Analyse
Læsetid: 3 min.

Liste Ø’s lange vej til den europæiske stemmeseddel

15 stemmer. Så mange skulle der have været flyttet ved Enhedslistens seneste urafstemning, og partiet var stillet op til Europa-Parlamentet. Nu prøver tilhængerne af en opstilling igen. Og denne gang ser det ud til at lykkes
Selv om både Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen ved urafstemning i Enhedslisten i 2013 støttede, at partiet skulle stille op til europaparlamentsvalget, blev det et knebent nej. Men nu ser det ud til, at der er flertal i partiet for at stille op til europaparlamentsvalget

Stine Bidstrup

Indland
11. marts 2016

Når vælgerne i 2019 skal stemme til europaparlamentsvalget, får de for første gang sandsynligvis mulighed for at sætte krydset ved Liste Ø.

Frem til den 17. marts skal Enhedslistens medlemmer nemlig i en vejledende urafstemning tage stilling til, om partiet skal stille op til Europa-Parlamentet, hvorefter man på årsmødet i maj træffer den endelige beslutning. Det gjorde Enhedslisten også i 2013, altså tog stilling til en opstilling, men denne gang ventes det at blive et ja, fordi flere forhold har ændret sig.

Når Liste Ø i mange år slet ikke for alvor overvejede at stille op til europaparlamentsvalget, men nøjedes med at anbefale vælgerne at stemme enten på JuniBevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU, skyldtes det mere praktiske end politiske årsager.

Enhedslisten var ikke i nærheden af de syv til otte procent af stemmerne, som det kræves for at få ét mandat i Europa-Parlamentet, og hvorfor så bruge kræfter på at diskutere en opstilling, når medlemmerne og vælgerne følte sig dækket ind af de to modstanderbevægelser, og dets politikere var rigt repræsenteret på disses kandidatlister (af samme grund har det altid været underforstået i modstanderbevægelserne, at der altid skal være nogle af Enhedslistens politikere blandt topkandidaterne for både at sikre, at Liste Ø’s vælgere møder op på valgdagen, og partiet ikke selv føler behov for at stille op).

Dermed undgik Enhedslisten også, at uenigheden mellem Folkebevægelsen og JuniBevægelsen blev trukket ind i partiet.

Men JuniBevægelsens nedlæggelse efter Europa-Parlamentsvalget i 2009 – hvor bevægelsen kun fik 2,4 procent og mistede sit enlige mandat – har de facto efterladt Enhedslisten med Folkebevægelsens mere kritiske EU-politik som sin egen. Uden at nogen i Enhedslisten har truffet et valg om dette.

Samtidig har Enhedslistens vokseværk gjort det realistisk, at partiet kan få et mandat, hvilket ironisk nok er endt som hovedargumentet for netop ikke at stille op.

Læs også: Enhedslisten i EU-opgør

Da Folkebevægelsens daværende EU-parlamentariker og Enhedslistens nuværende EU-ordfører, Søren Søndergaard, tilbage i 2009 først tog initiativ til, at partiet diskuterede en opstilling, var det under indtryk af, at modstanderbevægelsen risikerede at gå glip af JuniBevægelsens vælgere i det tidligere valgforbund.

Men i dag er risikoen i stedet, at Enhedslisten – med eller uden et valgforbund med Folkebevægelsen – risikerer at »stjæle« modstanderbevægelsens mandat med den konsekvens, at bevægelsen vil være tvunget til at lukke og slukke uden pengene fra Bruxelles. Og hvor vil den venstreorienterede EU-modstand så være, hvis – eller når – Enhedslisten en dag går tilbage?

Af samme årsag har modstanderne af en opstilling været mest passionerede i debatten: For dem handler det om liv eller død, Folkebevægelsens.

Selv om Enhedslistens daværende fire højestprofilerede politikere, politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, gruppeformand Per Clausen, folketingsgruppens næstformand Pernille Skipper, samt finansordfører Frank Aaen alle støttede en opstilling ved den vejledende urafstemning i 2013, blev det da også et nej (dengang som i dag er udviklingsordfører Christian Juhl og transportordfører Henning Hyllested de eneste erklærede modstandere i folketingsgruppen).

722 medlemmer stemte for, at Enhedslisten skulle stille op til europaparlamentsvalget, 750 imod, og 49 stemte blankt. Et resultat årsmødet fulgte.

Efter europaparlamentsvalget i 2014 viste en intern analyse dog, at kun 56 procent af Enhedslistens vælgere stemte på Folkebevægelsen mod EU, 21 procent på SF og andre ni på andre partier – mens 14 procent slet ikke stemte. Dermed var alene Liberal Alliance ringere end Enhedslisten til at mobilisere vælgere til at stemme på deres parti/liste til europaparlamentsvalget.

En undersøgelse som tilhængerne af en opstilling mener understreger behovet for en venstreorienteret EU-modstand i Europa-Parlamentet, som den tværpolitiske Folkebevægelse ikke kan varetage.

Ved den seneste urafstemning foregik det stadig ved, at medlemmerne mødte op i afdelingerne for at afgive deres stemme, hvilket menes at have favoriseret modstanderne, som for manges vedkommende udgøres af traditionalisterne eller det såkaldte højtråbende mindretal.

I dag foregår Enhedslistens urafstemninger imidlertid elektronisk, hvilket ved de seneste afstemninger ikke blot har øget stemmeprocenten, men netop givet nederlag til de mest højlydte kritikere af ledelsens linje.

Med tanke på at der sidste gang kun skulle have været flyttet 15 stemmer i urafstemningen, for at Enhedslisten var kommet på stemmesedlen, kan alene den ændring – og ikke de politisk argumenter – vise sig at blive udslagsgivende for, om partiet om tre år står på denne. I hvert fald er forventningen i dag i Enhedslisten, at resultatet af urafstemningen denne gang bliver et ja, som årsmødet ikke vil have andet valg end at blåstemple.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mihail Larsen

Man har lov at håbe

... at det så også betyder, at Enhedslisten vil tage det fælleseuropæiske parlamentsarbejde mere alvorligt og kanalisere sin kritik af den politiske økonomi gennem EU i stedet for ved siden af eller ligefrem imod. Vi har ikke brug for mere friløb eller en parallel politisk virkelighed. Det var den lære, venstrefløjen drog af 70'ernes frugtesløse forsøg på at etablere et ekstraparlamentarisk parti, og som endte med dannelsen af Enhedslisten som parlamentarisk parti.

Med den forbenede nationalromantik man f.eks. her i kommentarerne møder hos folk, der mener at befinde sig på en venstrefløj, bliver det en tung resocialiseringsopgave.
Vi har håb og tålmod.

Jakob Lindblom

Jeg kan i øvrigt anbefale min blog her, hvis man vil læse mere om, hvorfor vi stadigt er mange, som er imod selvstændig opstilling:

http://modkraft.dk/blog/jakob-lindblom/historisk-dumhed-med-opstilling#c...

Bh.
Jakob

Michael Kongstad Nielsen

Folkebevægelsen mod EU deler stort set EL´s holdninger til EU. Så hvorfor ikke nøjes med dem?

Mihail Larsen

Nå! Vil EL ud af EU?