Analyse
Læsetid: 3 min.

Man gør et ministerium fortræd

Miljøministeriet er blevet et spøgelse, der ikke har mere end navnet til fælles med sin glorværdige fortid. Det fortæller en veteran fra ministeriets unge begejstrede år
Socialdemokraten Jens Kampmann (t.v.) var i 1970’erne en af de miljøministre, der lod sig rive med gejsten omkring ministeriet. Her ses han sammen med partifællerne Ole Espersen, Ritt Bjerregaard og Inge Fischer Møller
Indland
24. februar 2016

Det tidligere miljøministerium er blevet en spøgelsesarbejdsplads, som de ansatte flygter fra. Miljøministeriet blev fusioneret med Fødevareministeriet ved Venstre-regeringens tiltræden i juni 2015. Siden er mere end hver 10. medarbejder fratrådt bare i ministeriets departement. Det kunne denne avis i går berette. 37 ud af 235 er forsvundet. Flugten skyldes ubehag ved dårlig ledelse og politiske bestillingsopgaver, forklarer de ansatte.

Engang var det anderledes. I januar 1975 tiltrådte jeg – frisk fra det juridiske eksamensbord – som sekretær i et miljøministerium, der bruste af begejstring og gå-på-mod. Ministeriet tiltrak unge idealister, der ikke bare ville sidde og nørkle med papirer i centraladministrationen, men gøre en forskel til et bedre Danmark og en bedre verden: Mindre forurening og mere dejlig natur.

Læs også: Ny tvivl om lovligheden af regeringens landbrugspakke

Begejstringen i ministeriet var så stor, at den smittede af på ministeren – uanset partifarve. Da jeg ankom i ministeriet, var ministeren Venstres Holger Hansen, der dyrkede et landbrug på Sydsjælland.

Han var en retlinet mand, der engagerede sig i sit ministerområde. Han var optaget af at inddrage befolkningen aktivt i, hvordan Danmark skulle formes. Det var Holger Hansen, der fremsatte det første forslag til lov om kommuneplanlægning, der byggede på medbestemmelse og høring af borgerne.

Interessen bevaret

Holger Hansen nåede ikke at få sit lovforslag endeligt vedtaget, før Poul Hartlings smalle Venstre-regering måtte gå af i februar 1975. Holger Hansen bevarede sin interesse for miljøet og tog den med, da han – trods kun syv års skolegang – slog ind på en flot karriere som universitetsforsker i statsret. Også Holger Hansens forgænger som miljøminister, socialdemokraten Jens Kampmann, var begejstret for sit stofområde. Til Information har Kampmann for et halvt år siden forklaret:

»Der var en enorm entusiasme. De ansatte var – lige som jeg – meget unge. Vi gik modsat de andre ministerier ikke i nålestribet, og vores holdninger var heller ikke nålestribede. Vi var progressive. Vi red på ryggen af ungdomsoprøret.«

Den arbejdsglæde, som jeg var med til at opleve i Miljøministeriet, overlevede skiftet til Poul Schlüters borgerlige regering i 1982. Schlüter udnævnte nemlig som sin miljøminister Kristeligt Folkepartis Christian Christensen. I regeringen havde Christensen styrken af at være sit partis leder, og han lovpriste natur og miljø som Guds skaberværk.

Læs også: Høringssvar dumper udskældt landbrugspakke

De miljøbevidste konservative støttede ham – også mod Venstres evindelige forsøg på at undergrave miljøindsatsen over for landbruget.

Mellem den gammeldags, ravjysktalende og indremissionske Chr. Christensen og hans unge, verdslige og progressive embedsmænd opstod en nærmest rørende oplevelse af skæbnefællesskab. Jeg har selv oplevet at få en varm krammer af den bamsebjørnestore minister – tilmed efter jeg i 1984 havde forladt ministeriet for at blive direktør for Danmarks Naturfredningsforening. Nu om stunder er det vist begrænset, hvad de grønne organisationers talspersoner får af krammere fra borgerlige ministre.

Hvad har ændret sig?

Noget har ændret sig afgørende. Men hvad? En anstødssten for de borgerlige var det utvivlsomt, da den sprudlende socialdemokrat Svend Auken i Nyrup-årene 1993-2001 fik opbygget et meget slagkraftigt fælles ministerium for miljø, energi og planlægning. Især Aukens begrænsninger af landbrugets udfoldelser harmede Venstre.

Efter sin valgsejr i 2001 gik Anders Fogh Rasmussen i gang med at skære og fyre i, hvad han kaldte Svend Aukens »miljøimperium«. Mod slutningen af sin statsministertid ændrede Fogh kurs og erkendte i 2008 – til Venstre-folks forbløffelse – at partiet havde været »fodslæbende« i miljøpolitikken. Da troede Fogh, at han skulle være vært ved FN’s store klimakonference i København i 2009. Da var Fogh imidlertid flygtet til en stilling som NATO’s generalsekretær, og Venstre vendte hastigt tilbage til sin fodslæberkurs.

Læs også: Redningen af vandmiljøet er udsat på ubestemt tid

Med i billedet hører, at miljø overalt i den vestlige verden nu indgår i højrefløjes ’værdikamp’. Miljø er blevet fyord for emsig venstreorienteret regulering, der unødigt bebyrder driftige erhverv, herunder landbrug. Herhjemme greb Liberal Alliance som nystiftet parti denne appel, som Dansk Folkeparti allerede havde luftet det meste af sin levetid.

Venstre har ladet sig drive med – også for at tækkes et landbrugserhverv, der er blevet mere rabiat, men samtidig er en vigtig yder af kampagnepenge til højrepartierne.

Venstre har i sin krængning mod miljøfjendtlighed satset på, at spindoktori kunne sløre, at de forbedringer, som er opnået ved vandmiljøplaner siden 1980’erne, nu sættes over styr. Venstre har ikke villet indrømme, at frit slag for landbruget skader miljøet.

Venstre har foregivet, at både landbrug og miljø nu vil blomstre. Det er det hykleri og dobbeltspil, som nu har berøvet embedsmænd fra Miljøministeriet deres arbejdsglæde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Falk Rangård

Med en uhæderlig landmands datter som chef er det klart dem der kan flygter langt væk.
Vi kan kun håbe på, at den forventede snarlige afsked med Bæredygtige Landbrugs-Eva, kan genskabe tilliden og arbejdsglæden i et af de vigtigste ministerier for et fremtidigt Danmark.