Læsetid: 3 min.

’Prekariatet’ – nutidens udsatte

Det nye ord ’prekariat’ dækker over den voksende gruppe mennesker, der er skubbet ud af samfundet. De vil kunne inddrages via borgerløn, hævder borgerlønnens fortalere
15. februar 2016

Globaliseringen føder nye ord. ’Prekariatet’ er et af dem. Det svirrede i luften, da Information i tirsdags havde fuldt hus til et læserarrangement med overskriften: »Borgerløn – utopi eller virkelighed?«

Prekariat og borgerløn er nemlig knyttet til hinanden – en sammenhæng, der under global opmærksomhed er fremhævet af den britiske økonomiprofessor i udviklingsstudier ved University of London Guy Standing, som var indleder ved læserarrangementet.

Læs også: ’Vi skal ikke frygte staten. Staten skal frygte os’

Ordet ’prekariat’ er en splejsning af det engelske precarious og proletariat. Precarious genfindes i det danske ord ’prekær’, der ligesom det engelske har oprindelse i det latinske precarius, som betyder usikker og måske har rødder i preces, som betyder de bønner, man beder. Det indkredser en betydning af en usikker situation, som man beder bønner om at komme ud af. I andre danske sammenhænge har sprogbrugen været, at det drejer sig om ’udsatte grupper’.

Og de udsatte grupper, som Guy Standing og andre debattører vil stive af med en borgerløn, er det nye proletariat, der er fremkaldt af globaliseringen.

Tre grupper

Til Information har Guy Standing forklaret, at prekariatet er kendetegnet ved »faldende indkomster, usikker stilling på arbejdsmarkedet og tab af rettigheder«. Prekariatet omfatter i følge Standing tre grupper:

»Den første gruppe består af dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse. De føler sig usikre, fordi de oplever en virkelig eller indbildt fortid med tryghed på arbejdsmarkedet. Og fordi de ikke har et højt uddannelsesniveau, er de tilbøjelige til at lytte til højrefløjens fanatiske populister.«

Læs også: Tiden er moden til borgerløn

Standing nævner som eksempler USA’s Donald Trump og Frankrigs Marine le Pen og tilføjer: »Populisterne blander nationalisme, fremmedfrygt, racisme og et ønske om at dæmonisere ’den anden’.«

Guy Standings anden gruppe i prekariatet er de, der står uden hjem og tilholdssted. Først og fremmest de mange migranter, men også det stigende antal straffedømte og rettighedsberøvede har Guy Standing fremhævet. Om gruppen siger Standing: »Bortset fra et meget lille mindretal, der drages mod religiøs fundamentalisme, er de mest indstillet på at bøje nakken og søge at overleve. De drages ikke mod Trump eller Marine le Pen.«

Den tredje gruppe i prekariatet er ifølge Guy Standing de voksende antal unge og knapt så unge højtuddannede, der ikke kan få en forankring på arbejdsmarkedet. »Nogle af dem støtter politikere som Bernie Sanders eller Jeremy Corbin, fordi de tilbyder en autentisk stemme og opfattes som progressive.«

Læs også: Tech-eliten får job til at forsvinde - nu taler de om borgerløn

Guy Standing har også peget på bevægelser som Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, Razem i Polen og Alternativet i Danmark.

Om gruppen af de udstødte højtuddannede gælder dog ifølge Guy Standing: »De fleste er ikke overbevist om, at gammeldags socialisme er svaret. De er ængstelige, fordi de ikke har en fremtid, en følelse af, at de er i stand til udvikle deres evner eller opbygge en karriere.«

Virke – ikke arbejde

Af sine fortalere, herunder Guy Standing, ses borgerløn – en ubetinget grundydelse til alle – som et middel til at frisætte alle medlemmer i et samfund, også prekariatet.

Udgangspunktet for borgerlønsargumentationen er, at den teknologiske udvikling under alle omstændigheder gør det utænkeligt, at der vil være fuld, traditionel beskæftigelse til alle. I den situation står valget mellem at lade teknologiens økonomiske gevinster tilfalde en bittelille klasse på omkring én procent af befolkningen eller dele den ud mellem alle, så de selv kan bestemme, hvad de vil bruge deres tilværelse til. Målet må ifølge borgerlønstilhængere være, at mennesker skal have mulighed for et meningsfuldt virke – frem for at lønindbringende arbejde sættes i fokus.

Blandt fordelene ved borgerløn nævnes også, at de udsatte ikke længere vil presses fysisk og psykisk af deres situation, og at det vil blive nemmere for dem at vandre ind og ud af arbejdsmarkedet, sådan som situationen og deres egne ønsker tilsiger det.

På mødet med Informations læsere summerede Guy Standing sin argumentation for borgerløn op med følgende betragtninger:

Alle – og alles forfædre – har bidraget til den nuværende velstand; derfor har alle krav på del i frugterne. Det handler om den retfærdighed, der består i, at de mest usikre befries for noget af deres usikkerhed. Det pålægger ikke nogen at leve på en bestemt måde. Borgerløn er ikke en almisse, men en rettighed uafhængig af vilkårlige skøn. Borgerløn anerkender ligeværdigheden af alle de forskellige slags virker, mennesker kan bruge deres liv på. Hertil kommer – ifølge Guy Standing – at borgerløn vil have langt mere stimulerende effekt på økonomien end de milliardudpumpninger, som centralbanker nu foretager, og som kun er til gavn for de få.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Kirkeby
  • Jørgen Steen Andersen
  • Oluf Husted
  • Anders Jensen
  • Leo Nygaard
  • Ole Steensen
  • Torsten Jacobsen
  • Erik Jensen
Lars Kirkeby, Jørgen Steen Andersen, Oluf Husted, Anders Jensen, Leo Nygaard, Ole Steensen, Torsten Jacobsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Prekatiatet er samfundets dårlige samvittighed - og forsvarsløse prügelknabe.
Det det uforvaret blevet opdraget til i årevis gennem socialdemokratismens repressive tolerance.
Så derfor er UBI medicinen mod statstyranniet.

@Leo
Lidt bombastisk og konsekvent udmelding.
Det er desværre kun halvdelen af sandheden.
Den anden halvdel er folks manglende forståelse for den sociale kontrakt.

Anders - hvilke folk har manglende forståelse.
Jeg har lige set en beretning fra Hedensted. Nogle folk undrede sig over de mange der søgte folk og sammenlignede med dem der søgte men ikke fik noget.
Så skifte man (jobcentret?) taktik. Man bragte den enkelte ansøgende direkte ind til de søgende firmaer. Og mange job blev udfyldt.
Så kan vi spekulere lidt over det.
Jeg brugte udtrykket "opdraget til" og mit gæt er, at mange er blevet trætte af at blive kørt over af regler og repressalier i jobcentrenes måde at håndtere sagerne på, og har mistet initiativet.
Får prekariatet friheden, får det også ansvaret. Væk med børnehavmentaliteten.
God gammel liberal tankegang.
Selvfølgelig kan mentaliteten ikke ændres fra den ene dag til den anden. Det tager tid og kræver oplysning - og måske et spark bagi for nogen.

Nu er du meget konkret, hvor jeg er mere vag.
Faktum er at mange ikke er attraktive på det "moderne" arbejdsmarked.
Derved handler det ikke om hvor mange ansøgninger du sender, men mere om hvem du kender og hvem du er. Derved bliver mange sorteret fra på forhånd. At vi idag så også har indført en masse kvantitative krav, har desværre medført at vi bliver "oversvømmet" med ansøgninger på helt alm. stillinger, der er også en masse ukvalificeret arbejdskraft der søger stillinger der kræver kvalifikationer. Derved opstår denne gruppering der kan sende tusinder af ansøgninger uden at "finde" et job.
Jeg tror på dit postulat, at vi nok skal vokse med ansvaret. Det ændre dog ikke på mine egne erfaringer fra "ghettoen" hvor det at få livsvarig overførsel, var et mål i sig selv.
Når "nogen" tænker at så længe systemet betaler er alt godt, har ikke forstået den kontakt der opretholder et velfærdssamfund.

Anders - Jeg tror på din erfaring. Når vilkårene i dette frasorterende samfund faktisk er sådan, er det så ikke ganske urimeligt at piske på dem systemet skaber. Så er det svært for mange at bevare selvværdet og søge tilflugt i livsløgnen. Ikke bare psykisk, men også fysisk lider mange i - måske på trods af - "velfærdssamfundet".

@Leo
Vi er helt enige, jeg ser desværre alt for mange braklagte ressourcer, som kunne bidrage konstruktivt til vores fælles velfærd og samfund. Dog p.g.a. af systemer og regler kan de ikke få lov til andet end at slås med systemet.
Men så er vi jo tilbage til den samme gamle kedelige "tromme" som jeg har slået på i flere år: Den sociale kontrakt er brudt, der findes ikke noget sikkerhedsnet eller velfærdssamfund længere.

Niels Duus Nielsen

Leo, det du fortæller om fra Hedensted lyder faktisk som noget jeg har prøvet engang, det var sådan en slags social kontrakt, bestyret af noget der hed Arbejdsformidlingen.

Det var ret smart, en arbejdsgiver, der manglede folk, henvendte sig til Arbejdsformidlingen, der skrev det op, og når der så kom en ledig - og det gjorde der tit, de skulle nemlig have et stempel på deres kontrolkort, hvis de ville have understøttelse eller kontanthjælp - så blev de sendt ud til arbejdsgiveren. Den ledige fik et job, og arbejdsgiveren fik de folk, han havde brug for. Faktisk ret genialt.

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor de afskaffede Arbejdsformidlingen. Hvis der ikke var noget job, fik man lov at gå i fred, men hvis der var arbejde at få, var der ingen kære mor, så fik man arbejde, og hvis man nægtede fik man ikke sit stempel og dermed ikke sin understøttelse.

I dag skal man bare skrive en masse proforma ansøgninger til en masse jobs, der ikke er der. Men det er selvfølgelig godt for postvæsenet, så har postarbejderne da stadig lidt breve at arbejde med.

Senere blev en landmand i Hedensted interviewet på TV-Syd. Han have polske ansatte og have tydeligt besvær med at svare. Det fremgik dog, at polakkerne var bedre arbejdskraft end danskerne, som blev benævnt folk på kontanthjælp. Dette er konkurrence vilkårene (i EU), som tydeligt viser, at jobbet og den ansatte skal passe sammen. Hvad kan ansøgeren så gøre ? Hvad ønsker samfundet, han skal gøre og hvad gør samfundet i denne typiske situation.
Her er UBI en af ingredienserne. Og tilbud om efteruddannelse på denne "lærlingeløn" i form af UBI.

Jeg kan heller ikke læse artiklen.