Det er morgen, og klokken er lidt i ni. Luften er iskold, men solstråler smyger sig omkring nogle højhuse på Frederiksberg. På en parkeringsplads mellem lejlighedskomplekser er 35-årige Jan Mansur Hussain ved at sætte et par gummistøvler ind i sin bils bagagerum. Han har sort hættetrøje på, mørke sneakers og skægget trimmet skarpt.
For syv år siden kørte han BMW med dyre fælge. Han hørte gansterrap og havde lommerne fulde af seddelbundter. Pengene var sorte. I 10-12 år røg han ind og ud af fængsel. Engang trådte han på speederen og mejede en tilfældig cyklist ned. En anden gang gav han en fyr så mange tæsk, at han blev lam.
I dag kører Jan Hussain i en grå Peugeot stationcar med børnesikrede døre. Når han cruiser rundt, taler han ikke længere i telefon om leverancer og priser pr. gram, men om sagsbehandling, jobcentre og praktik.
Jan Hussain er socialrådgiver og arbejder som mentor hos anden aktøren ’Matchgruppen’, som kommunale jobcentre benytter i forbindelse med at få udsatte ledige tættere på arbejdsmarkedet. Netop mentorordningen bliver beskåret på den nye finanslov med 110 millioner – dog kun 90 millioner i år, hvor de nye budgetter indfases.
»Jeg er nok en ret atypisk socialrådgiver,« siger Jan Hussain og starter bilen. »De kommunalt ansatte har mange borgere ad gangen og tilbringer det meste af dagen bag et skrivebord. Jeg må højst have 12-14 borgere ad gangen, som jeg alle besøger mindst én gang i ugen.«
Jan Hussains borgere er typisk langtidsledige på kontanthjælp, som har brug for særlig støtte til at komme i uddannelse eller job. Og ofte har de misbrugsproblemer, en kriminel baggrund, sygdom eller få års skolegang bag sig.
To gutter går en tur
Klokken 9.25 er Jan Hussain fremme ved kontoret, som ligger i et industrikvarter i Greve. Matchgruppens ansatte kommer med forskellige baggrunde. Én er tidligere soldat. En anden er psykoterapeut og en tredje, fjerde og femte er skolelærer, sygeplejerske og politibetjent.
Jan Hussain hilser på kollegerne, joker lidt med dem og opdaterer sin kalender med de besøg, han skal foretage i dag.
»Jeg dokumenterer alt,« siger han. »Hvor jeg har været, hvad jeg har lavet, og hvor jeg har kørt fra og til. Jeg kan godt lide at notere alting ind i systemet, for selvom jeg er enormt vellidt, så betyder min fortid og min plettede straffeattest, at jeg ikke vil have, at nogen skal kunne sætte en finger på mig og mit arbejde,« siger han.
Den første borger, Jan Hussain skal besøge, er Jonas, som bor i nogle boligblokke, man indimellem kan læse om i medierne. Om dagen er her fredeligt, men om aftenen er kvarteret hærget af bander, siger Jan Hussain og parkerer.
Ud fra en af opgangene kommer Jonas. Han er høj, iklædt hue og en stor sort jakke med pelskant. Han har nogle synlige, meget karakteristiske tatoveringer. Han ser barsk ud, men det glemmer Jan Hussain ofte. For ham er han bare Jonas.
»Hey« og »Hej, hvaså?« Jonas er ikke så god til at sidde ved et bord og tale med sin mentor om, hvordan han har det. Han foretrækker at gå en tur i skoven, og det skal de også i dag.
Mens Jan Hussain åbner bagagerummet og tager gummistøvler på, nulstiller Jonas en app på sin mobil, som fortæller, hvor hurtigt og hvor langt, han går. De går ind i skoven, som knitrer blødt under dem og stopper op ved en fiskehejre. De taler lidt om dyret og går videre, indtil stien stopper, fordi den er oversvømmet af vand.
»Hvis der er strøm i det hegn der«, siger Jan Hussain og peger på et gærde, som står under vand, »tror du, jeg får strøm, hvis jeg træder ned i vandet?« Det ved Jonas ikke, men han synes, det er dumt at prøve og vender om. De griner og går videre side om side med hænderne i lommen. I lang tid siger de ikke noget til hinanden. Det er der også noget pædagogisk i.
»Helt enkelt er vi bare to gutter, der går en tur i skoven,« siger Jan Hussain. Men vil man teoretisere over det, sker der en helt masse andet i mødet.
Mirakler tager tid
Målet med alle Jan Hussains borgere er, at de kommer i uddannelse eller arbejde, »men mirakler tager tid«, siger han. »Jeg kan få alle mine borgere i arbejde eller i praktik i løbet af 14 dage. På papiret vil de ligne en succeshistorie, men langt de fleste vil ryge tilbage i systemet, fordi de ikke er klar.«
Hans tilgang til arbejdet er inspireret af Maslows behovspyramide. Der er nogle fundamentale ting, som skal være på plads, inden borgerne kan komme i varigt job eller uddannelse. Nogle ligger i skilsmisse. Andre har en økonomi, der sejler, eller en depression, som formørker tilværelsen. Jonas har et årelangt misbrug, som han stadig er ved at lægge bag sig. Han vil gerne have et arbejde, men Jan Hussain vil hellere have ham i uddannelse.
For syv år siden kørte Jan Mansur Hussain BMW med dyre fælge. Han hørte gansterrap og havde lommerne fulde af seddelbundter. Pengene var sorte. I 10-12 år røg han ind og ud af fængsel.
»Jeg har svært ved at se det ske,« siger Jonas, som kun har 3-4 års skolegang bag sig. Efter tredje klasse holdt han op med at gå i skole. Stofferne blev interessante. Han prøvede at gå lidt i syvende klasse, men det gik ikke. I stedet indledte han et dagligt misbrug. »Jeg tog alt,« siger han, »men jeg stak aldrig.« I dag er Jonas clean, men går stadig til rådgivning på det lokale misbrugscenter.
Jan Hussain fortæller, at han selv blev smidt ud af sjette klasse efter et slagsmål. Han blev sendt på en kostskole i Nordsjælland, som samlede alle Københavns ballademagere ét sted.
»Jeg ved ikke, hvad man tænkte på. Det var dømt til at gå galt,« siger han. Kostskolen var en smuk bygning, som havde skoven på den ene side og vandet på den anden. Men den blev hurtigt berygtet, fordi københavnerdrengene lavede indbrud, begik hærværk og kyssede de lokale piger.
Jan Hussain blev hurtigt mere hårdkogt, og på kostskolen lærte han, at aggressivitet lønner sig. Samtidig – i midthalvfemserne – opstod et politisk parti, som ændrede Jan Hussains selvforståelse.
»Jeg har pakistansk baggrund, men er født og opvokset på Frederiksberg. Jeg følte mig dansk, indtil samfundet begyndte at tale om mig og min familie som nogle, der snød i børnepenge. Det ramte mig. Jeg følte, at folk kiggede anderledes på mig,« siger Jan Hussain.
»Ekstra Bladet begyndte at skrive, at unge indvandrerdrenge gik i bander og overfaldt folk, og sjovt nok – så var det det, vi begyndte at gøre. Ikke nødvendigvis på Ekstra Bladets opfordring, men det var ligesom det billede, der blev tegnet af, at sådan skulle sådan én som mig agere i samfundet.«
I sit daglige arbejde glemmer han ofte, hvor meget hans fortid betyder for det stykke arbejde, han yder i dag. Jonas og han har en særlig connection. Ifølge Jonas handler det om, at de taler samme sprog.
»Jeg havde en mentor før Jan, som det ikke gik med. Hun forstod ikke den verden, jeg kommer fra. Med Jan behøver jeg ikke forklare alting. Han ved godt, hvordan det føles at sidde i fængsel og sådan noget,« siger Jonas. En kvindelig robotstemme fra hans lomme fortæller, at han nu har gået fire kilometer.
Kviklån og afbetaling
Klokken lidt i 12 kører Jonas og Jan Hussain ud til misbrugscenteret for at aflevere nogle papirer. Det ligger i et gammel hus i et villakvarter. Lige nu er her helt stille, men Jonas fortæller, at der kan være »rigtigt godt gang i den«, når der bliver udleveret metadon.
»Nogle gange kommer de op at slås, men de fleste gange skynder de sig bare ind til København og sælger deres metadon for at får råd til ’rigtige stoffer’,« siger Jonas.
Jan Hussain kører Jonas hjem. Inden Jonas stiger ud af bilen siger han, at han har skrevet sig op til et nyt køkken. Det er godt, siger Jan Hussain »men husk at melde det til boligsikring«. For når køkkenet kommer, stiger huslejen med 140 kroner i måneden. Det er mange penge, når man er på kontanthjælp.
Jan Hussain starter bilen og kører i 7-Eleven for at hente frokost. Han køber en Cheasy drikkeyoghurt med vanilje og to kyllingespyd, som han spiser på fem minutter på søsterkontoret i Køge, mens han foretager nogle opkald. Den første, han ringer til, er en psykisk syg borger, som han er i kontakt med hver dag. Hører borgeren ikke fra ham, tror han, der er noget galt. De taler om en ny slags medicin, som borgeren ikke synes virker.
»Send mig et billede af, hvad det er for noget,« siger Jan og spørger til borgerens weekendplaner. Længere inde i samtalen siger Jan Hussain: »115 dage! Tillykke mand«. Det er så længe, borgeren har holdt sig fra at spille. Før han mødte Jan Hussain, var han afhængig af at prøve lykken på enarmede tyveknægte, men heldet var sjældent med ham. Ludomanien finansierede han med kviklån og ting, købt på afbetaling, som han solgte videre for nogle hurtige kontanter.
Den næste borger, Jan Hussain ringer til, er Henrik. Jan Hussain skal besøge Henrik om lidt og vil blot sikre sig, at han er hjemme. Det er han.
En sag, der skal overstås
Klokken halv to parkerer Jan Hussain bilen ved et lille byhus, som Henrik bor på førstesalen i. I stuen er der rullet ned. Det er der altid. Sådan kan Henrik bedst lide det. Han har tændt et par lamper, hører The Sandmen og har lige lavet kaffe. Henrik er 44 år, har en sort undertrøje på og bærer tunge sølvsmykker. Han er tusset fra begge håndled og op til brystkassen, hvorover tatoveringerne mødes.
»Jeg har ikke været i arbejde i to år,« siger Henrik og hælder sukker i kaffen. Han arbejdede som ufaglært på et værksted, men fik rygproblemer og kan ikke længere klare et fysisk belastende arbejde. Derfor er han nu i gang med tage en 9.-klasseseksamen. Det er noget, Jan Hussain har hjulpet ham med.
Henrik er én af de borgere, Jan Hussain har haft i længst tid. Ni måneder indtil videre, og står det til Henrik skal mentorordningen fortsætte et par år endnu, »for jeg har stadig brug for Jan efter min eksamen« som han siger. Da han mødte Jan Hussain, brød han sig ikke om ham.
»Han repræsenterede et system, jeg har dårlige erfaringer med,« siger Henrik. »Flere af de socialrådgivere, jeg har mødt, fik mig til at føle, at jeg bare var en sag, der skulle overstås. Jan får mig til at føle mig som et menneske, der bliver hjulpet.«
Kvart i tre kører Jan Hussain tilbage mod kontoret i Greve. Han skal udfylde nogle papirer og forberede en netværksmiddag i aften. Radioen spiller ’Still D. R. E’ med Dr. Dre, solen skinner og Jan Hussain skruer op. Han sætter tit den her slags musik på, inden han skal holde et foredrag om sin kriminelle fortid, hvilket han ind i mellem gør. Rapmusikken får ham til at huske tiden, han har lagt bag sig, og som han ofte har svært ved at sætte ord på.
»Den tid er ikke længere en del af mig,« siger han. »Efter min sjette fængselsdom havde jeg en indre konflikt mellem det liv, jeg levede, og det, jeg drømte om. Jeg var 27 år og kom med i et af kriminalforsorgens programmer. I starten tænkte jeg på, hvad det var for noget psykopis, jeg havde meldt mig til. Folk trak i mig for at lave nogle hurtige penge, men jeg holdt fast,« siger Jan Hussain. De, der før var hans venner, kaldte ham kommunestikker, da han begyndte på socialrådgiveruddannelsen. Han er også blevet opsøgt og gennemtæsket for at bryde med det kriminelle miljø.
»I starten handlede det at være mentor i høj grad om at kompensere og sige undskyld for min fortid. I dag er socialrådgiver min identitet. Jeg er slet ikke ham, jeg var engang. Jeg er en familiefar, der nogle gange sætter sig ud i bilen med gylp på tøjet,« griner Jan Hussain. Noget, han derimod ser dybt alvorligt på, er, at der på finansloven for 2016 spares 400 millioner kroner på den indsats, der skal hjælpe kontanthjælpsmodtagere i job, heriblandt mentorordningen.
»Det er et tåbeligt sted at spare. Alle mine borgere siger, at mentorordningen får dem til at føle sig som hele mennesker og ikke som det nummer, de oplever, at de er mange andre steder i systemet,« siger Jan Hussain og trommer lidt på rattet med sine fingre.
»Men det er et let sted af spare, for kontanthjælpsmodtagere råber ikke op. Misbrugere råber ikke op, og kriminelle råber ikke op. Jeg skal sgu nok finde et nyt job,« siger Jan Hussain og peger på sit bryst. »Men mine borgere? De er på den.«
Jonas og Henrik er ikke borgernes rigtige navne, men er ændret for at sikre dem anonymitet. Deres rigtige navne er Information bekendt.
Her ser vi tydeligt konsekvenserne af det som V-regeringen - og den samlede danske højrefløj har gang i. Hjælpen, her mentorordninger til de allersvageste både socialt, økonomisk og måske også psykisk og mentalt skal skæres ned, fordi de jo bare kan benytte sig af de tilbud, der allerede er. De kan jo også bare komme i praktik i 14 dage eller i otte uger, så kan systemet nemlig vinge det af. Men det nytter jo intet, som Jan Hussain siger, netop fordi de her mennesker ofte ikke er klar til at komme ud blandt andre i virkeligheden. Det eneste, der nytter her, er det som Jan Hussain laver, personlig kontakt til de her mennesker. Og så er det altså en gave, mener jeg, at han selv, Jan Hussain, har oplevet det, han taler med andre mennesker om. Det giver en helt anden dimension og en helt helt anden tilgang til hans, Jan Hussains arbejde. Og hjælper folk til at se deres liv fra en andens situation, et andet perspektiv, og hjælper dem sikkert også ad åre og på sigt, med at få mod og styrke til at bryde ud af miljøet, hvor der kriminalitet mm. og mv. Derfor er det en dårlig idé at V-regeringen har besluttet, og fået vedtaget, sammen med den samlede danske højrefløj, at mentorordningen skal beskæres med 110 millioner kr.
Engang trådte han på speederen og mejede en tilfældig cyklist ned. En anden gang gav han en fyr så mange tæsk, at han blev lam. Skrives i artiklen.
Og så er det altså en gave, mener jeg, at han selv, Jan Hussain, har oplevet det, han taler med andre mennesker om. Skriver Karsten Aaen.
Mon ikke der er et par stykker der synes at de var mere end et par uheldige forhindringer på vejen for denne gave ??
jens peter hansen, hvis samfundet fastholder folk i deres fejltagelser så får man et samfund som det amerikanske, hvor straf fastholder i fornedrelse, arbejdsløshed fattigdom og ny kriminalitet. En ond cirkel. Det må da være bedre for alle, at Jan Hansen kan kommer ud af denne cirkel. ....og uden at vide det i det konkrete tilfælde, så er slagsmål ofte et spørgsmål om dig eller den anden.
Det forekommer mig at hans fortid af K. Aaen fremhæves som værende en gave. Det synes jeg måske er en anelse for smukt. At man her slået et andet menneske til lirekassemand er vel ikke en gave, eller ?? Kunne man ikke i det mindste nøjes med at konstatere at han nu er ude af et kriminelt forløb og ikke gøre denne fortid til en kvalifikation i sig selv ?
Når jeg skriver at det er en gave mener jeg det her: En gave er det da til de personer han har med at gøre nu, fordi de kan spejle sig i ham, og måske finde håb og forsoning i at han netop, ved egen hjælp, er kommet ud af sit kriminelle forløb og miljø. Og jeg dømmer altså ikke en mand på hans fortid, men på det han laver lige nu.
Det er den samme plade om igen med de såkaldte 'gangstere' der vågner op efter et liv med hurtige penge og politiet i hælene. Nu skal de helliggøres og belære andre om alle deres fejl. Fordi de en dag fandt ud af samfundets struktur var stærkere end dem og alligevel samlede dem om, på trods af alt det lort de har lavet.
I Danmark nyder vi disse historier. Mønsterbrydere der gør op med deres mørke fortid og nu forsøger betale samfundet tilbage, ved at fortælle andre om de fejl de selv har begået.
Problemet med disse historier er vi tror de gør en forskel. Der findes hundredevis af Jan Hussein ude i samfundet og de udklækkes i miljøer hvor der ikke bliver stillet nogle krav til disse unge drenge. De pjækker fra skole, stjæler fra butikker, slås med jævnaldrende og holder sig generelt i parallelsamfund hvor man foragter vestlig levemåde og er ligeglad med de regler som er bygget op, der gør mennesker kan leve side om side. Den kære Jan havde heldigvis nok hjerne til at droppe denne levemåde og vågnede op til samfund der var klar til at give ham en ny chance.
Forringes muligheden for typer som Jan at få en chance i fremtiden, efter bunken af lort har vokset sig større end dem selv? Muligvis udfases den gradvis. Men forebyggelsen skal sættes ind langt før - ellers vil disse eksempler blive ved med at dukke op. Og der vil stadig være menneskelig som for altid har fået ændret deres liv til det værre, på grund af typer som Jan.
Rasmus Valentin, i sager om et individuel kriminalitetsforløb gør man klogt i at bedømme udviklingen generelt og Danmark har en relativt lav kriminalitet og tallene er faldende på stort set alle områder. Så noget rigtigt må der være i den model danskerne har skabt i forhold til eksv. USA.
http://www.dr.dk/nyheder/politik/kriminaliteten-falder-til-laveste-nivea...
Danmark har relativt høj kriminalitet.
Især er der mere berigelseskriminalitet i Danmark end i de fleste vestlige lande.
Jeg synes det er fint at en kriminel skifter spor, men jeg synes det er betænkeligt at sige at andre småkriminelle kan spejle sig i ham. Det er smukt at vi laver en parallel til den fortabte søn, men ikke at han nu bliver mentor/forbillede for andre, som altså kan sige: Nåh ja indtil jeg bliver 30 så kan jeg lave en masse lort og så får/tar jeg en uddannelse og med min fortid er jeg selvskreven og stensikker på at få job som mentor. Ræsonnementet må betyde at folk i politiet og kriminalfor-sorgen er særlig kvalificerede til deres arbejde, hvis man har stået på den anden side loven. Det må vel også betyde at advokater og revisorer må være særlig kvalificerede, hvis de personligt kender sagerne fra den anden side.
Jeg er helt med på at tidligere kriminelle skal have muligheder i samfundet efter endt straf, men det behøver vel for pokker ikke være pga. af deres fortid de kan finde et arbejde. Hvis disse var så pokkers kvalificerede, hvorfor bliver man så ikke afkriminaliseret i spjældet i stedet for nu hvor man almindeligvis bliver endnu mere kriminel når man er sammen med, nåh ja kriminelle.