Siden årsskiftet er Vridsløselille Statsfængsel blevet brugt til at fængsle frihedsberøvede asylansøgere. Her sidder de indsatte indelåst i celler i op til 23 timer i døgnet, bl.a. fordi der ikke er personale til at vogte gangene. Det oplyser enhedschef Frank Bødker. Men det er en slags isolationsfængsling og helt uacceptabelt, mener Claus Juul, juridisk konsulent hos Amnesty:
Læs også: ’I yderste konsekvens må vi slå teltlejre op ude i fængselsgården’
»Folk, der er frihedsberøvede i medfør af Udlændingeloven, må ikke underkastes andre indskrænkninger, end hvad der er nødvendigt for formålet. Så man må ikke anbringe dem i noget, der ligner isolationsfængsel,« siger han.
Frihedsberøvede asylansøgere er ikke kriminelle, men f.eks. mennesker, som har fået afslag på asyl. Ifølge lovbemærkningerne til den nye udlændingelov fra november skal »politiet fremover så vidt muligt frihedsberøve afviste asylansøgere og andre udlændinge med ulovligt ophold«.
Det er under al kritik at sætte mennesker bag tremmer, der kan forbinde fængsler med tortur, mener John Hatting, der er landsformand for Kriminalforsorgsforeningen, fagforeningen for ansatte i Kriminalforsorgen:
»Det at blive sat i et fængsel som Vridsløselille kan opleves som decideret psykisk terror for mennesker, der f.eks. har været fængslet og er blevet tortureret under Assads regime i Syrien,« siger han og bakkes op af Karin Verland, der er direktør for det danske institut mod tortur, DIGNITY: »Det er meget naturligt, hvis et tidligere torturoffer retraumatiseres af at blive låst inde sådan et sted 23 timer i døgnet. Det kan resultere i flashbacks og rædsel,« siger hun.
Vridsløselille, som oprindelig har haft 240 danske indsatte, kan komme til at huse helt op til 1.000 frihedsberøvede asylansøgere. De kan blive nødt til at dele celler med hinanden og sove i telte på fængslets gårdarealer. Det er »ikke humant«, mener formanden for Fængselsforbundet Kim Østerbye.
»To i en celle burde vi kunne håndtere. Men når man begynder at inddrage værksteder og gården, så er vi nået til et punkt, hvor vi behandler mennesker uanstændigt. Det er ikke det, vi bør stå for i Danmark,« siger han.
Information har kontaktet Justitsministeriet for en kommentar, men det henviser til Kriminalforsorgen. Her fortæller områdechef Rasmus Andersen, at man via Røde Kors er i gang med at sætte fritidsaktiviteter i gang for de indsatte: »Det, håber vi, kan bringe fællesskabstiden lidt op.« Han oplever ikke, at personalet har problemer med at håndtere traumatiserede indsatte, eller at forholdene i Vridsløselille er eller vil blive inhumane.
»Vi kan huse 750 under tag. Hvis vi kommer op på 1.000, opsætter vi telte udenfor. Det er i yderste nødstilfælde. Og det svarer til modtagecentre, vi har andre steder,« siger han.
Hvad er Danmark dog blevet for et land?
Hvem har bestemt at et portræt af dronningen skal hænge i fængslet?
Er det ikke en lille smule patroniserende og hånligt?
Skal de kongelige være moralske forbilleder for de indsatte?
Eller er det bare for at skabe lidt social kontrast, de kan reflektere over på vej ind i deres 12 m2 celle?
Se - her er, hvad du kunnne være blevet til, hvis du havde opført dig ordenligt (og var født med en guldske i munden).
Man skulle tro det var straf nok at sidde i fængsel.
/O
"Denne korrumpering af af kulturelle og sædelige målestokke var resultatet af en lang opløsningsproces...Idet den påberåbte sig livets, magtviljens og den rå dynamiske vitalitets filosofi, undsagde den Europas fornufttradition...Den blev erstattet af intuitionen, blodet og instinktet, hvilket uvægerligt ophøjede dumheden til højeste instans og fremmede en moralsk forsumpning...der blev fejret sværmerisk som genfødelsen af de skabende livskræfter." (Joachim Fest: Hitlers håndlangere, København 2013, s. 240)
Udskift "intuitionen, blodet og instinktet" med "danske værdier" og "genfødelsen af de skabende livskræfter" med "indførelsen af konkurrencestaten", og vi har en glimrende skildring af det moralske forfald i vor tid.
Den eneste formildende omstændighed er, at fængselspersonalet protesterer over forholdene. Magthaverne og myndighederne derimod finder åbenbart fremgangsmåden nødvendig. Cheferne "oplever ikke, at personalet har problemer med at håndtere traumatiserede indsatte, eller at forholdene i Vridsløselille er eller vil blive inhumane." Selvfølger gør de ikke det, de er jo ansat til at administrere systemet og bortforklare eventuelle administrative uretfærdigheder. Og med de politikere vi har, er det, der foregår, jo nok lovligt.
I så fald har vi her et glimrende eksempel på, at selv om noget er legalt, er det ikke nødvendigvis legitimt.
Dorte Sørensen,
Danmark er det samme land, som det hele tiden har været. Et land, hvor man længe har haft en i grunden meget simpel ramme for menneskelig livsudfoldelse. En samfundskontrakt, kalder man det vist også.
Ifølge denne kontrakt er det enkelte menneske fri til at søge en maksimal udnyttelse af eget potentiale. Det man også kan betegne som frihed til selvrealisering. En sådan selvrealisering kan ikke udfolde sig frugtbart, med mindre visse fundamentale forhold er på plads: Stabile og trygge rammer, kort sagt, f.eks. i form af adgang til husly, rindende vand og elektricitet, samt adgang til økonomisk understøttelse, i de situationer hvor man måtte have behov for det. Hertil kommer mere omfattende systemer, som alle ideelt set også tjener til understøttelse af individets selvrealisering. Vuggestuer, børnehaver og plejehjem, som hjælper med til at frigøre individets tid. Et stærkt politi og retsvæsen, til at opretholde lov og orden, samt selvfølgelig hele uddannelsessystemet, som man gratis kan benytte til at udvikle sine kompetencer.
For at få adgang til alt dette (og det er meget!) forpligter det enkelte individ sig, ifølge kontrakten, til tre ting: 1. At søge maksimal selvrealisering, 2. at bidrage til fællesskabet i form af skattebetaling, og 3. At bakke op om kontrakten i både tanke og gerning.
I og for sig ikke nogen dårlig handel, kan man sige. Ikke mindst set i et historisk lys, hvor tidligere tiders samfundskontrakter ikke udviste helt samme interesse for hverken individet eller dets selvrealisering. I hvert fald ikke for alle individers lige ret til at søge en sådan realisering af et iboende menneskeligt potentiale.
Men nu befinder vi os tydeligvis i en situation, hvor denne kontrakt ikke længere kan opretholdes. Selv om man som individ til fulde lever op til sin del af aftalen - dvs. med omhu og flid søger at realisere sit fulde potentiale - så må man se i øjnene, at udbyttet ikke længere kan tages for givet.
Kontrakten misligholdes kort sagt. Klimaforandringer, folkevandringer, stigende ulighed og evige besparelser på netop de systemer, som skulle understøtte selvrealiseringen. En faldende kvalitet er et faktum. En faldende livskvalitet.
Kontrakten dur ikke mere. Det er ikke længere nok blot at søge sin egen selvrealisering, og så blindt gå ud fra, at resten ordner sig selv. At det hele falder i hak. Men det er ikke nogen rar virkelighed at vågne op til. Mennesker bliver bange. De bliver vrede. De føler sig holdt for nar. Og med rette. Hvad vi er blevet lovet, bliver ikke givet.
Kontrakten er derfor ved at blive revet i stykker, og noget nyt må træde i dens sted. Hvad det nye bliver, må tiden vise. Afgørende bliver det, om ganske almindelige mennesker vågner op til det faktum, at verden ikke længere er et sted, hvor man bare kan mele sin egen kage, i en forventning om at man dermed har levet op til sit samfundsansvar. At resten løser sig. I øjeblikket er der desværre ikke mange tegn på, at en sådan opvågnen er nært forestående, endsige mulig i det hele taget.
Danmark er det samme land, som det hele tiden har været. Men omstændighederne har ændret sig. Ikke til det bedre, det giver sig selv. Men forhåbentlig vil mennesker i dette land begynde at ændre sig - vågne lidt op - inden det i denne omgang bliver for sent.
Torsten Jakobsen: "Men nu befinder vi os tydeligvis i en situation, hvor denne kontrakt ikke længere kan opretholdes."
Korrekt, men det er ikke de afviste asylansøgere, der er skyld i, at samfundskontrakten ikke kan opretholdes, så det er ulogisk at straffe netop dem og kun dem for menneskehedens selvpåførte problemer. Tværtimod er de ofre for den globale samfundskontrakts sammenbrud. Så at spærre dem inde som sardiner i en dåse er vel ikke udtryk for, at vi i dette land er begyndt at vågne op - tværtimod er det udtryk for, at vi med alle midler forsøger at bevare vores privilegerede særstatus.
"Men forhåbentlig vil mennesker i dette land begynde at ændre sig - vågne lidt op - inden det i denne omgang bliver for sent."
I denne konkrete sag er det så fængselspersonalet, som står med de konkrete problemer i deres hverdag, som er vågnet op. Nu er det så op til medierne og dig og mig at hjælpe resten af befolkningen ud af tornerosesøvnen.
Niels Nielsen,
Nej, det er bestemt ikke afviste asylansøgeres skyld. Men fængslingerne af ikke-kriminelle og den manglende vilje til at tilbyde dem muligheden for selvrealisering i vores samfund, hvor kommer denne forråelse og mangel på velvilje dog fra?
Det er min påstand, at begge dele udspringer af en manglende erkendelse af, at samfundskontrakten ikke længere gælder. Med andre ord fastholdes der i samfundet stædigt en fortælling om, at hvis blot vi alle sammen passer vores, så løser problemerne sig af sig selv. Hvilket de jo også gør - i det mindste for en tid - omend ikke med just behagelige konsekvenser for f.eks. indsatte og ansatte i Vridsløselille.
Politik har konsekvenser, nogle af disse konsekvenser kan forudsiges. I Danmark giver det ikke længere mening at skelne mellem 'de røde' og 'de blå', højre og venstre side i folketingssalen. Det er en systembevarende forståelse af virkeligheden. Jeg foreslår en ny skillelinje, som går mellem de partier, politikere og andre meningsdannere, som fortsat italesætter den gamle samfundskontrakt som virksom model for samfundet, og så dem som ikke gør. Lægger man snittet der, vil man bemærke at vi ledes af de blinde.
Torsten Jakobsen: "Jeg foreslår en ny skillelinje, som går mellem de partier, politikere og andre meningsdannere, som fortsat italesætter den gamle samfundskontrakt som virksom model for samfundet, og så dem som ikke gør."
Vi er helt enige. For tiden ser jeg kun to politiske grupperinger, som er parate til at prøve kræfter med en ny samfundsorden, nemlig EL og Alternativet. At der er to grupperinger skyldes desværre, at begge partier sidder fast i fortiden, i den gamle skelnen mellem rød og blå. Hvis denne modsætning kan overvindes, er der håb.
Og så forbigår jeg i øvrigt helt den tredje gruppering, den sorte, som Joachim Fest omtaler i det citat, jeg gengav i et tidligere indlæg. For det kan vel kun ende galt, hvis vi forsøger at at udskifte den universelle selvrealisering med en kontrakt, der sikrer de riges reproduktion på bekostning af de fattige.
Leo Nygaard,
https://www.information.dk/indland/2016/03/yderste-konsekvens-maa-slaa-t...
fra artiklen, til besvarelse af dit spørgsmål om, hvad der her skal lægges i begrebet 'frihedsberøvelse' :
inde på fængselsfløj A3 er flygtningene ved at gøre klar til at komme uden for på en gårdtur. De går op og ned ad gangen, mens de tager overtøj på. Nogle veksler et par ord med fængselsvagten, men de fleste kan ikke engelsk.
Information må ikke interviewe eller fotografere de indsatte, men vi må gerne kigge ind i en af cellerne, mens dens beboer er på gårdtur. Inde i cellen står et lille skoleagtigt bord, et skab og en 90 cm bred seng. På bordet ligger en pakke smøger, og man kan se, at den indsatte har røget ud gennem tremmerne i det lille vindue, for i kanten af vinduet danner en masse cigaretskodder en stor bunke.
I Vridsløse har de indsatte mere eller mindre de samme rettigheder som de »rigtige« fanger, som fængselsvagt Frank Bødker har været vant til at vogte gennem sine 30 år i Vridsløse.
De kan få besøg i besøgslokaler – men det sker ikke så ofte, for de færreste af dem har venner eller familie i Danmark. De får en times gårdtur ud i den friske luft – det er et lovkrav for alle indsatte i Danmark. Og de bor på enkeltmandsceller.
Men der er også nogle forskelle. De danske indsatte havde et arbejdsliv og gik derfor frit rundt på gangene og mellem cellerne. De udenlandske indsatte laver ingenting og er derfor låst inde i deres bittesmå celler hele dagen.
De må dog godt besøge hinanden i cellerne, men der er ikke personale nok til, at de går frit rundt i fløjene. Der er heller ikke en kantine længere, så de frihedsberøvede får i stedet maden bragt til cellerne.
Hvad angår de »velmenende, forargede udsagn fra "eksperter" i godhed« kan vi givetvis være helt trygge ved, at den formastelige "godhedsapostel" bliver kaldt til orden af sine foresatte i fængselsvæsenet. Det er formentlig allerede sket.
"Dette er et fængsel med fængselspersonale.", siger Leo Nygaard.
Javist, men de 'indsatte' er ikke kriminelle. Det gør da en forskel.
Der skal et meget ringe menneskesyn til for at behandle folk på den måde. Utroligt at det foregår på dansk jord og næsten umuligt at forestille sig det ikke skulle være konventionsstridigt. Justitsministeren kan ikke gemme sig bag kriminalforsorgen i den her sag, han må stilles politisk til ansvar, men først og fremmest må praksis ophøre. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt!
Men det er vel for at få dem til frivilligt at forlade DK (og ikke gå under jorden)? Lidt a la teltlejre i sneen. Kynisk men effektivt.