring. Hun går med til at få gjort rent.

»Det er et stort skridt,« siger Elsebeth Nielsen bagefter.

Elsebeth Nielsen synes det er vigtigt, at personalet er med til frokosten, også selvom de kun spiser et symbolsk måltid.

Ulrik Hasemann

Klokken er 12.00, og der er frokost. Jonas renser sine fingre i en vådserviet, som »dufter af vodka«.

Maden kommer i vakuumpakkede plastikbakker. Til forret er der tunmousse, til hovedret gule ærter.

En pige med social angst kommer listende i strømpefødder. Hun sætter sig for sig selv. Fra den anden ende af bordet skubber Jonas salt og peber ned til hende. Det giver et sæt i hende.

Hver dag kl. 12 er der frokost i Birkehus. I dag er det tunmousse og gule ærter med flæsk.

Ulrik Hasemann

Klokken er 13.00. De ansatte samles til »forbedringstavlemøde«, som er et møde, hvor de står op, og som de har hver onsdag. Der bliver rullet en tavle ind, hvorpå der står ord som »Målstyring«, »Procesmål«, »Resultatmål« og »Forbedringsmodellen«.

En medarbejder gennemgår punktet medicinafstemning.

»Kommer KPI’en som graf?« vil Trine Schou vide.

»Giver det mening?« spørger medarbejderen. »Hvordan skal jeg lave grafen?« spørger hun.

Trine Schou forklarer, hvordan grafen skal laves, og spørger, om medarbejderen kan lave den til næste uges forbedringstavlemøde, eller om hun skal have 14 dage. »14 dage er nok bedst,« svarer hun.

Ergoterapeut Helle Schwensen gennemgår punktet »motion«. Den er i grøn, »men det er altså ikke videre imponerende,« konstaterer hun.

»Det halter med at få krydset af, når de bare går en tur.«

En siger, at man også skal krydse af, når patienterne »bare går ud på bænken og tilbage igen«.

»Det er vi altså ikke helt enige om,« siger Trine Schou.

De aftaler at holde et møde om det en anden dag.

Kvinden med potteplanterne

Klokken er 13.30, og personalet samles til »Refleksionsmøde«. Elsebeth Nielsen fortæller, at kvinden med potteplanterne har skældt hende ud.

»Bliver I andre også det?«

Det gør de.

Helle Schwensen har mødt den tidligere patient, som Elsebeth Nielsen havde en samtale med.

»Hun gav mig et kram og sagde tak. Det var dejligt. Det sker ikke så tit.«

Ellen Jacobsen fortæller, at hun har »haft gang i mange ting«:

»Bedst som jeg er gang med at hælde mad op, kommer der nye fikseringsbælter. Telefonen har ringet hele dagen, for sekretærerne har siddet i møde. Og så har der været en travl overlæge. Men jeg har fri de næste to dage.«

Jonas har et ar i panden fra et sammenstød med kofangeren på en Moviabus. Dengang drak flere flasker vodka om dagen, i dag drikker han ikke.

Ulrik Hasemann

Der er mange møder i løbet af en arbejdsdag i Birkehus. Hver onsdag klokken 13 er der forbedringstavlemøde, og personalet samles om tavlen.

Ulrik Hasemann

Klokken er 13.30, og Jonas og to unge kvinder, Stella og Maria, afslutter deres træning i hallen og går tilbage mod Birkehus.

Stella er overbevist om, at træningen hjælper på hendes temperament.

»Hvis jeg kæmper med mig selv, skal jeg ikke kæmpe med andre,« siger hun og tænder en smøg.

Hun har boet på et bosted, men endte på Birkehus, fordi hun var »ved at vælte hele stedet« og blev hentet af politiet.

»Jeg har nok manglet en stopknap. Jeg bliver meget hurtig sur, og så er jeg nødt til at ignorere min familie og venner for ikke at ty til vold,« siger hun.

Stella og Maria går tur sammen hver dag. Både for motionens skyld, men også fordi de ikke må være på hinandens værelser, og »man jo ikke har lyst til at sidde og græde ud ude i dagligstuen«.

Maria har en alvorlig sindslidelse. Hun har prøvet ikke at gå ud af sin lejlighed i flere uger og sidde klar med en kniv, hvis der skulle komme nogen. Hun har været indlagt 15-20 gange i løbet af de sidste to år.

»Jeg hader at være her, rent ud sagt, men når jeg er skidt, må jeg overlade det til andre at tage beslutninger for mig,« siger hun.

»Det er ikke, fordi man snakker meget med de ansatte. De har meget papirarbejde.«

»Man føler, man er en kæmpe belastning,« tilføjer Stella, som drømmer om at få sit eget sted at bo.

»Det hjælper personalet mig med.«

Maria drømmer om at få et fleksjob, så hun kan være »uafhængig af kommunen«.

»Det skal helst være med dyr. Allerhelst hunde,« siger hun.

Mere brandslukning

13.50: Overlæge Charlotte Lundby beslutter i samråd med Elsebeth Nielsen at udskrive den unge patient med social angst, så hun i stedet kan følge et program i distriktspsykiatrien. Ifølge Charlotte Lundby er det for skræmmende for patienten at være sammen med de andre mere syge patienter. Det er hendes oplevelse, at der er sket en udvikling gennem de sidste 10-20 år mod at fokusere mere på »brandslukning« end »længerevarende miljøterapeutiske ophold«.

»Det har vi simpelthen ikke kapaciteten til længere,« siger Charlotte Lundby.

»Alting skal måles og vejes. Det er blevet mere firkantet. Der ikke er noget galt i kvalitetssikring. Men det tager tid fra kerneopgaven.«

For specialsygeplejerske Elsebeth Nielsen er arbejdet i psykiatrien meget meningsfuldt. "Uanset hvor dårlige patienterne er, er der altid en lille del af dem, som er til at kommunikere med", siger hun.

Ulrik Hasemann

Elsebeth Nielsen, som også er ansvarlig for den elektroniske dokumentation, mener til gengæld, at registreringen er afgørende for at kunne følge patienterne over længere tid og kunne følge op med de rigtige tiltag.

Klokken 15.04. Personalet gennemgår patienterne én for én for aftenvagterne. Elsebeth Nielsen går en sidste runde hos sine patienter, skriver de sidste rapporter, låser sin jakke ud, låser sig ud af afdelingen, går ned ad linoleumstrappen og ud ad hoveddøren.

Information er bekendt med patienternes diagnoser og med hvilken kriminalitet, Jonas har fået sin anbringelsesdom for, men for at beskytte patienterne fremgår disse informationer ikke i artiklen. Tre patienter har givet skriftlig samtykke, og deres diagnoser og fornavne fremgår af artiklen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Serie: Virkelighedens velfærdsdanmark

Sikringen af velfærdsstaten er et af tidens varmeste emner. Politikere og eksperter diskuterer effektivisering, afbureaukratisering og forbrug i den offentlige sektor. I denne reportageserie følger Information hverdagen for en række ansatte i den offentlige sektor for at komme tættere på, hvad det er, diskussionen i virkeligheden handler om.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu