Læsetid: 4 min.

Medarbejderflugt skyld i global vaccinemangel

Siden en politisk beslutning om at sætte vaccineproduktionen i Statens Serum Institut til salg, er mere end hver anden laborant søgt væk og produktionen lammet. Nu kræver SF, at salget bliver stoppet eller hurtig afklaret
En læge vaccinerer et spædbarn på et hospital i den indiske by Allahabad. Hospitalet vaccinerer mod en række sygdomme, heriblandt tuberkulose, der årligt er skyld i over en million dødsfald på verdensplan. Problemer i Statens Serum Institut i Danmark har nu skabt en global mangel på den livsvigtige vaccine. 
 Arkiv

Rajesh Kumar Singh

22. februar 2016

Fra Venezuela til London er der mangel på vaccine mod tuberkulose til spædbørn. En stor del af årsagen kan føres tilbage til en beslutning i Folketinget i foråret 2014, hvor daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S) fik opbakning fra et bredt politisk flertal til at sætte den underskudsgivende vaccineproduktion i Statens Serum Institut (SSI) til salg.

Men to år efter er der stadig ikke fundet en køber. Den uafklarede situation har påvirket arbejdsklimaet og ført til medarbejderflugt, der har været med til at lamme vaccineproduktionen.

Læs også: Danmark skyld i global mangel på tuberkulosevaccine til børn

På knap to år er over halvdelen af de ansatte laboranter i SSI’s vaccineafdeling gået til andre stillinger.

Det kuldsejlede salg kunne have været håndteret langt bedre, mener Rita Bundgaard, formand i HK Stat, der er fagforening for laboranterne på SSI.

»Jeg har svært ved at forstå, at staten tilsyneladende vil skaffe sig af med sin vaccineproduktion for enhver pris. Vi havde en dansk vaccineproduktion med et godt ry og en høj faglighed, som nu er ved at falde fra hinanden,« siger Rita Bundgaard.

SSI kæder selv medarbejderflugten sammen med salget, ligesom det er vanskeligt at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.

»På grund af den langvarige salgsproces har vi haft en stor personaleomsætning, som har betydet et fald i produktiviteten, da nyansatte på grund af arbejdets karakter skal have en længerevarig oplæring. Jeg skal beklage de ulemper, det har medført for vaccinationsprogrammerne i de pågældende lande,« siger direktør for SSI, Nils Strandberg Pedersen.

Tuberkulose dræber

Ud over medarbejderflugt har SSI været ramt af nedbrud af produktionsudstyr, der har krævet en omfattende udskiftning.

For produktion af tuberkulosevaccinen BCG (Bacillus Calmette-Guérin) har det betydet, at SSI sidste år ikke kunne levere 60 millioner børnedoser til 28 lande verden over. Der har hidtil kun været fire godkendte producenter af denne vaccine på verdensplan, hvoraf SSI var den ene. Det danske produktionsnedbrud har derfor bidraget væsentligt til den globale vaccinemangel, der har stået på siden 2013, og som ifølge sundhedseksperter kan føre til øget dødelighed.

Tuberkulose dræber halvanden million mennesker hvert år. BCG-vaccinen giver en høj beskyttelse, som også gælder spredningen af andre typer af tuberkulose, som tuberkuløs meningitis, siger Dr. Punam Mangtani, der er ekspert i epidemiologi ved London School of Hygiene and Tropical Medicine, et af verdens førende sundhedsvidenskabelige universiteter.

»Vi ved også, at BCG-vaccinen kan beskytte mod andre lungesygdomme, som typisk opstår hos ældre, og som er en vigtig årsag til spredning af sygdomme. Der er derfor grund til stor bekymring, hvis en adgang til BCG-vaccine, som vi ved har en høj sikkerhed og effektivitet, går tabt,« siger Punam Mangtani.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at BCG-vaccinen gives til alle børn, der bor i stærkt endemiske lande (hvor tuberkulose er udbredt, red.) samt til spædbørn og børn med særlig risiko for tuberkuloseeksponering i ellers lavendemiske områder.

Brugen af BCG-vaccine har ifølge UNICEF bidraget til at reducere smittepresset fra tuberkulose, fordi stadig flere dermed bliver immune.

Svækket beredskab

Det delvise salg af SSI blev besluttet uden den store politiske debat i 2014. I forbindelse med en tidligere diskussion om salg i 2005 var det ellers konklusionen fra daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen ikke ville »tage skridt til at frasælge SSI’s vaccineaktiviteter med den risiko for svækkelse af beredskabet og vaccineforsyningen, som dette ville indebære«.

HK Stat har flere gange søgt aktindsigt i beslutningsgrundlaget for salget, men Sundheds- og Ældreministeriet vil ikke give indsigt i den rapport, som konsulentfirmaet PricewaterhouseCooper lavede for sundhedsminister Nick Hækkerup op til beslutningen om salget.

»Det må være rimeligt, at vi får oplysningerne frem, så vi kan få en ordentlig debat. Man må spørge, hvad det er, der har ændret sig så meget, siden Lars Løkke konkluderede, at hensynet til statens forsyningssikkerhed var så afgørende, at man ikke kunne sælge SSI fra,« siger Rita Bundgaard fra HK Stat.

Hun påpeger, at SSI også varetager en vigtig opgave i det samlede danske beredskab for epidemier og pandemier.

»Politikerne må tage ansvar for, at vores beredskab ikke også lider under det kuldsejlede salg,« siger Rita Bundgaard.

SF’s sundhedsordfører, Jonas Dahl, kalder det dybt kritisabelt, at salgsprocessen har varet så længe, at det har haft betydning for produktionen. Derfor bør man genoverveje salgsprocessen, mener han.

»Man må i hvert fald konkludere, at det ikke var det rigtige tidspunkt at sælge. Derfor bør man også enten afklare processen nu eller lægge salget på is for en længere årrække,« siger Jonas Dahl, der vil tage spørgsmålet op med finansministeren.

SSI mister ordre

2016 begyndte med et efterslæb på 16,5 millioner manglende doser tuberkulosevaccine. Men lagrene er godt på vej til at blive fyldt igen, oplyser UNICEF Supply med hovedkontor i København. SSI er dog som den eneste af de store leverandører af vaccine til UNICEF ikke oppe i omdrejninger igen. Efter planen kan SSI først genoptage leveringen af BCG-vaccine i begyndelsen af 2017.

Efter det seneste udbud er SSI dog ikke længere blandt de fire leverandører, der skal levere 400 millioner doser BCG til UNICEF fra 2016 til 2018.

Læs også: London ramt af vaccinemangel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Det virker grotest - både med salget og med lukketheden om sagen osv..

PS: Her kommer alle de mio. kr. som Danmark giver til udvikling af jagerfly noget i relief, når Danmark ikke mener at vores aftaler om udvikling og produktion af vaccine mod tuberkulose ikke er så vigtig.

En organisation med over 1000 ansatte og som i både 2014 og 2015 ikke har kunnet levere iht. aftalte kontrakter. Underordnet om det er en offentlig eller privat virksomhed, og om der er tale om et muligt frasalg eller ej, så er der vel et ledelsesansvar?

Steffen Gliese

SELVFØLGELIG SKAL MAN IKKE SÆLGE STATENS SERUMINSTITUT!!! Det er en del af totalforsvaret, det er en del af værnet ved epidemier. Politikerne tænker ikke! De lever, som om hver dag er den sidste, og det handler om at få omsat værdierne, inden det hele braser sammen. Det modsatte er tilfældet: hvis vi omsætter værdierne, braser det hele sammen

Carsten Wienholtz, Lili Kress og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Jeg gætter på at det er en meget veltilrettelagt strategi fra SSI. Noget a la DONG's regnskabs-fusk inden salget til Goldman-Sachs, hvor virksomheden var ufattelig lidt værd. Og efter salget - Hokus Pokus - steg værdien med næsten 20 milliarder i løbet af få måneder ;)