’Nogle gange keder de sig så meget, at de trykker på alarmen’

Klokken er 7.00. Social- og sundhedshjælper Joan Krog tager sin cykelhjelm på og lægger sine hvide træsko op i en af Næstved Kommunens grå elcykler. Via et stisystem begiver hun sig mod et af byens parcelhuskvarterer. Første stop er hos en kvinde, hvor der er afsat seks minutter til at give hende støttestrømper på. Næste stop er et rødstenshus, hvor 81-årige Kirsten Pedersen, en lav rund dame i lilla morgenkåbe, skal »skylles over«. Det bliver hun hver dag.

»Det er, fordi jeg tisser i bukserne,« siger Kirsten Pedersen og insisterer på, at Information må skrive det i avisen. »Det er jo sådan, det er at blive gammel.«

Ude ved den ternede voksdug i køkkenet sidder Kirsten Pedersens mand, 83-årige Leo Pedersen, og læser en artikel i Sjællandske om hjemmerøverier, mens han drikker kaffe af en kop med fasaner på. Den lille spinkle mand fortæller, at »mor er skolelærer«, mens han selv har arbejdet som murer. Han har bygget det meste af det røde hus, som de har boet i i 50 år. Det irriterer ham, hvordan kommunen har monteret de grå plastikramper, som gør, at Kirsten Pedersen kan køre sin rollator over dørtrinene.

»Det er praktisk, men jeg ved ikke, hvor kønt det er. Det ville en murer ikke have lavet på den måde,« siger han.

Klokken er 8.24, og Joan Krog træder ind i et køkken, hvor 84-årige Bent Hansen sidder alene og spiser cornflakes til lyden af P4 Sjælland. Ved siden af ham står fire små franskbrødsmadder med smør og marmelade. Dem laver han hver morgen til sin kone Alice, som er 83 år og har Alzheimers. De har været gift i 63 år, og i løbet af de seneste tre år er Alices tilstand blevet meget forværret.

Bent Hansen spiser cornflakes hver morgen Marmelademadderne er til hans hustru Alice, der har Alzheimers. 

Ulrik Hasemann

Joan Krog går ind i soveværelset og hjælper Alice op af sengen. Hun har uglet gråt hår og en lilla natkjole på. Joan Krog hjælper Alice i støttestrømper og giver hende hvide kondisko på. Hun tager hende i hænderne og fører hende ind i stuen, hvor de går hen omkring kakkelbordet og tilbage igen for at få benene i gang.

Alice tager bittesmå museskridt og hendes fødder løfter sig næsten ikke fra det grå væg til væg-gulvtæppe, når hun lige så stille med et fjernt blik tøffer af sted med Joan Krog i hænderne. Joan Krog fører Alice ud på et badeværelse med turkise klinker, hvor hun hjælper hende med at blive vasket.

En sygeplejerske kommer for at dosere piller og tage blodprøver. Hun taler med Bent Hansen, som har besluttet, at Alice må i permanent aflastning. Om et par dage flytter hun.

»Hun ligger i sengen og tror, hun har ligget der hele dagen, og hun tror, at hun ikke har fået morgenmad, selv om hun har fået det,« siger Bent Hansen.

»Hun siger, at hun ikke vil være i huset, at det ikke er hendes hjem, og at hun vil ned til en ven, hun tror, hun har nede ad vejen.« Hans stemme knækker, og han får blanke øjne. Han sidder stille og ryster på hovedet, mens han kigger ud på havens velklippede runde buske.

»Undskyld,« siger han og fisker et ternet stoflommetørklæde op af lommen.

»Du skal ikke undskylde,« siger sygeplejersken. »Det er en svær beslutning. Det er ikke sådan, man tror, et ægteskab skal ende. Men du skal ikke slå dig selv i hovedet. Der er ingen skam i sådan en beslutning.«

Joan Krog er færdig med at vaske Alice og har fået hende i tøjet. Hun hjælper hende ud i køkkenet og sætter hende på en stol over for Bent Hansen. Han skubber de små franskbrødsmadder med marmelade over til sin kone.

»Værsgo og velbekomme,« siger han.

Joan Krog går en tur med Alice rundt om kakkelbordet for at få benene i gang.

Ulrik Hasemann

Klokken er 9.35, og Joan Krog går ind til 82-årige Ellen Pedersen, som sidder og læser en artikel med overskriften »Blodomløb i Topform« i Næstved-udgaven af Sjællandske. Hun har et hjemmestrikket rødt sjal over skuldrene og matchende røde briller på næsen. På hendes køkkenskab hænger en medalje fra Broløbet, som hun gennemførte sidste år.

»Nu har jeg fået en ny rollator. Så i år vinder jeg, for den har gummihjul,« siger hun, mens Joan Krog står lænet ind over hende og giver hende øjendråber.

Klokken er 9.53, og Joan Krog parkerer cyklen foran et lille gult rækkehus, hvor 69-årige Gerd bor. Hun har Alzheimers. Joan Krog stiller en skål med yoghurt foran Gerd på sofabordet, hvor der også er et askebæger og et bredt udvalg af lightere i alverdens størrelser, farver og modeller.

Gerd har en stribet T-shirt, strømper og underbukser på. Joan Krog spørger, om hun ikke vil have bukser på, men det vil hun ikke. Alt Gerds tøj ligger i bunker på spisebordet, for hun kan ikke finde det, hvis det ligger inde i tøjskabet. Hendes grønne cykel står også inde i stuen. Selv om Gerd er så hårdt ramt af Alzheimer, at hun ikke kan huske, hvordan man går i bad og har svært ved at gennemføre en hel sætning, kan hun stadig finde rundt i kvarteret og cykle en tur.

Joan sætter sig ved siden af Gerd i sofaen. Hun viser hende en reklame fra den lokale købmand. De skal bestille varer. Gerd peger på en yoghurt. »Skal det være en bestemt?« spørger Joan. »Øhhh, det ved jeg ikke,« siger Gerd.

»Men, men, men, men,« siger Gerd, da de er færdige med at bestille.

»Hvad vil du have?« spørger Joan Krog. »Kan du vise mig det?«

Gerd går over i køkkenet og viser Joan Krog en pakke blå LA.

»Jamen, dem har du en hel pose af,« siger Joan Krog og ringer til købmanden.

Klokken er 10.45, og Joan Krog sætter sig ved mødebordet tilbage på plejehjemmet Symfonien, hvor hjemmeplejen holder til. Hun laver neskaffe og spiser skyr. Derefter holder de møde. Mona Pedersen, som er teamleder, fortæller, at de snart skal begynde at bruge nogle maskiner, som bipper og blinker, når borgerne skal tage deres piller.

»Jeg har brug for én, der melder sig til at være bannerfører, og så må I alle sammen godt begynde at tænke på, hvilke borgere det kunne være relevant for. Det skal erstatte jeres besøg,« siger hun.

Ulrik Hasemann

Klokken er 11.30, og Joan Krog er tilbage hos Bent Hansen og Alice. Indtil Alice flytter, er hun i aflastning sammen med andre demente hver dag fra 12-19.30. Joan Krog hjælper Alice med at få termojakken på. Bent Hansen og Joan Krog hjælper hinanden med at få Alice over i kørestolen, og Bent Hansen henter en hue og et tørklæde, som han vikler rundt om sin kone. Han finder også hendes dametaske og sikrer sig, at der er papirlommetørklæder i den.

Klokken er 11.51, og Joan Krog er tilbage hos Gerd i det gule rækkehus. Joan Krog smører fire halve rugbrødsmadder til Gerd: én med rejeost, én med leverpostej, én med kamsteg og én med makrel. »Narj,« siger Gerd begejstret, da hun får det serveret henne i sofaen. Hun har stadig ikke fået bukser på.

Klokken er 12.24, og Joan Krog er tilbage på Symfonien. Midt i frokosten får de en opringning fra en datter til en ældre kvinde, som er faldet og har ligget siden klokken 1.00 i nat. Hun er så stor, at datteren og en nabo ikke kan få hende op. Personalet kan ikke finde ud af, om det er dem eller Falck, der skal hjælpe en person, som til daglig kun får rengøring af kommunen.

»Det er ikke i orden, at hun har ligget i så lang tid,« siger én.

»Lad os køre derud,« siger en anden. »Jeg kan heller ikke lide det.«

Da de kommer tilbage, bliver de enige om, at det nok havde været bedst at ringe efter Falck, for det var tungt at løfte kvinden op fra gulvet.

Kirsten Pedersen får hjælp til at få støttestrømper på.

Ulrik Hasemann

Klokken er 13.17, og Joan Krog sætter sig ind i en af hjemmeplejens små røde biler. Foran et gult rækkehus med blyindfattede ruder står en af hendes kolleger, Celina Andersen, og venter. De foretrækker at være to, når de skal løfte nogen, som sidder i kørestol.

Inde i det gule rækkehus sider Elin i sin kørestol på sin plads foran fjernsynet. Foran hende har hun et rullebord med tre glas juice, cigaretter og en flødebolle. Hun kan ikke selv køre stolen og vil ikke på plejehjem, så hun sidder der hele dagen og får syv gange i døgnet besøg af hjemmeplejen.

Joan Krog og Celine Hansen hejser Elin op i en lift og sætter hende på en toiletstol. Imens lægger de vasketøj sammen i stuen, sætter nye drikkevarer ind på rullebordet og tager det tynde plastfolie af cigaretpakkerne. Derefter kører de Ellen tilbage foran rullebordet og fjernsynet.

Klokken er 14.11, og Joan Krog besøger 70-årige Inge Kielsen i en moderne, nybygget lejlighed med en stor altan. Inge Kielsen sidder også på sin faste plads foran fjernsynet. Der har hun siddet, »siden Slagelse Sygehus ødelagde begge mine ben«. Hun har kunstige knæ, kunstige hofter og en kunstig skulder.

»Jeg har siddet på kontor i 44 år. Nu sidder jeg her i denne her stol og løser kryds og tværs fra klokken kvart over syv om morgenen til klokken 11 om aftenen. Jeg kan ikke komme op til min familie på Grønland til jul. Jeg har sagt, at de ikke skal bruge tid på at besøge mig, når de er i Danmark. Jeg sidder jo bare her og kan ingenting. Jeg kan ikke engang komme ud på altanen,« siger Inge Kielsen, som har fået de samme grå plastikramper på sit dørtrin ud til altanen, som dem Leo og Kirsten Pedersen har. »Men det nytter jo ikke noget, når mit gangstativ er for bredt til at komme igennem døren.«

Klokken er 14.43, og Joan Krog modtager et nødopkald fra Elin.

»Det er hjemmehjælpen, du har trykket på nødknappen. Hvad kan jeg hjælpe med?« spørger Joan Krog, som intet svar får. »Elin, du har trykket på nødknappen.«

Når den person, som har trykket på alarmen, ikke svarer, skal personalet køre derud. Det er der nogle af de ældre, der har regnet ud. »Nogle gange keder de sig så meget, at de trykker på alarmen,« siger Joan Krog.

Da Joan Krog og Celina Hansen når frem, siger Elin, at hun skal tisse. De hejser hende igen op i liften og sætter hende på toiletstolen. Men hun kan ikke tisse, så efter nogen tid kører Joan Krog hende tilbage på pladsen foran fjernsynet, inden Joan Krog selv kører tilbage til Symfonien, hvor hun parkerer den lille røde bil og har fyraften.

I løbet af den dag, Information var med Joan Krog på arbejde, havde hun cirka 15 besøg hos ældre borgere. Ikke alle de besøg er beskrevet i denne artikel. Personer med Alzheimers eller andre lidelser præsenteres kun med fornavn. Bent Hansen har givet Information tilladelse til at fortælle hans kone Alices historie, mens Gerd selv har givet samtykke.