Læsetid: 3 min.

En strammer vender hjem

Som uddannelsesminister vender Ulla Tørnæs tilbage til et område, der står overfor store forandringer, men som kalder på stabilitet. Ligesom da hun var undervisningsminister – og redefinerede dansk uddannelsespolitik
1. marts 2016

Hun ville egentlig være borgmester. I 2013 ville Ulla Tørnæs efter 20 år forlade Folketinget og i stedet være Venstres spidskandidat i Holstebro. Men hun undervurderede den umådeligt populære socialdemokratiske borgmester H.C. Østerbye og var ikke i nærheden af at vælte ham. I stedet blev hun byrådsmedlem i Holstebro, indtil der pludselig opstod en mulighed for at blive Venstres kandidat til Europaparlamentet.

Men nu bliver hun altså hentet hjem fra Bruxelles som følge af den mindre rokade i LLR II-regeringen og skal overtage uddannelses- og forskningsområdet. Her får hun brug for sine næsten 10 års ministererfaring fra Fogh-regeringerne. Besparelserne ruller hen over universiteterne, og rektor for Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen er hurtig, da hun bliver spurgt, hvad ministerens første og største udfordring er: »At skabe stabilitet.«

Ifølge Hanne Leth Andersen har de besparelser, som regeringen har pålagt universiteterne, betydet, at de ikke kan sikre den kvalitet, som bør være deres formål.

»Der er blevet skabt en usund incitamentsstruktur, som vi som økonomisk ansvarlige ledere bliver nødt til at reagere ud fra, men der er brug for at sikre frie forskningsmidler og ordentlig stabil finansiering,« siger hun og påpeger, at reformen af taxametersystemet bliver den første test af uddannelsesministerens vilje til at lytte. Der er lagt op til, at reformen skal baseres på et system, der tager udgangspunkt i beskæftigelsen.»Det er et meget kortsigtet perspektiv, og det lægger op til, at universiteterne skal konkurrere endnu mere, men det, der i mine øjne er brug for, er samarbejde på tværs af universiteterne.«

Detailstyring

Hun medgiver, at universiteterne har været for dårlige til at imødegå politikernes kritik af uddannelsers relevans: »På universiteterne arbejder vi langsigtet ved at uddanne studerende, der har vist sig i stand til at tilpasse sig arbejdsmarkedet. Samfundet er i konstant bevægelse, og det indebærer en langt større risiko, hvis universiteter udelukkende skal tænke i brancher, når de opretter uddannelsespladser,« siger Hanne Leth Andersen og slutter med en stille bøn:

»Vi oplever, at vi bruger enorme ressourcer på at administrere den kontrol, evaluering og styring, som politikerne pålægger os. Vi har brug for at få genskabt tilliden til universiteterne.«

Men netop detailstyring er faktisk én af de ting, som Ulla Tørnæs var med til at indføre på uddannelsesområdet, da hun var undervisningsminister 2001-2005, fortæller professor ved Aarhus Universitet, Ning de Coninck-Smith, der har redigeret det digre værk Dansk Skolehistorie, der også omfatter Ulla Tørnæs’ år i Undervisningsministeriet.

»Ulla Tørnæs var den første borgerlige undervisningsminister, der gik væk fra den liberale indstilling og bevægede sig over i en mere detailorienteret strammerkultur, hvor der i langt højere grad evalueres og kontrolleres fra centralt hold. Det er klart, at det også skete som resultatet af pres fra OECD, og at det især var Bertel Haarder, der kom til at stå for den forandring, men det startede med Ulla Tørnæs,« siger Ning de Coninck-Smith.

Nogle vil måske huske, at Ulla Tørnæs som minister gav de fremmødte vrede studerende en ordentlig røffel fra talerstolen ved en demonstration foran Christiansborg i 2004. Mere varige aftryk har hun sat på folkeskolen i form af indførelsen af nationale test og den obligatoriske kanon. Hun gennemførte gymnasiereformen og flere brede forlig på folkeskoleområdet.

I begyndelsen af 00’erne sker der utrolig meget på uddannelsesområdet, og ifølge Ning de Coninck-Smith har Ulla Tørnæs haft helt afgørende betydning for selve måden, der føres politik på. »Det var Ulla Tørnæs, der lykkedes med at splitte oppositionen på uddannelsesområdet. Det er det største drama i dansk uddannelsespolitik i nyere tid. Bertel Haarder måtte jo op gennem 80’erne regere med et alternativt flertal på uddannelsesområdet. Oppositionen var så sammentømret, at det var umuligt at gøre andet.« Men da Margrethe Vestager bliver undervisningsminister i 90’erne sker der noget. Allerede på dette tidspunkt er man i udlandet begyndt at tale om de såkaldte PISA-tests. »Det er Vestager, der først begynder at tale ud fra et value for money-perspektiv, og den griber de borgerlige. Da Tørnæs indfører nationale test lå det allerede i pipelinen, og da hun afskaffer den obligatoriske modersmålsundervisning, får hun endegyldigt splittet oppositionen. Det har betydet, at de borgerlige i høj grad har defineret dansk uddannelsespolitik siden. Det er godt politisk håndværk. Ligegyldigt hvad man måtte mene om indholdet,« siger Ning de Coninck-Smith.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Godt håndværk er, når vinduerne er tætte, og dørene ikke binder, og taget holder, når det stormer. Godt politisk håndværk er at splitte oppositionen, ikke at skabe en velfungerende folkeskole og gode og inspirerende forsknings- og udviklingsmiljøer på universiteterne. Hvis det er rigtigt, har vi godt nok forskellige opfattelser af, hvad godt håndværk er.