Integration
Læsetid: 5 min.

’Min mand skal ikke betale alting’

Et treårigt projekt i Greve har hjulpet nydanske kvinder med at komme i arbejde og uddannelse. En af dem er Dima Hourieh fra Syrien. Hun vil tjene sine egne penge og være uafhængig
Dima Hourieh er uddannet kosmetolog i Syrien og arbejder nogle gange om måneden i Torpikay Shir Amanullahs frisør- og makeupsalon i Roskilde.

Ulrik Hasemann

Indland
26. marts 2016

En lille kvinde titter frem fra et baglokale og smiler genert. Det er Dima Hourieh. Hun har et hvidt tørklæde om hovedet og et par massive solbriller i panden. I den seneste måneds tid har hun arbejdet som tilkaldevikar her i frisørsalonen Tugba i Roskilde, hvor hun lægger makeup på byens kvinder (og et par af mændene), når de skal til bryllup eller en stor fest i weekenden.

»Men danske kvinder bruger ikke så meget makeup som arabiske kvinder,« siger hun og griner. »Særligt ikke i Greve og i Hundige.«

Jobsøgningen har ellers ikke været let for den 42-årige syrer. Hun blev familiesammenført med sin mand for fire år siden. Hun er uddannet kosmetolog, og da hun var færdig med sprogskolen, begyndte hun at lede efter arbejde hos frisører og skønhedssaloner.

»Men alle steder sagde de, at jeg skulle komme tilbage, når jeg havde lært at tale bedre dansk,« forklarer Dima Hourieh, da hun har fundet sig til rette på en lille frisørstol og har filtret et af sine mange armbånd ud af en løs tråd i sin cardigan.

Ligesom mange andre nydanske kvinder i det nordlige Greve har hun stået uden for arbejdsmarkedet og været afhængig af sin mands indkomst, siden hun kom til Danmark. Men hun ville gerne klare sig selv.

»Det er vigtigt for mig at være selvstændig. Min mand skal ikke betale for alting,« siger hun.

Derfor sagde hun ja, da en af hendes veninder i 2014 inviterede hende med til et møde i Stamhuset i det almene boligområde Askerød. Stamhuset er en del af den boligsociale indsats ’Greve Nord Projektet’, og i de seneste tre år har det lagt lokaler til ’Projektet for ægtefælleforsørgede nydanske kvinder’ – eller bare ’Ægtefælleprojektet’.

Projektets tre medarbejdere har sammen med Greve Kommune givet individuel vejledning til 47 kvinder, der alle har haft et ønske om at komme ind på arbejdsmarkedet. Gennem forløbet har kvinderne blandt andet lært at gå til jobsamtaler, skrive ansøgninger og tale bedre dansk.

Projektet har været en »helhedsorienteret« indsats. Det betyder blandt andet, at kvindernes mænd også har været involveret, og at nogle af kvinderne også har lært at køre på cykel, mens andre har lært betydningen af ord som »sukkersyge«.

Vil ikke gå hjemme

Dima Hourieh fik gennem projektet individuel sprogundervisning hos en privat samarbejdspartner, som tilrettelagde et forløb, der var målrettet hendes fag som kosmetolog.

Så selvom hun stadig kan kløjes i udtalen af ord som »uge« eller »løn«, behersker hun nu andre tungevridere såsom »læbekontur« og »blodcirkulation«. Gennem projektet fandt hun også en frivillig mentor, der hjalp hende med at læse lektier til sprogskolen, de lavede mad sammen og kørte med toget til København for at shoppe.

»Jeg taler kun arabisk med min mand derhjemme, og jeg har ikke så mange danske venner. Så det har givet mig en chance for at tale mere dansk,« siger Dima Hourieh.

Hun og hendes mand er begge fra Syrien, men de mødte hinanden i Kuwait. Han har boet i Danmark i 30 år og bijobber som tolk, og det var ham, der gennem sit netværk fik kontakt til Frisør Tugba i Roskilde.

Nu ringer ejeren til Dima Hourieh, hver gang der er kunder til hende. Men det er ikke helt nok til, at hun kan leve af det. Derfor skal hun til jobsamtale på en skønhedsklinik snart.

»Jeg vil gerne arbejde hver dag, så jeg kan få en fuld løn og have mere kontakt med andre mennesker,« siger hun. »Jeg elsker mit job, jeg elsker at arbejde med farver og være kreativ. Det får mig til at slappe af. Jeg har været vant til at arbejde gennem 10 år i Syrien og i Kuwait. Så jeg vil ikke bare gå derhjemme.«

Læs også: Kvinder er nøglen til integration

Da Dima Hourieh begyndte i ægtefælleprojektet, var hun genert og usikker på, hvordan hun skulle få en fod inden for på et arbejdsmarked, som er langt mere kompliceret end det, hun har været vant til i Syrien og Kuwait.

»I Syrien behøver du ikke engang betale skat,« som hun siger.

Og så var der børnene. Dima Hourieh har tre børn på 23, 16 og 14 år fra et tidligere ægteskab, der måtte flygte fra Syrien til Danmark sidste år. Tanken om deres strabadser gjorde det stort set umuligt for hende at koncentrere sig om både sprogskole og jobsøgning.

»Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på dem, da de var i Syrien. Hvad nu, hvis der faldt en bombe. Jeg kunne slet ikke fokusere på andet.«

Nu bor de på et asylcenter i Danmark og flytter snart til Greve.

Selvstændig kvinde

Ejeren af Frisør Tugba er Torpikay Shir Amanullah. En afghansk kvinde med skarpt optegnede øjenbryn og en lille similisten på den ene hjørnetand. Hun kom til Danmark som 17-årig i 1993, da hun blev familiesammenført med sin mand.

Dengang havde hun hverken uddannelse eller erfaring med at arbejde. Siden har hun taget tre uddannelser: frisør, skrædder og designer. Hun sprang ud som selvstændig i en kælder i 2008, hvor hun klippede hår og syede tøj for at få økonomien til at hænge sammen.

For to år siden tog hun et opgør med sin mand, der endte i skilsmisse. Han brød sig ikke om, at hun nogle gange arbejdede om aftenen.

»Han ville ikke acceptere, at han nogle gange måtte passe børnene i tre-fire timer efter klokken 17,« forklarer Torpi, som hun bliver kaldt, da hun har tilbudt alle en kop kaffe.

Hendes egen mor var hjemmegående i Afghanistan. Men Torpi vil gerne sætte et andet eksempel for sine egne fire børn.

»Jeg vil gerne være et forbillede for dem og vise dem, at begge forældre går på arbejde,« siger hun. »Jeg er en selvstændig kvinde, og mine børn er stolte af, at jeg går på arbejde i stedet for at være på kontanthjælp.«

Torpi tager også imod virksomhedspraktikanter med flygtningebaggrund fra Lejre, Holbæk og Roskilde. For tiden er hun i gang med at oplære en afghansk kvinde, der drømmer om at åbne sin egen frisørsalon i Holbæk.

»Jeg vil gerne give en mulighed til de piger, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet. De hjælper mig, og samtidig lærer de noget om det danske samfund. I Danmark er man nødt til at arbejde,« siger hun.

Indtil videre har hun dog ikke ansat nogen af dem. Så smutter de jo bare med kunderne, når de en dag får lyst til at åbne deres eget sted, ræsonnerer hun.

Stor forskel

Ægtefælleprojektet i Greve slutter 1. april, når bevillingen udløber. Ud af de 47 kvinder, der har deltaget, har 13 været gennem et uddannelsesforløb, mens 11 nu er i ordinært arbejde. Knap halvdelen af kvinderne havde fra begyndelsen et uddannelsesniveau, der svarede til folkeskolen eller mindre. I alt 24 forskellige nationaliteter har deltaget, og målgruppen har ikke været flygtninge.

Men nu skal Greve Kommune vurdere, om erfaringerne med den håndholdte, individuelle vejledning kan bruges i arbejdet med andre udsatte grupper såsom kontanthjælpsmodtagere og flygtninge.

Og det kan de sagtens, mener Mia Rosenørn, der har været projektleder på projektet.

»Det har overrasket os, hvor stor en forskel projektet har gjort,« siger hun.

Kvinderne har dog været lidt »tungere at løfte«, end hun havde regnet med. Men projektet har haft en pose penge med fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvilket har gjort det muligt.

Serie

Fra flygtning til dansker

Mens politikerne på Christians­borg diskuterer asylstramninger, står kommunerne over for at skulle tage imod tusinder af nye flygtninge.

Sammen med lokale virksomheder og frivillige skal de sikre den bedst mulige integration.

Har nogen af dem knækket koden? Hvor er potentialerne, og hvor er faldgruberne?

I denne serie rejser Information ud i landet for at undersøge, hvordan man bedst integrerer de nye borgere.

Seneste artikler

  • ’De frivillige kan alt det, vi ikke kan’

    10. marts 2016
    Stadig flere kommuner begynder at samarbejde systematisk med venligboere og andre spontant opståede frivillignetværk om integrationen af flygtninge. I Ballerup har en gruppe pensionister indrettet sig i en gammel mølle, hvor de agerer både jobagenter, sprogskole og møbelcentral
  • Alt på ét bræt

    11. februar 2016
    Vi kender velfærdsstatens udfordringer, og vi ved, hvem vi skal give skylden, hvis vores samfundsmodel styrter i grus: flygtningene.
  • Kampen for en vellykket integration

    11. februar 2016
    Integration er øverst på dagsordenen, når statsministeren i dag inviterer til trepartsforhandlinger. Alle parter er enige om, at integrationen skal lykkes bedre end i dag, hvor kun 28 procent af flygtninge og familiesammenførte kommer i arbejde efter tre års integrationsforløb. Spørgsmålet er bare, hvordan. Information har talt med en af hovedpersonerne i forhandlingerne samt to iagttagere
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Det er jo fint på det individuelle plan at en kvinde fra Syrien er kommet lidt i gang som kosmetolog. Men Danmarks økonomiske velstand holdes ikke oppe af små service- og handelsvirksomheder der kan startes på baggrund af personlighed, en kort uddannelse og en lille kapital. Flygtninge og indvandrere mangler som kontorchefer i justitsministeriet, autoriserede EL-installatører, solo-danserinder, jernbaneingeniører, F-sharp programmører etc. Ellers ender vi bare i en ny udgave af "Upstairs and Downstairs".

Kære Henrik Brøndum - og jer allesammen.

Ved du/I hvor mange flygtninge og indvandrere, der på på sosu-skolerne; de studerer til sosu-hjælpere. Og til sosu-assistenter. Og en del går sikkert videre, af den vej, til sygeplejersker f.eks. eller til jordemødre. På det personlige plan har jeg ikke mindre end 2-3 gange her i løbet af foråret 2016 haft besøg af en VVS'er; det var nu ikke så vigtigt. Det vigtige i den her forbindelse er at det var en meget dygtig ung mand, som var enten indvandrer eller efterkommere af indvandrere; ikke at det i sig selv er vigtigt, bare et lille indspark til den her debat; alle de personer på alle de fagområder de nævner, de er altså på vej. Jeg er også for nogle år siden blevet betjent af en yderst kompetent farmaceut på apoteket som kom fra en indvandrerfamilie.

Mange store firmaer er altså startet som små familievirksomheder, mest kendt er nok Lakrids by Johan Bülov; iværksættere er et gode for et samfund som det danske :) PS: der er altså en hel del journalister med udenlandsk baggrund f.eks. Abdel Aziz Mohammed, Erkan Øzdem mm.

Niels Duus Nielsen

Karsten Aaen, du skal tænke langsigtet, og det gør du vel egentlig også - al begyndelse er svær, osv. Men Henrik Brøndum har da ret i, at en god målestok for en vellykket integration vil være, at deres efterkommere er at finde i alle erhverv og i alle sociale lag.

Kosmetologi er da en udmærket begyndelse. Men det er altså kun en begyndelse, for hvis lokummet virkelig brænder, kan vi nok godt klare os uden kosmetologer. Formoder jeg, jeg er jo ikke kvinde.

Ja, jeg tænker langsigtet. Men jeg tænker også på alle de herlige unge mennesker, som jeg bl.a. mødte i toget til og fra arbejde; de gik netop HTX, STX, HHX, sosu-skoler, lærerseminarier, eller læste til ergoterapeut og fysioterapeut mm. og mv.

ps: Hvorfor tror I at Dansk Folkeparti vil have et karakterkrav på 6 for at komme på gymnasiet? Fordi det vil forhindre mindst 70%, hvis ikke 80% af indvandrerne og deres efterkommere i at komme ind på gymnasiet. Og dermed blive advokater, farmeceuter, læger, journalister, mm. Når det er sagt ved jeg at der er en hel del indvandrere og efterkommere af indvandrere, der p.t. lige nu går på handelsskoler og tekniske skoler; de bliver ansat i Føtex, Bilka, Fona, og som håndværkere...