Egentlig havde Justin Markussen-Brown troet, at han bare skulle læse to semestre i Odense og så rejse hjem til Canada og afslutte sin uddannelse som lingvist.
Men han forelskede sig i sin mors hjemland, så efter udvekslingsopholdet skyndte han sig at blive færdig med sin bachelor, så han kunne flyve tilbage til Danmark og tage en kandidatgrad.
I den forbindelse kom han i praktik på Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet. Praktikpladsen blev til en måneds projektansættelse, som blev forlænget med først tre, siden ni måneder, og ud af det blå blev han spurgt, om ikke hans navn skulle stå på en af de ph.d.-bevillinger, centret fik.
»Det var ikke helt spontant, men det var heller ikke helt planlagt,« siger han.
Justin Markussen-Brown blev kandidat i slutningen af 2011, påbegyndte ph.d.-afhandlingen i 2012 og afleverede for et år siden.
»Jeg vil nødigt lyde dramatisk, men det er det hårdeste, jeg nogensinde har gjort,« siger han på dansk med canadisk accent.
Han fortæller, at han, fordi han skrev ph.d. på en ekstern bevilling, også skulle bidrage til det større projekt og kunne ikke bare gå og »hygge sig med sit eget«.
Han måtte sætte hele sit liv på standby i tre år.
Til gengæld har han som projektansat kunnet trække på andre, bl.a. eksperter og projektets studentermedhjælpere, som gjorde, at han kunne bearbejde en større datamængde, end det ellers ville have været muligt.
Der findes mindre studier på området, men få har før Justin Markussen-Brown undersøgt kvaliteten af sprogmiljøer i børnehaver i et større kvantitativt studie. Selvom 95 procent af de fireårige danske børn går i børnehave, er der altså ikke megen viden om, hvor meget sprogstimulering de egentlig får.
»Vi vil jo alle det bedste for vores børn, så jeg tænkte, at det var et ikke bare videnskabeligt, men også et samfundsmæssigt vigtigt spørgsmål.«
I første omgang undersøgte han børnehavers forhold til sprogmiljø og skriftsprogmiljø. Han lånte universitets »gamle spand« og sammen med en kollega kørte han i nogle måneder rundt og besøgte i alt 293 børnehaver.
Her optalte de blandt andet bøger. Bøger, der er uden for børns rækkevidde, eksisterer ikke for dem – alligevel fandt han, at mange materialer ikke var placeret tilgængeligt for børnene. Og at fem procent af børnehaverne slet ingen bøger havde.
Han undersøgte også interaktionen mellem børn og voksne i institutionerne.
»Nogle børn er gode til deres modersmål, andre er mindre gode, og en afgørende faktor i den forbindelse er sprogmiljøet. Er der et rigt sprogmiljø omkring én, et miljø, hvor der bliver diskuteret og snakket og spurgt nysgerrigt, eller er det mere protokolagtigt? Det er ligesom med mad: De, der spiser sundt, udvikler sig stærkere. Men få lægger mærke til det, fordi det er svært at opfatte sproglig forskel på folk.«
Han sendte hundredvis af videokameraer ud til børnehavepædagoger, som optog sig selv i spise- og højtlæsningssituationer med børn, og sammen med et hold studentermedhjælpere undersøgte han efterfølgende, hvordan situationerne stimulerede sprog.
Ansvaret er beslutningstagernes
Et centralt spørgsmål er, om efteruddannelse kan forbedre pædagogens sprogarbejde. Ofte oplever pædagoger, at de tager på efteruddannelse, men alligevel kommer hjem og fortsætter den samme praksis, som de havde før de tog af sted, siger Justin Markussen-Brown, som undersøgte sagen og konkluderede, at efteruddannelse kun har en effekt, hvis den er længerevarende – og helst mindst et år.
»Det er måske ikke så overraskende, men man skal tænke på, at næsten alle efteruddannelser for pædagoger er korte. Det er paradoksalt, for hvis det var læger og sygeplejersker – hvis det drejede sig om liv og død – ville man være 100 procent sikker på, at det havde en effekt, før man sendte dem på efteruddannelse. Ofte ønsker beslutningstagere bare et meget hurtigt resultat, men det er vigtigt også at have forståelse for, hvordan voksne lærer.«
– Hvordan er din forskning samfundsmæssigt relevant?
»De sprogmiljøer, man finder i danske børnehaver, kunne være bedre. Det er ikke en kritik af pædagoger – slet ikke – men det er et område, man bør vie mere opmærksomhed, for det vil gavne samfundet og ikke mindst børnene, som vil have gavn af bedre sprogfærdigheder.«
Et barn med meget svage sprogfærdigheder som seksårig har på sigt en ringere chance for at gennemføre en universitetsuddannelse, forklarer han, for den vigtigste hjerneudvikling hos børn sker inden for de første fire-fem år, og det er svært at indhente tabt læring. Det gælder især sprog.
Der sker mere udvikling med ordforråd og grammatisk struktur, men et fireårigt barn kan sige komplekse sætninger og lyde som en indfødt.
»Jeg siger ikke, at alle skal på universitetet, men at nogle børn er tabt på forhånd, fordi de mangler de sprogfærdigheder, der skal til for at lære at læse. Ikke af genetiske årsager, men på grund af miljøet. En måde, hvorpå vi kan sikre, at alle har lige muligheder, er at sikre børns tidlige sproglige udvikling. At lære at læse kræver sprogforståelse og kendskab til bogstaverne. Hvor foregår det? Blandt andet i børnehaven.«
– Hvad kan den enkelte børnehave gøre for at styrke børnenes sprogkompetencer?
»Pædagoger har travlt og skal passe mange børn, så jeg vil placere ansvaret på højere sted: Beslutningstagerne, som jo har skabt børnehavesystemet, skal sørge for, at pædagogerne har de bedste muligheder for at opkvalificere sig. Selvfølgelig har pædagogerne også et ansvar for at tage imod tilbuddet, men jeg har endnu ikke været i en eneste børnehave, hvor jeg har tænkt: Her er nogle mennesker, der ikke gider de her børn. De vil børnene det bedste. Der er ingen evidens for, at de ikke kan lære de her ting, men de mangler muligheder.«
