Nyhed
Læsetid: 2 min.

Ordførere: Forholdene for fængslede asylansøgere er urimelige

Det er uacceptabelt, at frihedsberøvede asylansøgere skal sidde i deres celler i op til 23 timer i døgnet i Vridsløselille Statsfængsel, mener flere ordførere. De vil have justitsministeren til at gå ind i sagen
Indland
15. marts 2016

Det er både uacceptabelt og urimeligt, at friheds-berøvede asylansøgere sidder bag lås og slå i deres celler i Vridsløselille Statsfængsel i op til 23 timer i døgnet.

Det mener Lisbeth Bech Poulsen, der er retsordfører for SF.

»De her mennesker er ikke kriminelle. At de så skal sidde nærmest isolationsfængslet i så lang tid er helt urimeligt,« siger Lisbeth Bech Poulsen.

Læs også: Ombudsmanden advarer mod forholdene i Vridsløselille

Hun vil have justitsminister Søren Pind til at gå ind i sagen og bedømme, om »så omfattende isolationsfængsling, som det jo reelt set er«, er rimeligt, og om det overhovedet er lovligt i forhold til konventionerne. Desuden vil hun afkræve et svar fra ministeren på, hvorvidt han agter at sætte ressourcer af til opgaven, så de indsatte ikke skal låses inde i så mange timer ad gangen.

Fængslet, som egentlig skulle være lukket, fordi det er for slidt, har siden årsskiftet huset frihedsberøvede asylansøgere og udlændinge, der for eksempel har fået afslag på asyl, men som ikke kan rejse hjem.

I går kunne Information afdække, at de frihedsberøvede asylansøgere sidder låst inde i deres celler i op til 23 timer i døgnet, fordi der ikke er personale til at vogte gangene, så de indsatte kan gå frit rundt.

Læs også: ’I yderste konsekvens må vi slå teltlejre op ude i fængselsgården’

Pernille Skipper, der er retsordfører for Enhedslisten, har selv været ude og besøge Vridsløselille Statsfængsel for tre uger siden og har i den forbindelse allerede rettet henvendelse til justitsministeren.

»Det er tydeligt, at der er et ønske blandt de ansatte i fængslet om at gøre noget mere for de indsatte, der stort set sidder isoleret nu. Men forholdene er ikke til det. Det er et politisk ansvar, at man vælger at lukke de indsatte inde så mange timer ad gangen, fordi man vil spare ressourcer på blandt andet vagter,« siger Pernille Skipper og fortsætter:

»Vi har alle mulige regler og minimumsstandarder til borgere, der har begået kriminalitet, og med god grund. Men man holder altså ikke op med at være et menneske, når man er afvist asylansøger. Men det skulle man næsten tro, når man besøger Vridsløselille,« siger Pernille Skipper.

Læs også: Hård kritik af forholdene for fængslede asylansøgere

Også Josephine Fock, der er retsordfører for Alternativet, er kritisk.

»Et er, at vi bruger en fængselsbygning til at huse de her mennesker. Det er i sig selv problematisk. Men at vi så vælger at opføre os, som om at de er kriminelle og sætter dem bag lås og slå op til 23 timer i døgnet, det er helt uacceptabelt,« siger Josephine Fock.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsministeren. Ligeledes har det ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres ordfører på området, fra Socialdemokraterne eller fra Det Konservative Folkeparti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jensen

At tænke sig at sådan noget forbandet svineri foregår i en retsstat. Man kan ikke behandle mennesker på den måde.

Dorte Sørensen

Hvorfor kan de gl. fængselsafdelinger ikke åbnes så de afviste asylansøgere i det mindste kan gå frit rundt og hvorfor er køkkenerne lukket ned. Åben i det mindste det så de afviste asylansøgere kunne lave deres mad og hygge sig sammen med det?????
Eller er det virkeligt tanken fra regeringens side, at de afviste asylmodtagere skal have det så dårligt som overhoved muligt så de vil tigge og bede om at blive udsend af landet for at slippe vær fra isolation?????

Al erfaring viser, at afviste asylansøgere oftest går under jorden og lever af kriminalitet. Meningen er jo at de skal rejse hjem.