Nyhed
Læsetid: 3 min.

Debattør: Skab alternativer til moskeen på Grimhøjvej

Det nytter ikke kun at fordømme fundamentalistiske imamer med ord. Moderate imamer og muslimske organisationer skal gå foran og skabe alternativer til steder som moskeen på Grimhøjvej, mener debattøren Geeti Amiri
Indland
3. marts 2016

Måske er det kun et fåtal af imamer i danske moskeer, der direkte underviser i pisk og stening som straf for utroskab.

Det er i hvert fald den dansk-afghanske debattør Geeti Amiris umiddelbare indtryk, selv om hun mener, at mange imamer har en for fundamentalistisk opfattelse af islam.

»Men én moské er også for meget i min verden. For mig er det relevante dog ikke så meget, hvor mange der bakker op om den fortolkning af islam. For mig er det relevante, hvor mange der er med til at ændre, at den fortolkning bliver udbredt,« siger hun.

Læs også: Driv ikke hadfabrikkerne under jorden

Den kontroversielle moské på Grimhøjvej i bydelen Brabrand i Aarhus er igen udsat for kritik, efter TV 2 ved hjælp af skjult kamera blandt andet har dokumenteret, hvordan den omstridte imam Abu Bilal har sagt til en gruppe kvinder, at utroskab skal straffes med enten pisk eller stening.

»Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag,« siger Abu Bilal på TV 2’s optagelser, hvor han dog også understreger, at den slags straffe ikke udføres i Danmark.

Abu Bilal er tidligere idømt en bødestraf i Tyskland for at opfordre til drab på zionistiske jøder under en fredagsbøn i Berlin.

En række muslimske organisationer har som svar på TV 2’s afsløringer udsendt en pressemeddelelse, hvor der står, at de »anerkender og er bevidste om, at der er udfordringer i visse segmenter af de muslimske miljøer«. Men organisationerne vil først se TV 2’s udsendelser i deres helhed, før de forholder sig yderligere til dem. Organisationerne skriver også, at de mener, at alle borgere er forpligtede til at overholde dansk lovgivning.

Beriger islam

Men Geeti Amiri vil gerne have, at imamer og muslimske organisationer gør noget i praksis for at vise, at der er alternativer til moskeen på Grimhøjvej.

Hun peger blandt andet på en række praksisser, hvor der ikke er ligestilling mellem mænd og kvinder, og som der efter hendes mening bør gøres op med.

Det gælder blandt andet kønsadskilte bederum, og det forhold, at nogle imamer ikke vil vie muslimske kvinder med ikke-muslimske mænd, mens imamerne gerne vil vie muslimske mænd med ikke-muslimske kvinder.

»For mig er det ikke nok, at man fortæller, at der i Danmark gælder dansk lov. Det kan enhver fortælle mig,« siger Geeti Amiri og henviser til de muslimske organisationers pressemeddelelse.

»Jeg mener ikke, at man udvander islam ved at praktisere religionen i sin nutid. Tværtimod beriger man islam.«

Som reaktion på TV 2’s afsløring har partiet SF foreslået, at man i Danmark opretter en decideret imam-uddannelse.

»Når uddannelsen ligger i Danmark, får de studerende et solidt fundament i danske samfundsforhold og de demokratiske frihedsrettigheder. Uddannelsen vil også være for kvinder, som er vigtige for at sætte en ny dagsorden i de danske moskeer,« skriver partiformand Pia Olsen Dyhr i et blogindlæg på tv2.dk.

Allerede nu har Københavns Universitet dog udbudt efteruddannelse i islamisk teologi og praksisformer. For Geeti Amiri kan uddannelse af imamer sagtens være en del af løsningen, men langtfra hele løsningen.

»Vi glemmer, at mange af moskeerne er finansieret fra udlandet,« siger hun og tilføjer, at det kan have betydning for, hvordan imamerne forstår og udbreder islam.

Eksempelvis er moskeen på Rovsingsgade på Nørrebro i København finansieret og støttet af oliestaten Qatar.

Samtidig er Imam Ali-moskeen i Københavns Nordvest-kvarter blevet beskyldt for at være finansieret af Iran, hvilket en talsmand for moskeen dog har nægtet.

»Men der, hvor du praktiserer dit virke som imam, har altså også en betydning,« siger Geeti Amiri.

Læs også: Venstre: Man bør afvise alle udenlandske imamer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Det er en konkurrence imellem et tivoli og et cirkus at vinde indvandrerne for demokrati istedet for imamernes udlægning af koranen og hvis vores stat med alle deres ressourcer ikke kan finde ud af at tilnærme sig indvandrene og vinde dem for demokrati, så er der noget "rotten in the state of Denmark".... det er en kamp som vi skulle kunne vinde, så nemt som at klø os bagdelen.

Kurt Nielsen, Finn Lindberg og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

.... vejen til helvede er brolagt med undskyldninger og halvhjertede løsninger...:-(

Henrik Bjerre

Gå efter pengene. Fundamentalisterne kan jo ikke selv tjene penge. De er afhængige af olie-penge - som nu flyder i betydelig mindre grad - eller den anden mulighed - velfærdsydelser først og fremmest kontanthjælp.

Euroæerne må samles om deres kristne trossamfund til at varetage en større del af velfærdsopgaven - så staten kan skrue ned for overførselsindkomsterene. Fremtidens velfærdsstat må fokusere på folkepension, uddannelse og sundhedsvæsen. Mad, bolig og tøj må borgerne selv klare - gerne med en ny omfordeling til statshusmandsbrug så det kriseramte landbrug kan få en kickstart.

Gå efter pengene ? Det gik i hvert fald med tegneserie-fart, da Islamisk Trossamfund forleden pludselig efter årevis af sejpineri desangående bekvam sig til - - officielt i hvert fald - ikke at anbefale stenings-straf ...
Det gik op for dem at kommunestøtten med timers varsel her og NU var 100% afhængig af lige den udmelding... :-D
Næppe den mest dogmatisk bindende udmelding, - men så længe den fanger mus ?

Mona Blenstrup

Hvis den der bog ikke er til diskussion eller de ord der står i en, så komemr man ingen vegne.
Lad os dog diskuttere denne bog på lige fod med al andet,frem i lyset med teksten og debat om den, så kan der gå hul på den byld, der hindrer nogle menensker at forholde sig kritisk til de regler, som nogle mener skal gælde og indskrænke andres levevis.

Poul Brunhøj

Hvis vi vil vise andre at demokrati og respekt for mennesker der tænker anderledes end mig selv, er en værdi vi vægter meget højt. Er vi nød til at gå foran. Ellers bliver det bare ord og skåltaler. Vi kan kun bekæmpe "de andre" med det gode eksempel. Hvordan skulle de ellers få lyst til at lære af os ???
Det er nemt at grave grøfter, men hvor fedt er det at sidde i dem.

Mona Blenstrup

Hvis de andre ikke vil lære af os, fordi de er opfostret med at tro fast og fuldt på, at intet fra os er sandhed eller rigtigt, hvordan kan de så lære af os og vores værdier, som de ikke regner for værdier men for synd og skam og andet grimt?
Grøfterne graves af de der bekender sig til den uangribelige bogs dekreter.