Nyhed
Læsetid: 1 min.

Enhedslistens medlemmer vil stille op uden Folkebevægelsen

Indland
19. marts 2016

Når der næste gang skal stemmes til EU-Parlamentet, vil danskerne formentlig for første gang kunne sætte kryds ved liste Ø. Hidtil har partiet opfordret til, at dets vælgere stemmer på Folkebevægelsen mod EU. Men ved en såkaldt urafstemning i går har et flertal af Enhedslistens medlemmer anbefalet, at partiet stiller op selv.

57 procent stemte for, mens 34,9 procent mente, at partiet fortsat skal stille op på Folkebevægelsen mod EU’s liste. På Enhedslistens årsmøde i pinsen skal den endelige beslutning træffes. Spørgsmålet har længe været debatteret internt i partiet. Allerede i 2013 blev der stemt om, hvorvidt partiet skulle stille op selv. Dengang mente Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen, Pernille Skipper, samt Frank Aaen, at Liste Ø skulle på stemmesedlen.

Men det blev stemt ned af medlemmerne. I vinter udtalte finansordfører Pelle Dragsted, at partiet efter afstemningen om retsforbeholdet burde spille en mere aktiv rolle på den »europæiske politiske kampplads«.

»Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tværpolitisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske,« sagde Pelle Dragsted til Information.

Et andet medlem af folketingsgruppen, udviklingsordfører Christian Juhl, frygtede derimod, at partiet kan ende med at tage Folkebevægelsens enlige mandat.

»Vi kalder os et græsrodsparti, men det er at svigte græsrødderne, hvis vi selv stiller op, for en opstilling kan nemlig i værste fald tage livet af Folkebevægelsen,« sagde han til Information.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Next stop - liste Ø for EU?

ØV!

Hannibal Knudsen

Endelig. Og så skal det bruges til helhjertet samarbejde med den europæiske venstrefløj