Læsetid: 7 min.

Paul er ’både mor og far’ for de nyankomne flygtninge

Hvis man lige er kommet til Danmark som flygtning, kan det være svært at bestille NemID, udfylde girokort og i det hele taget finde ud af, hvordan man bor i en almen bolig. Derfor bruger Paul Tempels sin fritid på at hjælpe Abiel Tsegay fra Eritrea med at komme godt fra start
Mændene har lært at synge Kim Larsens sang ’Joanna’ i sprogskolen. Paul har fundet teksten frem på sin telefon og synger højt sammen med Abiel og Semere, mens Berhane spiller guitar.
16. marts 2016

På en lille vej i et rækkehuskvarter i Nivå bor Abiel Tsegay på 20 år i et kollektiv. Eller i hvert fald et slags kollektiv. Han bor nemlig sammen med tre andre mænd, der ligesom ham er flygtninge fra Eritrea. Her har de boet siden november.

Abiel Tsegay byder os velkommen, og Berhane Tewolde på 37 år, som er den ældste i huset, går i gang med at lave te. I sofaen sidder Semere Gebrihiwet på 27 år og Medhani Eyob på 32 og holder et halvt øje på tv’et, der kører i baggrunden som et ekstra familiemedlem. Som så mange gange før har de fire flygtninge i dag besøg af Paul Tempels, som er medlem af afdelingsbestyrelsen i Fredensborg Boligselskab, der ejer boligerne her i kvarteret.

»Jeg bor længere nede ad gaden i et nærmest identisk rækkehus,« fortæller han og tager imod den kop te, som Berhane rækker ham.

Læs også: Hvor længe skal Maher være Skype-far på 3.500 kilometers afstand?

Da Paul Tempels hørte, at hans boligselskab skulle finde boliger til en gruppe flygtninge, slog han til og meldte sig som frivillig kontaktperson. Siden har den pensionerede lærer ringet på mændenes dør cirka hver anden dag for at høre, om der er noget, han kan hjælpe med. Og det har der været.

»Behovet for hjælp var der fra dag ét, da mændene flyttede ind. De kom ind i rækkehuset til en bunke af papkasser med samlemøbler fra IKEA. Men de har jo intet værktøj. Så tænkte jeg, at jeg ville hjælpe lidt,« fortæller Paul Tempels, der skaffede værktøj og flere møbler gennem kvarterets beboere.

Men møblerne var ikke det eneste, som der var brug for hjælp til. Da Abiel Tsegay og de tre andre flyttede ind, modtog de en stor bunke papirer.

Ulrik Hasemann

Midt i lå et girokort til betaling af husleje. Men da Paul Tempels helt tilfældigt spurgte mændene nogle uger senere, om de havde betalt husleje, var de alle ét stort spørgsmålstegn.

»De var jo vant til, at sådan noget skete automatisk, da de boede på asylcenter,« siger Paul Tempels, som derefter måtte sætte mændene ind i, hvordan man betaler husleje. Og siden da har han hjulpet med lægeskift, hospitalsbesøg, NemID og meget andet.

Kommunen giver ellers nyankomne flygtninge en kontaktperson. Men det har været meget »sporadisk«, mener Paul Tempels. Det er først nu efter de første to måneder, at der er bedre opbakning, fortæller han.

»Når man er helt ny i et land og hverken taler særlig godt dansk eller engelsk, så er der mange praktiske gøremål, der skal ordnes, og som kan volde problemer. Og det kræver opsøgende hjælpearbejde at løse de problemer. Det arbejde er det kommunale system slet ikke gearet til, men det er nødvendigt, hvis de her mennesker skal finde ud af, hvordan man bor og gør i Danmark,« mener Paul Tempels, der de første to uger brugte omkring 30 timer på at hjælpe de fire mænd i rækkehuset samt de fire eritreiske kvinder, der er flyttet ind i et lignende rækkehus længere nede ad vejen.

»Vi har savnet ham,« siger Abiel Tsegay og hentyder til, at Paul Tempels har været på vinterferie i Norge.

»I lige måde,« griner Paul Tempels og tilføjer over for os:

»Dem, der når hele vejen herop, er overleverne, det er der ikke tvivl om. Så de havde nok klaret sig uden mig. Men det var helt sikkert gået langsommere og havde været med en del flere bump på vejen«.

Ulrik Hasemann

Boligintegration

Ved trepartsforhandlingerne er der fokus på at få flygtninge integreret ved at få dem tidligt i beskæftigelse og derefter sætte ind med sprogundervisning. Men integrationsindsatsen og ikke mindst hjælpen i forbindelse med hverdagslivet i en bolig i et fremmed land er også vigtig. Det mener Annette Birkov, der er kundechef i KAB, og som blandt andet har Fredensborg Boligselskab, hvor Paul Tempels og mændene fra Eritrea bor, under sig.

»Boligen danner jo rammen om vores alles liv. Det, at en flygtning kommer ud på arbejdsmarkedet, har selvfølgelig sine funktioner, fordi man så tjener penge og lærer dansk hurtigere. Men det er i boligen, hvor flygtningenes liv er, og hvor de skal trives og fungere,« mener hun.

I KAB er de opmærksomme på den store integrationsopgave, der ligger i at bosætte flygtninge. Derfor indgår det i boligselskabets forhandlinger med kommunerne, at kommunerne skal afsætte penge til mentorer, tolkebistand og lignende til, når flygtninge skal placeres ude i boligerne.

Derudover vil KAB støtte boligorganisationerne i at have fokus på vellykket integration – eksempelvis ved at inddrage bestyrelserne, fortæller Annette Birkov.

Ulrik Hasemann

»Der er mange, der gerne vil yde den indsats, som Paul nu yder i Nivå, så de her mennesker skal gøres opmærksomme på, når der er brug for deres hjælp,« siger hun og forklarer, at det er en frivillig indsats, men at frivilligheden kan understøttes af boligorganisationen, som for eksempel vil kunne bevilge penge til arrangementer, hvor beboerne og flygtningene får hilst på hinanden.

»Vi ved jo, at der ofte er nogle fordomme og fejlopfattelser af, hvem de her fremmede mennesker er, og så kan der desværre tit opstå lidt mistroiskhed mellem flygtninge og deres nye naboer. Dette kan man forsøge at undgå ved at få sikret, at flygtninge og deres naboer får hilst på hinanden, og at flygtningene ved, hvordan man lever i Danmark og konkret i den boligafdeling, de er flyttet ind i,« siger hun og uddyber, at det kan handle om helt lavpraktiske ting, som for eksempel hvordan man benytter et vaskeri.

Havearbejde med naboer

Tilbage i rækkehuset i Nivå hænger små gule post-it-sedler på vægge og møbler. ’Væg’ står der med en sirlig håndskrift på en af dem. Nedenunder står oversættelsen på tigrinya – det eritreiske hovedsprog. Der hænger også en post-it i loftet, på køleskabet, på vinduet og på skabet. Der har været mange flere, men de er faldet af med tiden.

»Hvad har du lært i sprogskolen i dag,« spørger Paul laaangsomt på dansk, mens han holder øjenkontakt med Abiel Tsegay.

»Jeg er 20 og. Nej, år!,« siger Abiel. Paul Tempels smiler stort. »Hvordan er vejret,« spørger han så.

»Lidt koldt. Også lidt sun. Sol,« siger Abiel.

»Og også lidt ...« siger Paul Tempels spørgende, sætter hænderne over hovedet og bevæger fingrene mens han entusiastisk nikker til Abiel og Semere Gebrihiwet, der sidder ved siden af.

Ulrik Hasemann

»Regn!« siger Abiel og Semere i kor. Mændene slår ofte over i tigrinya og diskuterer et eller andet. Når det sker, sidder Paul tålmodigt og smilende og følger samtalen. Kigger på den, der taler. Ofte griner han med, selv om han ikke forstår et ord. En gang imellem giver Abiel Tsegay, der taler bedst dansk og engelsk af de fire, en kort oversættelse til sidst. Andre gange ikke. Men det gør ikke så meget.

»Det er nemmest at tale sammen, hvis vi har noget konkret at snakke om,« siger Paul Tempels.

Og det har de ofte, for der er hele tiden en masse praktiske ting, der skal ordnes, fortæller han. Derfor er de slet ikke nået til nabokontakten og den ’rigtige’ integration endnu. Det vil dog snart ske, mener Paul Tempels, fordi hegnet mellem mændenes og naboens have er væltet på grund af blæst. Han har aftalt med naboen, at mændene kan komme ind til en kop te, og så kan de sammen fikse hegnet.

Danske omklædningsrum

De tre ældste af de fire møder en masse danskere gennem deres praktik i Silvan i Helsingør. Det samme gælder for Abiel Tsegay, som møder andre unge gennem sin praktik i den lokale fodboldklub, hvor han træner et lilleputhold. Derudover træner han selv på et hold flere gange om ugen.

Ulrik Hasemann

Alligevel er de enige om, at det er Paul, der lærer dem mest om tilværelsen i Danmark.

»Han er både mor og far,« siger 32-årige Medhani Eyob og hentyder til, hvordan Paul både har påtaget sig de håndværksmæssige opgaver, men samtidig også omsorgsopgaverne som for eksempel at hjælpe med hospitalsbesøg.

Semere Gebrihiwet synes, at det er »svært at forklare«, hvordan Paul har hjulpet dem.

»Han har hjulpet med alt, næsten. Han har også fået repareret vores cykel,« siger han på forsigtigt engelsk og peger ud på en sølvfarvet herrecykel. I Eritrea, fortæller han, er de også gode til at cykle ligesom i Danmark, og landet er ganske succesfuldt i Tour de France.

I dag som så mange andre dage har Abiel Tsegay og hans samboer lavet mad til Paul Tempels og dem selv – en slags eritreisk pandekage med kødsovs på og noget grøn salat ved siden af. De samler alle sammen deres hænder, beder en bøn og spiser så.

Ulrik Hasemann

»På en måde kan det være ydmygende at modtage al den hjælp for en gruppe mænd, der har været vant til at klare sig selv. Maden er en måde, hvorpå de kan give igen. Det er mere tilfredsstillende end hele tiden at skulle sige tak, tak, tak,« forklarer Paul Tempels og skovler noget af kødsovsen op med et stykke pandekage. Han skal snart til at gå for i dag, og Abiel Tsegay skal også til fodboldtræning.

»Prøv at høre her. I morgen skal jeg i svømmehallen med en ven. Vil I med?« siger Paul Tempels.

Det vil de meget gerne. Men de har ikke noget badetøj, men det fikser Paul for dem.

»Men I ved godt, at man er helt nøgen sammen med andre mænd inde i omklædningsrummet i en dansk svømmehal,« spørger Paul.

Mændene griner. »Ja ja,« siger de i kor.

»Så henter jeg jer 18.30,« siger Paul på engelsk.

»Halv syv,« konstaterer Abiel Tsegay smilende på dansk og klør sig i de sorte krøller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jeppe Petersen
  • Jørgen Wassmann
  • Kristian Rikard
  • Lars Bo Jensen
  • peter fonnesbech
Jeppe Petersen, Jørgen Wassmann, Kristian Rikard, Lars Bo Jensen og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Jeg bliver så glad , når jeg læser om alle de positive ting som enkeltpersoner og civilsamfundet gør rundt om i de små landsbyer i DK for at hjælpe asylmodtagerenes med deres inklusion i samfundet.

Som de gode modfortællinger til de negative signaler fra blå blok i pressen.

Holger Madsen, Jørgen Wassmann, Karsten Aaen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar

Mange vil kunne gøre meget mere.

I det ene af mit opholdslande, deltager vi et par aftener om ugen i "samtaler" på det lokale bibliotek, når vi ikke er på rejse.

Her sidder vi ved borde over en kop kaffe sammen med mange lokale og selvfølgelig med flygtningene. Og ud over selve sprogtræningen, - som vi som danske nok ikke er specielt gode til, er der altså den vigtige indføring i mange af hverdagen utroligt mange gøremål - præcis som Paul Tempels.

Her har man en langt mere positiv tilgang til flygtninge end i Danmark. Men jeg tror, at mange i Danmark burde overveje tilsvarende initiativer, for det opleves absolut ikke som en sur pligt.

Jørgen Wassmann, peter fonnesbech og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar