Læsetid: 7 min.

Den globale landsbytosse

Hun er indædt forkæmper for menneskerettigheder og stiftede allerede i sin barndom, da hun boede i Tanzania, bekendtskab med racisme og diskrimination. Men Amnesty Internationals nye generalsekretær, Trine Christensen, ser det også som sin opgave at vælge de rigtige projekter og ikke blot støtte enhver med et humanistisk ærinde
Dartskiven på Trine Christensens kontor bruger den nye generalsekretær til at nå ind til kernen og teste dagsformen, som hun udtrykker det.

Ulrik Hasemann

13. februar 2016

Det er mandag morgen, og Amnestys Internationals facere er samlet i et af organisationens lokaler på Gammel Torv. Dreadlocks, piercinger, leopardprint og kasketter går igen i deres påklædning. De slubrer morgenkaffe af kopper med Amnestys logo. Foran dem står Trine Christensen. Hun har jeans, højhælede støvler, firkantede briller og blazer på. Kigger man godt efter, stritter hendes corporate look lidt. For enden af blazerærmet har hun to neonfarvede perlearmbånd, som hendes to døtre har lavet, og om halsen har hun en lædersnor med en sølvamulet.

»Jamen hej,« siger Trine Christensen, som vil høre, om facerne har fået mange spørgsmål om Saudi-Arabien.

»Vi er jo ikke så tilfredse med delegationen, som de sender afsted,« siger hun med henvisning til, at kronprinseparret skal besøge Saudi-Arabien med en dansk erhvervsdelegation.

»Vores linje er normalt, at politikere i erhvervsdelegationer skal prøve at gøre deres indflydelse gældende i forhold til menneskerettigheder, men at sende en delegation af den kaliber af sted lige nu, hvor vi har set en nær fordobling af antal henrettelser, kan vi ikke støtte. Kronprinseparrets symbolske magt risikerer at legitimere den negative udvikling,« siger hun til facerne, som delvist ryster på hovedet og sukker over menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien og nikker anerkendende til deres nye generalsekretær.

44-årige Trine Christensen overtog 1. februar posten som generalsekretær for Amnesty Internationals danske afdeling. Efter 23 år er Lars Normann Jørgensen rykket ud af det store kontor og over i et mindre på den anden side af gangen.

På sit nye kontor har Trine Christensen hængt en opslagstavle og en dartskive op. Dartskiven bruger hun til at teste sin dagsform og »nå ind til kernen«.

På opslagstavlen hænger en stor hvid måge, en »Drone Survival Guide« og en poster, som slår fast, at voldtægt aldrig kan skyldes flirt eller læbestift, men ene og alene voldtægtsmanden. Nederst på opslagstavlen hænger et skilt med ordene »Don’t panic – organize!«. Sådan en replik ville nok ikke have hængt på den tidligere generalsekretærs kontor, medgiver både den tidligere og den nytiltrådte.

»Lars og jeg er begge meget værdibårne. Men jeg er meget optaget af systematisering og monitorering,« siger Trine Christensen, som ser det som en vigtig ledelsesopgave at sige nej. Ikke mindst når man står forrest i en organisation, som mange regner med opbakning fra i alverdens sager med et humanistisk ærinde.

»Det er mit ansvar at sørge for, at tingene ikke vælter ind, så vi ikke får den ene udbrændte medarbejder efter den anden.«

– Så siger du til dem, at der er noget, der er vigtigere?

»Nej, det gør jeg faktisk meget ud af ikke at sige, for det hele er vigtigt. Vi bliver bare nødt til at vælge. Og der skelner jeg meget skarpt mellem, hvad der er politisk, og hvad der er menneskeretligt.«

Røget whiskey

Da Trine Christensen var yngre, blev hun »enormt vred«, når nogen antog, at hun var på en bestemt måde, fordi hun er kvinde.

»Jeg kan huske engang i en spiritushandler, hvor jeg bad om en røget whiskey, og manden bag disken blev ved med at sige: ’Herovre har vi den søde’. Til sidst sagde jeg: ’sælg mig den whiskey, ellers køber jeg ikke noget’.«

– Men den slags gør dig ikke ophidset i dag?

»Jeg bliver bare ikke overrasket længere.«

Ifølge Trine Christensen veninde, Tine Skov, som hun gik på CBS med og boede sammen med, da de studerede, kan ligestilling stadig vække stærke følelser hos den nytiltrådte generalsekretær.

»Hun går langt for sine principper og er ikke underlagt de traditionelle kønsroller. Da hun boede i hus med sin eksmand, var det altid hende, der slog græsset og skovlede sne,« siger Tine Skov, der beskriver Trine Christensen som »superidealist«.

Selv er Trine Christensen ikke i tvivl om, at ønsket om at gøre en forskel stammer fra hendes barndom. Ud over et stop på Langeland voksede hun op i Singapore og Tanzania, hvor hendes far arbejdede som maskinmester for AP Møller.

I Tanzania opfangede hun, at de voksne snakkede dårligt om deres sorte læge.

Ligesom hun var vant til, at der var reserveret pladser på forreste rækker til hende og de andre hvide, når der en gang om ugen blev vist film i den sukkerplantage, hvor hendes far arbejdede.

»Så på den måde stiftede jeg ret tidligt bekendtskab med racisme og diskrimination,« siger Trine Christensen.

De transkønnede i New York

Da Tanzanias præsident nationaliserede sukkerproduktionen, skulle Trine og de andre hvide pludselig sidde bagest.

»Der var en euforisk stemning, som på den ene side var lidt skræmmende, men jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg godt kunne forstå dem.«

Trine Christensens beskrives som et omsorgsfuldt mennesker, der kommer godt ud af det med alle. Og hendes idealisme får hende ikke til at miste jordforbindelsen.

»Trine kan godt se, at der skal være nogen, der bestemmer, at en gang imellem skal der hyres og fyres, at der er en økonomi, der skal hænge sammen. Hun gør så sit for, at den hænger sammen på den mest bæredygtige og respektfulde måde,« siger Tine Skov.

I rollen som vicegeneralsekretær, som Trine Christensen bestred indtil for nylig, har hun især skullet forsvare Amnestys beslutning om at opfordre til at afkriminalisere sexarbejde – en beslutning, som blandt andet førte til beskyldninger om, at Amnesty var i lommerne på alfonserne.

»Ligegyldigt hvilken vej, vi valgte, ville det sætte sindene i kog,« siger Trine Christensen, som anerkender, at diskussionen er svær.

»Vi har nok alle en grundlæggende trang til, at det, vi ikke kan lide, skal være forbudt.«

Trine Christensen var dog ikke selv i tvivl. Hun har i 11 år arbejdet som researcher i Amnestys afdeling i New York, hvor hun blandt andet var med til at undersøge vilkårene for LGBT-personer. Hun glemmer aldrig den transkønnede sexarbejder, hun mødte i LA, som var blevet smidt ind over køleren på en politibil og voldtaget af to betjente. I New York mødte hun transpersoner, der blev arresteret, fordi de havde mange kondomer på sig – det blev set som bevis på, at de arbejdede med prostitution.

»Det er jo helt åbenlyst ikke til nogens fordel, men bare ren undertrykkelse,« siger Trine Christensen og understreger, at hun ikke tror på ’den lykkelige luder’.

»Men forbuddet betød, at de hverken havde ret til helbredstjek eller politibeskyttelse.«

Landsbytosse

Lugten hang i luften i flere uger efter, at Trine Christensen havde set tvillingetårnene styrte sammen.

Og det blev ikke alene et personligt chok; det blev også et chok for hendes branche.

Med The Patriot Act, NSA’s masseovervågning og Guantánamo, så hun og hendes kolleger »en gradvis udhuling af menneskerettighederne«.

»Det blev pludselig okay at krænke menneskerettighederne i terrorbekæmpelsens navn. Det absurde er, at masseovervågningen ikke har ført til, at man har opklaret planlagt terrorisme,« siger Trine Christensen, som også er bekymret for udviklingen i Danmark:

»Smykkeloven, treårsreglen og lignende tiltag rundt omkring i Europa er problematiske hver især. Samlet er det udtryk for en tendens mod mere protektionisme og mere nationalisme. Vi vender os fra det internationale samarbejde, som har været med til at styrke menneskerettighederne og skabe fred.«

Da Trine Christensen i 2010 flyttede tilbage til Danmark, blev hun overrasket over, at det ikke var så nemt for hende.

Hun var jo vant til at flytte rundt i verden.

»I Danmark kan børnene lege udenfor, uden man skal være bekymret, og Danmark er et land, hvor grundværdierne ligger tæt op ad menneskerettighederne. Men der er også nogle ret fasttømrede holdninger til, hvordan man gør tingene,« siger Trine Christensen, som blandt andet oplevede, at der var ét rigtigt tidspunkt at hente sine børn, og at hjemmebag var det eneste rigtige at have med til klassens time.

Efter noget tid talte Trine Christensen med en amerikansk veninde. De blev enige om, at hun ikke skulle lade sig »tryne af tyranniet«.

»Så jeg hilser på folk, jeg ikke kender, i Netto, og når jeg er ude og løbe – også selv om jeg måske bliver set som landsbytossen.«

Ud over opslagstavlen og dartskiven har Trine Christensen også fået sine billeder ind på sit nye kontor. Når hun sidder ved mødebordet, har hun et stort fotografi af en kvinde i slummen i Bangladesh på sin venstre side, til højre for hende står to af Richard Mosses pink fotografier fra Congo, og i vinduet bag hende flyder Københavns grå tage sammen med den danske februarhimmel.

Vi gør en forskel

– Kan det ikke blive lidt trist?

»Det er klart, jeg bliver påvirket, når jeg læser om, hvad Boko Haram gør ved børn. Hvis jeg ikke gjorde det, havde jeg været her for længe.«

– Så du er glad for, at det påvirker dig?

»Ja, men jeg er også meget bevidst om, hvad jeg gør for at lade op, og hvad jeg kan gøre for at skabe nogle gode rammer for mig selv og mine kolleger. Og så henter jeg energi, når det lykkes,« siger hun og nævner eksempelvis våbenhandelsaftalen, som efter 25 års pres gik igennem i 2014, og et besøg fra den netop frigivne bahrainske menneskerettighedsforkæmper Nabeel Rajab.

»Han sagde, at han bare måtte forbi og takke os. Så kan man lidt igen.«

– Så du tvivler aldrig på, om det nytter?

»Det ved jeg, det gør. Det kan godt være et langt, sejt træk, men jeg ved, at vi er med til at gøre en forskel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
Jette M. Abildgaard, Ejvind Larsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu