Vi er nødt til at tale om, hvordan vi skal være monogame

Vi investerer mere og mere i kærligheden, men bliver skilt og er hinanden utro som aldrig før. For alt det, vi har brug for at tale om – sex, monogami og seksuelt mismatch – foregår i den krise og revisionisme, der følger en afsløret affære. Hvorfor ikke før, spørger den bogaktuelle parterapeut Esther Perel, der efterlyser det forhandlede monogami
I dag udkommer Ester Perels bog om moderne kærlighed på dansk.

I dag udkommer Ester Perels bog om moderne kærlighed på dansk.

Devin Yalkin
11. februar 2016
Delt 27 gange

Fremtrædende franske filosoffer har længe raset mod den seksuelt frigjorte, men ansvarsløse nydelseskultur, deres generation har været med til at forløse som babyboomere og 68’ere.

Det gælder for eksempel Alain Finkielkraut og Pascal Bruckner, der allerede i 1977 skrev mod tidens trend i essayet ‘Kærlighedens ny uorden’, et emne Bruckner vendte tilbage til igen i 2009 i ‘Kærlighedens paradoks’.

Også Alain Badiou har i en bog, der udkom på dansk sidste år, skrevet om, hvordan vi misforstår, hvad moderne kærlighed kræver. Badiou mener, at kærlighed er kamp mod nydelse og selvrealisering. Og den kræver selvoverskridelse for at give (livet) mening. Ta’ den, I samfundsundergravende egotrippere. Informations anmeldelse af bogen blev delt over 17.000 gange.

Så måske har de fat i noget, de franske filosoffer? Selv om franskmændene stadig bliver skilt lige så meget som alle os andre. Og i øvrigt er notorisk kendte for den franske løsning på den moderne kærligheds splittelse mellem tryghed og begær: en elsker eller elskerinde. I al respekt, naturligvis.

Det er bogaktuelle Esther Perel, amerikansk bosat, belgisk født, flerkulturel parterapeut, der påpeger det franske paradoks og opremser de nævnte filosoffer. De har studeret intimiteten som et sæt af ideer i stedet for et sæt af måder, vi opfører os på. Det tiltaler Perel, for sådan beskriver hun også sin egen metier. Hun når blot til et knapt så kulturpessimistisk resultat som d’herrer filosoffer.

»En svensk filosof har sagt, at monogami kun er et begreb, der eksisterer i virkeligheden. Det eksisterer ikke i dine minder og heller ikke i dine fantasier,« siger Perel, da vi sidder i de dybe sofaer under tungt draperede gardiner i lobbyen på Grand Soho Hotel. Hun ønsker ikke at slå folk oven i hovedet med deres angiveligt manglende evne til at lære at elske monogamt gennem kærlighedens forpligtelser og undertrykt begær. Måske er det derfor, hun er blevet en slags rockstjerne blandt amerikanske parterapeuter. Hendes TED-talk fra 2013 er blevet set syv million gange. Hun er blevet brugt som konsulent på tv-serien The Affair (affærer er omdrejningspunktet for hendes kommende bog), mens Mating in Captivity fra 2006 udkommer i dag på det 27. sprog, dansk, under titlen Erotisk Intelligens.

Hvor Alain Badiou med anmelder Jan Maintzs ord »er stålsat og ligeglad med indvendinger om, at vores individualistiske tidsalder« ikke kan harmonere med krav om »varig forpligtelse og tilsidesættelse af en selv«, gør Esther Perel opmærksom på, at praktiseringen af monogamiet ikke har været et statisk koncept op gennem historien, og at vi kan forandre det endnu en gang.

»Den næste grænse, vi skal overskride, er samtalen om monogami. Ellers vil utroskab blive ved med at være en af de mest udbredte årsager til skilsmisser. Skilsmisser i parforhold, der faktisk er meget velfungerende.«

Faktisk står vi lige nu med muligheden for at redefinere monogami som en relationel kontrakt, der involverer intimitet, forpligtelser og tillid, pointerer Esther Perel.

»Og måske eller måske ikke involverer det seksuel eksklusivitet. Den eksplicitte, forhandlende samtale kan vi lære af homoseksuelle par. Heteroseksuelle par skal forhandle monogami i stedet for bare at antage monogami. De fleste har en diskussion om monogami, der involverer syv ord: ’Hvis du gør dét, er det slut.’ Det er ikke en samtale. Alt det, vi har brug for at tale om; sex, monogami, seksuelt mismatch, taler vi om i forbindelse med den krise og revisionisme, der følger efter en afsløret affære. Hvorfor ikke før,« spørger Perel og udbryder, at vi på det nærmeste betragter det monogame, heteroseksuelle parforhold som hugget ind i sten. Mens vi i de senere år har skabt en sand social innovationsbølge bestående af mange nye forskellige familieformer med delefamilier, regnbuefamilier, singlefamilier og par, der lever sammen, men adskilt.

»Når det heteroseksuelle forhold så ikke er en succes, siger vi tit, der er noget galt med individet, der ikke vil forpligte sig, overskride sig selv og så videre. Ikke at der er noget galt med modellen. Men måske er der ikke én model, der passer til alle. Husk på, at vi har fordoblet vores levetid. Samtidig siger vi, at et ægteskab kun er succesfuldt, når partnerne kommer på plejehjem sammen. Jeg mener, vi skal forstå, at mennesker, der efter mange års ægteskab går fra hinanden, ikke lider nederlag. De har levet en kæmpe portion liv sammen; opbygget familie, måske begravet deres forældre og fulgt hinanden gennem kriser. Det er masser af ægteskabelig forpligtelse. Og jeg synes ikke, det er en rimeligt at anklage disse mennesker for noget. Det er en sejr, og hvis vi så det fra dén vinkel, var der måske færre, der betragtede sig selv som uduelige i kærlighed.«

Hvad er godt nok?

Det er store kulturelle forandringer over en historisk set kort periode, der får mennesker til at fare vild i den moderne kærlighed, mener Esther Perel. Vi har bare glemt, hvor store de forandringer egentlig er og overlader det til det enkelte menneske at finde en farbar vej.

Da ægteskabet handlede om at få otte børn, og hvem der skulle arve køerne, gjaldt ‘én person for livet’. Nu er det én person ad gangen. Vi er kommet fra en model, hvor kvinder måtte opgive meget for det fælles bedste, og monogamiet blev brugt til at bure dem inde, mens mændene forlystede sig. Hvorfor vi i Vesten for længst har forladt de arrangerede ægteskaber og indført den romantiske kærlighed som ideal.

»Vi behøver også en ny kollektiv samtale om det moderne ægteskab. En fælles tilgang til et højt individualiseret parforhold,« siger Esther Perel, og fortsætter på det yderste af sofahynden: »Jeg tror på tænkning om, hvad moderne kærlig er frem for fem hurtige råd til et bedre sexliv. Men jeg er interesseret i seksualiteten, fordi de dybeste aspekter af et samfund er gemt der: I hvordan en kultur betragter og udlever sex, nøgenhed, kontrol af kvinders kroppe, hvad man fortæller eller ikke fortæller børn om sex. De mest radikale, progressive forandringer i ethvert samfund til enhver tid manifesterer sig i forandringer omkring seksualiteten. Det er et vindue til at forstå,« siger Esther Perel, der igennem mange år har beskæftiget sig med bl.a. flerkulturelle ægteskaber, hvordan parforhold påvirkes af migration, af politiske forandringer som kommunismens fald og ikke mindst af den digitale revolution.

De kulturelle forandringer har betydet, at lidenskaben er flyttet ind i ægteskabet, og at vi nu forbinder seksuel tilfredsstillelse med ægteskabelig lykke. Men lykke plejede at være forbeholdt himlen. Nu har vi bragt den ned på jorden og i form af et mandat. Det er ikke en mulighed. Du skal være lykkelig.

»Hvordan passer sex, der har rødder i begæret, ind i det store eksperiment, vi foretager i disse år i det intime rum? Hvordan forblive interesseret i den samme person i mange år, ikke fordi man skal, men fordi man har lyst til det? That’s it!,« griner Esther Perel. »Intet andet.«

Forestillingen om den ægte, selvoverskridende kærlighed har stadig et stærkt tag i folk. Men idealet er også et paradoks. Vi har aldrig investeret mere i kærlighed. Samtidig bliver vi skilt som aldrig før. Vi siger: ‘jeg er monogam i alle mine forhold,’ som om det er en sætning, der giver mening.

»I dag, hvor vi er frie til at forlade et ægteskab, skal vi hele tiden beslutte, om det er godt nok til, at vi bliver. Hvor meget har jeg ret til at gøre noget for mig selv, selvom det påvirker andre, min partner, mine børn, negativt. Man skal selv beslutte, hvor meget man spiser, sover, arbejder, beder og knepper. Aldrig har vi skullet træffe så mange beslutninger. Aldrig har vi haft så stort behov for sikkerhed i vores viden om, hvad vi egentlig vil. Og for at elske vores beslutninger nok til, at det kan være selvopfyldende, hvilket er dét, der giver livet mening.«

Og der er en grund til, at Bardious selvoverskridelse ikke er nok. At monogamiet ifølge Esther Perel er den næste grænse, der skal krydses: »Intimitet har i lang tid betydet at dele byrderne, ansvaret og glæderne i hverdagslivet. Døden, livet, kalenderen. I dag er intimitet en kommunikeret oplevelse: Jeg taler til dig om det vigtigste for mig, mit indre liv, mine drømme, min angst. Du skal værdisætte mig og reflektere det, jeg siger. Derigennem skal du få mig til at følge mig værdig, så jeg kan transcendere min eksistentielle alenehed, for så betyder jeg i hvert fald noget for mindst én person. Det er derfor, så mange par i terapien siger: ’Vi kommunikerer ikke’. Og det er derfor, vi har alle de modeller, der skal restaurere empati, genetablere tillid og troværdighed, så vi kan føle, at vi eksisterer og bliver set.«

Det er en ny konstruktion, som smitter af helt ned på børneniveau i et parforhold:

»I dag vil mine børn jo ikke se mig være ulykkelig. Selv om det kan være, at jeg så på den anden side må gøre dem ulykkelige.«

’Undgå afvisning’-app

For millenniumgenerationen, født efter 1980, forholder det sig anderledes. De slås ikke med dilemmaet mellem både at ønske sammensmeltning og autonomi. Til gengæld er de spydspidsen i den moderne identitetsproces, fordi de søger 100 procents sikkerhed for, at de ikke taber sig selv, når de forbinder sig med den anden.

»Det romantiske svar er den stærkeste værdsættelse af ’dit autentiske selv’,« siger Perel.

Samtidig har vi skabt den mest overbeskyttede generation nogensinde. Vi har aldrig været mere trygge. Alligevel lever vi som om, der kan ske vores børn noget slemt hvert minut. Vi spørger dem: Hvordan har du det, hvordan var din dag? I stedet for: Hvad lavede du, som betyder noget for dig eller andre?

»Derfor tror de, at følelser er vigtigere end handlinger og værdier. Desuden prøver vi konstant at sikre os, at de ikke føler og oplever noget dårligt. Så vi har skabt en generation, der ikke ved, hvad de skal stille op med at ubehag og negative følelser. F.eks. er Tinder en fantastisk ’undgå at blive afvist’-app. Romantisk afvisning har altid været smertefuldt, men på mange måder er det mere smertefuldt i dag, for der er ingen mellemvej,« forklarer Esther Perel, der har afholdt workshops for hundredvis af babybommere og millennials. Til gengæld mener hun ikke, der er grund til at frygte for de unges humanitet, selv om accept eller afvisning nu blot kan afgøres med at swipe til højre eller venstre på Tinder. Millennials er nemlig ikke anderledes end alle andre. De fundamentale behov i forhold til at føle sig elsket og anerkendt, er ikke forandret. Forandringen ligger i, hvordan de unge opsøger og får adgang til disse ting. Og ifølge Perel er millennials i fuld gang med at opdyrke nye korrigerende modeller: »De søger det autentiske i ’jord til bord’, det autentiske fællesskab, det autentiske i alt. De deltager i events om social retfærdig uden internet; uden det nemme, omkostningsfrie og anonyme møde – nettets trippelmotor. Det siger mig, at der er noget selvkorrigerende inden i os. Der er erfaringer og fundamentale behov, som menneskeracen deler, og som aldrig kan udslettes.«

Følelsesmæssig stuearrest

Når det kommer til løsninger, kan man imidlertid let forfalde til råd imod idealisering af ægteskabet for derigennem at overvinde de bristede illusioner. Tag eksempelvis The Restorer, det genopbyggende ægteskab som redaktøren af New York Times mangeårige klumme Modern Love har udkrystalliseret som en af tre arketyper inden for parforhold på baggrund af 50.000 indsendte bidrag.

Som han skriver: Et sådant ægtepar pløjer sig igennem mængder af selvhjælpslitteratur, »og igennem deres research vil de lære, at deres kedsomhed ebber ud i en behagelig summen af at blive ældre«. I sidste ende vil disse mennesker, »intellektuelt nysgerrige som de er, vende tilbage til deres udgangspunkt: Hvor meget har de ret til at forvente af deres ægteskab? Er det bare ikke så godt som det bliver?«

– Er det ikke også en form for risiko at tage? At blive og tage smerten på sig?

»Der er mange, der idømmer sig selv følelsesmæssig stuearrest på den baggrund. Mænd og kvinder skal skabe en involverende samtale om de ting, der forårsager smerte.«

Fire ægteskaber i ét

Og hvor bringer den samtale os så hen? Jo, Esther Perel mener, at vi i Vesten vil have to eller tre ægteskaber i vores levetid. Nogle vil blive skilt, andre vil miste pga. dødsfald. Nogle vil have det inden for samme ægteskab. Esther Perel har haft fire ægteskaber med den samme mand i over 30 år.

»Der er ingen forbindelse mellem, hvordan vi var, da vi mødte hinanden, da jeg var 22 og så i dag,« som hun siger. »Nogle af os er i stand til at genopfinde on location. Og det håber jeg, mange vil kunne. Men andre har behov for en ny person for at skabe noget nyt.«

Og hvis halvdelen af os alligevel ender med at blive skilt og ikke opdrager vores børn sammen, hvorfor starter vi så ikke ud på den måde en gang imellem, spørger Perel: »Hvis du er en kvinde i 30’erne og ikke har en mand, du er sikker på, du vil leve med resten af livet, men gerne vil have et barn, så lav familien først. Og find så ud af hvilket format, familien skal have, bagefter. Hvorfor spilde dine sidste fertile år med at vente på dit livs kærlighed?«

– Er affærer eller et åbent ægteskab en måde at udvikle og gentænke ægteskabet?

»Nej, det er ikke derfor, folk er utro. Det er de, fordi de vil have det bedre med sig selv. Begærskrisen er også en krise i vores evne til at fantasere. Det handler ikke om seksuelle stillinger og sexlegetøj, men hvilken historie, det er, jeg lever; hvilket plot er det, jeg er en del af. Og jeg tror ikke på, at ægteskab kan være en dør, der er åben eller lukket. Det er en meget mere flydende samtale, der handler om grænser, nuancer. Hvordan forhandler du med mennesker omkring dig?«

Esther Perel: ’Erotisk Intelligens’. Udkommer på Gyldendal i dag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Johnny Robert Thomsen

Sad og så et Ted Talk med hende i går. Spændende. Monogami, er mennesker monogame, eller er de stereo. Griner. Man kan ikke miste noget, hvis man ejer sig selv. Er mono. Hvis man er afhængig af en anden, så ejer man ikke sig selv. For så er man stereo.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn  Petersen

Hvadenten man lever i parforhold eller vælger at være single, kræver det en disciplineret indsats at holde en rimelig balance, i både kærlighed og sex.

Dykker man for meget i bolche posen kommer ubalancen, den kan man vælge som tilvalg eller lade være.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen

Hele debatten om de moderne familier glemmer næsten fuldstændig børnenes synsvinkel!! Børn har brug for to forældre, på samme tid, for tryghed, kort sagt en velfungerende og vedblivende familie! De voksne må glemmer MIG MIG for en tid og handler ud fra entydigt hensyn til børnene.
Alt andet giver i øverigt ikke mening ;o).

Brugerbillede for Anne Eriksen

Der er flere ting, som er rigtigt og så alligevel er det ikke nødvendigt at rynke panden så meget...
Moderne ægteskab - alt går meget hurtigt i dag - også skilsmisser - og transport og madlavning!

Der er sjældent tid til at lære hinanden at kende, forelskelse varer ikke evigt. Jeg tror, at det er omkring 2 år i parforhold før der skal arbejdes for det, det er nødvendigt og så er man altså ikke lykkelig hele tiden, kun engang i mellem.
Det er nødvendigt og det tager tid, man skal kunne snakke sammen, og det allervigtigste - accept og respekt.
Tal sammen om, hvad begge gerne vil og hvor meget - uden enighed, så skift mellem dit og mit ønske.
Hørte noget i radioen, Sten Hegeler talte om det evigt tilbagevendende "problem" i parforhold.
Det var såmænd bare det, at "den anden ønsker sig en partner med de samme opfattelser og meninger som de selv"!
Meget enkelt og umuligt, må jeg selv erkende...
Blev skilt, fordi jeg altså ikke var lige "det" enkelte punkt, men de andre ting var ok :(
Også, arbejde og frihed - eller uddanne sig videre - nej, det synes partneren ikke! Så kalder man det at vokse fra hinanden.
At holde sammen for børnenes skyld kunne være godt, men det er det ikke, hvis forsøgt og opgivet.
Børn lider enormt (som før i tiden) med forældre, der er uenige.
Det kan ikke skjules og det tjener ingen.
Men selvfølgelig skal man heller ikke kaste sig ind i næste forhold, snarere lære sig selv bedre at kende først og værdsætte livet på egne vilkår. (rynker panden nu)
http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/mennesker-egner-sig-ikke-...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Jakobsen

Ikke alene bliver børnene glemt, men også pengene. Hvis man er et attraktivt medlem af den internationale kultur elite, er den evigt forhandlede monogami sikkert vældig spændende. Hvis man er et teknisk insolvent par på Lolland, så er der knap så mange kort på hånden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour

Man kan skille sig selv ad med omgivelse på to måder, enten skille "jorden og himlin" eller indenfor og udenfor. Jeg har altid ment at den "Islamiske kultultur" separationen sker mellem "indenfor og udenfor" men himmeriget og verden opfattes sammen. Så mener jeg ægteskabet I følge Islam byggget op. Jeg har spurgt mange gange hvad der skulle findes I den soveværelse af en muslimsk ægtepar, jeg har selv aldrid set min forældre soveværelse, måske var jeg der da jeg var lille barn men ikke mere. Jeg har aldrig set den. Det fortælles at der findes spejle I værelset.
Det jeg mener med livet hvor der ikke væg mellem de to(himmel og jorden) er der mulighed for at gøre livet mere morsomme, og de beholde børne I trykhed. Jeg ved ikke om det var så noget I Europa før 50 erne og især før 68. Jeg er selv ikke blevet gift muslimsk så jeg kender den ikke. Men en psykiater sagde forleden, jeg har læst det I Internet, folk er blevet meget modern I næsten I alt, men de gifter sig traditionnelt stadig idag. Jeg tror at mange ting, som er årsager til skillsmisse findes I den måde monogam ægteskab bygget på. " Jeg tror det var Rimbaud den franske digter der sagde "l´imagination au pouvoir" , fantasi I magten. det er det jeg ville forklare med monogamy efter den traditionnnelle måde i Islam.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Det her er noget jeg virkelig ikke har forstand på, men jeg tror skilsmissefrekvensen ville falde dramatisk, hvis mænd holdt op med at deltage i deres koners børnefødsler og i stedet tilbragte tiden på fx. en bodega eller bare ude på gangen :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour

"Det er ingen løsning på det" det er endeligt sagt det magiske ord. Jeg er fuldstændig enig og jeg har været det længe. Skal man fra nu af ikke høre mere noget som "vi er foregangs land I dit eller dat". Foregang land, det betyder I noget universelt. Og ikke bare som bacon producent.

anbefalede denne kommentar