Den 28. oktober 2015 konfiskerede politiet 0,3 gram heroin hos en midaldrende mand, der blev antruffet ud for stofindtagelsesrummet Café Dugnad på Halmtorvet i København.
Selv om manden dels havde været stofafhængig siden begyndelsen af 1990’erne og i daglig behandling med metadon siden 2007, dels var på førtidspension og uden formue, fik han alligevel i første omgang en bøde for overtrædelse af narkotikalovgivningen.
Men da Folketinget tilbage i 2007 vedtog at skærpe bødeniveauet for besiddelse af illegale stoffer til eget brug ganske betydeligt, ønskede politikerne netop ikke, at de forhøjede bøder skulle gælde for stærkt stofafhængige borgere. Derfor blev det understreget i lovbemærkningerne, at der skulle gives advarsler, »hvis sociale forhold taler for at meddele en advarsel«, og hvis »besiddelsen af stoffet er udslag af en stærk afhængighed som følge af et længere- og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer«.
Organisationen Gadejuristen klagede på borgerens vegne og henviste til reglerne om kun at give advarsler, og den 20. januar omgjorde Politianklagersektionen i Københavns Politi så bøden til en advarsel: »Jeg har især lagt vægt på, at besiddelsen skete i umiddelbar nærhed af et kommunalt stofindtagelsesrum, samt at sigtede efter et længere- og vedvarende misbrug af euforiserende stoffer har en stærk afhængighed af det pågældende stof,« som advokaturchefen skrev.
At politiet som i denne sag i første omgang udskriver en bøde til en stofafhængig i stedet for en advarsel og et tiltalefrafald, er langtfra enestående. Faktisk udskriver politiet i gennemsnit på landsplan 19 bøder, for hver gang de tildeler en stofafhængig en advarsel.
Det viser helt ny forskning fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, som for første gang præsenteres på en narkotikapolitisk konference på Christiansborg i dag.
»Tallene viser, at politiet tilsyneladende prioriterer nultolerance over sociale hensyn,« siger manden bag den nye undersøgelse, lektor Esben Houborg.
19 bøder og én advarsel
Det er anden gang, at Center for Rusmiddelforskning har undersøgt, hvordan politiet håndterer balancen mellem at give enten advarsler eller bøder til stærkt stofafhængige borgere, fortæller Esben Houborg.
Første gang indgik der statistiske oplysninger fra 2004 til og med 2008, og undersøgelsen blev offentliggjort af Justitsministeriet i 2013. I den nye undersøgelse inddrages tal helt frem til og med 2013.
Selv om den daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) allerede i 2008 i et svar til Retsudvalget med henvisning til Københavns Politi havde oplyst, at reglerne »generelt overholdes«, så er der ifølge Esben Houborg ikke nogen positiv udvikling at spore. Forholdet mellem de uddelte bøder og de uddelte advarsler har med andre ord ikke forrykket sig siden den første undersøgelse.
»Tallene er ret konsistente. Fra 2009-2013 bliver der også kun givet advarsler i mellem 2,5 og 6 procent af sagerne. I langt de fleste sager bliver der altså fortsat givet bøder, selv om der er tale om personer, der har en behandlingshistorik og dermed tilhører den gruppe, som ikke skal have bøder,« siger Esben Houborg.
Selve undersøgelsen er tilrettelagt sådan, at Esben Houborg har taget alle sager om besiddelse af illegale stoffer til eget forbrug og så sammenlignet med en række sociale oplysninger, bl.a. de pågældendes forsørgelsesgrundlag, og om de har været indskrevet til behandling for stofmisbrug.
»Undersøgelsen viser også, at det er et bestemt segment af befolkningen, der især bliver kriminaliseret for besiddelse af illegale stoffer til eget forbrug. Kort fortalt er det oftest yngre mænd med kort uddannelse, der modtager kontanthjælp og i forvejen er kendt i kriminalregistret for overtrædelse af narkotikalovgivningen. I sig selv er det ikke overraskende, men svarer derimod ganske godt til udenlandske undersøgelser,« siger Esben Houborg.
Baggrunden for, at Esben Houborg og kollegaen Michael Mulbjerg Pedersen overhovedet har interesseret sig for spørgsmålet, er en undren.
»Da man i 2007 skærpede bødeniveauet, men indførte undtagelsen for stærkt stofafhængige borgere, tænkte vi: Hvordan hulen implementerer politiet en sådan regel? Hvordan kan betjente i en konkret situation på gaden, hvor de konfiskerer narkotika hos en borger, afgøre, om personen er stofafhængig eller ej? Det satte vi os for at undersøge.«
Der var en række vanskeligheder med præcist at designe den personkreds, som skulle indgå i undersøgelsen. Problemet var bl.a., at knap halvdelen af landets cirka 33.000 stofmisbrugere ifølge Sundhedsstyrelsen er helt ukendte i behandlingssystemet.
»Det var ret svært. Vi var nødt til at definere den gruppe, som skulle have advarsler i stedet for bøder, og vi endte med, at hvis man havde en behandlingshistorik, altså f.eks. var registreret i Sundhedsstyrelsens landsdækkende register over stofbrugere i behandling, og hvis man modtager kontanthjælp eller førtidspension, så var man en del af gruppen. Det betyder, at vores definerede gruppe er en minimumsgruppe, men det var den eneste måde, vi kunne gøre det på.«
Moralsk eller socialt problem?
I hvert fald siden 1969 har man de facto afkriminaliseret besiddelse af narkotika til eget brug i førstegangstilfælde, som skulle klares med en advarsel. Ikke for hash, men for hårde stoffer ville en bøde først komme på tale i gentagelsestilfælde. 35 år senere ændrede man denne tilgang til problemet, da den daværende VK-regering i 2004 indførte den såkaldte nultolerance. Fremover skulle enhver besiddelse af illegale stoffer som minimum udløse en bøde.
»Det er interessant i et historisk perspektiv: Da man de facto afkriminaliserede besiddelse til eget brug i 1969, opfattede man efterspørgsel efter stoffer som et socialt problem, som skulle håndteres af velfærdsaktiviteter og sociale foranstaltninger. Man ville ikke marginalisere stofbrugerne. Det spillede også en rolle, at f.eks. besiddelse af hash til eget forbrug så at sige blev skrevet ind i en generationskonflikt – altså det, man i dag kalder for ’ungdomsoprøret’ – og den konflikt ville man ikke gøre større ved at kriminalisere de mange unge, der eksperimenterede med hash,« fortæller Esben Houborg og fortsætter:
»Det, der så skete i 2004 med indførelsen af nultolerancen, var efter min mening en tilbagevenden til at se narkotikaproblemet som et moralsk problem, hvor stofbrugeren er en afviger, der skal straffes, og så har man derudover de stofafhængige, der ikke selv kan gøre for det. Så man opererer altså med to helt klassiske kategorier for stofbrugerne: De kriminelle afvigere og de syge. Der er ikke noget derimellem, og dermed forsvinder den sociale forståelse af efterspørgslen af illegale stoffer ud af narkotikapolitikken.«
Er forklaringen uvidenhed?
Som et led i undersøgelsen har Esben Houborg i 2011 besøgt fire politikredse i provinsen for at få en konkret forståelse af, hvordan betjentene på gadeplan håndterer situationen, når de stopper en borger med narkotika i lommen. Hvad var forklaringen på, at der blev uddelt så mange bøder og så få advarsler?
»Når jeg har spurgt, er forklaringen uvidenhed. Det er den eneste forklaring, jeg har kunnet finde frem til,« siger Esben Houborg.
»Hvis loven skulle virke efter hensigten, burde tallene være omvendt, altså 19 advarsler for hver enkelt bøde. Det ville være min fortolkning af lovbemærkningerne. Hvis forklaringen vitterlig er, at de enkelte betjente ikke kender noget til muligheden for at give en advarsel i stedet for en bøde, så må det være et organisatorisk problem i politiet, hvor man åbenbart ikke tilstrækkeligt tydeligt har meldt ud, at der altså kun bør gives advarsler, også i gentagelsestilfælde.«
Gadejuristen: Eftergiv bøder
Gadejuristen står bag den narkotikapolitiske konference på Christianborg, som skal være en optakt til den store FN-konference UNGASS, hvor ledere fra hele verden skal diskutere, hvordan narkotikapolitikken skal indrettes i fremtiden.
Jurist Nanna W. Gotfredsen fra organisationen forklarer, at Gadejuristen altid vinder de sager, hvor de klager over en bøde i stedet for en advarsel.
»Men vi får kun kendskab til en mindre del af sagerne,« siger hun og forklarer, hvad der typisk sker, når en stærkt stofafhængig borger får et bødeforlæg tilsendt:
»Hvis stofbrugeren overhovedet modtager brevet, så bliver det kun sjældent åbnet. Man kender ikke muligheden for at nøjes med en advarsel, og reagerer man ikke selv, glider bøden bare lige igennem retssystemet og hober sig op sammen med al anden gæld til det offentlige hos SKAT.«
Nanna W. Gotfredsen mener ikke, at den enkelte betjent på gadeplan har forudsætningerne for at afgøre, om en borger skulle være stærk stofafhængig eller ej.
»Derfor ser vi også så mange tossede sager, hvor politiet afviser at nøjes med at give en advarsel, fordi stofbrugeren havde ’alt for pænt tøj’ på til i betjentens forestilling at være stofbruger. I andre tilfælde er vi stødt på, at personen skal være kendt i behandlingssystemet eller i Kriminalregistret, men heller ikke det er lovlige kriterier, selv om det selvfølgelig ville gøre det lettere for betjentene at definere ’stærk stofafhængighed’,« siger Nanna W. Gotfredsen.
Hun håber, at den nye undersøgelse fra Center for Rusmiddelforskning vil føre til, at de mange ubetalte bøder, som stærkt stofafhængige har fået, nu bliver eftergivet eller i det mindste genoptaget.
»Allerhelst ser vi, som også anbefalet af WHO, UNAIDS, UN Women, UNDP og FN’s højkommissær for menneskerettigheder, at stofbrugerne simpelthen afkriminaliseres. Svær stofafhængighed er en social- og sundhedspolitisk opgave. Ikke en opgave for straffeapparatet,« siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Politi.
Det er prisværdigt at Information og Ulrik Dahlin nu igen sætter fokus på den måske mest mishandlede og misforståede gruppe af mennesker i Danmark: Stofbrugerne.
Jeg håber at Information og Ulrik Dahlin vil fastholde dette fokus, og at man måske vil udvide sit interessefelt en smule, således at man ikke blot fokuserer på den (fejlslagne og inhumane) symtombehandling, men måske i højere grad på årsagerne til, at nogle mennesker bliver afhængige af (hårde) stoffer.
Jeg tror ikke jeg fornærmer nogen, hvis jeg hævder at der er en udbredt tro på, at det er stofferne i sig selv som er vanedannende. Men så simpelt kan man ikke stille det op. I så fald skulle de fleste, som prøver at ryge cigaretter blive storrygere. De fleste som drikker alkohol blive alkoholikere, eller de fleste som eksperimenterer med hårde stoffer blive afhængige af et dagligt 'fix'. Dette er selvsagt ikke tilfældet.
Så hvad er det der gør, at nogle mennesker udvikler en egentlig afhængighed af nikotin, alkohol eller hårdere stoffer, mens andre ikke gør?
Dette er det afgørende spørgsmål. Ikke blot for at skabe en meningsfuld og virksom forebyggende indsats, men så sandelig også i forhold til det syn vi som samfund har på de såkaldte misbrugere.
Interesserer man sig for svar på dette spørgsmål, kan man starte her:
Adverse Childhood Experiences Study
http://www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/
Vince Felitti, bl.a. om sammenhængen mellem trauma og senere (mis)brug af stoffer
https://www.youtube.com/watch?v=Me07G3Erbw8
Det ville vaere bedre at gaa efter dem der handler end dem der bruger disse stoffer.
Det er ogsaa ret hyklerisk at ramme dem der bruger "street" drugs... men ikke dem der er blevet afhaengige af prescription drugs.... og af alcohol... ....og saa foroevrigt at bruge metadon eller lignende I afvaenning er bare at goere 'dem' afhaengige af et andet stof... som det siges overfor
-
"Svær stofafhængighed er en social- og sundhedspolitisk opgave. Ikke en opgave for straffeapparatet,«
-
DET ER SAA SANDT SOM DET ER SAGT...
-
Det ville vaere bedre at gaa efter dem der handler end dem der bruger disse stoffer.
Det er ogsaa ret hyklerisk at ramme dem der bruger "street" drugs... men ikke dem der er blevet afhaengige af prescription drugs.... og af alcohol... ....og saa foroevrigt at bruge metadon eller lignende I afvaenning er bare at goere 'dem' afhaengige af et andet stof... som det siges overfor
-
"Svær stofafhængighed er en social- og sundhedspolitisk opgave. Ikke en opgave for straffeapparatet,«
-
DET ER SAA SANDT SOM DET ER SAGT...
-
Kunne dette skyldes at netop denne gruppe udgør et let mål for at opfylde politiets resultatkontrakt, som vægter utryghedsskabende kriminalitet højest? En kategori der indeholder tyveri, vold og antisocial opførsel.
Besiddelse af stoffer til eget forbrug burde afkriminaliseres. Der skal selvfølgelig være en grænse, måske hvad der med rimelighed kan antages at være 2 dages forbrug. De lande der har legaliseret på den måde, har ikke fået en stigning i forbruget.
Et godt eksempel på at afkriminalisering er vejen frem, og mindsker forbrug (omend ikke er alle er helt enige i konklusionerne). http://www.gadejuristen.dk/nyt-fra-portugal-efter-nu-12-års-afkriminalisering-af-stofbrugeres-brug-og-besiddelse-af-stof-til-eg
Naturligvis skal stofmisbrugere straffes ... det er jo forbudt at indtage osv, osv, osv. Om de skal straffes haardt eller mindre haardt, ja det fremgaar vel ogsaa af lovgivningen.
Det ville vaere meget bedre at gaa efter politikerne, der fastholder forbudslovene, forbudslove der igennem, tror jeg nok, mere end 100 aar, har foert til aldeles unyttig og urimelig kriminalitet i dagligdagen. Politiets indsats har vist ikke foert til generelt mindsket forbrug, og den har vist heller ikke sat en stopper for de urimeligt rige bagmaend. Tvaert imod er det vist saadan at jo stoerre politiindsats desto stoerre fortjenester op igennem hierakiet.
Stop dog dette vanvid ... frigiv AL narkotika.
Fang de små fisk og gør noget grimt ved dem - og lade de store svømme videre.
Gælder generelt i samfundet :)
Mit syn paa problemet er, at det da ikke skal dreje sig om at hindre brug af nartika, hvrofor i alverden skal jeg blande mig i, hvad folk ryger osv, hvorfor i alverden skal "VI" blande os i det ?
Nej, det drejer sig om at standse kriminaliteten omkring brug af narkotika ... altsaa fjern forbudslovene.
Saa ville politiet faa tid til mere fornuftige goeremaal end at jagte smaa soelle lovovertraedere og der ville blive ro paa mange fronter, fordi en masse foelgekriminalitet ville forsvinde.
Per Jongberg
08. februar, 2016 - 19:00
Jeg kunne ikke være mere enig med Per, når han gør sig til fortaler for legalisering af al narkotika.
Der er problemer, og så er der PROBLEMER.
50 års kriminalisering af narkotika, hårde som bløde, kan kun beskrives som den ultimative fiasko. "Misbrug" af diverse stoffer kan kun løses med sociale tiltag og ikke ved at smide folk i fængsel. Personligt er jeg, som ikke-ryger gennem et langt liv, stærk modstander af forbud over voksnes valg af livsstil og indtagelse af stoffer, legale som illegale eller valg af fritidsinteresser.
Hvis de ønsker at kravle op ad høje bjerge med de påviseligt alvorlige risici forbundet hermed eller at køre på motorcykel, som er 40 gange så farligt som at køre bil, er det deres valg. Hvis de ønsker at ryge tobak eller hash, indtage alkohol eller tage hårde stoffer, er det ikke noget, jeg skal bestemme. Jeg har ikke det mindste imod at fremsætte mere eller mindre kvalificerede anbefalinger om den ene eller anden adfærd, men aldrig med løftede pegefingre eller moralsk stillingtagen, som jeg desværre finder er et væsentligt islæt i den standende debat om brug af narkotika.
Når folk i store tal falder ned fra Mount Everest eller dør under skiløb i Alperne, taler man aldrig om at gøre disse livsstilsformer illegale, selv om vi taler om et ganske betragteligt antal dødsfald, der bliver en følge af disse former for aktivitet.
Den "dybe, velmente omsorg" for vores medmenneskers trivsel er yderst selektiv.
Det ville være befordrende for en lødig debat, at politikere, i regering eller blandt modstandere af forsøg med eksempelvis legalisering af hash i København, gjorde sig den ulejlighed at læse på lektien og tilegnede sig viden om myter og fakta, en mangel, som er alt for fremherskende i disse magtfulde kredse.
Erling Jensen, cand.jur.
I USA forårsager brug af hårde narkotika 5.000-10.000 dødsfald årligt; i Danmark ca. 250. Det er forbundet med store vanskeligheder at verificere, hvad der ligger til grund for et narkodødsfald, fordi der ofte er tale om konkurrerende årsager. Bortset fra andre påviselige skadevirkninger af disse stoffer må døden vel, alt andet lige, siges, at være den alvorligste bivirkning ved indtagelse af disse stoffer; med 430.000 dødsfald som følge af tobak og mere end 100.000 som følge af alkohol, udgør narkodødsfald i USA "kun" under 1% og burde behandles i overensstemmelse hermed. Ca. 50.000 dødsfald som følge af trafikulykker hvert år burde naturligvis føre til et forbud mod kørsel med motoriserede køretøjer, hvis man skal følge den argumentation, som modstandere af legalisering af narkotika fremhæver.
En stor undersøgelse fra Storbritannien over britiske kvinders tobaksrygning fandt entydigt, at det gennemsnitlige tab af liv var 10 år, en kolossal skadevirkning, som ikke alene påvirker rygeren, men også familie og samfundet i øvrigt. De samme tal gælder for tobaksrygere i Danmark. I lyset af ovenstående er samfundsproblemer med narkotika, hårde som bløde, til at overse, også ved en legalisering.
I Danmark lider af 430.000 mennesker af KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom, som er en meget alvorlig belastning for disse menneskers lungekapacitet. Det er kun et eksempel, ud af et væld af bivirkninger, på den lange række af sundhedsskader, der følger af tobaksrygning. Hårde narkotika som kokain og heroin forårsager som nævnt ca. 250 dødsfald om året, et tragisk udfald på et liv, men som samfundsproblem ikke tilnærmelsesvist så alvorligt som skader forårsaget af tobak og alkohol.
Et andet område, der kunne være relevant i denne sammenhæng, men som ikke får den mediedækning, det fortjener, vedrører de skadevirkninger, der følger af brug af receptpligtig medicin. Angiveligt skulle denne medicin, ordineret af læger, i dag være den fjerde hyppigste dødsårsag i den vestlige verden, efter hjertesygdomme, kræft og hjerneblødning. Den amerikanske Food and Drug Administration, FDA, rapporterer, at alene i USA er lægeordineret medicin skyld i mere end 100.000 dødsfald om året; intet tyder på, at det ser anderledes ud i Europa. Hertil skal lægges 2 mio. alvorlige skader udover dødsfald. Bare dette problem burde få enhver diskussion om narkotika og deres skadevirkninger til at blegne.
Erling Jensen, cand.jur.
Jeg er helt enig med de øvrige kommentatorer - forbuddet mod rusmidler er udtryk for hykleri og dobbeltmoral, og burde ikke være et moderne samfund værdigt.
Og så lad mig lige fremføre et lavpraktisk argument, som burde kunne finde forståelse langt ind i de borgerliges rækker:
Tænk hvis den enorme fortjeneste, som lige nu tilfalder pusherne og deres bagmænd, i stedet ved en frigivelse af rusmidlerne ville kunne tilfalde statskassen i form af afgifter. Det ville helt sikkert skæppe langt bedre i kassen end de småpenge, tilfældige bøder kan bidrage med. Ud over de penge, der spares på narkorelateret kriminalitetsbekæmpelsen, der jo som bekendt er skruen uden ende.
Næh, folkens - nu skal arbejdspladserne også testes!
http://ugeskriftet.dk/debat/er-testning-rusmidler-ude-af-kontrol?utm_cam...
Undskyld! - mit udbrud "folkens" - Næppe korrekt tiltale - imidlertid så prøv at læse lidt på linket. Vi skal holdes i skak og så skal der være kontrol. Lidt fra siden herunder :)
"Testning for ansattes brug af rusmidler i både den offentlige og den private sektor i Danmark er stigende. Trafikstyrelsen har siden 2011 inkluderet urintest for euforiserende stoffer (hash, ecstasy og kokain) i forbindelse med førstegangshelbredsundersøgelser på jernbaneområdet, det vil sige præansættelsestestning [1]. Offshoresektoren og skibsfarten har i nogen tid testet ansatte, hvilket medfører behov for rusmiddelanalyser, når nyt personel ansættes offshore, eller f.eks. når skibe har anløbet danske havne. Danske firmaer, hvis teknikere udfører højteknologiske serviceydelser i udlandet på A-kraftværker og lignende, rekvirerer hyppigt drugtest for sine ansatte. I andre dele af samfundet medfører den voksende bekymring for misbrug af narkotika og lægemidler, at uddannelsesinstitutioner, gymnasier og efterskoler anskaffer immunkemiske hurtigtest (drugscreen) til påvisning af narkotiske stoffer og selv anvender disse uden at have sundhedsfaglig baggrund"...
@ Anne Eriksen
Total frigivelse af narkotika betyder ikke, iflg mig, at der ikke skal vaere regler for f.eks. flypiloters indtagelse af stimulerenede stoffer i og umiddelbart foer arbejdstiden, vel ?
@ Per Jongberg
Min tanke var bare, at denne rigide kontrol ikke vil blive lempet, tværtimod!
Den vil som registreringen tværtimod øges og vort eget ansvar vil reduceres, som var vi kvæg.
Men det er efterhånden heller ikke en overraskelse.
Forsøger du at blive klogere ved f.eks ringe til regionen om regler, så får du nærmest en undskyldning med, "desværre, vore regler er så firkantede og vi kan ikke svare på spørgsmålet"!...
Snarere (tør ikke)
Og Erling Jensen, det er så rigtigt, at den 3.die største dødsårsag er medicin og så er der en post med "andre dødsårsager"
Man skal næste nive sig i armen, altså i forhold til "terror" og de foranstaltninger, det medførte.
Den eneste læge, jeg umiddelbart har tillid er Peter Gøtzsche.
Umiddelbart er dette link ikke helt i tråd med emnet - og så alligevel - bivirkninger.
http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2133268/medicin-er-s...