’De frivillige kan alt det, vi ikke kan’

Det er mandag morgen, og Venligboerne i Ballerup sidder lige midt i morgenmaden. Fire wienerbrødsstænger er blevet indkøbt, og kaffekanderne går på rundtur omkring et L-formet skrivebord i fælleslokalet. Huset er en gammel tilbygning til en mølle, der brændte ned i 1935.

Forsamlingen består af nogenlunde lige dele danske pensionister og unge mænd fra Syrien samt en enkelt fra Iran. De mødes hver mandag klokken 10 og fordeler dagens opgaver. På det seneste har de fået så travlt, at de frivillige er blevet nødt til at indrette sig som en lille virksomhed med ansvarsområder og mellemlederposter.

’Direktøren’ er Niels Gulbech-Eiruff, en 57-årig førtidspensionist og efterhånden lokal berømthed i Ballerup. Jens Lind er kørselschef og ansvarlig for indsamling af de møbler, de får doneret gennem deres netværk på Sjælland.

Susanne Schmidt står for at afholde Café Venlig hver onsdag på biblioteket, og Ole Simonsen er ’jobansvarlig’.

I dag venter Ole Simonsen på en ung syrisk kvinde, der skal til samtale hos den lokale frisør, New Hair Design. Den pensionerede it-konsulent på 72 skulle alligevel selv klippes dernede for nylig. Så kunne han jo lige så godt spørge, om de manglede nogen. Han vidste fra jobcentret, at en af kommunens flygtninge var uddannet frisør og ledte efter arbejde.

Ole Simonsen har været jobansvarlig hos Venligboerne i Ballerup i en måneds tid og har allerede fundet frem til et supermarked og et autoværksted i Avedøreholme, der også gerne vil have flygtninge i virksomhedspraktik.

»Jeg gør nærmest alt bortset fra at udfylde skemaerne til jobcentret for dem,« siger Ole Simonsen.

Trods hans moderate succes med at få lokale virksomheder med om bord har han fået langt flest afslag. Flygtningenes manglende sprogkundskaber er som regel en hæmsko.

»De skal jo kunne modtage en arbejdsinstruktion. Så det er lidt op ad bakke,« siger Ole Simonsen.

Han ved, at dagens unge frisør ikke er så stærk i dansk, så han er spændt på, om de vil have hende.

Tusind gode ideer

Ligesom i flere andre kommuner har politikerne i Ballerup fået øjnene op for det potentiale, der ligger i at inddrage mere eller mindre uorganiserede frivillige som en fast del af kommunens integrationspolitik. Derfor forsøger de at gøre livet så nemt som muligt for de frivillige.

Der gik ikke mere end tre-fire dage, fra Niels Gulbech-Eiruff spurgte, om Venligboerne kunne få lov at låne nogle lokaler, før de stod med nøglen til den 600 kvadratmeter store møllebygning i hånden. Alle konventionelle procedurer blev sprunget over.

Venligboerne opstod i efteråret 2014 som et løst sammensat netværk af frivillige i Hjørring. Siden har navnet og engagementet bredt sig til nøjagtigt 101 byer med Skagen som den senest tilkomne. De fleste af grupperne afholder caféarrangementer, hvor flygtninge og danskere kan møde hinanden, og skaber netværk for de flygtninge, der ikke kender nogen.

Nu er flere kommuner begyndt at bruge Venligboerne og andre spontant opståede frivillige grupper som en fast del af integrationsindsatsen. Flere kommuner henviser flygtninge til de frivillige netværk, hvis de har brug for støtte, og i nogle kommuner hjælper de frivillige også med at skaffe beskæftigelse, møbler og andet til de nye flygtninge.

Det er en god nyhed, mener forfatteren Mads Nygaard, der er blandt Venligboernes oprindelige stiftere. »Det er strålende, strålende, strålende,« siger han.

»I vores samfund er du lost uden et netværk. Lige meget hvor meget kommunen står på hovedet, ender du alligevel med at føle dig isoleret, for det er ikke kommunens ansvar at give folk et netværk. Det er vores hovedfokus.«

I Roskilde henviser kommunen flygtninge til det frivillige netværk Roskilde Flygtningevenner. Nogle af de frivillige byder sig til som venskabsfamilier, mens andre hjælper flygtninge med at lære at cykle eller stive sprogkundskaberne af i sprogcafeen.

I Aarhus tilbringer kommunens frivilligkoordinator Pernille Brandt megen tid på Venligboernes lokale facebookgruppe, hvor hun svarer på spørgsmål og beder om tjenester på vegne af flygtninge. Hvis en nyankommen flygtning for eksempel har brug for hjælp til at flytte eller for en ledsager, der vil følge dem i skole, rækker Pernille Brandt ud til de frivillige.

»Den slags ting er jo ikke kommunens opgave, men det betyder rigtig meget for den enkelte,« forklarer hun.

»De frivillige kan jo alt det, vi ikke kan. De kan skabe personlige relationer efter lukketid. De kan det, der i virkeligheden er allervigtigst for integrationen, nemlig skabe netværk og relationer.«

– Risikerer I ikke at udlicitere kommunens opgaver til de frivillige?

»Nej, nej,« siger Pernille Brandt.

»Vi skal ikke misbruge de frivillige, og det ville de heller ikke finde sig i. Men måden vi bruger dem på, vil altid bero på en vurdering. Vi skal bare ikke tro, det er nogen, vi kan bestille.«

Hun mener, at andre kommuner vil kunne få gavn af at inddrage de frivillige noget mere.

»Vi må ikke være bange for at skabe noget sammen med de frivillige. Vi får tusindvis af gode ideer sammen.«

Nye medborgere

Tilbage i den gamle møllebygning i Ballerup er Niels Gulbech-Eiruff ved at forklare, hvordan samarbejdet med kommunen fungerer. Byens socialdemokratiske borgmester, Jesper Würtzen, hedder konsekvent bare Jesper.

»Jeg taler jo direkte med Jesper. Det er vores styrke. Det er derfor, vi kan rykke så hurtigt. Vi skal ikke først forbi ham dér, der sidder og spidser blyanter nede på kommunen,« siger han.

»Alle os her, vi er én stamme …« fortsætter han, men bliver afbrudt, da den unge frisøraspirant kommer ind ad døren.

Hun og Ole Simonsen forsvinder ind i et lokale for enden af bygningen sammen med gruppens ’hoftolk’, Muhamed Derbel, en arbejdsløs buschauffør fra Tunesien, der kan oversætte mellem arabisk og dansk.

Frisøren hedder Azab Kayali og er flygtet fra Aleppo. Hun har været i Danmark i over et år og har haft svært ved at finde arbejde.

»Problemet er, at jeg kun taler arabisk med min familie, og jeg vil gerne lære at tale mere dansk,« siger hun.

Den besked hører Venligboerne i Ballerup tit fra flygtningene. Derfor har de netop oprettet deres egen sprogskole, drevet af frivillige med hjælp fra byens viceborgmester Lolan Marianne Ottesen (S).

Undervisningen foregår hver søndag og er et supplement til kommunens sprogskole, der har undervisning tre dage om ugen.

Den unge frisør Azab Kayali stiftede bekendtskab med Venligboerne, da Niels Gulbech-Eiruff kom forbi og afleverede en seng hos hende for et par måneder siden. Han sagde, at hun altid kunne komme til dem, hvis hun havde brug for hjælp.

I Syrien var hun hjemmegående husmor, men uddannede sig samtidig på teknisk skole. Hun mistede dog sine eksamenspapirer under flugten.

»Jeg ville elske at komme til at arbejde som frisør,« siger Azab Kayali, inden hun forsvinder ud ad døren igen sammen med hoftolken og den jobansvarlige.

Niels Gulbech-Eiruff bliver hængende og taler med nogle af de unge mænd fra Syrien. De er alle flygtet fra krig og forfølgelse. Alligevel er der ingen her, der kalder dem »flygtninge«.

»Vi har ingen flygtninge her. Vi har kun nye medborgere,« fastslår den slagfærdige førtidspensionist.

Blandt de nye medborgere er Bilal Alali, en maskiningeniør fra Syrien, der har indrettet et cykelværksted i kælderen under møllebygningen sammen med sin bror. De plejede at drive et bilværksted sammen i Syrien.

»Jeg er glad for at have noget at lave. Cykelværkstedet er ikke så stort, men jeg har selv fået rigtig meget hjælp, og nu vil jeg gerne give lidt tilbage,« siger han.

Mantraet hos Venligboerne i Ballerup er »hjælp til selvhjælp«. De danske frivillige hjælper gerne de nye medborgere med praktiske problemer og kontakt til kommunen. Men har de en idé til et projekt, får de selv lov at føre det ud i livet. Det får folk til at vokse, mener Niels Gulbech-Eiruff.

Kun et supplement

Det er ikke kun kommuner, der i højere grad trækker på de frivillige kræfter. Også flere boligselskaber er interesserede i at finde ud af, hvordan man skaber frivillige netværk, der kan tage imod flygtninge.

Boligselskabet Sjælland, der råder over 13.000 almene boliger, havde den 5. marts inviteret Venligboerne til at holde oplæg ved deres årskonference. Temaet for konferencen var »frivillighed«.

»Vi ved jo, at vi får placeret mange flygtninge i vores boliger, og vi vil spørge vores boligdemokrater, om de vil være med til at byde dem velkommen,« siger Jakob Murning, der er udviklingsmedarbejder i boligselskabet.

I Ballerup har viceborgmesteren opfordret en gruppe naboer til at tage godt imod beboerne i 31 nye flygtningeboliger, der er ved at blive sat i stand. Det er blevet til facebookgruppen »Venlignaboerne«.

»Det er helt genialt,« siger viceborgmester Lolan Marianne Ottesen.

»Nogle af naboerne er måske utrygge, fordi de ikke ved så meget om, hvad det betyder, når der kommer nye folk til deres lokalområde. Nu prøver Venlignaboerne at få hele området med.«

Byens borgmester, Jesper Würtzen, er også begejstret for al frivilligheden. Men han understreger, at kommunen ikke har tænkt sig at overlade kerneopgaverne til de frivillige.

»Den frivillige indsats er et supplement til vores indsats. Vi har ikke lagt noget fra os. Vi har lagt noget til. Men det bliver bedre, når de frivillige er med,« siger han.

Dog er der en enkelt ting, der mere end noget andet skygger for den gode integration i kommunen, og som de frivillige sjældent nævner: økonomien. Ifølge kommunens egne beregninger kommer tilstrømningen af flygtninge til at koste kommunen 30 millioner kroner i løbet af fire år.

Borgmesteren ved endnu ikke, hvor de penge skal komme fra, men det bliver formentlig besparelser på velfærdsområder som børnehaver, skoler, hjemmepleje og handicappede. Og det bekymrer nogle borgere.

Samtidig er nogle skeptiske over for, at flygtninge får lov at springe køen over til de almene boliger. Men Jesper Würtzen insisterer på at være åben omkring udfordringerne og omtale flygtningene med respekt.

»Jeg vil gerne tale om dem som nye ballerupborgere. Uanset hvad man mener om flygtninge, og hvor mange der skal være, så føler jeg mig lige så ansvarlig over for dem som over for kommunens andre borgere, når det er blevet besluttet, at de skal bo her. De er en ligeværdig del af vores befolkning,« siger borgmesteren.

»Indsatsen fra venligboere og andre er med til at skubbe på og gøre processen bedre for de her nye borgere.«

Kommunens arbejde

Mens Niels Gulbech-Eiruff underholder et par af de unge syrere, står hans hustru, Jeannie, i et tilstødende lokale og lægger noget tøj sammen, de har fået foræret. Flygtningene har brug for møbler, tøj og andre ting, når de flytter i egen lejlighed.

Mængden af donationer har været fuldstændig overvældende, siger Jeannie Gulbech-Eiruff. De frivillige har været nødt til at inddele møllebygningen i forskellige afdelinger ligesom i et varehus.

Et rum er fyldt med legetøj, et andet er til køkkentøj, mens et tredje er til sko og støvler. Nede bagest er et lokale kun til sengetøj, grydelapper og badeforhæng. I kælderen er et lokale fyldt til loftet med brugte madrasser, og på første sal flyder det med brugte sofaer, fladskærme, lamper og reoler.

De frivillige er sågar ved at indrette et lille kontor på første sal, hvor en af sagsbehandlerne fra jobcentret kan sidde hver mandag. De fleste af hendes klienter har alligevel deres gang i huset. Jeannie Gulbech-Eiruff er ansvarlig for at holde styr på køkkentøjsafdelingen nede i stuen. Lokalet er omkranset af reoler, og i midten står et aflangt bord med bestik og grydeskeer. Der er en hylde kun til vinglas, en anden hylde med tallerkener og en tredje kun til flødekander.

»Det er over min fatteevne, at det er blevet så stort,« siger hun.

»Folk er også slemme til at donere deres storskrald. Men jeg sorterer det, inden vi sætter det frem. Vi vil helst kun have ting, vi selv ville have stående derhjemme.«

Inde i fælleslokalet udbryder der pludselig jubel. Ole Simonsen og tolken Mohamed Derbel er vendt tilbage fra frisøren. Samtalen gik glat, og Azab Kayali kan begynde i jobpraktik med det samme, hvis ellers jobcentret siger god for det.

»Det tog fem minutter, så stod de og smilede til hinanden,« fortæller Ole Simonsen, mens han smider overtøjet.

»Det med sproget gør ikke noget. Det finder de ud af.«

– Tænker du nogensinde på, om du gør jobcentrets arbejde for dem?

»Ja, det gør jeg, og jeg laver en meget klar afgrænsning. Lige så snart vi kommer frem til papirarbejdet og den endelige aftale, står jeg af. Det her er jo frivilligt arbejde. Hvis jeg også skulle til at lave papirarbejde, så gik den arbejdsdag hurtigt.«