Læsetid: 7 min.

Selvkontrol er afgørende for børns succes

Selvkontrol er lige så vigtigt for børns faglige og sociale udvikling som både intelligens og social arv, konkluderer en ny bog, der gennemgår den seneste forskning. Den gode nyhed er, at selvkontrol kan trænes
Selvkontrol er lige så vigtigt for børns faglige og sociale udvikling som både intelligens og social arv, konkluderer en ny bog, der gennemgår den seneste forskning. Den gode nyhed er, at selvkontrol kan trænes

Johanne Sorgenfri/iBureauet

9. marts 2016

Et fireårigt barn sidder ved et bord og stirrer på en skumfidus.

»Du må spise den nu, hvis du vil,« siger en venlig forsøgsassistent. »Eller du kan vente, til jeg kommer tilbage om lidt, og så får du en skumfidus mere.«

Så efterlades barnet alene med det søde slik og et svært valg – i op til 15 minutter.

Vi er på Stanford University i slutningen af 1960’erne, hvor psykolog Walter Mischel og hans forskerhold tester 500 børns selvkontrol. Kan de tøjle den spontane trang til at stoppe skumfidusen i munden ved at tænke på den fremtidige belønning? Kan de styre sig? Det verdensberømte forsøg kaldes i dag The Marshmallow Test, og konklusionen var, at selvkontrol varierer fra barn til barn.

Enkelte spiste skumfidusen med det samme, men de fleste kæmpede. De holdt sig for øjnene, sparkede til bordbenene, duftede længselsfuldt til skumfidusen. Cirka en tredjedel holdt ud, til forsøgsassistenten kom tilbage.

Læs også: Autoritet og opdragelse gavner jo barnet

Men nu kommer det bemærkelsesværdige: 10 år efter de første skumfidusforsøg tog Walter Mischel og hans hold igen kontakt til en del af de 500 børn, som nu var blevet teenagere. Og der tegnede sig et tydeligt mønster: De børn, der ikke spiste skumfidusen, havde klaret sig langt bedre i skolen. De havde bedre sociale relationer, højere selvværd og var bedre til at håndtere stress og negative følelser. Forsøget, som er blevet en regulær psykologiklassiker, er gentaget i en lang række lande siden, og resultaterne ser ud til at være universelle: Selvkontrol er en helt afgørende faktor for børns succes – både fagligt og socialt.

»Det har en indvirkning på alle de ting, vi normalt fremhæver som faktorer for det gode liv: at klare sig godt på uddannelsen, at have det godt med sig selv, at være sund, tjene mange penge og have gode relationer,« siger Sofie Münster, der er tidligere direktør i LøkkeFonden og forhenværende chefkonsulent for Venstre på Christiansborg.

I sin nye bog, Klog er noget, man øver sig på, som udkommer 15. marts, gennemgår hun den seneste forskning på området, blandt andet et stort newzealandsk studie fra 2011, hvor forskere har fulgt 1.037 babyer fra byen Dunedin gennem 38 år. Konklusionen stemmer overens med Mischels skumfidusforsøg: Børn med stor selvkontrol har mindre fravær i skolen og får bedre karakterer; de får længere uddannelser og er mindre tilbøjelige til at ryge, drikke og tage stoffer – også når man korrigerer for intelligens og social baggrund. De ser endda mindre tv.

Nemmere at tjekke Facebook

Vil man forklare, hvorfor nogle børn klarer sig bedre i livet end andre, rangerer selvkontrol faktisk på højde med både genetik (intelligens, temperament, aktivitetsniveau etc.) og social arv (kontakter, holdninger, økonomi), fortæller Per Schultz Jørgensen, der er professor emeritus på Danmarks Pædagogiske Universitet og tidligere formand for Børnerådet.

»Selvkontrol er helt centralt. Det er en selvstændig faktor, som kan påvirke de genetiske dispositioner og den sociale arv. Det kan få meget stor indflydelse, både positivt og negativt,« siger han.

Faktisk ser det ud til, at selvkontrol betyder dobbelt så meget for børns skoleresultater som deres intelligens.

Læs også: Vi anbefaler: Børneopdragelse

»I den gamle verden handlede det om lydighed – om social kontrol. Hvis du rettede dig efter forskrifter og handlede ansvarligt, skulle det nok gå. I dag skal du kunne styre dig selv, sige ja og nej, motivere dig selv og disciplinere dig selv,« siger Per Schultz Jørgensen.

Det er måske ikke så mærkeligt. Hverken børn eller voksne kan lære nye ting uden at kunne tøjle deres pludselige indskydelser, og de, der kan, har en kæmpe fordel – for det er svært. Vi mennesker er evolutionært programmerede til at konservere fysisk og psykisk energi, så vi vælger ofte »den lette løsning«, som Sofie Münster kalder det. »Det er nemmere at tjekke Facebook eller spille Minecraft, end det er at holde fokus under lektielæsningen.«

Det kræver selvkontrol at bøje tyske verber, at komme op om morgenen, at læse Steen Steensen Blicher.

»Det er evnen til at vælge noget, som måske nok kræver noget af mig her og nu, men som er det rigtige for mig på den lange bane. Uden selvkontrol er børn slaver af deres umiddelbare behov. Uden selvkontrol er børn ufrie.«

Der skal flere forsøg til

Den gode nyhed er, at selvkontrol – modsat genetik og social arv – kan trænes. Ifølge Sofie Münster kan »meget små justeringer i måden, vi går til vores børn på, gøre en gigantisk forskel«.

Vi skal turde lade ungerne opleve livets svære følelser, for modgang, usikkerhed, pres, manglende lyst og frygt er ikke skadeligt for børn, det er tværtimod ofte tegn på, at de udvikler sig.

Hvis ens barn kommer hjem fra skole med den dårlig karakter for en dansk stil, de selv syntes var rigtig god, skal forældrene ikke bare sige ’pyt med det’, eller ’du skal nok klare den bedre næste gang’. De skal hellere sige: ’Der skal vist bare flere forsøg til – hvad kan du gøre anderledes næste gang?’

»Målet er at få en dialog med barnet, som ikke handler om at bekræfte det i, at det er god til at skrive, men i stedet handler om, hvad der skal til, for at det bliver bedre,« skriver Sofie Münster i sin nye bog.

Og hvis børnene brokker sig over, at timerne er kedelige, kan man sige: ’Hvad gjorde du for at gøre timen mindre kedelig?’

»Hver gang jeg taler med min datter om hendes udfordringer, drømme og ideer, er det mit håb, at jeg viser hende, at der altid er noget, hun selv kan gøre. At hun faktisk selv kan bidrage til, at timen bliver mindre kedelig, at hun selv kan være med til at skabe gode relationer til sine lærere, og at hun kan gøre en positiv forskel for kammeratskabet i klassen. Ikke for at tynge hende med ansvar for alle de situationer, hun står i, men for at lære hende, at hun altid har magt over sine egne valg i situationerne, og at det forbedrer ikke bare hendes oplevelse, men også det, hun får med sig videre,« skriver Sofie Münster.

Hvad med spontanitet?

Men hvad med spontanitet? Den frie leg? I en tid hvor mange kritiserer tigermødre og konkurrencestats-tænkning, og hvor Svend Brinkmanns foredrag om »et opgør med tidens udviklingstvang« er booket flere år frem i tiden, klinger opfordringen til at indføre mere selvdisciplinering forkert. Men det synes Sofie Münster ikke.

»For mig er det slet ikke debatten. Altså, børn går jo i skole for at lære noget, og jeg ville ønske, vi havde et mere positivt syn på, hvor fedt det er at blive klogere,« siger hun.

»Både børn og voksne har nogle idealer, vi gerne vil leve op til, og hvis det skal lykkes, skal vi kunne styre os selv. Børnehavebarnet skal kunne vente i kø til rutsjebanen, og teenagedrengen skal kunne sige nej til Counter-Strike og ja til dansk stil.«

Læs også: Opdragelse er blevet noget man forhandler

I bogen citerer hun de to berømte psykologer Martin Seligman og Christopher Peterson for at sige, at der »ingen reel ulempe er ved at have for megen selvkontrol«. Det er ligesom intelligens – der er ingen bivirkninger ved at have for meget.

»Det handler ikke om, at vi skal være små maskiner, der kan producere, så staten kan opretholde sig selv. Det handler om, hvad der giver det enkelte menneske styrke, mod og vilje til at leve det liv, som er bedst for vedkommende,« siger Sofie Münster.

En dårlig hårdag

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) har allerede læst bogen og ser den som en anledning til at diskutere forældrenes rolle i børns læring.

»Vi har været så fokuseret på at rydde sten af vejen for børnene, at vi ikke har givet dem redskaberne til at tackle modgang. Det er ekstremt bekymrende at se 12-talspiger, som aldrig afsøger de steder, hvor de ikke er stærke nok,« siger Ellen Trane Nørby og henviser til en undersøgelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, der i januar viste, at hver tredje gymnasieelev er bange for at række hånden op – de frygter, at et forkert svar kan sænke deres karakter.

»De har nogle forventninger til sig selv om det perfekte liv, hvor en dårlig karakter eller en dårlig hårdag kan vælte læsset. Men man kommer ikke gennem livet uden en dårlig hårdag. Det drejer sig om at kunne lære af sine fejl.«

– Men er det store fokus på test og karakterer i skolesystemet så ikke kontraproduktivt?

»Nej, vi bliver jo bedømt hver dag. Børn bedømmer hinanden i skolen hele tiden, uanset hvor uretfærdigt, man synes, det er. Det er naivt at tro, at der ikke forgår en bedømmelse, det gør der også den dag, folk kommer ud på arbejdsmarkedet,« siger Ellen Trane Nørby.

Læs også: Glem de skrappe tigermødre, vi har brug for elefantmødre

Men hvad hvis ens barn ikke kan styre sig? Hvis ungen bare propper sig med skumfiduser, så snart man vender ryggen til? Fortvivl ej. Som den nu 86-årige skumfidusforsker Walter Mischel sagde til The Atlantic i 2014: »Hvis dit barn venter på skumfidusen, så ved du, at hun er i stand til at gøre det. Men hvis hun ikke gør det, ved du ikke hvorfor. Hun har måske besluttet, at hun ikke vil.«

Selvkontrol er nemlig ikke noget, man enten har eller ikke har, som en øjenfarve eller en ekstra brystvorte. Det er mere som en muskel: Man kan træne den og vælge at bruge den – eller at lade være.

Sofie Münster: ’Klog er noget man øver sig på’. 185 sider. 250 kroner. Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Intelligens har som bekendt flere dimensioner. Det er længe siden, at man kun så intelligens som evnen til logisk tænkning. I dag taler vi om Emotionel Intelligens, Social Intelligens og sågar Spirituel Intelligens. Man kan som bekendt være stærkt specialiseret i en af dem, og samtidigt helt underudviklet i en anden.

Selvkontrol eller viljestyrke kan ikke ses adskilt fra intelligens i dens bredeste definition. Den hænger sammen med vore værdier, selvrespekt, identitet, etc. etc. Mange af disse, hvis ikke alle, er intrinsiske egenskaber - men ikke dermed sagt nødvendigvis genetisk bestemt.

Det er jo også derfor, det er særlig interessant at skumfidus-eksperimentet laves med små børn. Det viser at viljestyrke/selvkontrol til dels er en medfødt egenskab - som naturligvis kan promoveres og demoveres af miljøet, som det gælder med alle latente karaktertræk.

Et andet karaktertræk, der ligeledes på ikke-indlysende vis er knyttet til vores intelligens, er koncentrationsevnen - og denne er også delvis relateret til viljestyrken. Begge handler om at styre og fokusere intellektet for at undgå sanselig distraktion. Begge er i deres autonome form et biprodukt af vores intelligens - den spirituelle intelligens, kunne man kalde det. Og begge vil afsløre sig meget tidligt hos barnet.

Der er ingen tvivl om, at der også eksisterer en korrelation mellem koncentrationsevne og 'succes' senere i livet. Det første og mest konkrete eksempel er jo ifbm. uddannelse.

/O

Vi ser næsten dagligt i medierne intelligente, dygtige, koncentrerede, kontrollerede, succesfulde mennesker, der undskylder overfor sig selv og deres børn, at de har haft så meget fart på med at få succes. Disse mennesker kunne i mange tilfælde også undskylde overfor livet og naturen.

Ligesom intelligens er mangefacettet, så er både selvkontrol og succes det også.

...det forekommer mig, at der her i debatten mangler at blive inddraget nogle grundlæggende menneskelige træk - træk som netop adskiller os fra robotten eller den merkantile fiasko.

I artiklen står at børnene skal blive bedre til at håndtere stress og negative følelser.
Gennem selvkontrol? Hvad hvis selvkontrollen fungerer men planen eller metoden er forkert?

olivier goulin

@Bill

Der er sådan set ingen grund til at blande samfundspolitiske spørgsmål ind i denne diskussion. Ikke at de er uvæsentlige, men de ændrer bare ikke ved det faktum, som artiklen påpeger: At selvkontrol er en fundamental og vital menneskelig egenskab og betingelse for et succesfuldt liv i mest eksistentielle forstand; det giver selvrespekt, frihed, værdighed, etc. etc. Det er derfor mådehold og askese har været centrale værdier i alle religioner. Der ligger spirituelle lovmæssigheder bag, som vi er underlagt som intelligente væsener - og som ingen samfundspolitisk ideologi kan ændre ved.

/O

Bringer vi 'selvkontrol' ud til det ekstreme, så møder vi begrebet "stoisk ro", som videregiver det græske udtryk "a pati".

olivier goulin

Apati som lidenskabsløshed, ja.
Selvkontrol er vores indre værn mod lidenskaberne - trangen til skumfiduser, f.eks.

/O

olivier goulin, du kan ikke trække begrebet selvkontrol ud af en samfundsmæssig sammenhæng

Mit budskab er at selvkontrol er grundlæggende, men den skal være bevidst og ikke tillært. Ikke som der står: som en muskel: Man kan træne - som en samling muskler der har lært cykle?
Nej, som en individuel opbygget selvkontrol afstemt efter personlighed, og de opgaver vi møder i livet.

olivier goulin

@Bill

Det er klart at al adfærd og respons opstår i mødet mellem indre (anlæg, dispositioner, karaktertræk) - og ydre faktorer, dels de udløsende stimuli og dels det internaliserede miljø i form af opdragelse, socialisering, etc.

Det er i praksis svært at adskille disse faktorer ad. Det samme individ vil ofte reagere forskelligt fra sag til sag, nogle gange udvise selvkontrol, andre gange give efter for sine drifter. Og det kan variere over forskellige perioder af individets liv.

Samtidigt er det tydeligt at forskellige individer reagerer forskelligt udsat for samme stimuli/situation. Og det er her, at man tydeligst ser effekten af de indre faktorer - som i det omtalte eksperiment. Jo yngre barnet er, desto mindre er det blevet præget, og desto klarere vil man derfor se effekten af medfødte egenskaber.
Eftersom selv helt små børn udviser klare karakter- og temperamentforskelle, er der således vægtige grunde til at tro, at vi har nogle medfødte dispositioner, som styrer os som en usynlig hånd gennem livet.

Det er præcis denne hånd, Lone Frank kalder 'genetik' i en af sine bøger, men som jeg vil tilskrive noget helt andet. For var det genetik, så skulle det også, som med miljøet, kunne spores tilbage til forældrene. Ingen har nogensinde blot sandsynliggjort, at der skulle eksister gener, der koder for personlighedstræk. Det er en blind overbevisning. Men på den anden side kan ingen afvise den klare latente personlighed, der ligger i os fra fødslen.

/O

Tommy Mortensen

Hvad gør man ikke for, at børn skal tilpasse sig. Her selvkontrol. Intet nyt under solen.
Det som mange børn med sikkerhed savner, nu og her og mere end selvkontrol, er et godt liv.
Det er vor tids tragedie, at nogle yndlinge føler sig som en fiasko, hvis ikke de har succes.
Der er gået for megen darwinisme og egen lykke smed i trædemøllen.

"Vi mennesker er evolutionært programmerede til at konservere fysisk og psykisk energi, så vi vælger ofte »den lette løsning«, som Sofie Münster kalder det. »Det er nemmere at tjekke Facebook eller spille Minecraft, end det er at holde fokus under lektielæsningen.«"

Det er sommetider langt lettere at holde fokus, men det afhænger jo bl.a. af hvad man er socialiseret til, hvilken samtidskontekst der refererer éns livsudfoldelse. Så i dag kan det for mange være mere oplagt at dyrke distraktioner end at anvende sin helt naturlige evner for - og lyst til - fordybelse og dvælen. Noget, som faktisk opstår helt naturligt hvis der er gode betingelser herfor.

Münsters programmeringer ligner en populærpsykologisk selektion, som nydeligt indskriver sig i et homoøkonomisk paradigme.

Det er en kendt sag at ved deltagelse i foredrag inden for et felt man er nogenlunde bekendt med er der udbytte max 5% af tiden. Således også i skolen. Tænk hvis vi mennesker - gerne ved hjælp af den ny teknologi - kunne udvikle en pædagogik, der hævede udbyttegraden af den forbrugte undervisningstid til ca. 10%. En halvering af skoledagen. UPS. Meningen er jo at børnene skal opbevares i skolen indtil forældrene kommer hjem fra arbejde. Nej så er det nok bedst med selvkontrol.

Marianne Rosenkvist

Det er en helt forkert konklusion på eksperimentet. Det som man rent faktisk tester er i virkeligheden, hvor meget et barn er vant til at kunne stole på sine omgivelser - altså ikke om det har selvkontrol, men om det tror på at det nytter at virke.

I dette eksperiment bliver børn FØR skumfidus-testen udsat for en andet eksperiment, hvor en forsker enten bringer det lovede til barnet, eller lader være. Det har stor indflydelse på, om børnene efterfølgende venter. De børn som bliver svigtet i første eksperiment, de venter kun ca. en fjerdedel så lang tid som børn, der fik hvad de blev lovet tidligere.
Hvis vi skal sikre os, at børn klarer sig godt senere i livet, så skal vi altså lade være med at udsætte dem for svigt... Måske ikke så overraskende endda.
http://www.rochester.edu/news/show.php?id=4622

Rasmus Knus, Bill Atkins og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Sider