Læsetid: 7 min.

Hvor længe skal Maher være Skype-far på 3.500 kilometers afstand?

Syriske Maher Jokhadar har ventet et år på familiesammenføring med sin familie. Han risikerer nu at blive ramt af Udlændingestyrelsen nye, forlængede sagsbehandlingstid. Imens forsøger han, så godt han nu kan, at være en god far – selvom det er på afstand
Maher Jokhadar taler på Skype med sine fire børn. Tre af dem glæder sig til at sove med deres far, når de kommer til Danmark.  Den yngste glæder sig mere til at sove med Sussi Kongshøjs hunde.

Maher Jokhadar taler på Skype med sine fire børn. Tre af dem glæder sig til at sove med deres far, når de kommer til Danmark.  Den yngste glæder sig mere til at sove med Sussi Kongshøjs hunde.

Ulrik Hasemann

15. marts 2016

Syriske Maher Jokhadar bruger ikke ordet »hvis«, når han snakker om at blive familiesammenført med sine fire små børn og sin kone. Han siger konsekvent »når«.

Han har en klar forventning om, hvordan det bliver, når familien får familiesammenføring, og han skal hente dem i lufthavnen. Børnene vil løbe ham i møde og lade ham løfte dem op. Hans ansigt vil ikke være fremmed for dem, og selv den mindste, der kun var fire måneder gammel dengang, vil kunne genkende sin far. Det er han sikker på.

For selvom Maher Jokhadars familie stadig er derhjemme, mens han selv bor i en lille delelejlighed i Vildbjerg tæt på Herning, forsøger han, så godt han nu kan, at være der for sine børn hver dag over Skype. Her siger han til sin ældste på syv år, Ahmad Hakim, at han skal lytte til sin mor og børste sine tænder. Og her hjælper han sin datter Hala på fem år med lektierne.

Læs også: Hundredevis af asylansøgeres mobil kopieret af politiet

Nogle gange er han dog i tvivl om, hvad han kan tillade sig at håbe på. I denne uge er det nemlig præcis et år siden, at Maher Jokhadar sendte sin ansøgning om familiesammen- føring af sted til Udlændingestyrelsen.

»At vente i krig i et år er lang tid,« siger han, mens han er ved at tænde op i grillen på terrassen foran en gård i Nordjylland. I weekenderne, når han ikke skal være på sprogskolen, bor han her på gården hos den 60-årige Sussi Kongshøj, som han det seneste år er blevet tætte venner med.

»Der er ingen tvivl om, at det er Mahers børn og ægtefælle, og sagen er erklæret fuldt oplyst. Så der burde ikke være så meget mere at gøre end at stemple godkendt,« siger Sussi Kongshøj.

Indtil nu har Udlændingestyrelsen haft et mål om, at alle ansøgninger om familiesammenføring skal behandles i løbet af højst fem måneder. Men som Information tidligere har kunnet berette, går der ofte lang tid, før uret begynder at tikke, og de fem måneder går i gang. Først skal Udlændingestyrelsen nemlig sikre sig, at de har alle de nødvendige dokumenter for at behandle ansøgningen om familiesammenføring. Det er ofte en langsommelig proces, og i Maher Jokhadars tilfælde skulle der gå syv måneder, fra han sendte sin ansøgning om familiesammenføring, til Udlændingestyrelsen havde al nødvendig information, og sagsbehandlingen gik i gang.

Siden er der gået yderligere fem måneder, og Udlændingestyrelsens serviceramme er derfor overskredet. I alt har Maher Jokhadar altså ventet 12 måneder på familiesammenføring.

Men i februar forlængede Udlændingestyrelsen sine egne servicemål. I fremtiden vil det tage op til 10 måneder fra, at en sag er fuldt oplyst, til at sagsbehandlingen skal være færdig. I den seneste tid og fremover vil styrelsen sende breve ud til de flygtninge, der rammes af den fordoblede sagsbehandlingstid. Derfor tjekker Maher Jokhadar for tiden mailindbakken flere gange om dagen. Han går og frygter at få den mail, hvor der står, at han skal vente yderligere fem måneder på at få en afgørelse i sin sag om familiesammenføring.

Ulrik Hasemann

Ser du mig?

Solen titter frem oppe i det nordjyske, og Sussi Kongshøj hejser det syriske rebel-flag i flagstangen.

Midt i at Maher Jokhadar er ved at vende en kebab på grillen, ringer hans telefon. Både hans yngste søn Karam på to år, og hans næstyngste, Shahem på fire år, er begyndt at stjæle mors mobiltelefon og gemme sig i det hjørne af stuen, hvor internettet sommetider virker, så de kan ringe op til far. Denne gang er det Shahem, der ringer.

»Hej baba,« råber den lille dreng og vinker. »Ser du mig, baba?«

»Ja,« siger Maher bare og smiler.

»Er jeg smuk?« siger den lille dreng. Han har sat sit hår med gelé, før han ringede op.

»Du er meget smuk,« forsikrer Maher Jokhadar.

Pludselig er i alt fire små hoveder presset sammen i den lille skærm. De vil alle se og sige hej til deres far.

Maher Jokhadar ved ned i detaljen, hvad hans børn laver og oplever. Han ved, hvad de spiser, og ofte er han den, der overbeviser dem om, at de skal spise op.

Sussi Kongshøj kommer hen til telefonen med en af hundene og holder den op til skærmen. Børnene vil se hunden danse, så hun sætter den ned på jorden og knipser med hånden over den. Så begynder den at hoppe på bagbenene.

Skærmen begynder at hakke lidt, så Maher Jokhadar puster et kys til sine børn og siger farvel.

Mens  Maher Jokhadar venter på familiesammenføring, bruger han meget energi på at være en god far for sine børn – på 3.500 km afstand. Fra Danmark hjælper han dem med deres lektier og husker dem på at børste tænder

Ulrik Hasemann

»19 måneder gennem en iPhone. Tænk engang,« sukker Sussi Kongshøj og refererer til, at det er 19 måneder siden, at Maher Jokhadar flygtede fra Syrien. Hun fortæller, at det, der rører hende mest, er det enkle. Det kan være lidt opstyltet, når børnene skal tale med deres far, og de vil alle gerne fortælle noget glædeligt. Men de er jo børn, som Sussi Kongshøj siger, så pludselig kommer de op at skændes og skubber til hinanden.

»Så prøver han at skille dem ad – uden at være i rummet,« siger hun og fortsætter:

»Tværs over et Mellemøsten og Europa i flammer, sidder han og læser godnathistorier. På trods af det hele er han fortsat med at være en far. Det er sådan en bedrift.«

Familier i opløsning

Maher Jokhadar og Sussi Kongshøj sidder i stuen og spiser den grillmad, som han netop har tilberedt. Han vifter med et stykke brød, mens han fortæller om sine børn og deres personligheder. Og han tager sin telefon og rykker den rundt på bordet for at vise, hvordan hans ansøgning rykker frem og tilbage, rundt og rundt i det danske system.

»I starten, da jeg flygtede, havde jeg mange drømme for mig og min familie. Jeg havde en drøm om at købe et hus til os i Danmark, og at jeg skulle være advokat igen,« fortæller den 37-årige syrer, der er uddannet både civilingeniør og advokat, og som havde sin egen advokatpraksis i Syrien.

»Men nu er alle de drømme væk. Nu har jeg kun én drøm, og det er at se min familie igen. At få dem hertil,« fortæller han.

Sussi flager med det syriske flag på gårdspladsen. “Oprørenes flag vel at mærke”, siger hun. “Det er grønt, der hvor Assads flag er rødt”.

Ulrik Hasemann

Men hans kone, Maisaa, er begyndt at tvivle på ham, fortæller han. Mange flygtningemænd, der er kommet til Danmark efter Maher Jokhadar, og som har sendt deres ansøgning om familiesammen- føring af sted mange måneder efter ham, har nemlig for længst fået familiesammenføring, fortæller han. Men ikke Maher Jokhadar. Og det er frustrerende både for ham og for hans familie: »Jeg ser den ene efter den anden af mine venner få deres familier herop. Imens venter jeg bare magtesløst,« siger han og fortæller, at hans kone Maisa til tider tror, at han ikke arbejder lige så hårdt på at få familiesammenføring, som de andre mænd har gjort.

»Mange kvinder, der sidder tilbage i Syrien eller nærområderne, frygter, at deres mænd har forladt dem, og at billetten til Danmark aldrig kommer,« fortæller han.

Sussi Kongshøj er ven med mange flygtningefamilier og har set, hvordan familier går i opløsning, mens de venter på familiesammenføring: »Når familien kommer til Danmark, er de gledet fra hinanden. Alle parter har pludselig fået noget i bagagen efter flugt og 1-2 år alene, og så er det svært at komme tilbage og lege far, mor og børn,« fortæller hun. »Men Maher har aldrig givet op. Ikke et sekund«.

Derfor er Sussi Kongshøj også »rasende« over det fokus, der er på mænds flugt og fortællingen om, at de så let som ingenting forlader deres familier i krig, mens de selv søger et bedre liv: »Maher havde som de andre mænd fra Syrien ikke noget valg. Samme nat, han flygtede, blev hans ene bror fængslet af regeringshæren. Kvinder og børn drukner i Middelhavet. Og Maher og Maisaa troede ikke, at det var nødvendigt at tage den risiko. De troede jo, at de ville blive genforenet rimeligt kort tid efter, at han nåede til Europa.«

På Mahers værelse oppe på gårdens førstesal står der to store kasser af plast fyldt med legetøj: Et skateboard stadig pakket i plastic, to kæpheste, en barbiedukke med en pink glimmerguitar. Ved siden af står seks stablede flyttekasser. De er fyldt med tøj, som Sussi Kongshøj har samlet ind gennem venner og bekendte til Maher Jokhadars kone og de fire børn.

Hjemme i Syrien havde Maher en olivenlund. På gården i Nordjylland passer han nænsomt Sussis to oliventræer, men han synes, at det er noget koldt for oliventræer, og de er ikke så store, som dem han er vant til.

Ulrik Hasemann

Legetøj og løgn

Nogle gange, når Maher skyper med sin familie, går han op på sit værelse med telefonen, pakker legetøjet og tøjet ud af kasserne og lægger det frem på gulvet, så børnene kan se det hele. Det kan være en trøst for børnene, fortæller han, selvom de tit taler om, at det ikke er det samme, når man ikke kan røre legetøjet, men kun se det.

Sussi og Maher har købt og samlet forskelligt legetøj sammen til børnene, som står klar til at de kommer til Danmark. Nogle gange finder Maher legetøjet frem, når han skyper med familien, så de kan se, hvad der venter dem.

Ulrik Hasemann

I starten løj Maher for familien. Han fortalte dem ikke, at det var systemet, som var i vejen for, at de kunne komme til Danmark. Han ville ikke have, at de skulle vide, »at der er nogen i Danmark, der ikke ønsker dem her«. Derfor sagde han, at alle flybilletter til Danmark var udsolgt. Så sagde han, at han var ved at finde en lejlighed, og at familien derfor måtte vente. Men nu er han begyndt at være ærlig over for sine børn og fortælle dem, at der er noget, der hedder Udlændingestyrelsen.

Børnene, fortæller han, kan endda sige ordet ‘familiesammenføring’, og for få uger siden havde hans datter foreslået, at de skulle bede om også at få familiesammenføring til hendes kusine, som stadig er baby.

»Så går det måske hurtigere på kontoret i Danmark. Alle kan jo lide babyer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Pia Qu
  • Torsten Jacobsen
  • Britta Hansen
  • Sussi Kongshøj Wilson
Niels Duus Nielsen, Pia Qu, Torsten Jacobsen, Britta Hansen og Sussi Kongshøj Wilson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sussi Kongshøj Wilson

Siden i morges har jeg fået beskeder fra folk, der spørger, hvad de dog kan gøre, fordi de enten selv er i samme situation, eller kender nogen, der er det. Det er en politisk beslutning, hvor mange ressourcer, der tildeles til Udlændingestyrelsen, og hvordan de prioriteres, så til danskerne vil jeg sige: skriv til den politiker, eller det parti, du stemte på, og spørg, hvordan dit parti stiller sig både til de lange ventetider, og til den pludseligt udmeldte fordobling af tidsrammen i servicemålene. Til flygtningene vil jeg sige: jeg er så ked af det på jeres og jeres familiers vegne. Jeg håber af hele mit hjerte, at alle overlever.

Hvis hans tyrkiske flygtningepusher har solgt ham en rejse med garanteret øjeblikkelig familiesammenføring, så har han jo snydt ham så vandet driver. Det er da der indignationen skal rettes og ikke på de overbebyrdede danske system, der gør det ganske gratis.

Sussi Kongshøj Wilson

Hej Kaj. Nej, sådan forholder det sig ikke. Og Maher forventede ikke "øjeblikkelig familiesammenføring". Han forventede, at de regler, Danmark havde om, hvor mange måneder efter ankomst, han kunne søge, og hvor mange måneder sagsbehandlingen ville vare, blev overholdt.

Sussi Kongshøj Wilson

Man kunne jo også vende opmærksomheden fra de ventende fædre mod børnene. Børnene fra Syrien har iflg. menneskerettighedserklæringen ret til at søge og blive tilstået asyl, når der er krig i hjemlandet, og iflg. Børnekonventionen, som Danmark har ratificeret, har børnene særlige rettigheder:
(De deltagende lande):
er overbeviste om, at familien som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet,

anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse,

Nu er der gået nogle uger og det kunne være rart hvis man kunne være sikker på at få en opfølgning når der kommer nyt, - det er jo en særdeles bekymrende sag!
Og så er jeg vel vidende om at Maher og hans families sagsbehandling ikke er den eneste der langt overskrider den fastsatte behandlingstid, men når jeg læser så personlig og tyngende en beretning glemmer jeg den ikke bare igen; jeg venter og håber på en retfærdig afgørelse.