Lykketoft: USA bremsede Boutros-Ghali

Daværende FN-generalsektretær Boutros Boutros-Ghali med daværende præsidentfrue Hillary Clinton i 1990’erne. Boutros-Ghali døde i går og blev 93 år gammel.

Daværende FN-generalsektretær Boutros Boutros-Ghali med daværende præsidentfrue Hillary Clinton i 1990’erne. Boutros-Ghali døde i går og blev 93 år gammel.

Michael Probst
17. februar 2016

Som den eneste generalsekretær i FN’s historie blev den nu afdøde Boutros Boutros-Ghali ikke genvalgt til endnu en fem års periode, da hans periode udløb i 1996.

En del af forklaringen kan være, at han lagde sig ud med nogle af de store lande, herunder USA, siger Mogens Lykketoft, formand for FN’s generalforsamling.

»Jeg tror, at man må sige om Boutros-Ghali, at han var alment respekteret som en rimelig stærk generalsekretær, der prøvede at have sin egen kurs. Og det var måske også baggrunden for, at man især fra amerikansk side ikke ønskede ham genvalgt. For man var ikke enig i alle de dele af hans kurs, som han syntes, var vigtige. Det er, efter hvad jeg har fået fortalt i FN, baggrunden for, at han ikke som andre generalsekretærer før og siden fik en tiårs periode som generalsekretær,« siger Mogens Lykketoft.

Læs også: Tidligere FN-generalsekretær Boutros-Ghali er død

At han blev mødt af den modstand fra Vesten og især fra USA, efterlod ifølge Lykketoft en del bitterhed i den afrikanske og arabiske verden.

»Jeg ved, at han blandt den sydlige verdens lande var en meget afholdt generalsekretær. Måske begik han også fejltagelser, det gør vi jo alle, men han var alment respekteret som en rimelig stærk generalsekretær.«

Boutros-Ghali blev blandt andet også mødt af kritik for, at FN lod stå til, mens 800.000 mennesker under folkemordet i Rwanda blev myrdet.

Men Mogens Lykketoft finder det ikke rimeligt at skyde hele ansvaret for det svigt over på den daværende generalsekretær.

»Jeg ved ikke, om det specielt var hans manglende indgriben. Det var vel også, at der ikke var nogen af dem, der havde kapaciteten til at gribe ind, der reagerede i tide. FN’s generalsekretær kan jo ikke forhindre et folkemord, hvis ikke han kan mobilisere styrker til at rykke ind. Det var jo et mere bredt svigt fra verdenssamfundet, der skete i Rwanda,« siger Lykketoft.

En anden tidligere dansk udenrigsminister karakteriserer Boutros-Ghali som interessant, erfaren og vidende. Sådan lyder det fra radikale Niels Helveg Petersen.

»Mit indtryk var, at han var en interessant person. Han var tydeligvis meget erfaren og vidende,« siger Niels Helveg Petersen, der var dansk udenrigsminister i næsten otte år fra 25. januar 1993.

Boutros-Ghali var generalsekretær for FN fra 1992 til 1996.

»Jeg har ikke noget indtryk af Boutros Boutros-Ghali som person, men jeg har truffet ham ved adskillige lejligheder i embeds medfør.Han spillede en positiv rolle for FN i en periode, som var utrolig vigtig for FN. Det var en periode efter Den Kolde Krig, og det betød, at FN’s Sikkerhedsråd kunne begynde at træffe flere beslutninger uden, at der var nogen, der nedlagde veto,« siger han.

Ritzau

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Mogens Lykketoft:

"En del af forklaringen kan(!) være …"

"Og det var måske(!) …"

"Det er, efter hvad jeg har fået fortalt(!) …"

"… efterlod ifølge(!) Lykketoft …"

"Måske(!) begik han også fejltagelser …"

"Men Mogens Lykketoft finder(!) det ikke rimeligt …"

"Jeg ved ikke(!) …"

"Det var vel(!) også …"

Er den slags von hörensagen og gætterier virkelig en messe, æh et telegram værd?

Og hvad er den dybere mening – om nogen !? – med at vælge en illustration, hvor Hillary Clinton optræder? Hvad har hun med historien at gøre?

anbefalede denne kommentar