’Der er ikke tid til at være den lærer, man ønsker at være’

Ni minutters forberedelse til hver times undervisning og ingen penge til kaffe til forældresamtaler. Sådan ser hverdagen ud for nyuddannede Elisa Middelbo, der elsker at være lærer, selv om det ikke helt er, hvad hun forventede. ’Det gør ondt på mig, når der ikke er tid til de børn, der har det dårligt’
At være folkeskolelærer for de mindste klasser handler mere om det menneskelige og sociale end om det faglige, siger Elisa Middelbo. Foto: Ulrik Hasemann

At være folkeskolelærer for de mindste klasser handler mere om det menneskelige og sociale end om det faglige, siger Elisa Middelbo. Foto: Ulrik Hasemann

18. februar 2016
Delt 12 gange

Klokken er 7.30, da Elisa Middelbo tager imod os ved indgangen til Højmeskolen i Odense, hvor hun underviser de mindste klasser i dansk og matematik. I dagens anledning, hvor Højmeskolen fejrer fastelavn, er hun klædt ud som pirat med stribet bluse, et tegnet ar på kinden, og en plasticdolk stukket ned i sit brede bælte.

De fleste af Elisa Middelbos arbejdsdage begynder klokken 7 med et planlægningsmøde, men i dag er mødet aflyst, så hun går direkte ned mod lærernes forberedelsesrum. På vejen møder hun David fra 1.b, der sidder på gulvet i sin udklædning og er ved at tage sutsko på. Da han ser Elisa, går han straks i gang med at snakke.

»Min mor har købt det her tøj til mig i en butik, men jeg har allerede sagt til hende, at jeg ikke vil være kung fu-mester igen næste år,« siger David helt tørt til Elisa Middelbo, der roser hans udklædning, inden hun låser sig ind i forberedelseslokalet.

Skrivebordene står tæt, og det er her, Elisa Middelbo har sine to ugentlige timer til at forberede op mod 25 undervisningslektioner af 40 minutter hver.

Gennemsnitligt har hun derfor mindre end 9 minutter til at forberede hver times undervisning, har hun regnet sig frem til. Oven i det kommer planlægningen af forældresamtaler og ekskursioner, konfliktløsning og korrespondance med forældrene.

Derudover udfylder hun skemaer og skriver rapporter om børn, der har det svært, hvilket måske er det mest tidskrævende, men også noget af det vigtigste ved hendes job, fortæller den 26-årige lærer, der har undervist på skolen i mindre end to år.

Forberedelseslokalet er børnefrit område. Det blev indrettet, efter reformen trådte i kraft, og lærerne ikke længere måtte forberede sig derhjemme. Foto: Ulrik Hasemann

»Jeg er sjældent godt nok forberedt. Især som helt ny lærer kan det være vanskeligt, for jeg har jo ikke et fast materiale, som jeg har kørt af i flere sæsoner i træk,« fortæller Elisa Middelbo og åbner sin mailindbakke.

Der ligger syv nye mails. Nogle knapt så alvorlige fra forældre, der ikke kan finde deres barns viskelæder, og andre mere alvorlige om sygdom eller personlige problemer i familien.

»Jeg nægter simpelthen at tjekke min mail derhjemme. Forældrene har heller ikke et direkte nummer til mig, for når jeg har fri, bliver jeg nødt til at have fri,« forklarer hun og kaster et hurtigt blik på uret på væggen. Klokken er blevet 7.50, og uden for døren på gangen, hvor de mindste klasser hører til, begynder børnestemmerne at tage til i styrke.

Ude på gangen omringes Elisa Middelbo straks af en leopard, en cheerleader og en ninjaturtle, der alle vil vise hende deres kostumer. Nogle forældre spørger ind til tidsplanen for forældresamtalerne, som skal foregå senere på eftermiddagen, men Elisa må løsrive sig, for hun skal nå at printe nogle papirer til dagens undervisning, så hun skynder sig ned til kopirummet.

I 1.b er der 20 7-8 årige børn at holde styr på. Foto: Ulrik Hasemann

Katten af tønden

Klokken 8.00 ringer skoleklokken. De sidste børn og deres forældre dumper ind i klasseværelset, hvor 20 bittesmå borde og stole står spredt. Elisa Middelbo klapper en rytme i hænderne og rejser hånden i vejret – det er skolens fælles tradition, som betyder, at der skal være stille. Elisa Middelbo klapper igen, og nu klapper de fleste børn med og rejser hånden. Stilhed.

»Hvor er I flot klædt ud. Vi skal ned og holde fastelavn i gymnastiksalen lige om lidt. Der skal vi slå katten af tønden og kåre det mest originale kostume. Hvad betyder original?«

Et par af børnene rækker hånden op.

»Det betyder den mest kreativeste,« siger i en pige i kattekostume. Mere når klassen ikke, før de i et mylder af alle de andre små klasser, der hører til på gangen, drager mod gymnastiksalen, hvor otte klasser skal slå katten af tønden på otte tønder samtidig.

Elisa Middelbo begyndte på Højmeskolen som en del af sin praktik, da hun gik på lærerseminariet. Senere blev hun vikar, og kort efter blev hun fastansat som nyuddannet lærer.

Hun har ikke prøvet at være folkeskolelærer, før den omdiskuterede og udskældte folkeskolereform trådte i kraft i 2014, så hun kan ikke udtale sig om, hvorvidt livet som lærer er blevet hårdere. Men hun ved, at flere kollegaer end tidligere går ned med stress.

Klokken 8.32 lyder de første slag mod tønden. Bang, bang, bang.

De mange små ansigter viser fuld koncentration og kraftanstrengelse, når de prøver at ramme tønden helt rigtigt. Elisa Middelbo jubler og brøler med børnene, når slaget lykkes eller mislykkes. Samtidig holder hun styr på de to børn, der synes, at tøndeslagningen er for voldsom.

De sidder på gulvet og holder sig for ørerne. Der er ikke ressourcer til at tage dem ud af gymnastiksalen og lave noget andet. En dreng bliver ramt i hovedet af et bat og løber grædende hen til Elisa Middelbo, som lægger den ene arm om ham, samtidig med at hun med den anden arm sørger for, at køen af børn rykker sig, så flere børn ikke bliver ramt ved et uheld.

Først klokken 9.17 falder 1.b’s tønde endelig ned. Børnene samler sig om slikket, som de når at fortære, inden præmien for »det mest kreativeste« kostume uddeles til Olivia fra klassen, som er klædt ud som et kagebord. Herefter får Elisa Middelbo 1.b tilbage i klasseværelset, hvor de efter fynsk tradition spiser fastelavnsboller med brunsvigercreme inden i.

1.b må arbejde hårdt for at få fat godterne i fastelavnstønden. Klassens tønde er en af de sidste i gymnastiksalen, der falder til jorden. Foto: Ulrik Hasemann

Presset pause

Klokken er blevet 9.55, og det er tid til en kort pause. Elisa Middelbo ser sit snit til at komme ud af piratkostumet.

»Hvis jeg er heldig, kan jeg også lige nå at tisse,« siger hun og småløber ud af klasseværelset.

For nogle uger siden var Elisa Middelbo og Odenses skolelærere på gaden for at demonstrere mod, at Odense Kommune ville skære 30 millioner kroner i skolebudgettet.

I forvejen er Odense Kommune ifølge et notat fra Børn- og Ungeforvaltningen 112 millioner bagud sammenlignet med skoleområdet i andre store byer, og i årevis har Odense Kommune været en bundskraber, når det kommer til, hvor mange penge der budgetteres pr. elev.

Heldigvis, fortæller Elisa Middelbo, blev besparelserne droppet i denne omgang.

»Det var en lettelse, men det er altså kun et lille plaster på et stort, blødende sår,« siger hun og fortæller, at vikarbudgettet er blevet skåret så meget ned, at lærerne på Højmeskolen frygter, at pengene til vikartimer i hele 2016 udløber allerede til foråret. Det vil betyde, at lærerne skal dække ind, når deres kollegaer bliver syge, og det vil blive svært i et allerede stramt program.

»Vi er altid pressede på tid. Det er heldigt, at jeg ikke kan lide kaffe, for jeg ville ikke have tid til at drikke den,« siger hun.

Højmeskolen ligger lige mellem et villakvarter og noget alment boligbyggeri. Det betyder blandt andet, at eleverne kommer fra meget forskellige baggrunde. Foto: Ulrik Hasemann

Klokken 10.45 har 1.b mødtes med de andre klasser til fællessang og bevægelse, som er en fast del af skoleskemaet. Nu er de tilbage i klasseværelset, hvor Elisa Middelbo fortæller om baggrunden for, hvorfor man fejrer fastelavn, inden der skal vaskes hænder og spises madpakke.

Snart lugter der af en blanding af makrel, spegepølse og de halvvåde gummistøvler, der står stablet på et stativ i et hjørne af klasselokalet. Elisa Middelbo går i gang med at fortælle sjove historier om dengang, hun arbejdede i Givskud Zoo, mens børnene lytter tryllebundet, griner og kommenterer om kap.

»Men Elisaaa. Det er bare så træls, når min mor siger, at jeg ikke må få en svane som kæledyr,« siger en af drengene.

Børnene har så mange spørgsmål, at tiden skrider, og klokken bliver 11.35, inden Elisa Middelbo får sendt dem til frikvarter og kommer ned på lærerværelset. Her sætter hun sig ned for første gang siden i morges, da hun tjekkede mails bag sit skrivebord.

Fra klokken 11 er der frokostpause for 1.b. Mens eleverne spiser, fortæller Elisa Middelbo historier fra dengang, hun var ansat i Givskud Zoo. Foto: Ulrik Hasemann

I dag har hun kun et kvarters frokostpause – fra 11.30 til 11.45 – og de første fem minutter er allerede gået. Spisefrikvarteret varer ellers 30 minutter, men fire ud af fem dage om ugen har Elisa et kvarters gård- eller gangvagt, hvor hun skal holde opsyn og løse konflikter imellem børnene.

»Men lige nu har jeg jo næsten et helt kvarter til at spise,« griner hun og smører sin medbragte rugbrødsmad med rød pesto. Hun når dog ikke at tage en bid, for en af drengene fra 2.c kommer løbende ind på lærerværelset. En af klassens elever skændes med en gruppe drenge fra 6. klasse ude i skolegården. Elisa lytter, rejser sig op og går ud af læreværelset. 10 minutter senere kommer hun tilbage til sin rugbrødsmad. Hendes pause er egentlig slut, så hun må skynde sig at spise.

Imens fortæller Elisa Middelbo, at hun til dagligt særlig mærker pengemanglen i den odenseanske folkeskole, når det kommer til inklusion. Skolen har et stort antal elever, der har brug for ekstra hjælp, men ressourcerne rækker ikke til tilstrækkeligt med støttepædagoger.

»Det går både ud over de børn, der har brug for hjælp, og de andre,« fortæller Elisa Middelbo.

Et andet problem er manglen på materiale. I historieundervisningen er der for eksempel ét bogsæt til tre klasser, som de må deles om, og som de ikke kan få med hjem og læse lektier i.

»Mangel på bøger kan jeg leve med. Men det gør ondt på mig, når der ikke er tid til de børn, der har det dårligt.«

Eftermiddagstræthed

1.b er en sød og nem klasse. 2.c er også søde, men de er knapt så nemme, hvisker Elisa Middelbo med et smil, da vi med lyden af skoleklokken i baggrunden træder ind i 2.c’s klasseværelse klokken 12.

»Jeg elsker at være lærer, men det er ikke, hvad jeg troede, at jeg gik ind til. Jeg troede, at det faglige ville fylde 90 procent, men i virkeligheden fylder det kun 10 procent. Og jeg troede, at jeg skulle give mig hen til hvert barn. Men det kan man simpelthen ikke med de rammer, der er,« fortæller hun. »Der er ikke tid til at være den lærer, man ønsker at være.«

2.c’s matematiktime begynder da også med, at Elisa taler med eleverne om den konflikt, der netop har været med 6.-klasserne. Derefter kommer penalhusene op af skoletaskerne, og børnene går i gang med at lave opgaver.

Det er tid til en kort pause ude i den friske luft om eftermiddagen for 2. c, men fodbolden er forsvundet ind under trappen. Foto: Ulrik Hasemann

Da klokken er 13, får børnene en pause på 10 minutter. Nogle piger, der er røget i totterne på hinanden, trøstes, inden Elisa Middelbo kan svare på spørgsmålet om, hvad der kunne gøres mere effektivt i den danske folkeskole.

»Prøv at se, hvor trætte børnene er nu. Nogle græder, og der opstår flere konflikter end ellers. Men de skal stadig være i skole en time længere. Man burde skære den sidste time fra og så i stedet prioritere at få en ekstra støttelærer på i dagens sidste time,« siger hun.

2.c har matematiktime. Da timen er slut får klassen fem hvide bolde for at sidde stille næsten hele timen og for at være gode kammerater. Sorte bolde betyder ballade, men det har der ikke været meget af i dag. Foto: Ulrik Hasemann

Forelskelse og andre problemer

Da klokken slår 14, er skoledagen endelig slut for børnene, der langsomt forlader lokalet én efter én, mens ugens dukse tørrer borde af og fejer med koste, der er alt for store til dem.

Men dagen er ikke slut for Elisa Middelbo, der har klemt syv forældresamtaler ind de næste to timer. Hun skynder sig ind i forberedelseslokalet for at hente sine papirer, og for første gang i mange timer er der ro. Ingen larm.

Men Elisa Middelbo skal hurtigt videre ind i klasseværelset til første forældresamtale. Der skal ikke brygges kaffe, fortæller hun, for lærerne må ikke længere byde forældrene kaffe til samtaler. Det er nemlig for dyrt.

»Nu er det kun, hvis der er tale om en anspændt situation, og nogle forældre skal tales lidt ned, at der kommer kaffe på bordet,« griner Elisa Middelbo friskt og tilføjer i en mere alvorlig tone: »Det kan altså være hårdt at fortælle mennesker, man ikke kender, at der er problemer med deres børn.«

Forældresamtalerne foregår på børnenes miniaturemøbler, og der er afsat et kvarter til hvert sæt forældre. Nogle forældre siger næsten ikke noget selv, og Elisa og matematiklæreren må holde samtalen kørende. Andre forældre er ved at boble over med spørgsmål.

Som forberedelse til eftermiddagens forældresamtaler har Elisa Middelbo spurgt alle børn i 1.b enkeltvis, hvem de ser som deres bedste venner i klassen. Nogle børn har nævnt hele klassen, mens andre ikke synes, at de har en eneste god ven. Foto: Ulrik Hasemann

En mor nævner, at en af klassens drenge er forelsket i hendes datter. Han har fulgt efter datteren, og en enkelt gang har hun følt sig nødsaget til at låse sig ind på pigetoilettet.

»Ja, det er jo ikke så godt. Men jeg tror faktisk, at han har kastet sin kærlighed over på en anden pige nu,« siger Elisa Middelbo for at løsne stemningen lidt, men lover at holde et ekstra vågent øje med det i den kommende tid.

Klokken 15.55 er forældresamtalerne færdige – fem minutter før tid.

»Når alt er skemalagt, så måles det i minutter, om man er i god tid eller ej. Fem minutter i overskud er utrolig god tid for mig,« siger hun og ånder lettet ud. Hun synes, at det er gået godt i dag.

»I morgen har jeg syv samtaler mere. Der er lidt flere problemer med den gruppe børn, så det bliver måske lidt sværere. Nu må vi se.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Serie: Virkelighedens velfærdsdanmark

Velfærdsstatens fremtid er et af tidens varmeste emner. Politikere og eksperter diskuterer effektivisering, afbureaukratisering og forbrug i den offentlige sektor. I denne reportageserie følger Information hverdagen for en række ansatte i den offentlige sektor for at komme tættere på, hvad det er, diskussionen i virkeligheden handler om.

Kommentarer

Brugerbillede for Line  Nielsen

Hvis læreren skal være en autoritet i moderne børn og forældres øjne, så må man nødvendigvis være forberedt, nærværende og i balance med sig selv. Det er der, som det fremgår af ovenstående artikel, ikke noget der understøtter med de nye 10 min. forberedelse pr. lektion. Ved siden af mit arbejde som lærer, synger jeg lejlighedsvis som kordegn i vores lokale kirke. Ved en højmesse udløser denne opgave 4. timers forberedelse til en times sangarbejde. Her skal man så tillægge at præsten sørger for ro og orden, kirkegængerne sjældent skal evalueres, endsige have brev med hjem. Ingen skal have udarbejdet planer for deres fremtidige aktive deltagelse i kirkegangen endsige deres sociale adfærd i forbindelse med altergang og udgang, Jeg ønsker ikke at ødelægge nogen kordegns arbejdsforhold, jeg vil dog gerne meget tydeligt påpege den sparsommelighed der har ramt skolen er helt aldeles uforskammet både over for børn, forældre og i sagens natur også os lærere. Det står vel også efterhånden klart for alle, at lærergerningen det er ikke nogen loppetjans og det bliver i højere og højere grad udført af studenter og vikarer - læreren der prøver at tage ansvar for helheden i dette her - de bør hjælpes med at være det vi alle regner med en lærer skal. For den forventning om, hvad en rigtig god lærer er, den kendes af alle og det bør bestemt overleve denne svære krisetid fra 2008 og frem til nu. Det kan godt være vi skal blive billigere, men kunne man ikke åbent have sagt at nu skal der spares? Sig dog sandheden!

Brugerbillede for Peter Bach

9 minutters forberedelse per lektion? Jeg kunne godt tænke mig at se det regnskab. Pga. De "ekstra" ferieperioder har en lærer typisk en 40 timers arbejdsuge (og det kan udmøntes forskelligt fra kommune til kommune, skole til skole). Elisa har 25 lektioner a 40 minutter, dvs. 16,67 timers undervisning og dermed ca. 23 timer til forberedelse, møder, gårdvagt, forældresamarbejde you name it - men kun 9 minutters forberedelse per lektion? Så må der være noget andet, der fylder for meget...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bach

9 minutters forberedelse per lektion? Jeg kunne godt tænke mig at se det regnskab. Pga. De "ekstra" ferieperioder har en lærer typisk en 40 timers arbejdsuge (og det kan udmøntes forskelligt fra kommune til kommune, skole til skole). Elisa har 25 lektioner a 40 minutter, dvs. 16,67 timers undervisning og dermed ca. 23 timer til forberedelse, møder, gårdvagt, forældresamarbejde you name it - men kun 9 minutters forberedelse per lektion? Så må der være noget andet, der fylder for meget...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

Peter Bach, det ærinde du er ude i der, det er i virkeligheden bare noget knep, som det hedder på moderne dansk.
Dit "regnestykke" er lige præcis grunden til, at tingene går så galt som de går.
Hør nu på kvinden for fanden!!!!
Har selv dage, som ligner lærerens i artiklen, og så kan det godt være, at man 100 km væk med et regneark kan konstruere sig til, at der er oceaner af tid....
Den er bare så rammende den der med, at hun den dag stoppede 15.55, så det var en god dag! Når man er dernede, når man er SÅ maxet ud af sit arbejde, at de skide 5 minutter i enden er det man hænger sig i!!!
Det fatter folk som dig ALDRIG, og I fatter ikke, hvor menneskeligt krævende et job i folkeskolen, sundhedssektoren, plejen you name it er, fordi man HELE TIDEN ER PÅ!

Hvad kan jeg bruge 30 minutters pause til på en dag, hvis det er 20 x 1,5 minutter? Og når du ved hver "pausestart" aldrig ved, om denne pause bliver på 1 eller 5 minutter? I regnearket står der 30 minutter - men virkeligheden er bare en anden!

Nå, det kommer folk som dig aldrig til at fatte...
Må vist hellere holde mig ude af den her debat - dit pis af et "regnestykke" tændte mig virkelig bare af!
/P

Brugerbillede for Anders  Hede

Man fik virkelig ødelagt folkeskolen. Det er ligefør man håber der kommer bunkevis af privatskoler, for børnenes og lærernes skyld, for sådan som det kører på folkeskoleområdet kan ingen være tjent med

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britt Jadesø

Tak for at bruge kræfter på igen at forsøge at trænge igennem muren af bedrevidenhed!

Jeg pakker selv sydfrugterne her i næste uge. Jeg har været lærer siden 1997 men aldrig undervist med så ringe kvalitet og været så meget bagud med papirsbunkerne - og det endda inden at målstyringstyraniet nu kommer som tredje bølge hen over folkeskolen.

Vi er tre, der stopper pr.1/3. De nåede at ansætte en ny. Nu er der kommunalt ansættelsesstop.
Der skal spares for 6. år i træk. Uagtet det øgede uv.timetal reformen medførte.
I dette skoleår har 8 lærere fundet noget andet at lave på vores skole ud af 40 lærere.

Min familie skal til Tyskland. Min søn i 2.klasse kommer hjem kl.12 eller 13 hver dag fra den tyske indskoling. Min søn i 6.klasse på Realschule kommer hjem kl.13 hver dag.
Fælles for dem er, at de begge undervises 9 timer mindre om ugen!
De 5 af dem er lektiecafé og usu.
Jeg frygter ikke, at de kommer bagud i forhold til niveauet i DK.

Brugerbillede for Henning Nielsen

Min søn i 1. kl. har 20 timer om ugen, heraf 15 timers undervisning på vores lille friskole. På den folkeskole jeg er lærer på, har eleverne 30 timer om ugen. Heraf 25 timers undervisning. De har altså 2 timer mere om dagen til læring.
Hånden op, hvis I tror, de bliver dygtigere på folkeskolen, end min søn gør på friskolen.
Og så er Elisas 25 lektioner nådigt sluppet i Odense. Jeg har lige forladt kommunen. Da havde jeg 27, hvilket med pauser og småtid (under 15 minutter ad gangen) resulterede i 8 timers effektiv forberedelsestid/anden tid. Det gav så cirka 24 minutters forberedelse pr. times undervisning, hvis jeg intet andet end forberedelse skulle lave, men desværre er forholdet mere fifty-fifty, så jeg ender mere på ca. 12 minutters forberedelse pr. times undervisning.
Det er en reduktion fra før reformen fra ca. 18 minutter til de 12. Det kan mærkes.

Brugerbillede for Britt Jadesø

Henning Wettendorf: Nu er det jo sjældent, at det gælder 100% når folk forsøger at skabe overblik. De tyske skoler har nogle stede ganske rigtigt heldagsskoler. På naboskolen til min søns Realschule, er der indført heldagsskole - det er til kl.15 hver dag. Det er så en time mere end min søn i 6. har nu.

Et andet sjovt faktum i den forbindelse: Da Tyskland blev nævnt i argumntet for reformen, havde man kigget på skoler med stor andel af ikke-etniske tyskere. Her havde man indført heldagsskoler med succes. Den succes skal måles op imod at de ekstra timer bliver brugt til lektiehjælp (af lærere) og at børnene ellers gik hjem til en ikke-tysk mor, som så skulle hjælpe med lektierne, da man ikke har SFO-tilbud. Det var især disse elever, der fik mere ud af at blive to timer mere til bl.a. lektiehjælp og leg, da den jo i sagens natur også understøtter integrationen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

Det er dog helt utroligt, at lærerne har så ondt af sig selv. De lider jo under et totalt forskruet syn på engagement, arbejdstid, pauser osv., osv.

Min arbejdstid (dvs. "kontortid") starter sædvanligvis kl. 8.30 og slutter sjældent tidligere end kl. 18.00. De fleste aftener har jeg så noget arbejde - typisk mails eller læsning, som jeg klarer efter aftensmaden. I weekenden arbejder jeg typisk 5-10 timer.

Når jeg har ferie, checker jeg mails minimum 3 gange i døgnet, og alle mails besvares.

Min mobiltelefon er åben og bliver besvaret altid - med mindre jeg sidder i et møde. Og i de tilfælde ringer jeg naturligvis tilbage.

Er jeg stresset? Synes jeg, at det er en plage? Brokker jeg mig? NEJ, jeg kan ganske enkelt ikke lade være. Jeg er engageret og nyder mit job - og så bliver jeg endda betalt for det. Og jeg er ikke på timeløn.

Hvis Elisa Middelboe og hendes kolleger kastede taxameteret over venstre skulder og viste noget ægte engagement, ville deres arbejdsdag måske nok blive lidt længere. Men langt, langt mere tilfredsstillende - i hvert fald hvis de virkelig interesserer sig for lærergerningen og børnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Line  Nielsen

Til Jens Winther

På baggrund af bemærkningen:

"Det er dog helt utroligt, at lærerne har så ondt af sig selv. De lider jo under et totalt forskruet syn på engagement, arbejdstid, pauser osv., osv."

Jeg er lærer. Jeg havde et fleksibelt arbejde frem til lov 409 trådte i kraft i 2013, jeg var glad for mit fag og de rammer der var dengang.

Jeg kunne dengang tilrettelægge mit arbejdet i større grad som du beskriver, med dit arbejde, mails i weekender, om aftenen og efter behov.

Jeg kan dog i modsætning til dig, ikke i samme grad anprise det grænseløse arbejdsliv - da det er min klare oplevelse, at skal jeg være nærværende i de 7. klasser, af ca. 25 elever og forældre og ca. 40 kolleger og det tempo der er når man er PÅ, så er det bare nødvendigt at komme helt væk fra arbejdet, for at komme parat tilbage. Jeg tror ikke, at du ud fra et kontorjob eller hvad du arbejder med kan forestille dig den belastning jeg oplever i det daglige. Netop det AT VÆRE PÅ, eller om du vil, lede slagets gang, kan måske bedst sammenlignes med en børnefødselsdag eller en spejderleders arbejde, det indbefatter mange skift, meget nærvær, meget overblik og ofte improvisation - der sker ofte uventede ændringer, som kræver både en plan b og c.

Jeg kan forstå at du har dårlige erfaringer med de lærere du har mødt, men dem jeg arbejder sammen med knokler som gale, for at prøve at få en ret dårligt planlagt reform op at flyve, som det skønmaleri, en hverdagsfjern regering kun nødtørftigt har kunnet presse økonomisk trængte kommuner til at gennemføre.

Lov 409`s kardinalpunkt var netop at lærerne fik fast tilstedeværelsestid på skolen, nogle steder endda stempelkort. På den måde blev lærerfaget med loven, stærkt imod skolens tradition, nedgjort til et uselvstændigt fag, som herfra kun møder lærerne med mistillid og skepsis på linje med den du tilsyneladende føler dig i din gode ret til at kaste efter os som var det harmløs konfetti.

Generaliseringerne angående skolen og lærerne er ikke som skolerne er. Der er kæmpe forskelle fra skole til skole, fra kommune til det enkelte lærerteam. En ting der ikke hjælper på skolen er udenforståendes nedsættende holdninger eller flere gode råd, om hvordan man bare lige kan løse dette her morads vi står med, af et hav af velmenende tiltag, forandringer, ekstra opgaver, osv. - det er kun forstyrrende og yderst hånligt, over for os som faktisk prøver!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

Torsten Jacobsen, jeg er ikke sky. Hvad jeg tjener er sådan set ligegyldigt, for det er jo hverken min eller lærernes løn diskussionen handler om. Det, vi diskuterer, er sammenhængen mellem det engagement (herunder de timer), man lægger i arbejdet - og ens tilfredshed med arbejdet.

De fleste er enige om, at høj tilfredshed med jobbet medfører et højere engagement. Men overraskende mange overser, at sammenhængen også går den anden vej: at et stort engagement i arbejdet giver større jobtilfredshed. Og da jeg læste Elisa Middelbos indlæg, bemærkede jeg hendes meget skarpe distinktion mellem arbejdstid og fritid, hendes store fokus på, at arbejdstiden ikke må gå ud over de formelle grænser, og at det lyder, som om hun ikke bryder sig om at have travlt. Naturligvis er der "tid til at være den lærer, man gerne vil være" - det beslutter hun faktisk selv. Og det burde heller ikke overraske en lærer, at man som lærer ikke bare er en undervisningsmaskine, men også har en lige så vigtig social funktion som lærer ("jeg troede, at det faglige ville fylde 90%").

Jobtilfredshed har derimod ikke ret meget med løn at gøre. Og det er i hvert fald ikke sådan, at man automatisk bliver mere tilfreds med sit job, hvis bare man får en højere løn. Og det er egentlig også trist, hvis den eneste årsag til at man går på job, er lønnen.

Jeg synes, at mit eget job er vildt sjovt - og jeg ville lave det samme, uanset om lønnen var den halve eller mindre. Mange ville sikkert synes, at jobbet er udholdeligt, hvis de prøvede det.

Eftersom jobbet er projektorienteret og jeg er selvstændig, svinger min indtjening rigtig meget. I dårlige år er indtjeningen negativ - i gode år adskillige gange en lærerløn.

Men igen: det er ikke lønnen, der er det vigtigste. Hverken for læreren eller for mig!

anbefalede denne kommentar