Læsetid: 7 min.

Selvkontrol er afgørende for børns succes

Selvkontrol er lige så vigtigt for børns faglige og sociale udvikling som både intelligens og social arv, konkluderer en ny bog, der gennemgår den seneste forskning. Den gode nyhed er, at selvkontrol kan trænes
Selvkontrol er lige så vigtigt for børns faglige og sociale udvikling som både intelligens og social arv, konkluderer en ny bog, der gennemgår den seneste forskning. Den gode nyhed er, at selvkontrol kan trænes

Johanne Sorgenfri/iBureauet

9. marts 2016

Et fireårigt barn sidder ved et bord og stirrer på en skumfidus.

»Du må spise den nu, hvis du vil,« siger en venlig forsøgsassistent. »Eller du kan vente, til jeg kommer tilbage om lidt, og så får du en skumfidus mere.«

Så efterlades barnet alene med det søde slik og et svært valg – i op til 15 minutter.

Vi er på Stanford University i slutningen af 1960’erne, hvor psykolog Walter Mischel og hans forskerhold tester 500 børns selvkontrol. Kan de tøjle den spontane trang til at stoppe skumfidusen i munden ved at tænke på den fremtidige belønning? Kan de styre sig? Det verdensberømte forsøg kaldes i dag The Marshmallow Test, og konklusionen var, at selvkontrol varierer fra barn til barn.

Enkelte spiste skumfidusen med det samme, men de fleste kæmpede. De holdt sig for øjnene, sparkede til bordbenene, duftede længselsfuldt til skumfidusen. Cirka en tredjedel holdt ud, til forsøgsassistenten kom tilbage.

Læs også: Autoritet og opdragelse gavner jo barnet

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Intelligens har som bekendt flere dimensioner. Det er længe siden, at man kun så intelligens som evnen til logisk tænkning. I dag taler vi om Emotionel Intelligens, Social Intelligens og sågar Spirituel Intelligens. Man kan som bekendt være stærkt specialiseret i en af dem, og samtidigt helt underudviklet i en anden.

Selvkontrol eller viljestyrke kan ikke ses adskilt fra intelligens i dens bredeste definition. Den hænger sammen med vore værdier, selvrespekt, identitet, etc. etc. Mange af disse, hvis ikke alle, er intrinsiske egenskaber - men ikke dermed sagt nødvendigvis genetisk bestemt.

Det er jo også derfor, det er særlig interessant at skumfidus-eksperimentet laves med små børn. Det viser at viljestyrke/selvkontrol til dels er en medfødt egenskab - som naturligvis kan promoveres og demoveres af miljøet, som det gælder med alle latente karaktertræk.

Et andet karaktertræk, der ligeledes på ikke-indlysende vis er knyttet til vores intelligens, er koncentrationsevnen - og denne er også delvis relateret til viljestyrken. Begge handler om at styre og fokusere intellektet for at undgå sanselig distraktion. Begge er i deres autonome form et biprodukt af vores intelligens - den spirituelle intelligens, kunne man kalde det. Og begge vil afsløre sig meget tidligt hos barnet.

Der er ingen tvivl om, at der også eksisterer en korrelation mellem koncentrationsevne og 'succes' senere i livet. Det første og mest konkrete eksempel er jo ifbm. uddannelse.

/O

Vi ser næsten dagligt i medierne intelligente, dygtige, koncentrerede, kontrollerede, succesfulde mennesker, der undskylder overfor sig selv og deres børn, at de har haft så meget fart på med at få succes. Disse mennesker kunne i mange tilfælde også undskylde overfor livet og naturen.

Ligesom intelligens er mangefacettet, så er både selvkontrol og succes det også.

...det forekommer mig, at der her i debatten mangler at blive inddraget nogle grundlæggende menneskelige træk - træk som netop adskiller os fra robotten eller den merkantile fiasko.

I artiklen står at børnene skal blive bedre til at håndtere stress og negative følelser.
Gennem selvkontrol? Hvad hvis selvkontrollen fungerer men planen eller metoden er forkert?

olivier goulin

@Bill

Der er sådan set ingen grund til at blande samfundspolitiske spørgsmål ind i denne diskussion. Ikke at de er uvæsentlige, men de ændrer bare ikke ved det faktum, som artiklen påpeger: At selvkontrol er en fundamental og vital menneskelig egenskab og betingelse for et succesfuldt liv i mest eksistentielle forstand; det giver selvrespekt, frihed, værdighed, etc. etc. Det er derfor mådehold og askese har været centrale værdier i alle religioner. Der ligger spirituelle lovmæssigheder bag, som vi er underlagt som intelligente væsener - og som ingen samfundspolitisk ideologi kan ændre ved.

/O

Bringer vi 'selvkontrol' ud til det ekstreme, så møder vi begrebet "stoisk ro", som videregiver det græske udtryk "a pati".

olivier goulin

Apati som lidenskabsløshed, ja.
Selvkontrol er vores indre værn mod lidenskaberne - trangen til skumfiduser, f.eks.

/O

olivier goulin, du kan ikke trække begrebet selvkontrol ud af en samfundsmæssig sammenhæng

Mit budskab er at selvkontrol er grundlæggende, men den skal være bevidst og ikke tillært. Ikke som der står: som en muskel: Man kan træne - som en samling muskler der har lært cykle?
Nej, som en individuel opbygget selvkontrol afstemt efter personlighed, og de opgaver vi møder i livet.

olivier goulin

@Bill

Det er klart at al adfærd og respons opstår i mødet mellem indre (anlæg, dispositioner, karaktertræk) - og ydre faktorer, dels de udløsende stimuli og dels det internaliserede miljø i form af opdragelse, socialisering, etc.

Det er i praksis svært at adskille disse faktorer ad. Det samme individ vil ofte reagere forskelligt fra sag til sag, nogle gange udvise selvkontrol, andre gange give efter for sine drifter. Og det kan variere over forskellige perioder af individets liv.

Samtidigt er det tydeligt at forskellige individer reagerer forskelligt udsat for samme stimuli/situation. Og det er her, at man tydeligst ser effekten af de indre faktorer - som i det omtalte eksperiment. Jo yngre barnet er, desto mindre er det blevet præget, og desto klarere vil man derfor se effekten af medfødte egenskaber.
Eftersom selv helt små børn udviser klare karakter- og temperamentforskelle, er der således vægtige grunde til at tro, at vi har nogle medfødte dispositioner, som styrer os som en usynlig hånd gennem livet.

Det er præcis denne hånd, Lone Frank kalder 'genetik' i en af sine bøger, men som jeg vil tilskrive noget helt andet. For var det genetik, så skulle det også, som med miljøet, kunne spores tilbage til forældrene. Ingen har nogensinde blot sandsynliggjort, at der skulle eksister gener, der koder for personlighedstræk. Det er en blind overbevisning. Men på den anden side kan ingen afvise den klare latente personlighed, der ligger i os fra fødslen.

/O

Tommy Mortensen

Hvad gør man ikke for, at børn skal tilpasse sig. Her selvkontrol. Intet nyt under solen.
Det som mange børn med sikkerhed savner, nu og her og mere end selvkontrol, er et godt liv.
Det er vor tids tragedie, at nogle yndlinge føler sig som en fiasko, hvis ikke de har succes.
Der er gået for megen darwinisme og egen lykke smed i trædemøllen.

"Vi mennesker er evolutionært programmerede til at konservere fysisk og psykisk energi, så vi vælger ofte »den lette løsning«, som Sofie Münster kalder det. »Det er nemmere at tjekke Facebook eller spille Minecraft, end det er at holde fokus under lektielæsningen.«"

Det er sommetider langt lettere at holde fokus, men det afhænger jo bl.a. af hvad man er socialiseret til, hvilken samtidskontekst der refererer éns livsudfoldelse. Så i dag kan det for mange være mere oplagt at dyrke distraktioner end at anvende sin helt naturlige evner for - og lyst til - fordybelse og dvælen. Noget, som faktisk opstår helt naturligt hvis der er gode betingelser herfor.

Münsters programmeringer ligner en populærpsykologisk selektion, som nydeligt indskriver sig i et homoøkonomisk paradigme.

Det er en kendt sag at ved deltagelse i foredrag inden for et felt man er nogenlunde bekendt med er der udbytte max 5% af tiden. Således også i skolen. Tænk hvis vi mennesker - gerne ved hjælp af den ny teknologi - kunne udvikle en pædagogik, der hævede udbyttegraden af den forbrugte undervisningstid til ca. 10%. En halvering af skoledagen. UPS. Meningen er jo at børnene skal opbevares i skolen indtil forældrene kommer hjem fra arbejde. Nej så er det nok bedst med selvkontrol.

Marianne Rosenkvist

Det er en helt forkert konklusion på eksperimentet. Det som man rent faktisk tester er i virkeligheden, hvor meget et barn er vant til at kunne stole på sine omgivelser - altså ikke om det har selvkontrol, men om det tror på at det nytter at virke.

I dette eksperiment bliver børn FØR skumfidus-testen udsat for en andet eksperiment, hvor en forsker enten bringer det lovede til barnet, eller lader være. Det har stor indflydelse på, om børnene efterfølgende venter. De børn som bliver svigtet i første eksperiment, de venter kun ca. en fjerdedel så lang tid som børn, der fik hvad de blev lovet tidligere.
Hvis vi skal sikre os, at børn klarer sig godt senere i livet, så skal vi altså lade være med at udsætte dem for svigt... Måske ikke så overraskende endda.
http://www.rochester.edu/news/show.php?id=4622

Rasmus Knus, Bill Atkins og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Sider