Læsetid: 1 min.

S: Miljø-minister er landbrugets marionetdukke

9. februar 2016

Der bliver langet kraftigt ud efter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som beskyldes for at være marionetdukke for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det er oppositionspartierne SF og Socialdemokraterne, som kritiserer, at Miljø- og Fødevareministeriet ifølge dagbladet BT har kopieret store dele af et udkast fra Bæredygtigt Landbrug. Store dele af ministeriets kommissorium for en ny arbejdsgruppe, som blev offentliggjort 20. november, er kopieret fra et udkast fra interesseorganisationen, der er sendt 19. oktober.

»Det er en meget, meget alvorlig sag. Derfor indkalder jeg nu miljø- og fødevareministeren i samråd. For det centrale spørgsmål er, om Eva Kjer Hansen er danskernes minister eller Bæredygtigt Landbrugs marionetdukke. Noget kunne desværre tyde på det sidste,« siger Simon Kollerup, Socialdemokraternes fødevareordfører. Arbejdsgruppen skal se på nye retningslinjer for kommunernes vedligeholdelse af mange tusinde kilometer vandløb rundt om i landet. Ifølge BT vil Bæredygtigt Landbrug have kommunerne til at følge nye og for landbruget langt mere gunstige retningslinjer, når de renser vandløbene. SF’s miljøordfører Lisbeth Bech Poulsen kræver ligeledes en forklaring på, hvorfor regeringen »spiller hasard med 30 års kamp for vores natur«.

Ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu