Læsetid: 8 min.

Daghøjskoler slår psykiatrien

Ifølge et nyt ph.d.-studie har de danske daghøjskoler fat i den lange ende, når det handler om at hjælpe folk med svære psykiske lidelser videre i livet. Faktisk ser de ligefrem ud til at klare opgaven bedre end det traditionelle behandlingssystem
Ifølge et nyt ph.d.-studie har de danske daghøjskoler fat i den lange ende, når det handler om at hjælpe folk med svære psykiske lidelser videre i livet. Faktisk ser de ligefrem ud til at klare opgaven bedre end det traditionelle behandlingssystem

Clara Bach/iBureauet

Indland
29. marts 2016

Midt i Esbjerg ligger Daghøjskolen Sydvestjylland, som hver dag åbner dørene for mennesker, der er ramt på psyken. Ifølge forstander Helge Bech har nogle af eleverne det så svært, når de starter på skolen, at de kun er i stand til at modtage individuel vejledning og undervisning. I det hele taget betyder tryghed meget for eleverne, og skolen sørger derfor for, at undervisningen normalt foregår i hold på ikke mere end fem til ti elever.

»Det er helt ideelt at undervise på små hold. Det fungerer som en form for social træning, fordi det giver rum til, at eleverne lærer hinanden at kende og bliver trygge ved hinanden. De lærer at acceptere sig selv og hinanden der, hvor de er, og med hver deres udfordringer,« fortæller Helge Bech.

Et nyt ph.d.-studie peger netop på, at evnen til at indgå i relationer er helt central, når det handler om at komme sig efter svær psykisk sygdom.

Det kvalitative studie Treating symptoms or assisting human development har via interview med henholdsvis 14 patienter på to psykiatriske afdelinger i Norge og 15 elever på to danske daghøjskoler vist, at der sker en langt mere positiv udvikling hos eleverne end hos patienterne.

»Fra udviklingspsykologien ved vi, at stabile og støttende relationer sammen med andre faktorer er helt afgørende for en tryg identitetsudvikling. Det er derfor interessant, at både elever og patienter spontant fortæller, at relationer er det allervigtigste for dem,« siger hovedforfatter, ph.d. og cand.psych. Arnhild Lauveng og understreger, at de to grupper til gengæld har meget forskellige udgangspunkter for at have relationer i deres konkrete situation.

Relationer i centrum

Når patienterne i studiet fortæller om gode og vigtige relationer, er det hovedsageligt til personalet på afdelingen. Mange beskriver endvidere, at relationerne til personalet er kortvarige, og at perioder med god kontakt på afdelingen veksler med lange perioder med ensomhed hjemme. De beskriver også få gensidige venskaber eller relationer med ikke-professionelle.

Eleverne fortæller til gengæld om, at de tidligere var meget ensomme, men efter at de er begyndt på skolen, har de fået gode relationer til lærere og medstuderende. Nogle beskriver også, at de er blevet bedre til at indgå i relationer, og at de har fået gode relationer uden for skolen.

Studiets resultater stemmer godt overens med Olga Runcimans erfaringer. Runciman kender psykiatrien fra alle leder og kanter. Hun er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske flere steder i psykiatrien, men hun har også oplevet livet krakelere, fået en skizofrenidiagnose og tilbragt ti år med at flytte ind og ud af psykiatrien. For to år siden afsluttede hun psykologistudiet, og hun har i dag sin egen praksis, der primært tilbyder psykologhjælp til mennesker med psykoser.

»Mange af de mennesker, der kommer i kontakt med psykiatrien, er så skadede i deres relationer, at de er mistænksomme eller skæve i deres evne til at relatere til mennesker. De skal faktisk lære det. De skal have en form for legeplads, hvor de kan øve sig i relationsarbejdet og øve sig i at have tillid. Og der ser daghøjskolerne ud til at være en god mulighed,« siger Olga Runciman, som gerne så, at der eksisterede flere af den slags tilbud.

»Vi har stor glæde af at udvikle interesser og fordybe os i fællesskab med andre. Der lærer vi rigtig meget. Og som sidegevinst bliver vi bedre til at relatere til andre og skabe relationer. Den slags er ikke muligt inden for psykiatrien, som den er i dag,« mener hun.

Hjemlige rammer

På Daghøjskolen Sydvestjylland arbejder de både med at understøtte relationer eleverne imellem, men også med at øge elevernes generelle netværk.

»Den sociale rehabilitering er helt afgørende. Du tror, det er løgn, men nogle af vores elever har for eksempel aldrig været i biografen,« siger Helge Bech.

Han fortæller endvidere, at skolen gør en stor indsats for at skabe bånd til de 38 sociale organisationer, der bor i samme hus som daghøjskolen, så eleverne har noget at lave i aftentimerne. Desuden stiller skolen ofte lokaler til rådighed, når et hold afsluttes, så eleverne kan blive ved med at have et samlingspunkt.

For Helge Bech er inklusion en helt central værdi og tilgang til arbejdet, og han forklarer gerne skolens tilgang.

»For at kunne skabe inklusion må vi først og fremmest etablere en god stemning og atmosfære. Det må ikke lugte af sygehus. Det må heller ikke lugte af en stor skole, for mange af disse mennesker har kun dårlige associationer til skole og forbinder det ofte med nederlag og mobning. De forbinder skole med angst. Vi lægger vægt på at skabe hjemlige og sociale rammer, og det gør vi for eksempel ved at lave og spise mad sammen. Stressfrihed er et andet vigtigt element. Mange af disse mennesker er vant til, at der bliver stillet krav til dem, som de ikke har kunnet leve op til, og de har også stillet alt for store krav til sig selv. Så det handler om at prøve at tage ét skridt ad gangen og finde realistiske mål. Desuden handler det om tid. Man kan ikke behandle disse ting med en måneds indlæggelse,« understreger Helge Bech.

At svær psykisk sygdom ikke kan klares med en kort indlæggelse, er en af konklusionerne i studiet. Her hedder det, at skolernes lange forløb ser ud til at være ideelle for patienter, der har brug for en varig og intensiv behandling, samt for dem, der ikke har gavn af langvarig psykiatrisk behandling. Arnhild Lauveng understreger dog, at daghøjskoler ikke er løsningen for alle:

»For nogen vil daghøjskoler være ideelt, andre vil have glæde af andre tilbud. Jeg tror meget på, at mennesker er forskellige, og at der er behov for forskellige tilbud for at kunne imødekomme forskellige behov. Mange af de norske patienter fortæller også, at psykoterapi er vigtigt for dem, samtidig med at en del af eleverne siger, det er noget, de savner, og det er også vigtig information.«

Forskel på livskvalitet

Det er ikke alene i forhold til relationer, at der er forskel på de to grupper i studiet. Der er også stor forskel på livskvalitet og synet på fremtiden. Eleverne føler generelt, at de udvikler sig og bliver bedre til at regulere symptomer, og nogle er også trappet helt eller delvist ud af deres medicin. De føler sig glade og tilfredse og har håb og mod på fremtiden. Patienterne rapporterer derimod, at de udvikler sig meget lidt, at de har dårlig livskvalitet, og at de føler stor håbløshed.

For Olga Runciman er studiet et argument for, at relationer er det mest logiske og nærværende, psykiatrien har at arbejde med, og hun forstår ikke, at symptombehandling stadig er den overvejende tilgang til behandling af psykisk sygdom. I det hele taget er hun, som hun siger, »ikke den store tilhænger af, at man overhovedet taler om ’sygdom’«. Hun uddyber:

»I psykiatrien sker der en kæmpe devaluering af selvet. Man mister troen på sig selv og begynder at monitorere sig selv ud fra symptomer. Psykiatrien er virkelig bærer af det budskab, at man er syg, og at man skal blive bedre, før man overhovedet kan begynde at tænke på noget som helst andet. Hvis det skulle være rigtigt, burde det jo ikke være muligt for en med en psykiatrisk diagnose at gå på daghøjskole, men det er det – og eleverne i studiet rapporterer ovenikøbet bedring.«

Ifølge leder af Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery ved Region Hovedstadens Psykiatri, cand.psych. og ph.d. Lone Petersen, kan den personlige udvikling dog godt understøttes i psykiatrien. Hun peger på de senere års udvikling i England og USA, hvor man har etableret såkaldte Recovery Colleges, hvor psykiatriske patienter undervises i for eksempel mestringsstrategier og recovery. En tilsvarende skole, Skolen for Recovery, åbnede i efteråret i Region Hovedstadens Psykiatri.

»Jeg mener godt, at psykiatrien kan inkludere nogle af de positive elementer i behandlingen, som Lauveng beskriver fra daghøjskolerne. Altså, vi skal jo behandle folk – det er derfor, de kommer hos os. Men man kan tænke sig et mere ligeværdigt forhold mellem behandler og patient, hvor behandleren i højere grad er coachende med et mere ligeværdigt magtforhold, og hvor behandlingen bærer præg af respekt, empowerment og fælles beslutninger,« siger hun.

Fremtidens psykiatri

Ph.d. og forskningsoverlæge på Psykiatrisk Center København, Lene Falgaard Eplov, er enig i studiets konklusion om, at psykiatrien fokuserer for ensidigt på sygdom og sygdomsbehandling. Men hun peger på, at der er en positiv udvikling i gang.

»Takket være recovery-bevægelsen sker der meget i disse år. Det er en udvikling, jeg vil betegne som positiv, idet vi er på vej væk fra den ensidige fokusering på sygdom og sygdomsbehandling og er ved at bygge nye kulturer og miljøer op, hvor man ser det som et vigtigt formål med stedets indsats at understøtte såvel klinisk som personlig recovery,« fortæller Lene Falgaard Eplov.

Også Arnhild Lauveng ser positive takter i samtidens psykiatri.

»Der er øget fokus på brugerperspektiv, relationer, traumeforståelse, brug af erfaringskonsulenter (medarbejdere der har en psykiatrisk diagnose, men som har fået det bedre, og som bruger deres erfaring i arbejdet i psykiatrien, red.) og fleksible og individuelt tilpassede tilbud. Der er mange gode tilbud, som er bygget op lokalt forskellige steder i Norge og Danmark. Psykiatrien er også generelt mere demokratisk og optaget af brugernes tilbagemeldinger end for bare 10-20 år siden,« fortæller Lauveng, der samtidig peger på en sideløbende og modsatrettet tendens:

»Samtidig er der en modsat retning med fokus på mere standardisering, medicinering, udelukkende biologiske forklaringer og pakkeforløb. Jeg forstår ikke, hvordan politikerne kan tro, at vi både kan få mere brugerinddragelse og samtidig pakkeforløb. Og der bruges fortsat for meget tvang i psykiatrien,« siger Lauveng.

Olga Runciman peger også på, at der bliver brugt for meget tvang i psykiatrien. Hun drømmer om en tvangfri psykiatri, så man ikke behøver være bange for at søge hjælp. Endvidere ville hun ønske, at man kunne vælge imellem flere ligeværdige behandlingstilbud.

»Jeg synes ikke, psykiatrien skal have al magten. Den skal eksistere på lige fod med andre mulige tilbud. Psykologhjælp bør være gratis ligesom psykiatrisk behandling. Jeg så gerne, at vi havde flere skoler med fokus på dannelse, for jeg tror på, at det kan ændre tilværelsen for mange mennesker. Åben dialog, som fokuserer på, at behandling er noget, der ikke blot handler om den enkelte, men om hele netværket, og hvor familie, venner, job, uddannelse og så videre er en helt central del af behandlingen, kunne være et andet godt tilbud. Tænk, hvis vi ligesom i Finland havde et helt område, der var psykiatrifrit, som det er tilfældet i Lapland,« siger Olga Runciman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Herman Hansen

...Mennesker i sjæle nød har først og fremmest brug for mennesker. Ikke bare piller, ekspert "taburet" udtalelser og statistikker.

Herman Hansen

...Du finder nok ikke mange riges børn på over medicinering og psykiatriske hospitaler - Lidt lige som du heller ikke finder dem i første række i en millitær indsats.

Herman Hansen

En hel industri af uduelige psykiatere, psykologer, institutioner, sagsbehandlere og medicinal koncerner og sikkert en lang række flere tjener deres levebrød og kassen, nemt og bekvemt, uden nogen oprigtig interesse i de berørte menneskers ve og vel, men udelukkende i egen interesse.

...Der findes sikkert de få undtagelser. Men de er virkelig også kun undtagelser.

Herman Hansen

...Personlig foretrækker jeg en robot frem for en uduelig middelmådig læge - Så ved jeg i det mindste, hvad jeg kan forvente.