Kunsten at få ram på en rabiat imam

Venstre-regeringen søger nu at få bred tilslutning til regler, der kan standse rabiat muslimsk forkyndelse. Anledningen er todelt: Dels TV 2’s afsløring af imamers udtrykkelige accept af voldshandlinger; dels terror, der begås under påskud af muslimsk tro, som det skete i København sidste år siden og senest i Bruxelles før påske.

Regeringen drøfter i dag sine overvejelser med lederne af Folketingets politiske partier. Over for gårsdagens Berlingske nævner kultur- og kirkeminister Bertel Haarder nogle af de indsatsområder, som regeringen har kig på: Et ’værdighedskrav’ til prædikanter uden for folkekirken, svarende til det, der i dag gælder for folkekirkens præster. Endvidere at rabiate prædikanter fratages deres danske statsborgerskab. Derudover at det stilles som betingelse, at trossamfund virker til fordel for ’frihed og folkestyre’, før de officielt kan ’godkendes’ – med de praktiske fordele, det indebærer, bl.a. vielsesret og skattefrihed.

Bertel Haarder lægger ikke skjul på, hvem han vil have ram på: »Rabiate imamer, som spreder dødskult« – som Haarder udtrykker det. Haarders – og regeringens og partiernes – problem er, at sådan kan man ikke skrive i en lovtekst. Den skal i generelle vendinger beskrive, hvad den retter sig imod. (Det var på dette krav, at Højesteret dumpede loven om Tvindskolerne). Og når kravene skal formuleres bredt, kan de let komme til besvær for store dele af dansk tros- og foreningsliv.

Gammel synd

Regeringen er hæmmet af en undladelsessynd, der er 167 år gammel. 1849-grundloven bestemmer i § 69: »De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.« Den lov er imidlertid aldrig kommet. Ligesom det tilsvarende løfte om en lov for folkekirken aldrig er indfriet. Sidstnævnte løfte blev igen brudt, da VKO-partierne i 2014 modsatte sig et folkekirkelovforslag udarbejdet af et udvalg under ledelse af kirkeretsekspert og fhv. ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Og nu begynder ironierne at melde sig.

Den tidligere SR-regering nedsatte nemlig også et lovforberedende udvalg om trossamfundene uden for folkekirken – tilmed ledet af samme Hans Gammeltoft-Hansen. Uanset sin nedgøring af det første Gammeltoft-udvalgs forslag valgte Venstre at lade det andet Gammeltoft-udvalg fortsætte efter regeringsskiftet. Efter planerne skal det afgive betænkning inden udgangen af 2016.

Og nu bliver det endnu mere pudsigt: Det er dette udvalg, bestykket med juridiske og kirkeretlige eksperter, som Bertel Haarder forestiller sig skal levere en væsentlig del af skytset til opgøret med de rabiate imamer.

Det vil næppe være udvalgets medlemmer særligt behageligt. De er udnævnt med langt bredere problemstillinger for øje. Nemlig den uoverskuelighed, som reglerne for troslivet uden for folkekirken har udviklet sig til. Frem til 1970 tildeltes ved kongelig resolution ret til religiøs dåb og vielse uden for folkekirken til »anerkendte trossamfund«. Den kom til at omfatte de ’klassisk anderledes’ trosretninger: bl.a. mosaisk, katolsk, baptist, metodist, reformert, tysk, anglikansk, svensk og norsk.

Begrænset ret

Efter ægteskabsloven fra 1969 blev nye trossamfund ’godkendt’ af Kirkeministeriet – efter indstilling fra Københavns biskop. (Biskoppen er siden erstattet af et fagkyndigt udvalg). De ’godkendte’ samfund er frugter af tiden efter 1970: bl.a. buddhistiske, muslimske og hinduistiske. Og – hold fast – der gælder forskellige regler for ’anerkendte’ og ’godkendte’ samfund. Begge kan vie, men kun ’anerkendte’ kan navngive og udskrive myndighedsattester. De ’godkendtes’ præster kan tilmed kun vie, hvis de er individuelt bemyndiget af staten. Skattefritagelse følger automatisk med ’anerkendelse’, men behøver ikke at gøre det med ’godkendelse’.

Mere metafysiske overvejelser kan man gøre sig om, hvad der skal til for nu at opnå ’godkendelse’ af et trossamfund: Hvornår er der nok ’tro’, og hvornår er der nok ’samfund’? Det har det nuværende indstillende udvalg lavet retningslinjer for, men de er ikke udtryk for guddommelig retfærdighed.

Hvor tæt kan danske myndigheder gå på, hvad der foregår i trossamfund uden for folkekirken? Grundloven bestemmer om dem, at »intet [må] læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Men den formulering rammer skævt på imamers forkyndelse af sharia. Hvad kan sættes i stedet, som ikke krænker ytringsfrihed eller internationale konventioner? Alle krav til muslimske menigheder skal også gøres gældende over for katolikker. Må sidstnævnte stadig præke mod abort og homoseksualitet – eller er det blevet »danske værdier«?

En pandoras æske åbnes. Hvilken proces skal der til for at fratage de allerede ’anerkendte’ eller ’godkendte’ deres status? Skal kravene være strengere til ’nye’ end til ’gamle’?

Særlig ironisk bliver problemstillingen af, at den Grimshøj-moské i Aarhus, som politikerne gerne vil jævne med jorden, slet ikke er noget ’godkendt’ muslimsk trossamfund. Den er drevet af en forening. Vil det sige, at regler til bekæmpelse af rasende imamer skal udformes som en almindelig lov om foreninger, der også gælder Kastrup Syklub?

Vi er her ved civilsamfundets kerne. Det er nemt at komme med bombastiske, symbolske erklæringer om, men meget at vanskeligt nærstyre, dansk tros- og foreningsliv.