Scandinavian Star: ’En vandring i de dødes verden’

»Kahyt efter kahyt blev efterset. Hvor der havde været brand, var loftet smeltet og hang i guirlander glinsende som drypsten i en drypstenshule. Lofterne var støbt i hærdet plast med en tykkelse på omkring en centimeter. Nogle lofter var sunket delvis ned, deformeret af varme. Vi rundede et hjørne og kiggede ind i en ny, lang og snæver korridor, der ikke bar præg af andet end kraftig røgspredning. Der lå flere døde på gulvet. En kvinde, som de fleste andre i undertøj, var sunket sammen i den dør, hun lige havde åbnet. Et sted lå to omkomne, som om de var faldet over hinanden. Der var døde i mange kahytter. Og der var fortvivlende mange børn og unge.«

Sådan lyder en passage i en seks sider lang reportage, som journalisten Peter Skeel Hjorth i juni 1990 skrev til bladet Brandmanden, efter at han som den første journalist gik rundt på færgen sammen med brandfolk. Han var om bord dagen efter branden, da det krængende skib var slæbt til kaj i den svenske havneby Lysekil.

»Ved 19-tiden ankom en bus med frisk mandskab fra Gøteborg Brandvæsen. Efter grundig instruktion om forholdene og med besked om straks at gå fra borde, hvis det krængede yderligt over, gik jeg sammen med brandfolkene om bord på Scandinavian Star, hvor der stadig var småbrande i gryder på de øverste dæk. På det udbrændte skib skulle man færdes med stor forsigtighed. Flere steder var jernpladerne stadig så varme, at man ikke kunne røre ved dem uden at brænde sig. Flere gange slog min hjelm mod rør og andre skibsdele, der hang ned fra lofterne. Alt brandbart var brændt væk på de øverste dæk, der virkede som et sortsvedet, forvredent vrangbillede af en underverden, hvor titanske kræfter havde raset med uhørt vildskab.«

Læs også: Skibsinspektøren, der trådte ud af mørket efter 26 års tavshed

Selv om Peter Skeel Hjorth som erfaren journalist på Brandmanden havde dækket flere store hotelbrande og derfor havde »set mere end tilstrækkeligt af brande med omkomne«, som han siger, så blev han som alle andre, der kom om bord på dødsskibet, stærkt berørt af oplevelserne. I tiden efter var han nødt til at gå til kriseterapeut.

»Jeg var ved at udvikle PTSD og gik til behandling mindst et halvt år. I et sådan terapiforløb lærer man, at selv om du ikke kan bortradere billederne og følelserne, kan du lære at håndtere dem og leve med det. Jeg har pænt styr på det i dag så mange år efter, men jeg må indrømme, at jeg stadig dirrer indvendig, når jeg hører eller læser om katastrofen og erfarer om alle de detaljer, der er kommet frem de seneste år.«

Hvad nu hvis ...

»Luften af lig var allerede påtrængende i de lange, snævre korridorer, der var måske 1,30 meter brede. Glohede røgmasser og flammer havde slikket hen over lofter og vægge ned til halvanden meter over gulvet. Her havde tæpperne bevaret deres oprindelige udseende. Andre steder bar korridorerne præg af ild som fra en blæselampe. Vi kiggede ind i en totalt udbrændt kahyt. Af de omkomne var der ikke meget tilbage. I en anden kahyt lå to ældre mennesker, på knæ foran deres seng med kroppen ind over madrassen og hovedet trykket ned i lagenet i et forgæves forsøg på at beskytte sig mod den giftige brandrøg. De havde lagt armen omkring hinanden og var stivnet i den stilling.«

26 år efter katastrofen har Peter Skeel Hjorth stadig af og til mareridt over sine indtryk fra rundgangen på det udbrændte skib. I dag er han ikke i tvivl om, at det store antal omkomne – 159, hvoraf 25 var børn under 15 år – i sig selv har spillet en stor rolle. Størrelsen har simpelthen gjort det svært, for ikke at skrive umuligt, for involverede myndigheder at medgive, hvis de dengang fejlede eller måske svigtede deres opgave, mener Peter Skeel Hjorth.

Læs også: 159 grunde til at komme til bunds i færgebrandskatastrofe

»Jeg har flere gange siden tænkt over, at hvis der havde været en berømthed om bord – et par skuespillere, en kendt politiker, et medlem af kongefamilien eller et populært sportshold – så havde de skandinaviske samfund nok indsat helt anderledes ressourcer for at få de ansvarlige bragt for en domstol. Nu var det bare 159 almindelige borgere hovedsageligt fra Norge og Danmark, og det gør mig stadig ondt at tænke på, at så betyder det åbenbart ikke så meget,« siger han og tilføjer:

»Det tjener i hvert fald ikke de skandinaviske lande til ære.«

»Der var nedenunder et dæk med kahytter, som det ikke var muligt at komme ind på, fordi det var fyldt op med skum for at hindre ny genopblussen af branden. Vi kunne kun kigge derind. Lugten af død var så stærk, at jeg ikke var i tvivl om, at der måtte ligge mange omkomne under det meterhøje lag skum. Et sted stak skaftet af en guitar lige op over det hvide skum.«

Samtidig med at Peter Skeel Hjorth skulle skrive sin reportage fra skibet, fortalte han på en konference i Gøteborg for redningsfolk om sine indtryk. Han sagde bl.a., at skibets kahytter med deres plastbelægning havde virket som små gaskamre på grund af de giftige røggasser. Om bord havde han observeret, at mange af de omkomne i kahytterne havde en hvid ring om munden. Det viste sig at være indtørret skum fra voldsomme lungeødemer, som var fremkaldt af giftig brandrøg.

»Når polyvinylchlorid (pvc) brænder, afgives der klorbrinte, og når det forbindes med vand, dannes der saltsyre. Det kan danne væske og skum i lungerne. Men dertil kom, at der i blodet hos de omkomne blev fundet cyanbrinte, og derfor faldt tærsklen for, hvor meget kulilte der kunne indåndes, inden døden indtraf. De kabiner har været de rene gaskamre, og det er forfærdeligt at tænke på.«

Sorgarbejde at skrive

En norsk læge, der var til stede på konferencen, blev meget oprørt over Peter Skeel Hjorths ordvalg.

»Jeg måtte gennem mange overvejelser, før jeg begyndte at skrive. Jeg kunne nemt have udmalet billeder, der havde fået læserne til at miste appetitten. I stedet valgte jeg at skrive sagligt på en måde, som i hvert fald brandfolk kunne forstå.«

Læs også: ’Når en embedsmand på den måde står frem, er det alvorligt’

På den ene side ønskede han ikke at blive beskyldt for at være for makaber, selv om hver detalje i hans reportage var bekræftet af brandfolk, der havde været om bord. På den anden side lød opfordringen fra flere kriseterapeuter, at han trods alt måtte skrive, hvad han havde set, for det kunne gøre deres sorgarbejde med de efterladte nemmere, når tingene kom frem.

»Der var døde overalt. Et par lå i tæt omfavnelse på gulvet i et beskedent badeværelse med bruser, vaskekumme og toilet. Også de var dræbt af røgen, som de ikke havde haft mulighed for at flygte fra. På gulvet af en andet badeværelse lå tre børn og en yngre kvinde sunket sammen på et par kvadratmeter. Der var så ringe plads i disse små badeværelser af plast, at hvor voksne lå i deres fulde længde på gulvet, var deres hage presset mod brystet.«

Som et eksempel på, at han har afdæmpet ordvalget i reportagen, henviser Peter Skeel Hjorth til beskrivelsen af de tre små børn og den yngre kvinde på badeværelset.

»Kvinden havde natkjole på, og de tre små børn havde nattøj på. Der havde ikke været brand, så de var dræbt af brandgasserne. Men efterhånden som skibet var blevet opvarmet af brandene, var de fire kroppe sunket sammen og dannede et gulv af menneskevæv på det snævre toilet. Så forfærdeligt var det, og det er et af de syn, der stadig dukker op som mareridt i min erindring,« siger han.

Læs også: Endnu en embedsmand bryder tavshed om færgebrand

»Jeg kunne jo se, hvordan de mange omkomne havde kæmpet for at overleve, men de var ikke kommet nogen vegne. Hvis man kunne få befolkningerne i Norge og Danmark til at forstå de forhold, som de var døde under, så ville der rejse sig et ramaskrig og blive lagt et massivt pres på myndighederne for at finde ud af, hvad der foregik. Men det var svært at beskrive, for der begynder automatisk nogle mentale afværgemekanismer, fordi det var så forfærdeligt.«

Men lige som det dengang var redningsmandskabets opgave at gå om bord i det brændende skib selv under de mest ekstreme forhold for at sikre, at skibet kunne bringes til land, og de omkomne tages ud og få en værdig begravelse, så må man ifølge Peter Skeel Hjorth også kunne stille store krav til de myndigheder, der skulle arbejde med sagen efter katastrofen.

Som de forløbne år har vist, så var det ikke dét, der skete dengang.

»For mig har det været forfærdende bagefter at høre, hvor få ressourcer Frederiksberg Politi egentlig havde afsat til at finde og udrede skibets virkelige ejere. Hvis dansk politi fra begyndelsen havde afsat de nødvendige ressourcer, så er det utænkeligt, at man ikke skulle have fået afdækket ejerforholdene. Men viljen har åbenbart ikke rigtig været der, og det kan man fortsat godt undre sig over.«

»På gulvet lå en tredje person. Han var kulsort i hele ansigtet af massive sodaflejringer, der også havde sværtet lagener og dynebetræk sorte. Men ellers bar kahytten ikke præg af ild eller varmepåvirkning. Længere fremme lå en mand på ryggen i sin seng med en pude for ansigtet. En kvinde lå på gulvet med et fast tag i sin dametaske. Hun havde forsøgt at flygte, men var faldet om på gulvet mellem de to senge.«

Da Peter Skeel Hjorth efter nogle timer var færdig med rundgangen på skibet søndag aften den 8. april 1990, tog han sin uniformsjakke af og lagde den i bilens bagagerum og kørte tilbage til København.

»Lugten forsvandt ikke, selv om jakken blev renset flere gange, og til sidst måtte jeg smide den væk. Men lugten blev ved med at hænge i bagagerummet.«

Peter Skeel Hjorths reportage blev bragt i Brandfolkenes Organisations medlemsblad Brandmanden i juni 1990 og har ikke siden været offentliggjort