På baggrund af en intern undersøgelse retter og beklager Information 11 artikler ud af ca. 150 artikler skrevet af freelancejournalist Annegrethe Rasmussen i 2014 og 2015.
Vores læsere skal kunne stole på, at vi fortæller, hvorfra oplysninger og udsagn i avisens artikler og anmeldelser stammer. Det er desværre ikke tilfældet i de pågældende artikler. Vi har konstateret en række forhold med manglende og forkert kildeangivelse og kritisabel journalistisk etik. Det beklager vi.
På Information tager vi nu initiativer for at minimere risikoen for, at der sker brud på god citatskik og de almindelige standarder for journalistisk etik i fremtiden.
Hvad har vi fundet?
Information har i en række artikler brugt andre medier som forlæg for vores artikler uden den nødvendige kildeangivelse. I nogle af artiklerne er der tale om oversættelser med enkelte sproglige variationer. I andre artikler er der tale om parafraseringer/omskrivninger, hvor Information selv bidrager med ord og formuleringer, men hvor der stadig er alt for stor lighed mellem Informations artikel og de artikler, der har dannet forlæg.
I flere af artiklerne nøjes Information med til sidst i artiklen at kildeangive det medie, artiklens idé, vinkel og indhold er baseret på i forbindelse med et mundtligt citat. Derfor kan Informations læser kun tro, at alene det pågældende citat er hentet fra et andet medie, selv om det altså ikke er tilfældet. Det er kritisabelt, og der er ikke tale om gråzoner men grove overtrædelser af basale journalistiske standarder.
I tre boganmeldelser har Information ikke alene støttet sig for tæt op ad andre mediers tekster, men tillige bragt citater, der fejlagtigt tilskrives de bøger, der anmeldes. Citaterne findes beklageligvis ikke i bøgerne, men derimod i tekster bragt i amerikanske medier.
I to tilfælde er der tale om bearbejdede uddrag af bøgerne i The Atlantic og The New York Times. I et tredje tilfælde er der tale om et citat fra en anmeldelse i New York Times. Det er yderst kritisabelt og efterlader Information med et troværdighedsproblem i forhold til de pågældende anmeldelser.
Desuden viser undersøgelsen, at vi i to artikler har bragt mundtlige citater, hvor kilderne efter alt at dømme ikke har udtalt, hvad de er citeret for. Det er et alvorligt brud på god citatskik.
Hvordan sikrer Information, at det ikke sker igen?
Vi kan desværre ikke udelukke risikoen for fejl og svigt. Vi har i dag retningslinjer for, hvordan vi omgås materiale fra andre medier. Dem vil vi gennemgå, revidere og udbrede til nuværende såvel som kommende medarbejdere. Vi vil sikre os, at vores regler er tilgængelige og tydelige for redaktører og medarbejdere – fastansatte som freelancere. Vi vil fremover have skærpet fokus på dette i redigeringen af avisen.
Det daglige arbejde med at udgive Information er – og skal være – baseret på en tillid til skribenterne.
Hvor går grænsen for, hvad man som journalist kan tage fra andre medier?
Som journalist er det selvfølgelig helt i orden at lade sig inspirere af andre medier. Det gør vi dagligt. Og hvis man som journalist husker at henvise til sine kilder, og hvis kildeangivelsen sker i umiddelbar forbindelse med de steder, hvor teksten/oplysningerne/tankerne er taget fra, er der ganske vide rammer for, hvor meget man kan inddrage andre mediers oplysninger i egne artikler.
Men man må ikke tage andres arbejde og udgive det for sit eget. Det handler både om konkrete formuleringer, analyser og citater fra kilder – såvel mundtlige som skriftlige.
Hvordan blev Information opmærksom på fejlene?
Freelancejournalist Annegrethe Rasmussen blev i december opsagt på altinget.dk efter en sag om plagiat. Annegrethe Rasmussen har i en årrække skrevet for Information, og vi blev bl.a. via en artikel i Weekendavisen opmærksom på kritisable forhold i hendes produktion for Information. Derfor iværksatte vi denne interne undersøgelse af i alt ca. 150 artikler bragt i Information i 2014-15.
Journalist Morten Frich har gennemført undersøgelsen, der alene handler om Informations relation til læserne. Den handler således ikke om grundlaget for Informations opsigelse af Annegrethe Rasmussen, der beroede på, at vi ikke længere havde den nødvendige tillid.
Hvem er ansvarlig for fejlene?
I dette – som i alle andre tilfælde – påhviler det endelige ansvar Informations ansvarshavende chefredaktør. Det følger af medieansvarsloven. Information vil rette henvendelse til og beklage over for de pågældende medier.
/ Christian Jensen
Intern undersøgelse v. journalist Morten Frich
Artikel 1: »Hey Owen, hvornår blev duuu og jeg så gode venner?«
http://www.information.dk/494211
Information skrev 12. april 2014 om Pulitzer-vinderen Ron Suskinds bog om sin søn, der fik en diagnose for autisme i en alder af tre år.
Det oplyses i anmeldelsen, at bogen begynder:
»Indtil han fyldte tre år, var han et engageret, talende og livligt barn. ’Jeg elsker dig,’ ’Hvor er mine Ninja Turtles?’ ’Lad os købe en is!’ Men så blev han stille. Han begyndte at græde utrøsteligt. Han stoppede med at sove. Han ville ikke se nogen i øjnene. Hans eneste ord var ’juice’.«
Sådan skrev Information:
»Indtil han fyldte tre år, var han et engageret, talende og livligt barn. ’Jeg elsker dig,’ ’Hvor er mine Ninja Turtles?’ ’Lad os købe en is!’ Men så blev han stille. Han begyndte at græde utrøsteligt. Han stoppede med at sove. Han ville ikke se nogen i øjnene. Hans eneste ord var ’juice’. Jeg var lige startet på jobbet som indenrigsreporter for The Wall Street Journal. Min hustru, Cornelia, der også er journalist, var hjemme med ham, og hver dag kunne hun fortælle en ny rædselshistorie. Han kunne ikke længere drikke selv. Han svajede rundt med øjnene lukket. ’Det giver ingen mening,’ sagde jeg hver aften, når jeg kom hjem. ’Man kan ikke vokse baglæns.’ Var der sket noget med ham, mens vi havde været uopmærksomme? Havde han slået sit hoved, spist noget han ikke kunne tåle? Det føltes som om vi ledte efter spor efter en kidnapning.«
Sådan indleder den prisvindende forfatter og journalist, Ron Suskind – der tidligere har arbejdet for Wall Street Journal, New York Times og magasinet Esquire – sin nyeste bog, Life Animated.
Det er ikke korrekt, sådan begynder bogen ikke. Det gør derimod et bearbejdet uddrag af bogen foretaget af Ron Suskind i en artikel i New York Times 7. marts 2014 under overskriften »Reaching My Autistic Son Through Disney«.
Kapitel 1 i Suskinds bog begynder med en gribende gennemgang af en video, som forældrene næsten ikke kan holde ud at se længere, fordi den så tydeligt viser deres søn, før han gik ind i sig selv. En søgning i e-bogen på barnets tre citater – ’Jeg elsker dig’, ’Hvor er mine Ninja Turtles?’, ’Lad os købe en is!’ – giver nul resultater. Citatet stammer altså ikke fra bogen.
Resten af Informations anmeldelse af Suskinds bog rummer alene citater, som både optræder i det bearbejdede uddrag af bogen og i selve bogen og altså ikke citater, der ikke ville kunne findes i det bearbejdede uddrag. Ligeledes kan de øvrige oplysninger, der bringes i anmeldelsen, findes i det bearbejdede uddrag.
Ifølge Information har Ron Suskind »skrevet en uforglemmelig gribende bog om sin søns historie.« Information konkluderer i sin slutningen af anmeldelsen: »Man snyder sig selv for en af de mest gribende og sande fortællinger om menneskelig viljestyrke og transformation, hvis man vælger ikke at læse Life, Animated, som er lang og vidunderligt velskrevet – og lige udkommet.«
Den valgte fremgangsmåde sår tvivl om grundlaget for Informations anmeldelse, herunder bedømmelsen af bogen. Anmeldelsen lever ikke op til Informations standard for kritik – heller ikke selv om den var påført korrekt kildeangivelse til det bearbejdede uddrag i New York Times.
Information har forelagt anmelderen af bogen, Annegrethe Rasmussen (AG), dette, men hun har ikke ønsket at svare på avisens spørgsmål. Dog skriver AG i en kommentar til denne interne undersøgelse, at hun bekræfter teksten er skrevet ud fra en bearbejdning af bogen, og at dette burde være fremgået.
Fejlen rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»Information bragte 12. april 2014 en anmeldelse af Pulitzer-vinderen Ron Suskind’s bog om sin søn, der fik en diagnose for autisme i en alder af tre år. Bogen bærer titlen Life, Animated: A Story of Sidekicks, Heroes, and Autism.
Det oplyses i anmeldelsen, at bogen begynder:
»Indtil han fyldte tre år, var han et engageret, talende og livligt barn. ’Jeg elsker dig,’ ’Hvor er mine Ninja Turtles?’ ’Lad os købe en is!’ Men så blev han stille. Han begyndte at græde utrøsteligt. Han stoppede med at sove. Han ville ikke se nogen i øjnene. Hans eneste ord var ’juice’.«
Det er ikke korrekt, sådan begynder bogen ikke, og barnets citater findes ikke i bogen. Det gør de derimod et bearbejdet uddrag af bogen foretaget af Ron Suskind i en artikel i New York Times 7. marts 2014 under overskriften »Reaching My Autistic Son Through Disney«.
Den fejlagtige kildeangivelse sår tvivl om grundlaget for Informations anmeldelse, herunder bedømmelsen af bogen, og lever ikke op til Informations standard for kritik.
Det beklager vi.«
Bemærk: Direkte afskrift – derudover lægger Informations anmeldelse af bogen sig særdeles tæt op af formuleringer og indhold af et bearbejdet uddrag af bogen i New York Times
|
New York Times 7. marts 2014 |
Information |
|
In our first year in Washington, our son disappeared. |
Familien Suskind var lige flyttet til den amerikanske hovedstad, da det skete. Deres snart treårige søn begyndte at forsvinde for øjnene af sin far og mor: |
|
After visits to several doctors, we first heard the word “autism.” Later, it would be fine-tuned to “regressive autism,” now affecting roughly a third of children with the disorder. Unlike the kids born with it, this group seems typical until somewhere between 18 and 36 months — then they vanish. Some never get their speech back. Families stop watching those early videos, their child waving to the camera. Too painful. That child’s gone. |
Bogen handler om hans søn Owen, der fik diagnosen ’autist’ som treårig. Lidt senere blev diagnosen forfinet til ’regressiv autisme’, der typisk rammer børn, når de er mellem 18 og 36 måneder gamle. Deres udvikling går baglæns, regrederer. Nogle taber helt evnen til at kommunikere med omverdenen – for evigt. |
|
In the year since his diagnosis, Owen’s only activity with his brother, Walt, is something they did before the autism struck: watching Disney movies. “The Little Mermaid,” “Beauty and the Beast,” “Aladdin” — it was a boom time for Disney — and also the old classics: “Dumbo,” “Fantasia,” “Pinocchio,” “Bambi.” They watch on a television bracketed to the wall in a high corner of our smallish bedroom in Georgetown. It is hard to know all the things going through the mind of our 6-year-old, Walt, about how his little brother, now nearly 4, is changing. They pile up pillows on our bed and sit close, Walt often with his arm around Owen’s shoulders, trying to hold him — and the shifting world — in place. Then Walt slips out to play with friends, and Owen keeps watching. Movie after movie. Certain parts he rewinds and rewatches. Lots of rewinding. But he seems content, focused. |
Året før Owen viste sygdomstegn, var han begyndt at se Disney-film med sin bror, Walt, der er to år ældre. Det var i begyndelsen af 1990’erne, hvor underholdningsgiganten slog igennem med fuld kraft ved hjælp af nye tegneserieversioner af klassiske eventyr. Det er hjemmevideoernes årti og Den lille Havfrue, Skønheden og Udyret, Aladdin og senere Dumbo, Fantasia, Pinocchio og Bambi bliver fælles gods for børn over hele verden. |
|
We ask our growing team of developmental specialists, doctors and therapists about it. We were never big fans of plopping our kids in front of Disney videos, but now the question seemed more urgent: Is this good for him? They shrug. Is he relaxed? Yes. Does it seem joyful? Definitely. Keep it limited, they say. But if it does all that for him, there’s no reason to stop it. |
Hjemme hos familien Suskind gennemlever forældrene et forløb, som vil være bekendt for voksne, hvis børn bliver ramt af mentale sygdomme. Arsenalet af specialister, læger og terapeuter vokser for hver måned, der går, men ingen behandling kan tilsyneladende hjælpe Owen. Forældrene spørger, om det mon er godt med alle de videofilm. |
|
So we join him upstairs, all of us, on a cold and rainy Saturday afternoon in November 1994. Owen is already on the bed, oblivious to our arrival, murmuring gibberish. . . . “Juicervose, juicervose.” It is something we’ve been hearing for the past few weeks. Cornelia thinks maybe he wants more juice; but no, he refuses the sippy cup. “The Little Mermaid” is playing as we settle in, propping up pillows. We’ve all seen it at least a dozen times, but it’s at one of the best parts: where Ursula the sea witch, an acerbic diva, sings her song of villainy, “Poor Unfortunate Souls,” to the selfish mermaid, Ariel, setting up the part in which Ursula will turn Ariel into a human, allowing her to seek out the handsome prince, in exchange for her voice. When the song is over, Owen lifts the remote. Hits rewind. “Come on, Owen, just let it play!” Walt moans. But Owen goes back just 20 seconds or so, to the song’s next-to-last stanza, with Ursula shouting: |
Suskind fortæller: |
|
The speech therapist tamped down our enthusiasm. Dr. Alan Rosenblatt, our trusted developmental pediatrician, did, too. He explained that echolalia is a common feature in kids like Owen… |
Owens taleterapeuter og behandlere fortæller Ron og Cornelia, at regressive autister har det med at foretage ’ekkotale’. Det er helt almindeligt, at autistiske børn kopierer sætninger, de har hørt, men det betyder ikke nødvendigvis, at børnene har forstået budskabet, lyder det. |
|
Three weeks after the “juicervose” dance, we are at Walt Disney World… |
tre uger efter tager familien på tur til Disneyland, og her observerer de, at Owen undergår en forvandling. Han siger godt nok ikke noget, men hans normalt uforståelige lyde stopper. Han lader til at føle sig hjemme i Disneys fantasiverden, og da hans bror beder ham om at hive sværdet ud af stenen, som Merlin gør det i filmen om Kong Arthurs riddere, gør Owen det uden videre. Igen kan hans far og mor ikke tro deres egne øjne. Owen følger ellers typisk ingen instruktioner og virker ikke, som om han forstår, hvad nogen siger til ham. |
|
A week after the Iago breakthrough, we decide to try an experiment. Owen usually picks the animated movie whenever we gather in front of the 26-inch Magnavox in the basement. On this night, we pick it for him: “The Jungle Book.”… |
Weekenden efter foretager hele familien et eksperiment. De spiller forskellige roller fra en anden af Owens yndlingsfilm, Junglebogen. Owen kan synge alle sangene. Og han vælger specielle sætninger ud med perfekt diktion og accent. »Det er ikke ekkotale – det er mere som en karakterskuespiller,« konstaterer Suskind. |
Artikel 2: Måske kan angst også være en styrke
http://www.information.dk/485813
Information anmeldte 25. januar 2014 Scott Stossels bog om angst, My Age of Anxiety: Fear, Hope, Dread and the Search for Peace of Mind. Information kaldte den en »blændende erindringsbog« og »en fabelagtig fortælling«.
Der er nogle alvorlige fejl i anmeldelsen, som sår tvivl om kildegrundlaget.
AG begynder anmeldelsen med fire lange citater helt uden mellemlæg i sin indledning.
»Lad os sige, at du er en del af publikum, og jeg er på talerstolen. Og jeg har forberedt mig. Fire timer tidligere har jeg taget et halvt milligram Xanax (hvis jeg venter for længe går min ’kamp- eller flugt- reaktion’ så meget i overdrive, at medicin ikke er nok til at dæmpe angsten). For omkring en time siden har jeg taget yderligere et halvt milligram og måske 20 milligram Inderal. Jeg har brug for et helt milligram Xanax plus Inderal – en medicin mod forhøjet blodtryk eller en betablokker – for at dæmpe det sympatiske nervesystems reaktion og for at holde mine fysiologiske reaktioner på den følelse af angst jeg har over at stå foran et publikum, nede. Ellers overmander sveden, rysteture, kvalme, bøvsen, mavekramper og forsnævring i hals og bryst mig.«
»Sandsynligvis har jeg skyllet pillerne ned med whisky eller, mere sandsynligt, vodka, hvis lugt er mere neutral. For selv to Xanax og en Inderal er ikke nok til at berolige mine tanker, der flyver forvirret rundt, og medicinen kan heller ikke fjerne den trykken, jeg har i bryst og hals, som ofte når et punkt, hvor jeg ikke kan tale. Jeg har brug for alkohol til at få reaktionerne ned i tempo, for at undertrykke de tilbageværende fysiske reaktioner, som lægemidlerne ikke kan dæmpe. Faktisk har jeg sandsynligvis drukket mit andet glas for mellem 15 og 30 minutter siden, under forudsætning af at jeg har kunnet slippe væk lige før introduktionen. Jeg har også altid nogle Xanax i en lomme og en miniflaske vodka eller to i den anden lomme.«
»Jeg har været kendt for at tage en diskret slurk i sidste øjeblik, lige før jeg går på scenen, fordi selv da oplever jeg stadig den angst, der giver mig lyst til at drikke mere. På det tidspunkt er mine hæmninger bedøvede og min dømmekraft svækket af spiritus og benzodiazepiner. Men hvis jeg har formået at ramme the sweet spot – den perfekte kombination af timing og dosering, hvor den kognitive og psykomotorisk sløvende virkning af narkotika og alkohol har nedkæmpet min angst – ja så har jeg det godt oppe på scenen: nervøs men ikke elendig, lidt omtåget, men stadig i stand til at tale tydeligt.«
»Har jeg derimod taget for meget – for meget Xanax eller for meget spiritus – vil jeg lyde sløret og ikke så overbevisende. Og har jeg omvendt ikke selvmedicineret nok, så sveder jeg voldsomt, mens min stemme bæver svagt og min opmærksomhed vender sig indad, eller mere sandsynligt: Så er jeg forsvundet fra scenen, før jeg overhovedet nåede op på den. Helt bogstaveligt.«
Sådan indleder Scott Stossel – chefredaktør på det respekterede ugemagasin The Atlantic – sin nye 416 sider lange bog My Age of Anxiety: Fear, Hope, Dread and the Search for Peace of Mind om den lammende, altoverskyggende angst, som han har kæmpet med hele sit liv. Og som har styret ham lige så længe.
Men sådan indleder Scott Stossel ikke sin bog. Han indleder derimod sin bog med en scene fra sit bryllup. Først på side 80 finder man den scene, som refereres i anmeldelsen.
Magasinet The Atlantic bragte i deres januar-februar nummer et bearbejdet uddrag fra den nye bog. Og dette bearbejdede uddrag indledes, præcis som Informations anmeldelse fejlagtigt angiver, at bogen begynder.
I en email til Information fra anmelderen fastholder AG, at der er én og kun én kilde til anmeldelsen:
»Artiklen taler for sig selv. Bogen er eneste kilde og alle citaterne findes i bogen, som jeg jo har læst.«
Dette kan ikke være sandt. For der optræder i Informations anmeldelse formuleringer, som alene optræder i Atlantics bearbejdede uddrag, ikke i Stossels bog.
I Stossels bog står der f.eks. side 80:
»Let’s say I’m speaking to you at some sort of public event. Here’s what I’ve likely done to prepare.«
Informations citat lyder:
»Lad os sige, at du er en del af publikum, og jeg er på talerstolen. Og jeg har forberedt mig.«
The Atlantic:
»Let’s say you’re sitting in an audience and I’m at the lectern. Here’s what I’ve likely done to prepare.«
Et andet eksempel:
I Stossels bog står der:
»Four hours or so ago, I took my first half milligram of Xanax. (I’ve learned that if I wait too long to take it, my sympathetic nervous system goes so far into overdrive that medication is not enough to yank it back.)«
Informations citat lyder:
»Fire timer tidligere har jeg taget et halvt milligram Xanax (hvis jeg venter for længe går min ’kamp- eller flugt- reaktion’ så meget i overdrive, at medicin ikke er nok til at dæmpe angsten).«
The Atlantic:
»Four hours or so ago, I took my first half milligram of Xanax. (I’ve learned that if I wait too long to take it, my fight-or-flight response kicks so far into overdrive that medication is not enough to yank it back.)«
Der er tale om to eksempler, hvor Informations citat ikke kan stamme fra bogen, men svarer nøje til teksten i The Atlantic trods anmelderens forsikring på e-mail om det modsatte.
Det virker uforståeligt, at Information gengiver og anmelder en bog med citater fra et uddrag i The Atlantic, når disse henføres til bogen. Det virker endvidere uforståeligt, at Information har forvekslet bogens og uddragets begyndelse. Det er en skærpende omstændighed, at AG i forbindelse med Informations undersøgelse fremsender e-mailen, hvor hun taler usandt om, at Stossels bog og kun Stossels bog er kilden til artiklen.
Information har stillet AG en række direkte spørgsmål, som hun ikke har ønsket at besvare, se dog AG’s indlæg.
Fejlene rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»Information bragte 25. januar 2014 en anmeldelse af Scott Stossels bog om angst, My Age of Anxiety: Fear , Hope, Dread and the Search for Peace of Mind.
Anmeldelsen giver sig ud for at citere Stossels bog i første citat:
»Lad os sige, at du er en del af publikum, og jeg er på talerstolen. Og jeg har forberedt mig. Fire timer tidligere har jeg taget et halvt milligram Xanax (hvis jeg venter for længe går min ’kamp- eller flugt- reaktion’ så meget i overdrive, at medicin ikke er nok til at dæmpe angsten).«
Ordene »…og jeg er på talerstolen« og »min ’kamp-eller flugt-reaktion’« findes ikke i bogen. Derimod findes de i et bearbejdet uddrag fra bogen, som magasinet The Atlantic bragte i januar 2014.
Ifølge anmeldelsen indleder Stossel sin bog med, hvordan Stossel medicineres for at kunne tale offentligt. Rigtigt er det, at The Atlantics uddrag begynder her. Bogen indleder retteligen med en scene fra hans bryllup.
Den fejlagtige kildeangivelse sår tvivl om grundlaget for Informations anmeldelse, herunder bedømmelsen af bogen, og lever ikke op til Informations standard for kritik.
Vi beklager fejlene.«
Bemærk: Oversættelse svarer til The Atlantics bearbejdede uddrag – ikke bogen – og alle tekstuddrag i Information er også i The Atlantic
|
The Atlantic januar/februar udg. 2014 |
Information |
|
Let’s say you’re sitting in an audience and I’m at the lectern. Here’s what I’ve likely done to prepare. Four hours or so ago, I took my first half milligram of Xanax. (I’ve learned that if I wait too long to take it, my fight-or-flight response kicks so far into overdrive that medication is not enough to yank it back.) Then, about an hour ago, I took my second half milligram of Xanax and perhaps 20 milligrams of Inderal. (I need the whole milligram of Xanax plus the Inderal, which is a blood-pressure medication, or beta-blocker, that dampens the response of the sympathetic nervous system, to keep my physiological responses to the anxious stimulus of standing in front of you—the sweating, trembling, nausea, burping, stomach cramps, and constriction in my throat and chest—from overwhelming me.) |
Lad os sige, at du er en del af publikum, og jeg er på talerstolen. Og jeg har forberedt mig. Fire timer tidligere har jeg taget et halvt milligram Xanax (hvis jeg venter for længe går min ’kamp- eller flugt- reaktion’ så meget i overdrive, at medicin ikke er nok til at dæmpe angsten). For omkring en time siden har jeg taget yderligere et halvt milligram og måske 20 milligram Inderal. Jeg har brug for et helt milligram Xanax plus Inderal – en medicin mod forhøjet blodtryk eller en betablokker – for at dæmpe det sympatiske nervesystems reaktion og for at holde mine fysiologiske reaktioner på den følelse af angst jeg har over at stå foran et publikum, nede. Ellers overmander sveden, rysteture, kvalme, bøvsen, mavekramper og forsnævring i hals og bryst mig.« |
|
I also suffer from a number of specific fears and phobias, in addition to my public-speaking phobia. To name a few: enclosed spaces (claustrophobia); heights (acrophobia); fainting (asthenophobia); being trapped far from home (a species of agoraphobia); germs (bacillophobia); cheese (turophobia); flying (aerophobia); vomiting (emetophobia); and, naturally, vomiting while flying (aeronausiphobia). |
Stossels angst og forbier, der inkluderer flere diagnoser, end pladsen her tillader at remse op, inkluderer blandt andet en stærk angst for lukkede rum, højder, at blive fanget langt fra hjemmet, bakterier, ost, flyvning, opkastning… |
|
My wedding was accompanied by sweating so torrential that it soaked through my clothes and by shakes so severe that I had to lean on my bride at the altar, so as not to collapse. At the birth of our first child, the nurses had to briefly stop ministering to my wife, who was in the throes of labor, to attend to me as I turned pale and keeled over. |
Han beskriver, hvordan hans var gennemblødt af sved, da han skulle giftes, hans ben rystede, så han måtte læne sig op ad sin brud foran alteret for ikke at kollapse. Ved fødslen af hans første barn besvimede han. |
|
I’ve abandoned dates; walked out of exams; and had breakdowns during job interviews, plane flights, train trips, and car rides, and simply walking down the street. |
Han har også »forladt stævnemøder, eksaminer, jobsamtaler, lufthavne, tog og biler I sådanne tilfælde har jeg nogle gange været overbevist om, at døden eller noget endnu værre var nært forestående.« |
|
Even when not actively afflicted by such acute episodes, I am buffeted by worry: about my health and my family members’ health; about finances; about work; about the rattle in my car and the dripping in my basement; about the encroachment of old age and the inevitability of death; about everything and nothing. Sometimes this worry gets transmuted into low-grade physical discomfort—stomachaches, headaches, dizziness, pains in my arms and legs—or a general malaise, as though I have mononucleosis or the flu. |
»Og selv når jeg ikke er ramt af akut angst, er jeg præget af bekymring: over mit helbred og min families sundhed, over økonomi, arbejde, over at køre galt i bil eller få en vandskade i min kælder, over alderdom og dødens uundgåelige komme, over alting og ingenting.« En bekymring, der bliver til mavepine, hovedpine, vejrtrækningsproblemer, synkebesvær, svimmelhed, smerter i arme og ben, der føles som influenza. |
|
by age 7 I had worn grooves in the carpet of my bedroom with my relentless pacing, trying to will my parents to come home. |
Syv år gammel havde han slidt riller i sit tæppe i soveværelset ved at pace rundt derinde; i gymnasiet tabte han med vilje, når han spillede tennis, for at slippe for konkurrencesituationer, der ville fremprovokere angst. |
|
Here’s what I’ve tried: individual psychotherapy (three decades of it), family therapy, group therapy, cognitive-behavioral therapy, rational emotive behavior therapy, acceptance and commitment therapy, hypnosis, meditation, role-playing, interoceptive exposure therapy, in vivo exposure therapy, self-help workbooks, massage therapy, prayer, acupuncture, yoga, Stoic philosophy, and audiotapes I ordered off a late-night TV infomercial. Also: beer, wine, gin, bourbon, vodka, and scotch. Here’s what’s worked: nothing. |
Han har prøvet det meste inden for behandling. Individuel psykoterapi gennem 30 år, familieterapi, gruppeterapi, kognitiv adfærdsterapi, rationel følelsesladet adfærdsterapi, accept-og engagement-terapi, hypnose, meditation, rollespil, massage, bøn, akupunktur, yoga, stoisk filosofiog lydbånd han, havde bestilt fra »reklamer, jeg havde set sent om natten på tv«. Og tonsvis af medicin: Thorazin, Imipramine, Desipramin, Chlorpheniramin, Nardil, BuSpar, Prozac, Zoloft, Paxil, Wellbutri, Effexor, Celexa, Lexapro, Cymbalta, Serax, Perikum, Zolpidem, Valium, Xanax, Rivotril - kombineret med storforbrug af øl, vin, gin, bourbon, vodka og whisky. |
|
Actually, that’s not entirely true. Some drugs have helped a little, for finite periods of time. |
Hvilket ikke er helt sandt. Visse af lægemidlerne har hjulpet ham i kortere tid, nogle op til et halvt år ad gangen. Men intet har fundamentalt reduceret »den underliggende angst, der synes vævet ind i min krop og sjæl og til tider gør mit liv en elendighed«. |
|
My life has, thankfully, lacked great tragedy or melodrama. Robert Downey Jr. will not be starring in the movie of my life. I am, as they say in the clinical literature, “high functioning” for someone with an anxiety disorder or other mental illness; I’m usually quite good at hiding it. |
Han er velfungerende og formår at skjule sin tilstand meget af tiden. Og at arbejde. Hans liv er, som han også medgiver, »fuldkommen udramatisk. Der forekommmer hverken melodrama eller psykopater. Man kan ikke lave hverken film eller bøger om det.« |
|
I struggle with emetophobia, a pathological fear of vomiting, but it’s been a while since I last vomited. More than a while, actually: as I type this, it’s been, to be precise, 35 years, two months, four days, 23 hours, and 34 minutes. Meaning that more than 83 percent of my days on Earth have transpired in the time since I last threw up, during the early evening of March 7, 1977, when I was 7 years old. And yet, an astonishing portion of my life is built around trying to evade vomiting and preparing for the eventuality that I might throw up. Some of my behavior is standard germophobic stuff: avoiding hospitals and public restrooms, giving wide berth to sick people, obsessively washing my hands, paying careful attention to the provenance of everything I eat. Like a general monitoring the enemy’s advance, I keep a detailed mental map of recorded incidences of norovirus (the most common strain of stomach virus) and other forms of gastroenteritis, using the Internet to track outbreaks in the United States and around the world. Such is the nature of my obsession that I can tell you at any given moment exactly which nursing homes in New Zealand, cruise ships in the Mediterranean, and elementary schools in Virginia are contending with outbreaks. |
Han kaster heller ikke op. Som han noterer: »Det er i skrivende stund 35 år, to måneder, fire dage, 23 timer og 34 minutter siden, jeg kastede op sidst. Hvilket betyder, at mere end 83 procent af mine dage på jorden er gået, siden jeg sidst kastede op en tidlig aften, 7. marts, 1977, da jeg var syv år gammel.« Men det betyder ikke, at han er holdt op med at bekymre sig: »Jeg bruger vel omkring 60 procent af min vågne tid på at holde øje med de ting, jeg er bange for. Jeg undgår hospitaler og offentlige toiletter, jeg er besat af at vaske mine hænder og meget opmærksom på, hvor alt, hvad jeg spiser, kommer fra. Det er relativt almindeligt.« Han går imidlertid skridtet videre. Han hamstrer små poser beregnet til opkast, og han altid medicin mod maveonder på sig. |
|
Anxiety and its associated disorders represent the most common form of officially classified mental illness in the United States today, more common even than depression and other mood disorders. According to the National Institute of Mental Health, some 40 million American adults, about one in six, are suffering from some kind of anxiety disorder at any given time; based on the most recent data from the Department of Health and Human Services, their treatment accounts for more than a quarter of all spending on mental-health care. Recent epidemiological data suggest that one in four of us can expect to be stricken by debilitating anxiety at some point in our lifetime. And it is debilitating: studies have compared the psychic and physical impairment tied to living with an anxiety disorder with the impairment tied to living with diabetes—both conditions are usually manageable, sometimes fatal, and always a pain to deal with. In 2012, Americans filled nearly 50 million prescriptions for just one antianxiety drug: alprazolam, the generic name for Xanax. |
så er angst og de dermed tilknyttede lidelser den mest udbredte officielt klassificerede psykiske sygdom i USA i dag. Angst er mere almindeligt end depression og andre affektive sindslidelser. Ifølge National Institute of Mental Health og det amerikanske sundhedsministerium vil omkring 40 millioner voksne amerikanere - eller en ud af seks - på et tidspunkt af deres liv lide af en eller anden form for angst. Og en ud af fire kan forvente på et tidspunkt at blive ramt af invaliderende angst. I 2012 blev der skrevet 50 millioner recepter på bare en bestemt angstdæmpende medicin alprazolam, det generiske navn for Xanax. |
|
I’ve come to understand that my own nervous disposition is perhaps an essential part of my being—and not just in ways that are bad. “I hate your anxiety,” my wife once said, “and I hate that it makes you unhappy. But what if there are things that I love about you that are connected to your anxiety? My anxiety can be intolerable. But it is also, maybe, a gift—or at least the other side of a coin I ought to think twice about before trading in. As often as anxiety has held me back—prevented me from traveling, or from seizing opportunities or taking certain risks—it has also unquestionably spurred me forward. |
Konklusionen på bogen er interessant. Som Stossel skriver: »Angst han være uudholdeligt. Men måske er det også en gave. Måske er angsten en essentiel del af, hvem jeg er. ' Jeg hader at du er angst' siger min hustru til mig, ' og jeg hader, at du bliver så ulykkelig af angsten. Men hvad nu, hvis det, jeg elsker ved dig, er forbundet med din angst? Hvad nu hvis du bliver rask og det viser sig, at du ender som et totalt fjols.' Måske har hun ret. Min angst er forblevet et blødende sår, som af og til holder mig tilbage og fylder mig med skam - men måske er det også, samtidig, en styrke, en ressource, der måske kan være forbundet med en vis velsignelse." |
Artikel 3: To adskilte verdener
http://www.information.dk/539821
Information anmeldte 18. juli 2015 Ta-Nehisi Coates' bog ’Between the World and Me’.
Boganmeldelsen har store sammenfald med en anmeldelse bragt i New York Times 9. juli 2015: ’In ’Between the World and Me,’ Ta-Nehisi Coates Delivers a Searing Dispatch to His Son’. I ét tilfælde er der tale om direkte afskrift.
Anmeldelsen lever ikke op til den forventning, Informations læsere må have, når de læser en anmeldelse i Information: En selvstændig gengivelse, analyse og kritik fra Information baseret på Informations egen læsning af bogen, ikke New York Times.
Information har omarbejdet de fleste formuleringer, så der ikke er tale om direkte afskrift, men efter alt at dømme har Information overtaget de bærende pointer. Alligevel findes der ikke en henvisning til kilden.
I Informations anmeldelse lyder det:
Det taler bogen kun lidt om, og den i lange stræk uforsonlige tone i bogen kan af og til føles som en insisterende prædiken, hvor nuancerne bevidst er udeladt. F.eks. når Coates skriver til sin søn, at »du og jeg lever på bunden af et hierarki, der er bygget på slaveri. Sådan var det i 1776. Sådan er det i dag.«
Information har foretaget en søgning i en e-udgave af bogen på nøgleordet ’1776’. Der forekommer et enkelt resultat:
Der er to iøjnefaldende forskelle på de to citater: Der mangler et ’my son’ i Informations direkte citat, desuden skriver Coates alene ’på bunden’, og intet om ’af et hierarki, der er bygget på slaveri’.
New York Times anmeldelse citerer korrekt fra bogen ved at bryde teksten op. Men hvis man overser, at teksten faktisk er brudt op, så fremkommer et citat meget lig det, Information fejlagtigt tilskriver Coates:
Det bemærkes, at der efter alt at dømme er tale om direkte afskrift fra en anmeldelse fra en af de mest kendte aviser overhovedet om en af årets mest omtalte udgivelser i USA fra en af de mest kendte anmeldere i verden, Michiko Kakutani.
Information har stillet AG en række direkte spørgsmål til dette, men hun har ikke ønsket at svare, se dog AG’s indlæg.
Fejlene rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»Information anmeldte 18. juli 2015 Ta-Nehisi Coates bog ’Between the World and Me’. Teksten er en boganmeldelse, men synes at tage udgangspunkt i en anmeldelse af bogen i New York Times snarere end selve værket.
Informations anmeldelse har betydelige sammenfald med de bærende pointer uden kildeangivelse til New York Times’ anmeldelse 9. juli 2015.
Information citerer Ta-Nehisi Coates værk fejlagtigt: »du og jeg lever på bunden af et hierarki, der er bygget på slaveri. Sådan var det i 1776, sådan er det i dag.«
I bogen skriver Coates retteligen:
»Du og jeg, min søn, lever 'på bunden'. Sådan var det i 1776, sådan er det i dag.«
New York Times anmelder citerer korrekt fra bogen ved at bryde teksten op. Men hvis man overser, at teksten faktisk er brudt op, så fremkommer et citat meget lig det, Information fejlagtigt tilskriver Coates.
Der burde være sket korrekt kildeangivelse til New York Times. Samtidig kan teksten desværre ikke regnes som Informations selvstændige boganmeldelse, selv om den præsenterer sig som sådan.
Information beklager fejlen.«
BEMÆRK: Direkte afskrift i den fejlagtige gengivelse af Coates' citat, derudover store sammenfald af pointer og fakta
|
New York Times 9. juli 2015 |
Information 18. juli 2015 |
|
It takes the form of a letter from Mr. Coates to his 14-year-old son, Samori, and speaks of the perils of living in a country where unarmed black men and boys — Michael Brown, Tamir Rice, Eric Garner, Walter L. Scott, Freddie Gray — are dying at the hands of police officers, an America where just last month nine black worshipers were shot and killed in a Charleston, S.C., church by a young white man with apparent links to white supremacist groups online. |
Det åbne brev til Samori, hans snart 15-årige søn, er skarpt og præcist i både sit udtryk og indhold. Teksten er dertil flydende og sat i relief af nylige hændelser, der om noget har vist, hvor megen vold der fortsat bliver udøvet mod den afroamerikanske krop, som er bogens fokus. Michael Brown, Tamir Rice, Eric Garner, Walter L. Scott, Freddie Gray er navne, der i dag er kendte over hele verden, navnene på døde sorte unge mænd og drenge (Tamir Rice var blot 12 år, da han blev skudt af en hvid politibetjent fra en bil, fordi han legede i en park med et legetøjsgevær). Og for blot en måned siden blev ni sorte kristne myrdet i en kirke i Charleston i South Carolina af en forstyrret ung mand med ideer om hvidt overherredømme. |
|
“Between the World and Me” (which takes its title from a Richard Wright poem) offers an abbreviated portrait of the author’s life at home, focusing mainly on the fear he felt growing up. Fear of the police, who he tells his son “have been endowed with the authority to destroy your body,” and who also possess a dominion of prerogatives that include “friskings, detainings, beatings, and humiliations.” And fear of the streets where members of crews — “young men who’d transmuted their fear into rage” — might “break your jaw, stomp your face, and shoot you down to feel that power, to revel in the might of their own bodies,” where death might “billow up like fog” on an ordinary afternoon. The “need to be always on guard” was exhausting, “the slow siphoning of essence,” Mr. Coates writes. |
Han ser tilbage på sin egen barndom i Baltimore, hvor han konstant var bange. Både for de mestendels hvide autoritetsfigurer (først og fremmest politiet og myndighederne) men også for den vold, han så udfolde sig i gademiljøet, hvor angste unge mænd blev forvandlet til bevæbnede hætteklædte gangstere med adgang til biler, damer og stoffer. »Døden var allestedsnærværende som en fugtig tåge om eftermiddagen … det var udmattende altid at være på vagt,« skriver han. |
|
Mr. Coates — a national correspondent for The Atlantic — contrasts this world of the streets with the “other world” of suburbia, “organized around pot roasts, blueberry pies, fireworks, ice cream sundaes, immaculate bathrooms, and small toy trucks that were loosed in wooded backyards with streams and glens.” He associates this clichéd suburban idyll with what he calls “the Dream” — not the American dream of opportunity and a better life for one’s children; not Martin Luther King Jr.’s dream of freedom and equality (which the Reverend King observed was “a dream deeply rooted in the American dream”), but instead, in Mr. Coates’s somewhat confusing use of the term, an exclusionary white dream rooted in a history of subjugation and privilege. |
Over for denne verden står det, Coates i sin bog kalder »Drømmen«. Drømmen har ikke noget at gøre med den amerikanske drøm – om end man kan sige, at den passer ind i dette, det mest amerikanske narrativ af dem alle. Drømmen udgøres af det (hvide), fredelige forstadsparadis, som den unge Ta-Nehisi kan se på tv og en sjælden gang har lejlighed til at besøge. En anden verden, hvor blonde børn leger fredeligt på villavejene, spiller fodbold og »hvor en teenagedrengs største problem er at finde en pige, der vil være kærester«, hvor mødrene hænger vasketøj op og ser glade på de fædre, der griller i weekenden og kommer hjem sidst på eftermiddagen fra deres arbejde. I Drømmen er der ingen stoffer, bander, narko eller gadevold. Der laves lektier, spilles basketball og spises karamelbeklædte æbler. |
|
There is a Manichaean tone to some of the passages in this book, and at times, a hazardous tendency to generalize… |
…den i lange stræk uforsonlige tone i bogen kan af og til føles som en insisterende prædiken, hvor nuancerne bevidst er udeladt. F.eks. når Coates skriver til sin søn, at »du og jeg lever på bunden af et hierarki, der er bygget på slaveri. Sådan var det i 1776. Sådan er det i dag.« |
|
Such assertions skate over the very real — and still dismally insufficient — progress that has been made. After all, America has twice elected a black president. |
overtegnede har svært ved at acceptere påstanden om, at det også er en udtømmende beskrivelse af USA i dag. Et USA, der på trods af de uomgængelige dybe raceforskelle og uretfærdigheder har en sort præsident på 7. år |
|
At other moments in this powerful and passionate book, Mr. Coates acknowledges such changes. In fact, his book often reads like an internal dialogue or debate. |
hvis en bog skal have berettigelse som andet end et flammende kampskrift til en allerede overbevist menighed, er det vigtigt, at budskabet ikke drukner i indædt retorik. Det gør hovedparten af bogen heldigvis heller ikke. Og derfor kan den anbefales som et af de bedste nyere bud på en forståelse af racerelationerne i USA i dag. Og i øvrigt også en, der trods bogens oprørte tone, ender med et budskab om drømme og optimisme; drømme, som Coates erkender vil være unikke for hans søn, og som han ikke selv nødvendigvis vil kunne begribe. |
Artikel 4: Velkommen i min boble
http://www.information.dk/550553
Artiklen er en klumme fra den 2. november 2015 om opsplitningen af USA. Den tager afsæt i AG’s familie og livet i Washington, og det meste af indholdet er helt uproblematisk.
Men klummen indeholder en pointe, som er identisk med L.A. Times' formulering af en pointe fra forfatteren Charles Murray.
Det drejer sig som dette afsnit, der er uden kildeangivelse:
Før 1960’erne deltog amerikanere på tværs af alle klasser i en traditionel fælles kultur baseret på et borgerligt, socialt engagement, der værdsatte dyder som ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet – krediteret som American exceptionalism af Alexis de Tocqueville i klassikeren Demokrati i Amerika.
Denne formulering optræder også i L.A. Times anmeldelse 12. februar 2012 af Charles Murrays bog, ’Coming Apart: The State of White America, 1960-2010’.
Weekendavisen har rejste dette spørgsmål over for AG i forbindelse med researchen til en artikel om dette i december. I en email, som AG har delt med Information, svarer hun:
»Det fremhævede citat er ikke et citat fra LA Times, men derimod fra min egen anmeldelse fra for tre år siden af Charles Murrays nyeste bog. Se det nøjagtige citat her (der anvender Murrays egne ord, som jeg har brugt og som LA Times også synes at have brugt – uden at citere Murray heller).«
Men L.A. Times angiver faktisk – i modsætning til hvad AG oplyser - Murray som kilden til pointen i et indirekte citat.
I mailen linker AG til sin egen anmeldelse af Murrays bog i Information 24. marts 2012. I denne anmeldelse optræder formuleringen rigtigt nok også.
AG’s oprindelige anmeldelse er dog skrevet mere end en måned efter L.A. Times’ anmeldelse – og dermed udelukker kronologien ikke, at der kan være tale om, at formuleringen er overtaget uden kildeangivelse fra L.A. Times.
AG anfører, at der skulle være tale om »Murrays egne ord«.
Information har derfor søgt i en pdf-udgave af Murrays bog. Vi har forgæves søgt på hele citatet, vi har søgt på Tocqueville, ’American exceptionalism’ samt den helt konkrete og ret unikke sammenstilling af ordene ’marriage, industriousness, honesty and religiosity’. Passagen findes ikke pdf-udgaven af bogen.
Information har forelagt AG dette, men har ikke modtaget noget svar, se dog AG’s indlæg.
Information må på den baggrund lægge til grund, at AG har overtaget denne distinkte formulering fra L.A. Times uden kildeangivelse. Det burde være kildeangivet.
Fejlen rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»Klummen »Velkommen i min boble«, som Information bragte 2. november 2015, indeholdt denne passage:
»Før 1960’erne deltog amerikanere på tværs af alle klasser i en traditionel fælles kultur baseret på et borgerligt, socialt engagement, der værdsatte dyder som ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet – krediteret som American Exceptionalism af Alexis de Tocqueville i klassikeren Demokrati i Amerika.«
Information er blevet bekendt med, at samme formulering optræder 12. februar 2012 i L.A. Times anmeldelse af en bog af forfatteren Charles Murray, ’Coming Apart: The State of White America, 1960-2010’.
Pointen er Murrays, formuleringen efter alt at dømme L.A. Times’, hvilket burde være nævnt.
Information beklager fejlen.«
Artikel 5: Vi er alle fra det afrikanske kontinent
http://www.information.dk/537403
Information gennemgår i en artikel fra 23. juni 2015 debatten om amerikanske Rachel Dolezal, som udgav sig for at være farvet. Der er generelt gode kildeangivelser i artiklen, men også kritisable fejl og mangler.
Afsættet for Informations artikel er efter alt at dømme en artikel fra Slate 12. juni 2015: Is Rachel Dolezal Black Just Because She Says She Is?
Information præsenterer og citerer sin første kilde sådan her:
I de afroamerikanske politiske miljøer har dommen dog været ensidig negativ.
»Man kan ikke som hvid vælge at blive sort, fordi man har lyst til det. Som hvid kan man aldrig bære byrderne med vold og racisme, og man kan altid melde sig ud igen. Det er en hån,« som aktivisten Jamelle Bouie siger det til hjemmesiden Slate.
Dette citat er tilsyneladende ikke korrekt.
1) Jamelle Bouie er ikke aktivist. Han er ’chief political correspondent’ hos Slate og forfatter til en artikel/klumme om Rachel Dolezal-sagen.
2) Jamelle Bouie skriver eller siger tilsyneladende ikke noget sted på Slate.com, sådan som han er citeret af Information.
Korrekte citater og præcision i omgangen med kilder er afgørende for Informations troværdighed.
I Kulturministeriets vejledning for god citatskik hedder det, at et citat f.eks. kan være ulovligt, hvis »citatet er forvansket, fx er omskrevet eller fejlciteret (citatfusk)«.
Information har kontaktet Jamelle Bouie, som skriver i en email:
»I don't believe I was interviewed by your colleague, nor is it accurate to present me as an "activist," when I am not. As far as I know, I've never spoken that quote and neither it nor any variation has appeared in my writing.«
Citatet må derfor anses for at være forkert. Det er et alvorligt brud på god citatskik.
Information har forelagt dette for AG, som ikke har ønsket at svare på spørgsmål, se dog AG’s indlæg.
Fejlen rettes i avisen og på information.dk
Berigtigelse
»I en artikel 23. juni 2015 om Rachel Dolezal, som udgav sig for at være farvet, citerede Information Jamelle Bouie fra Slate.com for følgende:
»Man kan ikke som hvid vælge at blive sort, fordi man har lyst til det. Som hvid kan man aldrig bære byrderne med vold og racisme, og man kan altid melde sig ud igen. Det er en hån.«
Det har ikke været muligt at finde dette citat på Slate.com, og Jamelle Bouie skriver i en email til Information, at han ikke genkender citatet, som noget han - så vidt han husker - på noget tidspunkt har sagt eller skrevet.
Citatet må derfor anses for at være forkert. Det er et alvorligt brud på god citatskik.
I artiklen præsenteres Jamelle Bouie i øvrigt som aktivist. Hans korrekte titel er ’chief political correspondent’ på Slate.
Information beklager fejlene.«
Artikel 6: Gymnasielærer fyret for homo-digt
http://www.information.dk/535167
3. juni 2015 bragte Information en relativt kort artikel, som refererede en historie fra et andet medie - en artikel fra Daily Beast 28. maj 2015: ’Award-Winning Teacher Fired for Reading an Allen Ginsberg Poem’.
Ifølge Informations interne regler skal det fra en sådan artikels begyndelse gøres klart, at historien er hentet fra et andet medie og hvilket.
Information gør ikke fra artiklens begyndelse klart, at historien er hentet fra et andet medie og hvilket. Dette er en klar fejl.
I sidste afsnit henvises der til Daily Beast, men læseren kan ikke få andet indtryk end, at henvisningen alene drejer sig om citatet:
Den lokale avis fordømte også Olio i en leder, mens flere elever på den anden side var rasende og skamfulde over »overhovedet at være elev på et så snæversynet gymnasium«, som en af dem udtrykte det over for onlinemediet Daily Beast.
Ikke alene burde der have været kildeangivet fra artiklens begyndelse – der er heller ingen elever, som over for Daily Beast i et direkte citat udtaler, at de er rasende og skamfulde over »overhovedet at være elev på et så snæversynet gymnasium«.
En tidligere elev refereres rigtigt nok indirekte for noget lignende, men siger ikke noget om »snæversynet«. Selv hvis eleven, hvad der ikke er tilfældet, havde benyttet dette udtryk, er det ikke god citatskik at omformulere et indirekte citat til et direkte, netop fordi journalisten ikke kan vide, hvordan ordene er faldet.
AG oplyser i e-mail til Weekendavisen, som har spurgt til sagen i forbindelse med en artikel i december, at hun ikke ser noget problem; at historien var overalt i amerikanske medier; at der ikke er noget sprogligt overlap, men at indholdet selvfølgelig er det samme; samt at hvor hun faktisk citerer Daily Beast, henviser hun til hjemmesiden.
Information har stillet en række spørgsmål til det fejlagtige citat til AG, men hun har ikke ønsket at svare.
AG oplyser dog, at hun ikke har haft kendskab til Informations interne retningslinjer, selv om de er tilgængelige elektronisk i personalehåndbogen, også for avisens freelancere.
AG’s forklaring ændrer ikke ved, at der hverken er citeret eller kildeangivet korrekt.
Fejlene rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»3. juni 2015 bragte Information en artikel, som refererede en historie fra Daily Beast 28. maj 2015: ’Award-Winning Teacher Fired for Reading an Allen Ginsberg Poem’.
Det burde være gjort klart for læseren fra artiklens begyndelse, at historien er hentet fra Daily Beast.
I artiklen citerer Information flere tidligere elever for at være rasende og skamfulde over »overhovedet at være elev på et så snæversynet gymnasium«. Det direkte citat findes ikke i artiklen i Daily Beast.
Det er et alvorligt brud på god citatskik.
Information beklager fejlene.«
Artikel 7: Fremtidens samfund bygges i The Valley
http://www.information.dk/531792
Informations skrev 27. marts 2015 en længere artikel om Silicon Valley.
Artiklen i Information er helt uden konkrete kildeangivelser på nær til sidst, hvor der i en indskudt sætning står om en kvindelig iværksætter, at hun »fortæller i tidsskriftet Business Weekly, at hun mødte de fleste af sine støtter og investorer til møder og fester i Silicon Valley.« Denne kildehenvisning er korrekt.
Weekendavisen har i december rejst kritik af artiklen. Hvor Information opgiver kilden som Business Weekly, peger Weekendavisen – tilsyneladende med rette - på magasinet The Entrepreneur som den egentlige kilde til et par bærende afsnit i artiklen. Der er ikke tale om afskrift, men om en fri gengivelse af fakta hentet fra The Entrepreneur. Det nævnes ikke i Informations artikel, at omtalen af virksomhederne Getaround og LightSail Energy efter alt at dømme stammer fra artiklen Top 30 startups to Watch i magasinet The Entrepreneur fra 15. september 2014.
Der burde være sket kildeangivelse.
AG har ikke ønsket at svare direkte på en række spørgsmål fra Information i den anledning, se dog AG’s indlæg.
Til Weekendavisen har AG oplyst, at det faktuelle indhold alt sammen er offentlige tilgængelige oplysninger, som hun ikke behøver at kildeangive; at hun trak på mange forskellige kilder; samt at historierne om f.eks. Getaround er velbeskrevne i blogs og techmagasiner »en masse«:
»Jeg er selvsagt ikke en ekspert i bioteknologi eller start-ups så det er åbenlyst, at hele det faktuelle indhold, hele artiklen, er noget, jeg har læst andre steder. Men igen er det vigtigt at notere sig, at om end indholdet er det samme, er der intet i dine eksempler, der beviser, at dette kommer fra de to artikler, du nævner. Det kan komme mange steder fra.«
Selv om f.eks. enkelte fakta efter reglerne for god citatskik utvivlsomt kan gengives uden kildeangivelse, og selv om historierne om firmaerne har været fortalt flere steder, burde de ret detaljerede beskrivelser af de pågældende virksomheder og deres historie være kildeangivet.
Samlet set er kildegrundlaget uoplyst for læserne, hvilket kan konstateres ved en almindelig gennemlæsning.
Det påhviler den ansvarlige redaktør at sørge for, at kildegrundlaget gøres klart, hvor det ikke måtte være det før publicering. Dette er ikke sket her.
Informations artikel nævner nogle af de mest berømte firmaer i verden og spørger: »Hvad driver al den virketrang og idérigdom?« Profit er det ikke, derimod »et brændende ønske om at gøre verden til et bedre sted.« Blandt de nævnte firmaer er softwarevirksomheden Palantir, hvor AG’s ægtefælle har en ledende stilling.
AG oplyser i en email, at dette forhold var redaktøren bekendt, hvilket den pågældende ikke kan udelukke.
Information burde som minimum have oplyst, at artiklens forfatter er gift med en ledende medarbejder i Palantir, som omtales rosende i artiklen.
Fejlene rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»Information bragte 27. marts 2015 en længere artikel om en række teknologivirksomheder i Silicon Valley.
Det gøres ikke klart for læserne, hvad kildegrundlaget er. Omtalen af virksomhederne Getaround og LightSail Energy har sammenfald med dele af artiklen Top 30 startups to Watch i magasinet The Entrepreneur fra 15. september 2014, hvilket ikke gøres klart for læseren.
Det beklager vi.
Derudover er der et problem med journalistens habilitet, hvilket ifølge journalisten var oplyst for redaktionen. Som minimum burde Information have sørget for at oplyse, at artiklens forfatter er gift med en ledende medarbejder i firmaet Palantir, der omtales rosende i artiklen.
Det beklager vi også.«
BEMÆRK: Ikke direkte afskrift, men sammenfald af pointer og fakta
|
Entrepreneur 15. september 2014 |
Information |
|
While taking classes at Silicon Valley’s Singularity University, Sam Zaid and Jessica Scorpio were challenged by Google's Larry Page to positively impact 1 billion people in 10 years. They considered transportation, and realized that, with the average car sitting idle 22 hours each day, there was an opportunity for people to share their cars instead of adding more cars to the road. The duo were already working to launch Getaround when they met Elliot Kroo at iPhone DevCamp in 2009. With the final piece of the puzzle now in place, Getaround was born. |
I 2010 mødte de daværende studerende på Silicon Valleys tværdisciplinære uddannelsesinstitution Singularity University Sam Zaid og Jessica Scorpi en af Googles grundlæggere, Larry Page (MA fra Stanford). Han stillede de to lovende studerende over for en udfordring: »Kan I opfinde noget, der vil have en positiv effekt for en milliard mennesker over de næste 10 år,« |
|
Good neighbors will lend you a cup of sugar or a light bulb when you need it. Great neighbors will lend you their car. Complete strangers that lend you their car? Well, they must be one of the 200,000-plus members of Getaround, a peer-to-peer car rental community. The idea is that those who need a car can get one and those who aren’t using their car can make some extra money. Car owners set the terms of availability and the rates. For lenders that don’t want to hand off their keys in person, the company also has technology that will allow renters to open up the car from their cell phones. All cars on the service are covered by primary insurance during the rentals, but owners must have their own insurance as well. |
Getaround virker med Zaids og Scorpios egne ord ud fra de samme principper, som »når en nabo låner dig en kop sukker eller en elpære, fordi du selv er løbet tør«. Blot handler det altså om at dele sin bil med andre. |
|
One of the biggest roadblocks to greater energy efficiency is the storage component -- but LightSail Energy thinks it has a solution. The company, which was founded by Danielle Fong, Steve Crane and Edwin Berlin, has found a way to use compressed air to create what it calls the “cleanest and most economical” energy storage systems. And Silicon Valley seems to AGee -- the 55-person company counts Bill Gates, Peter Thiel and renowned VC firm Khosla Ventures among its investors. |
Idékvinden bag den bæredygtige startup LightSail Energy, Danielle Fong, tog sin kandidatgrad i teoretisk og anvendt fysik ved eliteuniversitet Princeton, men måtte til The Valley, før hun i 2011 fandt støtte til at realisere sin ide om at opbevare energi og forbedre det amerikanske el-net »på den reneste og mest økonomiske måde« via brug af »komprimeret luft«. Ved at netværke – hun fortæller i tidsskriftet Business Weekly, at hun mødte de fleste af sine støtter og investorer »til møder og fester« i Silicon Valley – lykkedes det hende at etablere sin virksomhed sammen med kollegerne Steve Crane og Ed Berlin med finansiering fra bl.a. investorkendisser som Bill Gates og Peter Thiel samt det veletablerede venturekapitalfirma Khosla Ventures. |
|
In our ever more connected world, energy sustainability and efficiency is of critical importance. We like that LightSail is trying to tackle one of the most long-standing problems facing the energy industry, and we think it has potential to change the future of the grid as we know it. |
Som tidsskriftet skriver i sin bedømmelse af virksomheden, er LightSail en af fremtidens vindere, fordi firmaet »forsøger at tackle et af den globale energiindustris vanskeligste problemer og har potentialet til at forandre elnettet, som vi kender det i dag«. |
Artikel 8: Det er stadig svært at få henrettelser til at fremstå ’hurtigt, humant og smertefrit’
http://www.information.dk/499346
Artiklen om den mislykkede henrettelse af Clayton Lockett fra 31. maj 2014 mangler kildeangivelser. De første 2/3 dele af artiklen har serier af fakta og flere direkte citater, som læseren ikke kan se, hvor Information har fra.
Artiklens indledning kildeangives f.eks. ikke:
»Det var ikke meningen, at det skulle være gået sådan, da staten Oklahoma den 29. april i år kl. 18.23 påbegyndte henrettelsen af den 39-årige morder og voldtægtsforbryder, Clayton Lockett. Han var blevet dømt til døden tilbage i 2000, efter at han i 1999 gennem-bankede, voldtog og skød den 19-årige Stephanie Neiman, som slutteligt blev begravet levende.
Tidligere på dagen havde Lockett forsøgt at skære i sine arme, men vagterne ved Oklahoma State Penitentiary fængsel i byen McAlester havde pacificeret ham ved hjælp af en en strømpistol. Vidner har forklaret til de amerikanske medier, at den dømte blev erklæret bevidstløs umiddelbart efter den første bedøvende sprøjte.
Den del gik efter planen. Der gik 10 minutter, hvorefter to andre stoffer, som skulle forårsage lammelse, hjertestop og en deraf følgende ekspedit død, blev sprøjtet ind i hans lyske kl. 18.33.Men herefter gik det galt. Den fastspændte Lockett vågnede omkring kl. 18.36. Han begyndte ifølge vidnerne at gispe efter vejret og vride sig på båren, mens han skar tænder og rystede på hovedet. »Åh mand. Jeg er ikke … der er noget galt,« lød det. Kl. 18.37 forsøgte han at rejse sig. Hans advokat sagde efterfølgende i en erklæring, at hele seancen »mindede om en torturscene«.
Kl. 18.43 beordrede Oklahomas fængselsdirektør, Robert Patton, henrettelsen stoppet. Persiennerne blev trukket for, og vidnerne kunne derfor ikke se, hvad en læge senere forklarede, nemlig at venen i Locketts lyske var »eksploderet«, og at de dødbringende stoffer derfor ikke »i tilstrækkelig mængde var kommet ind i kroppen på forbryderen«. Lockett døde imidlertid alligevel samme aften, kl. 19.06, af et hjertestop.
Oklahoma, der er én ud af 32 amerikanske stater, som fortsat kan henrette dødsdømte – Texas har rekorden – offentliggjorde i ugerne efter sine tal for henrettelser: »I de foregående 19 henrettelser er døden indtruffet efter mellem seks og 12 minutter«. Myndighederne i staten anser dette tidsrum for »acceptabelt og effektivt«.«
Den manglende kildeangivelse kan konstateres ved en almindelig gennemlæsning. Det påhviler den ansvarlige redaktør at sørge for, at kildegrundlaget gøres klart, hvor det ikke måtte være det før publicering. Dette er ikke sket her.
Samtidig er der et andet problem: Information viderebringer for længst rettede fejlagtige detaljer fra henrettelsen. Information gengiver, at Clayton Lockett ifølge vidnerne begyndte at gispe efter vejret og vride sig på båren, mens han skar tænder og rystede på hovedet. »Åh mand. Jeg er ikke … der er noget galt,« lød det.
New York Times er kilden til denne misforståelse. Avisen rettede selv denne misforståelse 2. maj 2014, men de er alligevel gledet ind i artiklen i Information 31. maj 2014.
Det er i øvrigt ikke den eneste faktuelle fejl i indledningen. Information skriver, at Clayton Lockett voldtog den 19-årige Stephanie Neiman. Det er ikke korrekt. Misforståelsen skyldes formentlig, at Stephanie Neiman var et af to ofre. Det var hendes veninde, som blev voldtaget.
I artiklen optræder tre direkte citater i streg – udtalelsen fra højesteretsdommer William Brennan fra 1994, samt to udateret fra Robert H. Kirschner samt republikaneren Rick Brattin – uden kildehenvisninger til, hvor de stammer fra. Her er f.eks. Brattins citat.
»Jeg synes, det er mere inhumant at have en person bundet til en stol, mens en læge stikker i dem 10 gange, indtil han finder en vene og derefter står og ser gift flyde ind i en kroppen på den dømte som på en hund, der bliver aflivet end at få bind for øjnene og modtage sin straf ved at blive skudt,« lyder det for eksempel fra lederen af Missouris lovgivende forsamling, republikaneren Rick Brattin.
Det har ikke været muligt at identificere ét bestemt forlæg – der synes at være hentet oplysninger fra mange forskellige kilder på nettet, hvoraf tre er angivet i artiklen: Pew, Time Magazine og The Star.
Sidstnævnte præsenteres i øvrigt som ”lokalavisen The Star”. Det er forkert. Der er efter alt at dømme tale om Toronto Star, Canadas største dagblad.
Information har stillet AG en række direkte spørgsmål i den anledning, men hun har ikke ønsket at svare, se dog AG’s indlæg.
Fejlene bør rettes og beklages i avisen og på Information.dk:
Berigtigelse
»Information bragte 31. maj 2014 en artikel om den mislykkede henrettelse af Clayton Lockett.
En stribe direkte citater og afsnit mangler kildeangivelser, hvorved læseren ikke kan vurdere oplysningernes validitet eller oprindelse, hvilket er kritisabelt.
Der er derudover nogle faktuelle fejl:
Clayton Lockett voldtog ikke som anført i artiklen sit 19-årige offer, Stephanie Neiman.
Det var ikke som anført i artiklen Clayton Lockett, men en medarbejder ved fængselsvæsenet, som under Locketts henrettelse udbrød: »Der er noget galt.«
Desuden præsenterer vi i artiklen »lokalavisen The Star«. Der er rettelig tale om Toronto Star, Canadas største dagblad.
Vi beklager fejlene.«
Artikel 9: Når vold og sport får kvinderne på banen
http://www.information.dk/510016
Information bragte 19. september 2014 en artikel om de amerikanske kvinders syn på NFL efter en stribe skandaler om vold, sexisme og hovedskader. Artiklen bar overskriften »Når vold og sport får kvinderne på banen«.
To dage tidligere bragte New York Times en artikel under overskriften »Women’s Views on N.F.L. Dim in Wake of Domestic Violences Cases.«
Væsentlige dele af Informations artikel – den bærende idé, opbygning og store dele af indholdet – er sammenfaldende med artiklen i New York Times.
Det oplyses ikke i artiklen.
New York Times’ artikel går ind på en case-person, den beskriver dernæst ugens skandaler og de mulige konsekvenser for ligaen og truslerne fra sponsorerne for så til sidst at gå ud på case-personen igen.
Der er ikke tale om afskrift i Information. Der er tale om, at Information efter alt at dømme låner idé, opbygning og store dele af indholdet fra New York Times-artiklen til sin artikel i Information, men eneste kildehenvisning til New York Times er til slut i Informations artikel:
»For som NFL’s marketingchef, Mark Waller, siger til New York Times:
”Det er i stigende grad matriarken i familien, der bestemmer, hvad familien skal lave. Hvad familien dyrker af sport og ser på tv, og hvilke produkter, der bliver købt. Den rolle, kvinden spiller i hjemmet, er enorm. På den følelsesmæssige side har kvinden redebyggerrollen og afgør ofte, hvad familien samles omkring, hvilket vi ser som grundlæggende. Fællesskabsaspektet er en del af fodboldspillet i Amerika.”«
Læseren efterlades med det fejlagtige indtryk, at det kun er selve citatet, der kildeangives – det bliver aldrig klart, at væsentlige dele af indholdet af New York Times’ artikel er sammenfaldende med artiklen i Information.
Information har stillet AG en række direkte spørgsmål til dette, men hun har ikke ønsket at svare, se dog AG’s indlæg.
Fejlen bør rettes og beklages i avisen og på information.dk:
Berigtigelse
»Informations bragte 19. september 2014 en artikel om de amerikanske kvinders syn på NFL efter en stribe skandaler om vold, sexisme og hovedskader. Artiklen bar overskriften »Når vold og sport får kvinderne på banen«.
To dage tidligere bragte New York Times en artikel under overskriften »Women’s Views on N.F.L. Dim in Wake of Domestic Violences Cases.«
Væsentlige dele af Informations artikel – den bærende idé, opbygning og betydelige dele af indholdet – er sammenfaldende med artiklen i New York Times.
Der burde som minimum være kildeangivet.
Vi beklager fejlen.«
BEMÆRK: Ikke direkte afskrift, men betydelige sammenfald i pointer og fakta
|
New York Times 17. september 2014 |
Information |
|
This time of year, families throughout the Chicago area schedule their weekends around the Bears. Nearly half the city’s televisions tune in to Bears games when they play, and an empty seat is rarely seen at Soldier Field. |
Normalt vil amerikanske middelklassefamilier – på tværs af race, klasse og endda køn – planlægge deres weekender omkring nationalsporten American Football. |
|
Like Ms. Larvick, women around the country expressed disillusionment this week as the N.F.L. desperately tried to stanch the public criticism around several controversial cases: Baltimore Ravens running back Ray Rice punching his fiancée in the face, a police report describing abuse of a 4-year-old by Minnesota Vikings running back Adrian Peterson, and the league’s prediction in court documents that nearly a third of its players would end up with severe brain damage. The league announced Wednesday that Peterson and the Carolina Panthers’ Greg Hardy, who is appealing a guilty verdict for assaulting and threatening his ex-girlfriend, were barred from all team activities until their cases were resolved. But by day’s end, another N.F.L. player had been arrested in a domestic-violence case: Arizona Cardinals running back Jonathan Dwyer. |
De kontroversielle sager er mange. Den mest omtalte er p.t. Baltimore Ravens running back Ray Rice, der knockoutede sin daværende forlovede (nu hustru) Janay Rice i en elevator i et kasino i New Jersey i foråret… |
|
The Radisson Hotel chain suspended its endorsement deal with the Vikings. Anheuser-Busch, one of the league’s most prominent sponsors, said Tuesday that it had told the league it was concerned with the N.F.L.’s handling of the scandals. |
Og de tunge NFL-sponsorer er da nu også begyndt at tilslutte sig kritikken fra kvindeorganisationer og kommentatorer. Firmaerne Anheuser-Busch, McDonald’s, Visa og Campbell Soup skrev i begyndelsen af ugen til NFL og brugte ord som »skuffet og i stigende grad bekymret«… |
|
A CoverGirl ad campaign featuring N.F.L. team colors became an Internet lightning rod when someone altered an image to put a black eye on the model for the Ravens, drawing greater attention to the company’s relationship with the league and catalyzing public pressure for CoverGirl to sever ties. |
Samtidig opstod en anden Twitter-storm, hvor en planlagt fodboldreklamekampagne fra make-up mærket Covergirl (ejet af NFL-sponsor det multinationale Procter & Gamble) blev kapret som en del af protesten mod voldssagerne. Et billede af en fotomodel, der havde NFL-farverne i baggrunden, blev fotoshoppet, så modellen fremstod med et blåt øje. Sloganet »Put Your Game Face On« blev pludselig transformeret til en radikal protest mod hustruvold og en del af kampagnen for, at kosmetikmærket Covergirl skulle trække sig som sponsor for NFL. |
|
Amid the outcry, Goodell appointed four women to help shape the league’s policies on domestic abuse and hired Cynthia Hogan as the N.F.L.’s chief lobbyist in Washington. She has worked in the Obama administration and helped Vice President Joseph R. Biden Jr. shape the Violence Against Women Act when he was in the Senate. |
I slutningen af ugen svarede NFL så igen. Ligaen meddelte, at den havde nyansat »fire kvinder til at hjælpe med at forme ligaens retningslinjer om vold i hjemmet«. |
Artikel 10: Muhammed i metroen
http://www.information.dk/534838
30. maj 2015 bragte Information en gengivelse af en artikel bragt i Washington Post to dage tidligere: »Muhammad on the Metro? AFDI’s Pamela Geller on her plan for cartoon WMATA ads.«
Informations artikel har samme rubrik som første del af artiklen i Washington Post, og indholdet er i det store hele et referat af sagen, som den fremstilles her. Der er dog tilføjet kommentarer fra kilden Pamella Geller til tv-stationen NBC.
Ifølge Informations retningslinjer for en relativt kort artikel, som refererer en historie fra et andet medie, skulle det fra artiklens begyndelse være gjort klart, hvilket medie historien er hentet fra. Det er ikke fra artiklens begyndelse gjort klart, at historien er hentet fra et andet medie og fra hvilket.
Information nævner først Washington Post’s artikel sent i artiklen – og da avisen nævnes, efterlader Information det indtryk, at Washington Post alene er kilden til en uddybende bemærkning fra en af artiklens kilder.
Det er i strid med Informations interne retningslinjer, og der burde være sket tydelig kildeangivelse.
Information har stillet AG en række direkte spørgsmål i den anledning, men hun har ikke ønsket at svare, se dog AG’s indlæg.
Hun skriver i en e-mail, at hun ikke har haft kendskab til Informations regler og anfører, at redaktøren burde have gjort hende opmærksom på sådanne.
Reglerne er tilgængelige elektronisk i Personalehåndbogen, også for freelancere.
Fejlen bør rettes og beklages i avisen og på information.dk:
Berigtigelse
»Information bragte 30. maj 2015 en artikel under overskriften »Muhammed i metroen«.
Ved en fejl fremgik det ikke klart fra artiklens begyndelse, at Washington Post to dage tidligere havde bragt en lignende historie under en lignende overskrift. Tværtimod efterlod en kildehenvisning det indtryk, at Washington Post alene var kilde til nogle uddybende bemærkninger fra en kilde.
Det strider imod Informations retningslinjer, og der burde være kildeangivet.
Information beklager fejlen.«
Artikel 11: En charmerende og brutal netværker
http://www.information.dk/544212
Artiklen bærer en rubrik, som ikke er den samme som, men har store ligheder med en artikel i Guardian 8. juli 2011: »Rebekah Brooks: A ruthless, charming super-schmoozer«
Det meste af Informations artikel har store sammenfald med Guardians tekst, selv om der også er tilføjelser og selvstændige formuleringer, som giver ekstra forklaringer og kontekst for en dansk læser.
Der synes derudover også at være tale om sammenfald med en artikel i Vanity Fair 31. januar 2012: »Untangling Rebekah Brooks«
To steder henvises der til Guardian og Vanity Fair, men der henvises alene efter direkte citater, og det må for læseren opfattes som en henvisning til det pågældende citat og er helt utilstrækkeligt som kildehenvisning, ikke mindst i betragtning af de betydelige sammenfald i indhold.
Anvendelsen af Guardians materiale burde være kildeangivet, men selv hvis det var sket, har gengivelsen af indhold herfra et kritisabelt omfang.
I et svar til Weekendavisen, som skrev om artiklen i en artikel 18. december 2015, anfører AG, at rubrikkerne er forskellige; at historierne om den portrætterede er meget velkendte og velbeskrevne i britisk presse; at hun bruger sine egne formuleringer; samt at hun kan have flere citater og flere oplysninger andre steder fra, fordi de har optrådt flere steder i britisk presse.
Svaret fra AG kan ikke føre til anden konklusion end, at der er tale om for omfattende sammenfald med indhold fra Guardian uden kildeangivelse. Samtidig er der gennem artiklen lange passager, som i øvrigt er uden kildeangivelse. Samlet set er det svært for læseren at danne sig et indtryk af Informations kildegrundlag, oplysningernes validitet og artiklens troværdighed.
Det gør ikke sagen bedre, at der ifølge AG selv kan være tale om oplysninger andre steder fra også, idet disse eventuelle oplysninger heller ikke er kildeangivet.
Den manglende kildeangivelse kan konstateres ved en almindelig gennemlæsning. Det påhviler den ansvarlige redaktør at sørge for, at kildegrundlaget gøres klart, hvor det ikke måtte være det før publicering. Dette er ikke sket her.
Information har sendt en række direkte spørgsmål til AG, men hun har ikke ønsket at svare, se dog AG’s indlæg.
Fejlene rettes og beklages i avisen og på information.dk:
Berigtigelse
»Information er blevet bekendt med, at store dele af denne artikels indhold er sammenfaldende med artiklen »Rebekah Brooks: A ruthless, charming super-schmoozer« bragt i Guardian 8. juli 2011. Det burde som minimum være tydeligt angivet i artiklen.
Andre dele af artiklen har sammenfald med artiklen »Untangling Rebekah Brooks« i Vanity Fair 31. januar 2012. Det drejer sig om væsentlige dele af levnedsbeskrivelsen, hvor kilden ikke er tilstrækkeligt tydeligt angivet.
Selv hvis dette var sket, er der tale om så stor gengivelse af indhold fra de to medier, at dette er kritisabelt.
Information beklager fejlene.«
BEMÆRK: Enslydende formuleringer flere steder, store sammenfald i pointer og fakta
|
Guardian 8. juli 2011 |
Information 5. september 2015 |
|
Rebekah Brooks: A ruthless, charming super-schmoozer |
En charmerende og brutal netværker |
|
In 1997, when she was a 29-year-old feature writer on the News of the World, Rebekah Wade made a trip to Westminster to intercept the Conservative MP Jerry Hayes. The paper was planning to run an exposé of the married MP’s affair with his 18-year-old lover, she told him – or as the headline would put it that Sunday: TORY MP 2-timed WIFE WITH UNDERAGE GAY LOVER”. |
I 1997, da den dengang 29-årige Rebekah Wade arbejdede på tabloid-ugeavisen News of the World, tog hun ind til det britiske parlament i Westminster, for at tale med det konservative medlem af Underhuset Jerry Hayes. Den kendte politiker var gift, men havde en affære med en ung mand på 18 – hvilket avisen agtede at afsløre den følgende søndag, meddelte Wade. Overskriften blev hårdtslående: ”Konservativt parlamentsmedlem bedrager konen med homoelsker under den seksuelle lavalder,” udbasunerede skandaleavisen, der på det tidspunkt var Storbritanniens største avis. |
|
Hayes was devasted, but found himself so charmed by the young redhead and the sympathetic manner in which she had delivered the news that he later phoned the News of the World to thank them for the way they handled the story. |
Jerry Hayes’ liv lå i ruiner efter afsløringen, men ikke desto mindre var han alligevel – til sin egen overraskelse har han tilstået – så charmeret af den unge kvinde med det ildrøde hår, der havde besøgt ham på hans kontor, at han noget tid efter telefonerede avisens ledelse for at takke dem for Wades besøg og den ”sympatiske måde”, hun havde afleveret beskeden om nyheden til ham på |
|
Three years later, Wade was the paper’s editor. Less than a decade after that she was chief executive of Britains most powerful newspaper group – at metoric ascent attributed by close observers to this exceptional, potent cocktail of clear-eyed ruthlessness and dazzling charm. |
Tre år senere overtog Wade posten som chefredaktør. Lidt under 10 år senere var hun administrerende direktør og øverste chef for Storbritanniens mest magtfulde mediehus – News International; nu som dengang ejet af Rupert Murdoch, den australske mediemogul, der siges at elske Brooks som en datter. Portrætterne af Rebekah Wade ved udnævnelsen hæftede sig stort set alle ved en ”usædvanlig cocktail af ligefrem hensynsløshed og en helt overvældende, næsten overnaturligt lammende charme,” som det britiske dagblad The Guardian formulerende det. |
|
To describe her as a friend of David Cameron would be to underestimate their intimacy, say friends. Brooks and her second husband |
Hendes indercirkel tæller en imponerende liste af A-celebrities fra den britiske |
|
Max Clifford, one of few willing to speak openly about her, said she was loyal, generous and "very genuine". "I have always found her to be a straight-up person. That is very, very rare in journalism." |
Den mest brugte personlige manager og PR-guru for de britiske kendte og rige, Max Clifford, har udtalt, at hendes personlighed er »loyal, generøs og ægte. Jeg har altid ment, at hun var et ligetil og ærligt menneske. Og det er særdeles sjældent i medieverdenen.« |
|
Rebekah Wade was born in Daresbury, Cheshire in 1968 and attended Appleton Hall County Grammar school in Warrington. By 14, she had decided she wanted to be a journalist. She worked briefly for an architecture magazine in Paris, and her Who's Who entry states that she studied at the Sorbonne; in fact she took only a short course. |
Hun er født i 1968 den engelske landsby Daresbury i Cheshiremellem Liverpool og Manchester i det nordlige England og fik sin |
|
The Private Eye journalist Tim Minogue was one of her editors, and recalls a likeable, "skinny, hollow-eyed girl who was "very, very, very ambitious". |
Den daværende chefredaktør Tim Minogue fra samme avis husker hende som en »meget tynd lille pige, der virkede meget, meget, meget ambitiøs«. |
|
After the Post closed Brooks joined the News of the World's magazine, where she caught the eye of the then editor, Piers Morgan, who |
Da The Post lukkede i 1989, fik Brooks en stilling som sekretær for tv-redaktionen på News of the World, hvor hendes første redaktør, Piers Morgan, fik øje på hendes talent »stort set øjeblikkeligt«, har han fortalt. |
|
At just 29 she was made deputy editor of the Sun, and it is a mark of her tremendous confidence, some would say overweening chutzpah, that she was disappointed to be passed over the following year for the editor's job in favour of David Yelland. In 2000 Murdoch gave her the consolation prize |
Efter to år blev hun, som 29-årig, gjort til medredaktør for en anden stor tabloidavis, The Sun, og få år efter – i 2000 – gjorde Murdoch hende så til chefredaktør for News of the World. |
|
Her stint there saw the paper expose Angus Deayton and Prince Harry's drugtaking, and Sophie Rhys-Jones for trading on her royal |
Her stod hun i spidsen for en række solide sladder-afsløringer f.eks., at Prince Harry havde eksperimenteret med stoffer, og hun stod fadder til den kontroversielleSarah’s Law- kampagne – opkaldt til ære for Sarah Payne, en otteårig pige, der blev offer for en pædofil morder. I en periode offentliggjorde avisen navnene på mistænkte i sexsager, der involverede mindreårige. Avisen stoppede kampagnen, efter at uskyldige mænd blev fysisk forulempet på baggrund af avisens billeder, adresse- og navnelister. |
|
A bizarre episode in which she spent a night in the cells after being arrested for attacking Kemp was treated with good humour, however. The editor came straight to the office from the cells, said: "Much happening |
Brooks tog dog kegler hos sine ansatte, da politiet arresterede hende – på anklager om vold mod den daværende ægtemand, skuespilleren Ross Kemp, der fik smadret læben i et skænderi mellem de to – og efter løsladelsen vandrede direkte fra arresten og åbnede dagens redaktionsmøde på avisen med bemærkningen »sker der egentlig noget i dag? The Sun satte historien om den voldelige redaktør og den skadede tv-stjerne på sin egen forside. |
|
In September 2009 Brooks was elevated to chief executive by Rupert Murdoch. And it is this relationship, however powerful and intimate her other friends, that is the key to her story. Murdoch has four daughters but |
Hun blev samme år forfremmet til øverste chef – administrerende direktør – for News International af Rupert Murdoch. Og den magtulde australier er nøglen til en forståelse af Brooks’ karriere, siger hendes venner til de britiske medier. For godt nok har Murdoch selv fire døtre, men han har i årevis betragtet Brooks som en femte af slagsen. Da Brooks blev varetægtsfængslet for mistanken om vold mod Ross Kemp, fik Murdoch fluks sendt et nyt designerjakkesæt til fængslet, så »hun kunne se ud som om hun var på toppen, når hun forlod cellen«. |
|
Vanity Fair 31. januar |
Information 5. september 2015 |
|
In an effort to stem the public rage, he had just shut the 168-year-old News of the World and put 280 people out of work. While walking with Brooks in Mayfair, he was asked by a reporter what his top priority was. Looking at Brooks with what seemed like deep affection, he answered, “This one.” It was a stupefying remark, but what Rebekah Brooks thought of it, no one could tell. She just smiled at the cameras, the cryptic Mona Lisa smile that could be seen in so many of her photographs—“as if she knows something she’s not telling,” says one journalist. |
Den dag, da News International besluttede sig for at lukke den 168 år gamle News of the World, og sendte 280 mennesker ind i arbejdsløshedskøen, blev Murdoch under en spadseretur med Brooks i Mayfair i London eksempelvis spurgt på TV om, hvad hans førsteprioritet nu var. |
|
In the many press accounts of Brooks’s life there would be a number of facts on which everyone seemed to AGee. She was born Rebekah Mary Wade in 1968 in Warrington, a town in the North of England situated between Liverpool and Manchester. She was an only child, and growing up she had lived in a tiny village south of Warrington. She went to the area high school, Appleton Hall County Grammar, and studied French. She had been so passionate about becoming a journalist that when she was 14 she began to spend her weekends and school holidays at the local newspaper “making tea,” she once said, “and helping out.” Although she later attended the London College of Printing, after high school she took off for Paris, where she worked for a French architecture magazine. |
Hun er født i 1968 den engelske landsby Daresbury i Cheshiremellem Liverpool og Manchester i det nordlige England og fik sin studentereksamen fra den lokale Grammar School i byen Warrington. Hun var enebarn og besluttede sig allerede som 14-årig for at ville være journalist. Hun tog kurser ved London College of Printing, og læste også fransk, men fik ingen videregående uddannelse. På et tidspunkt flyttede hun til Paris og gik på Sorbonne, men afsluttede aldrig sine studier. |
|
In his 2005 book The Insider, he would recount with gusto the thoroughness with which Wade arranged to bug a hotel room in advance of a 1994 meeting between the paper’s editors and Princess Diana’s lover, James Hewitt. Taken with Wade, Morgan promoted her rapidly—too rapidly, some say. By 1995, when he left to become editor of the Daily Mirror, the 27-year-old Wade was the deputy editor of the News of the World. |
I Morgans bog fra 2005, The Insider, beretter Morgan om, hvordan hun med »stor entusiasme« arrangerede aflytningen af et hotelværelse, hvor avisens redaktører mødtes med Prinsesse Dianas hemmelige elsker, James Hewitt. Morgan forfremmede hende efter kort tid, så da han selv forlod avisen for at blive chefredaktør for konkurrenten, Daily Mirror, blev den blot 27-årige Wade udnævnt til medredaktør af News of the World. |
Læs også: Kommentar fra Annegrethe Rasmussen
Tak til redaktionen for en grundig undersøgelse. Mit forslag om at kvalitetsniveuaet burde testes i forhold til GENNEMSNITTET I BRANCHEN - lader ikke til at finde nåde. Der er naturligvis et ret stort arbejde med at gøre dette - men var det ikke interessant for alle - at se hvad en tilsvarende undersøgelse af 3 andre skribenter - på enten Information eller et andet medie - ville resultere i?
Denne formulering om den første artikel kan misforstås sådan, at kilden faktisk var angivet, hvad der så vidt jeg kan se ikke var tilfældet:
"Anmeldelsen lever ikke op til Informations standard for kritik – heller ikke selv om den var påført korrekt kildeangivelse til det bearbejdede uddrag i New York Times."
Kære Henrik, tak for din opfordring. Der er her tale om en helt ekstraordinær sag, og jeg har ingen grund til at tro, at de samme problemer skulle gøre sig gældende i andre artikler skrevet af journalister tilknyttet Information. kh Christian
Mange af de 'fakta', der nævnes i Information, er uden tydelig kildeangivelse, og derfor er det ofte vanskeligt at se, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion.
"har ingen grund til at tro, at de samme problemer skulle gøre sig gældende...."
Christian,
sådan en bemærkning vil jo næsten pr. automatik føre til, at læserne i fremtiden holder ekstra øje med, om der er problemer.
Jeg har af og til undret mig over, hvor journalisten* (det være sig Information eller i et telegram fra Ritzau) fik sine oplysninger fra. Ikke at det skete altid, men stadig ofte nok til, at jeg spekulerede på det. Nu kunne jeg jo godt finde på at notere det hver gang. ;-)
* Med "journalisten" mente jeg her ikke Annegrethe Rasmussen.
Kære Information.
En journalistisk artikel er, uanset om den er en feature, en kommentar eller en oplysende artikel ikke en fagrapport til de høje, videnskabelige herrer på et universitet. Og derfor kan man ikke kræve hverken fodnoter eller kildehenvisninger i sådanne artikler, mener jeg. Hvis Christian Jensen vil kræve dette fremover, så bliver avisen Information ikke længere en avis, så bliver den enten halvt så stor eller dobbelt så stor, fordi de er i alle! artikler skal være plads til alle kildehenvisninger - præcis som har det i en opgave på et universitet. Og det hverken kan eller skal man gøre - på en avis og i artikler, mener jeg.
Og så undrer det mig igen og igen, at f.eks.Poul Høi og andre mandlige journalister på f.eks. BT, EB, JP og Berlingske Tidende kan slippe afsted med at skrælle artikler - uden at de oplyser kilden til deres information. Jeg har, fra Poul Høis side i de sidste 10 måneder mindst talt 5, hvis ikke 10 historier, han bare har skrevet af, eller skrællet. Også mandlige sportsjournalister gør dette i stor stil.
Pointen her er den her: Mandlige journalister kan, som Knud Esmann, åbenbart slippe af sted med hvad som helst - ja, kopiere en helt bog endda. Og bare blive slået lidt over fingrene med et 'fy skamme - det må du ikke'. Kvindelige journalister kan åbenbart ikke...
ps: tanker? og ideer? jeg troede, at i Europa kunne man ikke have patent eller rettigheder til idé, et ord, eller en sætning i en bog eller i avis. Det har vi her i Europa slået fast gennem ikke en, men hele to retssager (den om Dan Brown's bog) og den om retten til ordet 'muggles'. (retssagen mod J.K. Rowling). Vi er, i Europa og DK, altså ikke USA - også selvom nogen danske journalister åbenbart tror, at vi er ved, når de ikke mener, at man kan gentage tanker og ideer frit fra andre journalister i andre lande. F.eks. ideen om borgerløn? Hvor stammer den fra? Hvem har ophavsret til den ? Eller tanken om socialisme eller andelsbevægelsen? eller andre sådanne ord, ideer og tanker.
Godt arbejde af Information, tak for det.
Pøj pøj Information.
Tak for åbenhed om sagen og det store arbejde lagt i undersøgelsen. I tager jeres læsere alvorligt.
Jeg har fortsat tillid til Information.
Der er mange virkelig interessante vinkler på denne sag - og Helle Hedegaard Hein påpeger på sin FB-væg (https://www.facebook.com/helle.hein/posts/10153901886729346) en hel bunke, som ikke er omfattet af Informations "undersøgelse".
Den dominerende vinkel i undersøgelsen handler om AGRs 11 fejl og mangler i ca. 150-160 artikler. 140-150 findes altså efter minutiøs gennemlæsning helt i orden. Det er ganske få fejl - og de er endda diskutable. Er fejlene væsentlige eller uvæsentlige?
Som læser er jeg bedøvende ligeglad med dem, AGR har jo ikke skrevet usande ting eller digtet kilder. Men journaliststanden har tilsyneladende nogle "interne kriterier" af kollegiale og ophavsretsmæssige grunde, og det synes jeg er OK - men kom ikke her og tag mig som gidsel ved at bruge troværdighedsargumentet.
Branchens praksis på dette punkt er mildest talt grumset, hvad adskillige afsløringer i kølvandet på sagen - ikke mindst af heksejægeren fra Weekendavisen selv (det er jo til at dø af grin af, hvis det ikke lige netop viser, HVOR almindeligt det er at undlade nogle kildehenvisninger) - jo også viser: Der ER ikke en gylden standard, der overholdes af alle pæne mennesker i branchen.
Så hold dog op med at tale så alvorstungt om troværdighed overfor læserne. Og tag mig som læser SLET SLET IKKE - ved at bruge troværdighedsargumentet - som gidsel for umanerlig dårlig ledelse.
En chefredaktør skal ikke kun have høje journalistiske idealer, men også være en god redaktør. Og en leder med høje ledelsesmæssige standarder. Og det har du altså ikke i min optik, Christian Jensen. Hverken eller. Det vil jeg gerne se en undersøgelse af. Og hvis jeg ikke kan se det, vil jeg gerne se noget kritisk journalistik om denne her sag. gerne i Information. Der er adskillige gode vinkler - de fleste af dem mere principielle og relevante. Hvem kan leve op til disse standarder? Hvorfor så drastiske konsekvenser i AGRs tilfælde - og kun i hendes? Hvordan er det lige med freelanceres vilkår, redaktørernes ansvar og de ledelsesmæssige svigt? Etc. etc. Disse vinklet er pt. ganske udækkede i Information.
Bent Gringer
PS - jeg betragter mig som en ven af AGR. Men jeg er også en ven af Information.
Ej Karsten Aaen, please lad være at spille kønskortet. Det er så upassende. Selv Annegrethe har så vidt jeg kan se heller ikke ønsket at spille dette kort. Det har Michael Qureshi da heldigvis heller ikke spillet, selvom jeg godt er klar over det er væsentligt værre :)
Det største problem er for mig at se at AGR ikke fortalte sandheden da det kom frem. Hun prøvede at dække over den, og meldte ud at hun kom først, selvom hun havde skrevet af efter noget der var udkommet en dag tidligere. Det var åbenlyst en løgn, og mens man kan se forbi forglemmelser og fejl, så er løgn utilgiveligt. Sådan er det i hvert fald i de fleste brancher og da især dem, hvor tillid er så afgørende.
Og for igen at sparke til dit ekstremt upassende kønskort, og din snak om at Frank Esmann og apoul Høj stadig har det fint i branchen, så mener jeg for det første de lagde sig fladt ned, og for det andet glemmer du belejligt at AGR netop allerede har en 10-15 år gammel plagiat sag som hun jo for længst var kommet videre fra, så ligesom mænd i mediebranchen kan kvinder komme tilbage. Der er ingen forskel.
Faktisk kan man sige at man kan altid komme tilbage i den branche. Qvortrup, Esmann, Høj, måske skulle man også nævne afdøde Kastholm Hansen kom også tilbage. Dyrby kommer også tilbage. Vi mangler kun at se Qureshi tilbage, men lur mig om det ikke også kan ske. Vi(eller måske mest mediehusene) tilgiver altid.
AGR er jo også videre. Er allerede blevet genansat det ene sted. Der er ingen diskrimination overfor køn udover måske i din tanker, for det er så åbenlys nemt at spille kønskortet, men det er et man virkelig kun skal spille når man er sikker, ellers ødelægger man debatten på samme måde som et nazikort kan gøre det.
Jeg synes det er et stort minus at Information har afbrudt samarbejdet med Annegrethe Rasmussen udfra de omtalte manglende kildehenvisninger og den måde AGR gengav indholdet i bøger hun omtalte. Det er muligt Information har interne retningslinier som er overtrådt, men for en gammel akademiker ser det ud som om der i kritikken er brugt normer der gælder i videnskabelige arbejder - og som studerende skal øve sig på i deres opgaver under studierne - men som ikke med rimelighed kan anvendes på letflydende journalistik. Når jeg surfer på nettet og ser hvad der bliver skrevet i aviser i Dk, Tyskland, Frankrig og USA er meget stof mere eller mindre fælles gods - og selvfølgelig skal det være det - både fordi man får stof fra fælles kilder og fordi journalister skriver af efter hinanden. Selvfølgelig er det forfriskende når der er en skribenter kommer med sit helt originale bidrag, men det jeg primært er interesseret i, er en udvælgelse af nyheder/fænomener/emner - og meget gerne foretaget af en person der er tydelig med sig selv som AGR har været.
Kort sagt kritikken virker som fejlanbragt akademisk korrekthed i forhold til en journalist der havde antennerne ude og kunne videregive det, hun stødte på, i en form der var en fornøjelse at læse.
Carl Weltzer
Interessant. Endnu en fagperson bliver ofret på rene bagateller (11 citatfejl i 150-160 artikler) , på grund af angsten for at skulle at blive stillet til ansvar foran djævelskabets, øh jeg mener fælleskabets, nykristne alter. Har lige genlæst historien om hvordan Stockhausen i 2001 blev det første offer, fordi den "redelige" journalists-stand, imod bedre vidende, insisterede på at hive hans udtalelser ud af kontekst. Eller også var det på grund af manglende abstraktionsevne, hvilket næsten bare gør det værre. Ingen i pressen har øjensynligt opdaget hvordan videnskabeligheden som erkendelsesteoretisk grundlag, selv er ved at implodere i metafysisk betonmaterialisme. Det bliver en fed fremtid, når alle netop ikke opdager, at de udover håndvåben og det der er værre, ikke har andet at slå hinanden i hovedet med end troen på det ene eller andet. Ingen former for journalistik er ren fakta, og sandhedsillusionen ligger begravet i en udbombet by i Ukraine. Amen.
Al denne ståhej for tilsyneladende marginale upræcisheder er ikke charmerende.
90% af al journalistik - specielt 'videnskabs-journalistik' begribeligvis, er jo referat .. (af referat af referat ..), medens kreativ hjemmebrygget, hvor enten alt og alle 'raser' og 'rundbarberer' og 'likviderer' (DR og lign....)
--- såvel som kluntet metafor-kreativitet (eks.: Inf. forleden med den 'bloddryppende' helt u-efter-researchede --- nåja det var så desværre IKKE en direkte afskrift fra den norske kilde, det havde nok været bedre.(!!))
... er begge modeller for forargelig jorunalistik hvor den nu her forhenværende pæne pige fra HTS-mijøet overhovedet ikke ville kunne være med.