Læsetid: 7 min.

Konservativ naturforkæmper

’Man siger jo, at liberalister kender prisen på alt, men værdien af intet,’ lyder det fra De Konservatives miljøordfører om regeringspartiets holdning til naturen
Natur har værdi, og alting kan ikke gøres op i kroner og øre, siger den konservative naturforkæmper Mette Abildgaard, der her ses sammen med partifællen Rasmus Jarlov

Natur har værdi, og alting kan ikke gøres op i kroner og øre, siger den konservative naturforkæmper Mette Abildgaard, der her ses sammen med partifællen Rasmus Jarlov

Jacob Erbahn

21. marts 2016

Når De Konservatives 27-årige miljø-, klima- og energiordfører, Mette Abildgaard skal forklare, hvorfor partiet er blevet kaldt »blå bloks grønne stemme«, henviser hun gerne til konservatismens såkaldte generations-kontrakt.

Nemlig at generationerne er forpligtede til at konservere, eller bevare, det, de har fået i arv til de kommende af slagsen, hvilket også gælder for naturen.

For mere end et halvt århundrede siden var det den senere konservative finansminister Poul Møller, der forudså, at »røg, støj og møg« ville blive blandt de største fremtidige problemer. Sønnen, den senere miljøminister Per Stig Møller, tog i bogen Tro, håb og fællesskab hul på miljøpolitikkens muligheder og betydning for samfundet. 

Og ikke mindst formåede efterfølgeren på posten, Connie Hedegaard, i 00’erne at brande De Konservative som et »grønt« parti i opposition til regeringspartneren Venstre, indtil også den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tilsidst så lyset.

Familien Møller endte dog altid med at gå slagne ud af mange magtkampe i Det Konservative Folkeparti, og nok blev der euforisk talt om »Connie-effekten«, efter at den daværende partiformand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, gav hende et politisk comeback. Men for Bendt Bendtsen var og blev grønne afgifter en skat. Punktum.

Og ligesom der dengang slet ikke var diskussion i partiet om, hvad som var vigtigst for De Konservative – rets- eller miljøpolitikken – var der i aldrig tvivl om, hvem der skulle efterfølge Bendt Bendtsen: daværende justitsminister Lene Espersen. Lene Espersen som i 1997 havde kaldt de daværende iltsvindsprobler i Mariager Fjord for »skruphysterisk kællingesnak« og i stedet foreslået en uortodoks løsning:

»Send en Cat Link-færge to gange frem og tilbage i fjorden, så er den iltet godt igennem, og fiskene kommer igen.«

Grøn generation

Hvis der – med Mette Abildgaards ord – har været nogle generationer af konservative politikere, som har »udtrykt det mere end andre«, altså partiets historiske hensyn til naturen, så tilhører folketingsgruppen anno 2016 imidlertid en af disse generationer.

Prioriteringen af det grønne område er et af folketingsgruppens seks såkaldte fokusområder (de andre er et stærkere forsvar, et bedre politi, en sænkelse af skatten for den enkelte borger samt at folkeskolen i højere grad skal vægte fagligheden og dannelsen).

De Konservative truede regeringens liv ved at kræve – og få gennemtvunget – fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansens afgang. Og forude venter forhandlingerne om tillægs- og naturpakken samt planloven. Forhandlinger der endnu engang truer med at bringe De Konservative på kollisionskurs med regeringen og de to andre støttepartier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Mette Abildgaards nabo, på det som kaldes Høvdingegangen på 2. sal på Christiansborg, er ganske vist Statsministeriet. Men det er tæt på, og så alligevel ikke.

Ifølge Mette Abildgaard må det nemlig godt koste noget at bevare naturen, selv om hun afviser, at der altid er en modsætning mellem hensynet til miljøet og klimaet og så hensynet til virksomheder og landbrugets konkurrenceevne.

»Naturligvis skal der findes en balance. Det skal der i alle former for politik. Men netop på miljø- og klimaområdet bliver konflikten tit trukket unødvendigt hårdt op. Der er nogle borgerlige politikere, som ønsker at få det til at se ud som om, at det er umuligt at have grønne ambitioner, hvis man vil et sundt erhvervsliv. Omvendt får venstrefløjen det nogle gange til at lyde som om, at hvis man vil naturen det godt, må man indstille al produktion. Jeg køber ikke, at der altid skal være en uoverensstemmelse mellem de to hensyn.«

– Men selv om alle taler om at gøre det smartere, så forurener private, virksomheder og landmænd vel, fordi det er billigere end at gøre rent efter sig?

»Nej, jeg vil ikke købe den præmis. I forhold til klima og energi ved vi, at når Danmark har haft høje ambitioner, har det været med til at udvikle erhvervslivet, fordi de har udviklet energiteknologi som i dag kan eksporteres til resten af verden. Det skyldes, at vi tidligt har været langt fremme og har sat strenge krav. Men miljøpolitik må også godt koste noget. Når De Konservative kræver mere uberørt skov, vil det betyde, at noget af statens skov, som der ellers ville kunne tjenes penge på, tages ud af drift. Men natur har værdi, og alting kan ikke gøres op i kroner og øre. Det er måske – lidt hårdt sat op – forskellen på os og Venstre: Man siger jo, at liberalister kender prisen på alt, men værdien af intet. Det kan jeg godt nogle gange føle, når vi diskuterer miljøpolitik. Det er jo ikke altid, at der på kroner og øre kan sættes værdi på, at der er ørreder i et vandløb eller vilde blomster på en eng. Det er bare en del af den danske natur, og det må godt koste noget at opretholde«.

– Hvor er De Konservatives røde linjer i forhold til planloven?

»I forbindelse med den del af planloven, som jeg sidder med, nemlig i forhold til kysterne, handler det igen om at finde en balance. Regeringen ønsker at lave 15 nye kystbyggerier, selv om vi egentlig havde en aftale om først at evaluere de 10, vi allerede har givet tilladelse til. 15 nye projekter er rigtig, rigtig mange – og for mange og flere, end vi vil gå med til. Vi udelukker ikke, at der kan ske byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen. Det gør vi på ingen måde. Men det skal være et særegent byggeri, og det skal kun kunne ligge lige netop der og tilføre netop det sted en værdi. Jeg kan jo ikke forstå, hvorfor et badeland skal ligge inden for strandbeskyttelseslinjen. Det kan lige så godt ligge 300 meter inde i landet, og desuden tror jeg slet ikke på, at der kommet tre gange så mange turister til i Danmark, fordi der kommer flere badelande. Det vil kræve noget mere unikt.«

– Connie Hedegaard efterlyser, at Danmark kæmper for, at EU går videre end de »mindst 40 procent CO2-reduktion« i 2030, som blev vedtaget for to år siden. Er du enig med regeringen i, at det er det for tidligt at begynde at snakke om?

»Om det lige bliver i år, eller næste år – eller året efter – det har jeg ikke så stærke følelser omkring. Men vi kommer jo til at skulle gøre det. EU’s andel af CO2-udledningen er procentmæssigt ikke voldsomt stor, men vi har en stor signalværdi, så selvfølgelig er det vigtigt, at EU presser på.«

Det personlige ansvar

– Februar måned var den varmeste målte måned på kloden nogensinde. Kan det være ved at være for sent?

»I december var jeg ekstremt optimistisk efter at have deltaget i klimatopmødet i Paris. Men når jeg nu sidder og ser en amerikansk præsidentvalgkamp, hvor en af de føren-de kandidater (Donald Trump, red.) benægter, at der er klimaforandringer, kan jeg godt tænke, at alt, hvad der blev vundet i Paris, vil være tabt med tifold, hvis han bliver præsident. Men det er fedt at mærke, hvordan flere danskere bliver bevidste om det personlige ansvar. Det er jo noget af det, som er vigtigt for mig som borgerlig miljøpolitiker: nemlig at sætte fokus på det personlige ansvar. Det er altså ikke staten, som alene skal løfte opgaven, både når det gælder miljøet og klimaet.«

– Når det kommer til stykket, hvor vigtigt er miljø- og klimapolitikken så egentlig for De Konservative. Liberal Alliance truer med at vælte regeringen, hvis der ikke kommer skattelettelser. Er det også alt-eller-intet for jer?

»Det er svært at gøre op. Vi har som sagt seks fokusområder i folketingsgruppen, hvoraf det grønne er det ene. Det er ikke sådan, at forsvarspolitikken er mere eller mindre vigtigt end det grønne. Det som bare er speciel med den grønne dagsorden er, at her kan vi finde et alternativt flertal i Folketinget. Det kan vi ikke med forsvarspolitikken. Der er det ikke så åbenlyst, at vi faktisk også har nogle særegne standpunkter i forhold til regeringen. På det grønne område kan vi fremsætte forslag, som støttes af et flertal, så det vil da være godt tosset ikke at benytte den mulighed.«

– Har I tænkt jer at gøre dette?

»Når man er støtteparti til en regering, foregår det parlamentariske arbejde i høj grad i forhandlingslokalet. Det er her, at vi forhandler naturpakke og planlov, og det er der, der er mulighed for at få en kæmpe indflydelse på området. Det, som kan være udfordringen som borgerlig miljøpolitikker, er, at man har en venstrefløj – og nogle gange nogle grønne organisationer – der har lidt af en overbudspolitik. Nogle gange er det som om, at de mener, at hvis man ikke kan levere det hele, så hellere slet ikke levere noget. Hvis man ikke kan sikre, at der ikke laves et eneste kystbyggeri, så kan det hele snart sagt være ligegyldigt. Nogle gange mangler jeg denne balancegang fra venstrefløjens side.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Her kan man tydeligt se, at det er et håndværk at være politiker. De konservative er blevet dumpet, og nu gælder det om at svare udenom. Når deres første prioritet er at forsvare regeringen, kommer alt andet i anden række, og så bliver det mindre interessant, hvad de siger.