Analyse
Læsetid: 5 min.

En næse til Kristian Jensen er en ringe trøst i Nepal

Ved at give en næse af den store slags til udenrigsminister Kristian Jensen har et flertal i Folketinget ønsket at markere, at regeringer skal respektere de folkevalgtes vilje. Men det ændrer ikke ved, at det står regeringen frit for at gå imod et folketingsflertal
Indland
3. februar 2016

Mens fastelavn nærmer sig, har Folketingets Udenrigsudvalg nu sørget for, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) ikke skal gå højtiden i møde uden udklædning.

Tirsdag tildelte et flertal i udvalget således udenrigsministeren en såkaldt ’næse’ – endda en stor en af slagsen. Han får denne næse – altså kritik fra Folketinget – fordi regeringen har afvist at rette sig efter et krav fra Folketingets flertal (flertallet opstod, fordi De Konservative undlod at stemme) om at annullere besparelser på udviklingsbistanden for 1,4 mia. kr. i 2015. Flertallet bag næsen betegner det som »særdeles kritisabelt« og »helt uacceptabelt«, at regeringen ikke følger Folketingets flertal. Det er dette ordvalg, som gør næsen stor.

Udenrigsministeren har blandt andet forsvaret sig med, at den tidligere SR-regering gjorde nøjagtig det samme, da den i foråret 2014 afviste at følge et folketingsflertal, som ønskede at indføre et optjeningsprincip for udbetaling af børnecheck til arbejdstagere fra andre EU-lande. Sammenligningen er dog ikke rammende, eftersom den daværende regering med rette kunne henvise til, at man ved at følge folketingsflertallet ville overtræde EU-retten – og dermed, hvad der svarer til en lovmæssig forpligtelse. Et folketingsflertal kan selvsagt aldrig tvinge en regering til at bryde lovgivningen.

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre i et demokrati, at en regering kan ignorere et krav fra flertallet af folkets repræsentanter? Det kan det, fordi en regering efter gældende dansk statsret skal overholde Grundloven og den almindelige lovgivning, men derimod ikke er retligt forpligtet til at følge Folketingets beslutninger (med undtagelse af de folketingsbeslutninger, som udtrykkeligt er omtalt i Grundloven, f.eks. beslutning om at udtale mistillid til en minister eller tiltale en minister for Rigsretten).

At folketingsbeslutninger ikke formelt er retligt bindende, indebærer ikke, at de er betydningsløse. Tværtimod. I praksis har de overordentlig stor betydning. De følges stort set altid. Det er en klar politisk norm, at regeringen retter ind efter Folketingets flertal. Den kan sanktioneres politisk. En regering, som gerne vil blive siddende, vil derfor typisk tænke sig godt om, før den ignorerer et folketingsflertal.

Den ultimative politiske sanktion er en mistillidserklæring til den ansvarlige minister, som så må gå af. Udtales mistilliden til statsministeren og dermed hele regeringen, kan statsministeren dog som alternativ til regeringens afgang vælge at udskrive folketingsvalg. Formelle mistillidserklæringer er sjældne. Truslen er typisk tilstrækkelig til, at ministeren går selv, som det f.eks. var tilfældet med justitsminister Morten Bødskov (S) i december 2013, da Pernille Skipper mundtligt havde givet udtryk for, at Enhedslisten som følge af den såkaldte nødløgn i Christiania-sagen ikke længere havde tillid til ministeren.

Ministerfyringer er dog ikke hverdagskost. Langt oftere nøjes Folketinget med at tildele den ansvarlige minister en ’næse’ som et udtryk for, at man finder ministerens handlemåde kritisabel. Kritikken kan gradueres med skærpet sprogbrug, hvorfor man taler om både små, store og meget store ’næser’. Kritikken kan principielt udløses af en hvilken som helst handlemåde, når blot der er et flertal i Folketinget, som finder den uacceptabel. Næsen er en rent politisk sanktion, den har ingen retlige konsekvenser. Kristian Jensens næse er på flere måder anderledes end den typiske næse.

De fleste næser gives, fordi en bestemt minister bevidst eller på grund af forsømmelse har undladt at overholde sine forpligtelser som minister. Mange næser har således baggrund i, at en minister har fortiet oplysninger over for eller ligefrem vildledt Folketinget, hvilket er i strid med Ministeransvarlighedsloven og således i alvorlige tilfælde kan føre til en Rigsretssag. Lene Espersen (K) fik en næse for som økonomi- og erhvervsminister i 2009 at have løjet over for Folketinget om, hvor nogle beregninger vedrørende betaling til privathospitaler kom fra. Daværende klimaminister Martin Lidegaard (R) fik i 2013 en næse for at have givet utilstrækkelige oplysninger til Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af solcelleloven.

En hel del næser gives tilsvarende, fordi ministeren findes at have administreret sit fagområde på ulovlig eller dog uforsvarlig vis. Som sundhedsminister modtog Lars Løkke Rasmussen (V) således i 2009 en næse fra Statsrevisorerne for overbetalingen til privathospitaler. Kristian Jensen er også med i denne kategori, idet han som skatteminister i 2009 administrerede efter nye regler, som endnu ikke var vedtaget – hvilket er i strid med Grundloven!

Denne gang har Kristian Jensen derimod ikke gjort noget ulovligt. Han har ’blot’ ignoreret Folketingets flertal og dermed sat sig ud over en central politisk norm. Partifællen Uffe Ellemann gjorde det samme op gennem 1980’erne, hvor han som udenrigsminister igen og igen nægtede at følge det ’alternative’ udenrigspolitiske flertal i Folketinget, som forgæves søgte at pålægge den borgerlige regering at føre en mere kritisk kurs over for USA og NATO (fodnotepolitikken). De fleste næser skyldes ministerens egne handlinger, men kan ikke uden videre tilskrives hele regeringen.

Et godt eksempel er den næse, Annette Vilhelmsen (SF) fik, fordi hun som socialminister i sommeren 2013 gav mundtligt tilsagn til Lisbeth Zornig om 1 mio. kr. i støtte til et projekt, før Zornig overhovedet havde søgt om pengene! En sådan næse belaster ikke kun Folketingets tillid til ministeren, men også ministerens stilling i regeringen. Personlige fejl m.v. tæller med på cv’et, og på et tidspunkt kan en minister være så belastet af kritik, at statsministeren vil føle sig nødsaget til eller dog have behov for at skille sig af med den pågældende, så vedkommende ikke svækker/belaster regeringen som helhed.

Også her er Kristian Jensens næse anderledes. Næsen går kun til ham, fordi udviklingsbistanden hører under hans ressort. Reelt står hele regeringen bag besparelserne, og næsen er derfor også reelt rettet til hele regeringen. Derfor svækker Kristian Jensens næse ham ikke indadtil i regeringen. Kristian Jensen har ikke begået fejl eller på egen hånd ført Folketinget bag lyset. Han har åbent og med fuldt overlæg trodset Folketingets flertal for at gennemføre regeringens sparepolitik.

Folketingets flertal har med sin næse villet markere, at den etablerede demokratiske politiske norm om, at en regering følger Folketingets flertal, fremover skal respekteres. I modsat fald lurer mistillidserklæringen, som vil bringe hele regeringen til fald. Hvis De Konservative da vil og tør. Hvis ikke bliver næsen lidt som advarslen om, at ’ulven kommer’! Ingen vil til sidst tro på, at Folketinget mener det alvorligt. Det kan tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen tale med om. Han modtog i sin tid i alt 80 næser for ikke at følge folketingsflertallets linje i udenrigspolitikken. Men han blev aldrig væltet.

Næsen til Kristian Jensen eller måske snarere til regeringen er nok stor, men den har ingen umiddelbare konsekvenser. Sikkert er det, at næsen er en ringe trøst for de mange personer i udviklingslandene, som havde set frem til at kunne nyde godt af de danske bistandsprojekter, der nu har måttet aflyses eller afvikles som følge af den besparelse, regeringen imod folketingsflertallets vilje har gennemført.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og bidrager med analyser og kommentarer i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forvirringen er ikke blevet mindre.
Det kan være lidt svært at danne sig et overblik over hvor meget ulandsbistanden er beskåret, men det er tydeligvis langt mere end de 1,4 mia. kr. professor Jens Elo Rytter nævner i artiklen...

»Det er intet mindre end en massakre. Den største nedskæring nogensinde i en situation hvor alle taler om, vi skal hjælpe i nærområderne. Vi taler om en nedskæring på 5,8 milliarder, hvis man medregner, at regeringen vil bruge 3,5 milliarder på at modtage flygtninge,« siger Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, der særligt undrer sig over regeringens mangel på logik, når de argumenterer for at gøre mere i nærområderne for til gengæld ikke at modtage så mange flygtninge.

http://www.information.dk/547036

Søren Fosberg

Ulandshjælpen er blevet en konto man trækker på til dækning af øgede samfundsomkostninger i lighed med sociale ydelser og andre ydelser til fællesskabet.

Den danske ulandshjælp har aldrig været en moralsk fordring, et offer fra det danske folk til de fattige, men altid været begrundet med at vi har en egeninteresse i at hjælpe ulandene. Man kan diskutere hvor meget ulandshjælp egentlig har gavnet og kompenseret for den undertrykkelse og udnyttelse de har været og stadig er udsat fir - men at reducere ulandshjælpen uden forudgående diskussion om dens berettigelse er meget kritisabelt og besynderligt. Men der er der jo så meget der er.

Iøvrigt er denne næse til regeringen for ikke at følge flertallet et slag i luften. Hvorfor sætter flertallet ikke bare dets vilje igennem? Fordi det tør de konservative ikke. De har altså stemt mod deres egen synspunkt for at undgå et valg. Er det ikke det man kalder det at tale med to tunger?

Mon ikke deres tid definitivt er ved at være forbi? De jo rent stemnekvæg for V og DF.

NB: Det siger iøvrigt næsten sig selv at havde de konservative sat foden i jorden, så havde regeringen trukket forslaget. Så hvad er det egentligt de konservative mener? Prøver de at please til begge sider? Der er grotesk. De mangler jo fuldstændig format.

Claus Friisberg

Grundlovsbrud?
Elo Rytter skriver ganske vist, at folketingsbeslutninger ikke er retligt bindende, men er regeringen i den foreliggende sag ikke meget tæt på et grundlovsbrud? I alt fald indeholder den beretning, som udenrigsudvalget har afgivet denne formulering:
"Det er en grundsten i det danske demokrati, at regeringens handlinger skal være i overensstemmelse med folketingsflertallet – og-så selvom den måtte være uenig. I modsat fald eroderer det parlamentariske demokrati, og det bliver umuligt at skabe et tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og Folketinget."
Her siges det jo i klar tekst, at regeringen (ikke blot udenrigsministeren, men hele regeringen) bryder grundlovens parlamentariske princip (som det er formuleret i § 15), hvis den fastholder sin beslutning om ikke at udbetale en del af det beløb, som Folketinget med sin vedtagelse af finansloven for 2015. har bevilget. Retter den sig ikke efter folketingsflertallet, bliver det umuligt at skabe et tillidsfuldt samarbejde med regeringen. Her skal man lægge mærke til formuleringen "tillidsfuldt samarbejde". Dermed giver udvalget, der jo udtaler sig på folketingsflertallets vegne, faktisk udtryk for, hvad man normalt ville forstå som et mistillidsvotum, jf. grundlovens § 15, hvor det pointeres, at en minister og/eller en statsminister ikke kan blive siddende, hvis Folketinget udtaler sin mistillid til ham. Laver regeringen ikke sin beslutning om, må den efter § 15 enten træde tilbage eller udskrive valg. Her kan man selvfølgelig indvende, at § 15 kræver, at Folketinget udtaler mistillid, men i og med at udvalget så klart taler på folketingsflertallets vegne, mener jeg nu nok, at der reelt er tale om et mistillidsvotum. Det er jo ikke ukendt, at udvalg somme tider træffer beslutninger på hele Folketingets vegne, jf. f.eks. finansudvalgets godkendelse af aktstykker - som f.eks. salget af aktier i DONG.
Konklusionmen er, at hvis regeringen ikke omgør sin beslutning og bliver siddende, handler den i modstrid med § 15; den begår grundlovsbrud.

Måske en ringe trøst i Nepal - men børn Gaza mærker nok ikke den store forskel.

Jamen der er da god liberal politik. Nu har vi støttet projekter rundt omkring, bl.a. Nepal, med folkesundhed og katastrofehjælp. Nu er deres tilstand åbenbart blevet så god, at de kan passe sig selv en tid. Men så er de jo også raske nok til at tage på klimaflugt mod norden. Mon Kristian Jensen også har næser nok til at håndterer endnu flere flygtninge.
Hvorfor er det så svært for regeringen at forstå, at det er spild af penge, at stoppe de projekter, der holder liv i nærområderne og således er hjælp til selvhjælp - for os. Man kan jo ikke påstå, at befolkningen som sådan er super positive med udsigten til de uundgåelige kli,maflygtninge.