Lykke er en ideologi

I en af de mindeværdige scener fra tv-serien Mad Men siger hovedpersonen, Don Draper:

»Reklamer er baseret på én ting: Lykke. Og ved I, hvad lykke er? Lykke er duften af en ny bil. Det er fravær af frygt. Det er et reklameskilt i vejsiden, som med overbevisning skriger, at hvad end du gør, så er det okay. Du er okay.«

Skulle man tvivle på Don Drapers ord, skal man bare tænke på McDonald’s’ Happymeals, på Coca-Colas slogan Open Happiness eller på Always’ menstruationsløfte: Have a happy period.

Lykken er overalt.

De færreste er nok klar over det, men søndag er International Lykkedag – en ret ny mærkedag, som FN fandt på i 2012, da de for første gang udgav World Happiness Report, som gør status over lykken i verdens lande.

Samtidig er antallet af akademiske artikler om lykke eksploderet, boghandlerne oversvømmes af selvhjælpsbøger om autentisk lykke, og Google har ansat en Chief Happiness Officer. Lykken er også blevet politisk.

OECD har lavet et Your Better Life Index, som anbefaler verdens lande at bruge »subjektive trivselsdata (…) til at guide folks valg og til at designe og levere politik«. Mange vil sikkert genkende den tanke fra den lille himalayastat, Buthan, som længe har brugt et lykkeindeks til at træffe politiske beslutninger. Men ideen om lykke som et politisk mål har også vundet frem i Europa.

I 2008 fik Nicolas Sarkozy den amerikanske stjerneøkonom Joseph Stiglitz til at kulegrave måden, Frankrig måler velstand på, og i 2012 gik David Cameron linen ud og søsatte en årlig lykkerapport.

Herhjemme er Alternativet fortalere for at bruge lykkemålinger som et parameter for politik, og i en ny bog argumenterer direktør for Institut for Lykkeforskning, Meik Wiking, for det samme: »Er det ikke det, politik handler om?« som han siger.

Men hvad er det egentlig Draper, Cameron og Wiking taler om, når de taler om lykke?

På overfladen virker lykken som et entydigt godt begreb, men graver man et spadestik dybere, bliver det mere kompliceret.

En pervers pligt

Carl Cederström er ikke den store fan af lykke. Han er adjunkt på Stockholm Business School og forfatter til bogen The Wellness Syndrome. Snart er han aktuel med bogen, The Fantasy of Happiness. Det er det, lykken er, siger han: en fantasi.

»Lykke er et narrativ om det gode liv og en måde at give vores tilværelse mening på. En skabelon for det gode liv,« siger Carl Cederström.

I den måde, hvorpå vi forstår lykke i dag, ligger der en masse implicitte ideer om, hvordan vi ser det gode liv, og hvordan mennesket bør opføre sig.

»De moralske værdier, der ligger til grund for vores fantasi om lykke i dag, er autenticitet, nydelse og opdyrkelse af egen markedsværdi. Og vigtigst af alt: ikke at være afhængige af andre mennesker til at nå sine mål. Din skæbne er i dine egne hænder.«

Forklaringen finder han i 60’ernes ungdomsoprør. Med inspiration fra 30’ernes psykoanalyse dyrkede hippierne ideer om, at der dybt i alle mennesker er en kerne; en essens. Hvis man skræller alle barndomstraumerne og samfundsnormerne af, vil det ægte menneske stå tilbage – og det burde alle efterstræbe. Derfor er lykken i dag blevet en pligt.

»Engang handlede idealerne om at sige nej til det bestående, i dag er idealerne blevet en bydende nødvendighed for alle, der vil være konkurrencedygtige og succesfulde,« siger Carl Cederström.

»I en tid med neoliberalisme, virksomhedsmagt, usikkerhed og selvhjælp finder man de her idealer overalt. Vi skal maksimere autenticitet og nydelse, og vi gør det ved at maksimere vores markedsværdi.«

Og så er vi besat af nydelse. Nydelse er en »pervers pligt,« som den slovenske filosof Slavoj Žižek siger i sin film The Pervert’s Guide to Ideology (2012). Eller som Don Draper siger i en anden berømt Mad Men-scene: »Hvad er lykke? Lykke er et øjeblik, før du har brug for mere lykke.«

Nydelse og begær kan aldrig helt opfyldes, for der vil altid opstå nye. Og hvis det umulige alligevel skulle ske – at vi fik opfyldt alle vores ønsker – ville det ende med en depression. For »begær er aldrig bare et begær efter ting. Det er også altid et begær efter begæret selv«, som Žižek siger.

Det nye BNP

Sådan har det ikke altid været. For Aristoteles handlede lykke om at være etisk og dydig. Og for den græske filosof Epikur udsprang lykken fra nydelse. De romerske stoikere så askese som den største lykke, og den kristne middelalder betragtede smerte og afsavn som vejen til den ultimative lyksalighed: foreningen med Gud.

Fælles for det hele var, at lykken ikke var i menneskets hænder. Først da Renæssancen satte mennesket i fokus med empirisk videnskab og malerisk centralperspektiv, og da Oplysningstidens tænkere insisterede på individets ukrænkelighed, blev mennesket sin egen lykkes smed. Det var nyt.

Mennesket fik »visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«, som der hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776.

I dag er vi gået skidtet videre.

»Burde lykke ikke være en del af de naturlige overvejelser, når man laver politik?« siger Meik Wiking fra Institut for Lykkeforskning. »Politik handler vel om at forbedre folks livskvalitet, så jeg kan ikke se gode argumenter imod.«

Danmark bør skæve til Davide Camerons lykkeindeks, mener han. Ligesom vi overvejer effekten på miljø og ledighed, når vi laver politik, bør vi indregner effekten på befolkningens lykke.

»Man bør både arbejde med det på kommuneniveau og gøre det til en fast del af Danmarks Statistiks indsamlinger, så vi kan blive klogere på, hvordan befolkningen har det, og hvilken politik, der virker på livstilfredsheden,« siger han.

På Christiansborg er Alternativet også interesserede i lykken. De vil have et nyt vækstbegreb, som foruden lighed, klima og demokratisk deltagelse inkluderer »trivsel og livsglæde«.

»Vi er nødt til at måle vores samfund på andet end økonomi, og der kunne lykke være et godt bud,« siger politisk ordfører Rasmus Nordqvist.

Han vil nedsætte et ekspertudvalg, der skal skrue et nyt vækstbegreb sammen; for det nuværende mål for politikken – BNP-vækst – er dumt. BNP medregner »napalm, atombomber og skudsikre biler til politiet, som bekæmper oprør i gaderne«, som Robert Kennedy sagde engang. Og når USA’s BNP kan påvirkes positivt af BP’s olieudslip i Den Mexicanske Golf, er der noget galt. Nej, så er det bedre med lykke.

Men politik handler ikke kun om at gøre folk glade. Det handler også om »simpel interessevaretagelse og konflikter mellem modstridende opfattelser af, hvad det gode liv er«, siger lektor i statskundskab på KU, Anders Berg-Sørensen.

»Andre vil sige, at målet med politik er at træffe beslutninger, der skaber stabilitet, ro og orden. At sikre fred og sikkerhed. At sikre en retfærdig omfordeling af ressourcerne. I den forstand er det umuligt på aggregeret plan at have en lykkeoptælling, for det vil altid være indlejret i ideologiske forskelle,« siger Anders Berg-Sørensen.

Stresstestet i hoved og røv

Mange har også indvendt, at lykken er svær at måle. En undersøgelse fra 2006 viste f.eks. at mennesker, der fandt en mønt, inden de udfyldte et spørgeskema om livstilfredshed, scorede højere i målingerne.

Men det er en myte, at man ikke kan måle lykken, mener Meik Wiking.

»Hvorfor skulle lykke være mere partikulært og sværere at måle end alt muligt andet? Depression, angst eller ensomhed? Ligesom vi ikke kan få ét tal for sundhed, kan vi ikke få ét tal for lykke, men vi kan få en række indikatorer, som tilsammen tegner et billede.«

Der er grundlæggende to måder at måle lykke på: Evalueret lykke, hvor man spørger folk: ’Hvor godt er dit liv på en skala fra 1 til 10?’ Og affektiv lykke, hvor man spørger: ’Hvor lykkelig var du i går?’ Den første type måler groft sagt folks langvarige lykke – det er den kategori, Danmark igen blev verdensmester i går, da den seneste FN-rapport udkom – mens den anden måler deres humør.

»Netop fordi der har været så megen skepsis omkring lykkeforskning, er metoderne blevet stresstestet i hoved og røv. Så vi ved, at man kan bruge metoderne til at sige noget om, hvordan folk har det,« siger Meik Wiking.

Det er heller ikke hr. og fru hvem som helst, der forsker i lykke. Det er nobelpristagere og bestsellerforfattere som Joseph Stiglitz og Daniel Kahnman.

»Men det er fint, at der er skeptikere – der er også stadig klimaskeptikere.«

Rotkäppchen er ikke nok

Men der er også en anden – mere filosofisk – grund til at være skeptisk. Lykken flugter nemlig ikke altid med andre gode principper som lighed og retfærdighed.

I sin bog beskriver Meik Wiking livet i Østtyskland efter Murens fald: »Efter Tysklands genforening oplevede østtyskerne en massiv stigning i deres levestandard. Lønningerne steg, og salget af eksempelvis Coca-Cola overhalede hurtigt den lokale Club Cola, mens det ved festlige lejligheder nu var muligt at servere fransk champagne i stedet for den østtyske Rotkäppchen. Men ikke desto mindre begyndte nogle østtyskere at være mindre lykkelige.«

Den paradoksale udvikling skyldes det, man kalder ’naboeffekten’, som siger, at mennesker generelt lægger mere vægt på deres relative rigdom end på absolut rigdom. Det er vigtigere at klare sig bedre end naboen end at klare sig bedst i verden – også for østtyskere.

»Nu var Rotkäppchen ikke godt nok længere,« som Meik Wiking skriver.

Noget lignende sker i disse år i Kina. Selv om 700 mio. kinesere på 30 år er løftet ud fattigdom, er lykkeniveauet faldet blandt landets fattigste, fordi de nu kan sammenligne sig med deres rige naboer.

Men betyder det, at kineserne skulle have været fastholdt i fattigdom? Eller at Muren ikke burde være faldet? Nej, mener Carl Cerderström.

»Jeg er ligeglad med, om folk er lykkelige,« siger han.

»Lad os sige, at vi opnår total lighed. Ville det gøre folk lykkelige? Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. Lighed er et universelt princip. Retfærdighed er et universelt princip. Sandhed er et universelt princip. Det er lykke ikke.«

Lykke er ikke værdineutral. Når David Cameron med den ene hånd laver et lykkeindeks og med den anden sænker de offentlige ydelser, så uligheden stiger, og de fattigste bliver fattigere, udbreder han en særlig version af lykken.

»Når Cameron siger, at vi skal se lige så meget på lykke som på økonomi, siger han ret beset også, at vi ikke skal være særligt bekymrede over, at de fattige får færre penge, for selv om de ikke kan betale regningerne eller købe mad, kan de sagtens være lykkelige,« siger Carl Cerderström.

Han ser Cameron-lykke som en særlig udgave af positiv psykologi, hvor menneskers trivsel ikke handler om deres livsbetingelser, men om måden, de ser sig selv på. Et offer for et trafikuheld kan være lige så lykkelig som en lottovinder, som et berømt studie konkluderede i 1978.

På den måde bliver fantasien om lykke »en trojansk hest, der anvendes til at normalisere ulighed og undertrykkelse«, som Cerderström skrev i et essay i New York Times sidste år.

Emily Dickinson og buddhister

Meik Wiking er delvist uenig. Ja, svaret på spørgsmålet ’hvordan bliver jeg lykkelig’ kan politiseres og variere fra kultur til kultur (i Kina er lykken f.eks. mere knyttet til indre ro end i Vesten, hvor vi snarere fokuserer på nydelse), men der findes også ting, der gør alle mennesker lykkelige.

»Der er mønstre, som går på tværs af tid og rum. Hvis jeg kun måtte stille ét spørgsmål for at måle menneskers lykke, ville jeg spørge: Hvor tilfreds er du med dine sociale relationer?« siger Meik Wiking.

Ifølge FN skyldes forskellene mellem lykkeniveauet i verdens lande hovedsageligt seks faktorer: økonomi, sundhed, frihed, korruption, gavmildhed og sociale relationer. Mennesker skal nemlig have mad på bordet, sundhed og gode venner for at trives.

Men det er Carl Cerderström uenig i. Der findes ingen universel opskrift på lykke – heller ikke mad på bordet.

»Nej, nej, nej. Absolut ikke. For Middelalderens mystikere var lykke noget i efterlivet, og noget, du kunne opnå gennem selvregulering, f.eks. udsultning. Hvis dit mål er at opnå forening med Gud, er sult ikke en barriere, men roden til lykke.«

– Hvad med sociale relationer, er det ikke en universel kilde til lykke?

»Hvorfor skulle et lykkeligt liv i ensomhed være umuligt? Emily Dickinson foretrak at liv i ensomhed. Vi vokser op i et samfund, hvor sociale relationer er vigtige, de skaber et bånd og en platform for lykke, men sådan er det ikke i alle kulturer eller til alle tider. Nogle buddhistiske munke kan vandre væk og meditere tre år i en grotte – for dem er dét den største lykke.«

– Men er der ikke nogle ting, som alle mennesker deler på tværs af kultur og historie, som influerer på vores måde at være lykkelige på?

»Den tænkning er en del af ideologien om at bygge et samfund baseret på det gode liv. Lykke er kulturelt betinget.«

– Så lykken er en ideologi …?

»Bestemt! Det er en af de ting, man aldrig sætter spørgsmålstegn ved. Det er entydigt godt, og vi behøver ikke definere det.«

Meik Wiking - ’Lykken Under Lup’ 200 sider. People’s Press. 225 kroner