Læsetid: 7 min.

200 kilometer væk sidder far og venter

En syrisk far med opholdstilladelse i Danmark fik for en måned siden at vide, at hans to børn var ankommet til Danmark efter at have flygtet fra Syrien for at bo med ham. Men selv om hans børn nu er i Danmark, kan det blive vanskeligt for dem at bo med deres far, før deres asylsag er behandlet. Og det kan tage flere måneder
Det syriske søskendepar Mohamed og Ghadah Hassan fortæller, at de boede i en krigszone og til sidst måtte flygte, fordi Mohammed var ved at blive rekrutteret til hæren. Nu er de kommet til Danmark, hvor deres far bor, men det er vanskeligt for dem at flytte hjem til ham, før deres asylsag er behandlet.

Ulrik Hasemann

29. marts 2016

Den 39-årige syriske flygtning Khaled Hassan bor i et rækkehus i Odense i et kvarter, hvor der primært bor ældre danskere. Han flyttede ind for tre uger siden efter at have boet syv måneder på danske asylcentre.

200 km væk midt ude i en skov på et modtagecenter for uledsagede flygtningebørn i Nordsjælland bor 13-årige Ghadah Hassan og hendes 16-årige storebror Mohamed Hassan. De ankom til Danmark for omkring en måned siden.

Læs også: Flygtningebørn kæmper for at bo med slægtninge i Danmark

Khaled Hassan er far til Ghadah og Mohamed Hassan, men fordi hans børn ankom til Danmark efter ham, kan de ikke umiddelbart komme til at bo med hinanden.

Hvis de flytter ind hos ham, frafalder deres økonomiske ydelser og sygeforsikring, som er dækket af Udlændingestyrelsen, så længe de bor på asylcenteret.

Det betyder, at Khaled Hassan skal forsørge sine børn for sin egen økonomiske ydelse på knap 6000 kr. om måneden, så længe børnene ikke har fået asyl i Danmark. Det kan tage op til et halvt år.

»Jeg har boet længe nok i Danmark til at vide, at pengene ikke rækker til både mig og mine to børn,« siger Khaled Hassan.

Tomme værelser

Forårssolen skinner ind gennem de store vinduer i Khaled Hassans rækkehus i udkanten af Odense. Stuen er møbleret med et arabisk tæppe, to brune sofaer, et tungt stuebord af træ og et fjernsynsbord uden noget fjernsyn. Rækkehuset har, udover stuen, to værelser. På det ene værelse ligger en dobbeltluftmadras i hjørnet, og på det andet er der netop sat en boksmadras op.

»Der er plads nok til, at mine børn kan bo her,« siger Khaled Hassan.

Da Khaled Hassan hørte, at Mohamed og Ghadah var ankommet sikkert til Danmark, lettede en tung byrde fra hans skuldre. Siden den dag, han forlod dem i Syrien, har han været bekymret for, hvornår han skulle se dem igen. Han havde ikke råd til at tage dem med på flugten til Danmark og måtte vente med at søge om familiesammenføring, til han selv havde fået opholdstilladelse.

Khaled Hassans egen sagsbehandling viste sig at være for lang, til at børnene kunne vente på at blive familiesammenført. Situationen i Aleppo, hvor familien er fra, blev ved med at udvikle sig til det værre. Til sidst ringede børnenes farmor til ham fra Syrien for at sige, at hun havde hævet sin opsparing, så de kunne flygte sammen med en tante, der skulle til Tyskland.

»Jeg blev meget bekymret, for jeg havde selv været på samme rejse, og jeg vidste, at den var farlig. Men der var ikke noget alternativ,« siger Khaled Hassan.

»Mine børn havde brug for at være hos deres far. De har ikke nogen mor, og min egen mor kunne ikke længere beskytte dem,« siger han.

Da børnene flygtede, havde de kontakt med faren over Facebook via en iPad. Men deres første forsøg på at komme fra Tyrkiet til Grækenland mislykkedes, da båden kæntrede ud fra Tyrkiets kyst. Alle deres ting sank til bunds, og herefter talte de kun med deres far tre gange i løbet af 20 dages flugt.

»Min søn ringede til mig fra en telefon, som han købte i Tyrkiet, efter de havde mistet alle deres ting. Han sagde, at de ikke turde gå i bådene en gang til, og at de var bange for at drukne. Men jeg måtte sige til dem, at de ikke havde andet valg. De kunne ikke tage tilbage til Syrien og heller ikke blive alene i Tyrkiet,« fortæller Khaled Hassan.

Han sagde til Mohamed og Ghadah, at de skulle melde sig selv, lige så snart de ankom til Danmark og så en mand eller kvinde med blå uniform og flag på ærmet. Herefter skulle de vise et billede af hans ID-kort, som han havde sendt til dem på den nye telefon. Herefter kunne Khaled ikke gøre andet end at vente.

Alene i et fremmed land

På en vej, der drejer ind i skoven, er kun ærindekørsel tilladt, og den ender blindt ved Gribskov Asylcenter. Det er egentlig et modtagecenter for uledsagede flygtningebørn. Børnene bliver kun et par dage, indtil de overflyttes til mere permanente opholdssteder. Ghadah og Mohamed Hassan har dog fået lov til at blive boende, fordi Gribskov er tættere på deres far end det opholdssted i Nordjylland, hvor de ellers skulle være flyttet hen.

Der er næsten helt tomt på centeret denne fredag formiddag. Gulvene på de lange gange er malet orange, ligesom dørene ind til børnenes værelser. Ghadah bor på værelse 139 og Mohamed på værelse 124.

Da Information kommer for at besøge Ghadah og Mohamed, skynder de sig ind for at rydde op på deres værelser. Lidt efter kommer Mohamed gående med en stor bunke rent vasketøj, der er lagt sirligt sammen, og inde på værelserne er sengene blevet redt.

På den 13-årige Ghadas værelse er et lille fjernsyn tændt og tunet ind på en syrisk tv-kanal. En nyhedsoplæser taler på arabisk, mens der vises kaotiske billeder af en sønderbombet by og krigere med tørklæder og maskingeværer. Ghadah har sit eget badeværelse, der er tomt på nær en lille tandbørste, der står for sig selv i en mælkekarton.

Stilheden og den konstante ro på bostedet i skoven er meget anderledes end det, de kender hjemmefra, fortæller de to børn.

»Vi boede i en krigszone. Vi boede på den side, hvor militæret er. I næste kvarter er alle IS-krigerne‚« fortæller Mohamed og forklarer, at de til sidst måtte flygte, fordi han var ved at blive rekrutteret til hæren, mens hans lillesøster ikke kunne bevæge sig ud af deres eget hjem.

Børnene gik cirka 70 kilometer fra Aleppo til den tyrkiske grænse, hvor de steg på en bus til den tyrkiske kystby Izmir. Efter flere forsøg med bådene lykkedes det dem at nå til den græske ø Leros, hvorefter de rejste videre gennem Makedonien og Serbien og videre op igennem Nordeuropa.

Da børnene ankom til Danmark, bad politiet dem om at ringe til deres far for at fortælle, at de var kommet sikkert frem. Han sendte sit ID-kort for at bekræfte, at han var far til børnene, og de fik besked på, at de om nogle dage kunne få lov til at se ham.

»Vi blev meget glade, men vi fik også at vide, at vi ikke kunne komme til at bo med ham, fordi det sagde reglerne,« siger Mohamed.

De to søskende har nu boet på centeret i en måned og er begyndt i skole nogle kilometer derfra.

»Vi ønsker at bo med vores far, for vi har ikke andre her. Vi føler os meget ensomme. Vi har ikke fået at vide, hvor lang tid vi skal være her, og det gør os usikre. Hvorfor kan vi ikke bare flytte hjem til vores far?« spørger Mohamed.

Farens dilemma

Udlændingestyrelsen skriver i en mail til Information, at børnenes asylsag bliver behandlet så hurtigt som muligt, men at de ikke kan give besked om, hvornår den er afgjort. I mellemtiden må familien se hinanden i weekenderne. Det kan de takket være Venligboere, der kører børnene frem og tilbage fra Gribskov til Odense. Hvis Khaled Hassan skulle tage turen med offentligt transport for at besøge sine børn, ville det koste ham en tredjedel af hans rådighedsbeløb om måneden.

Børnene er glade for, at de har muligheden for at komme på besøg hos deres far, og vil slet ikke tilbage til asylcenteret igen bagefter.

Mohamed fortæller, at det er hårdt at have ansvaret for sin lillesøster alene.

»Jeg har svært ved at tage beslutninger. Jeg mangler det gode råd, jeg mangler en voksen at kunne tale med om alle mulige ting. Og søge trøst hos,« siger han.

Ghadah kan heller ikke lide at være adskilt fra faren. Hun savner ham mere her end i Syrien, fordi alt er så fremmed i Danmark.

»Vi vil bare gerne bo med vores far, begynde i skole og få nogle venner,« siger hun.

Tilbage i rækkehuset i Odense er Khaled Hassan fortvivlet. Han ved, at han ikke kan give børnene en ordentlig tilværelse med de penge, han får fra kommunen, men samtidig fortæller hans børn ham, at de ikke kan lide at bo uden ham på centeret.

»Jeg lærer dansk og forsøger at få et job, men så længe jeg ikke kan sproget, er der ikke nogen, der vil ansætte mig. Måske bliver jeg nødt til at vente med at have dem boende, til de har fået asyl,« siger han og håber, at børnenes asylbehandling ikke tager lige så lang tid som hans egen, der tog fem måneder.

»Jeg forstår ikke, hvorfor reglerne er sådan. Jeg er deres far, og det ved myndighederne. Alligevel kan jeg ikke få hjælp til, at vi kan bo sammen og leve igen,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Kirsten Mindegaard
Niels Duus Nielsen og Kirsten Mindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne flygtning vil først flytte sammen med sine børn når der følger en check med. Ja, sådan er vi så forskellige.

Lars Hansen:

Sådan som jeg forstår indholdet af artiklen, så vil han meget gerne have sine børn boende, men da han får så lidt i (dis)integrationsydelse, har han simpelt hen ikke råd til at have dem boende.

Spørgsmålet er, om det ikke ville blive billigere for staten, hvis børnene boede hos faren, og de fik penge med til mad og fornødenheder. I første ombæring sparer man i hvert fald to pladser på et asylcenter.

Dagmar Christiandottir, Jørgen Malmgren og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, Jan Hansen. Som jeg skriver er vi forskellige. Og jeg er sikker på at denne familie vil bidrage positivt til det danske samfund.