Horder af vrede kunder, shitstorms på Facebook og en hær af journalister, der endevender hver en brik i Nykredit. Alle disse plager har de seneste uger været hverdag for Nykredit, efter at realkreditinstituttet besluttede at hæve boligejernes bidragssatser for at rejse kapital i forbindelse med en kommende børsnotering.
Men problemerne i Nykredit er meget større end de stigende bidragssatser. Det mener Rasmus Visby, der i 2014 stiftede gruppen Consum, som kæmper for mere demokrati og gennemsigtighed i Nykredit-koncernen.
»Lige så snart det bliver lidt avanceret, står pressen af. I starten stillede jeg gladelig op, indtil jeg fandt ud af, at jeg bare var den nyttige tåbe, som skulle fortælle historien om bidragssatserne. Og det er jo slet ikke den historie, som jeg har været interesseret i,« siger Ramus Visby.
Han kæmper for at få almindelige boligejere valgt ind i Foreningen Nykredits repræsentantskab, der i årtier har været domineret af en gammel magtelite bestående af primært direktører og gårdejere. Foreningen ejer næsten 90 procent af Nykredit, som også ejer Totalkredit. Repræsentantskabet er derfor øverste myndighed i Nykredit og Totalkredit, der tilsammen sidder på 41 procent af det danske realkreditmarked. Så det har i teorien stor magt.
Besværlige valg
Demokratiet i foreningen har dog været nærmest ikkeeksisterende i mange år, fordi almindelige kunder i Nykredit ikke har vidst, at de kunne stille op til repræsentantskabet.
Det har Consum taget de første skridt til at få ændret i denne uge ved med stor succes at opstille 10 kandidater til repræsentantskabsvalgene, som blev afholdt i tirsdags og onsdags i de to regioner Sjælland og Bornholm og Syd- og Sønderjylland. Alle seks mulige pladser i Syd- og Sønderjylland gik til Consum, mens foreningen ikke opnåede valg på Sjælland.
»Før i tiden udvalgte bestyrelsen i Foreningen Nykredit bare de folk, som skulle stille op til valget til repræsentantskabet. De er så kommet ind, fordi kunderne ikke har vidst, at der var valg. Dernæst har repræsentantskabet så genvalgt bestyrelsen, og den metode har betydet, at der har været meget få kritiske stemmer i Foreningen Nykredit. På den måde har direktionen i Nykredit kunnet køre sin dagsorden igennem uden modstand,« forklarer Rasmus Visby.
»Repræsentantskabet er hermetisk lukket. Men nu er vi inde bag linjerne med seks medlemmer, som kan få fortrolig viden, og som kan stille forslag om, at alle de 600.000 Totalkredit-kunder, som ikke er medlemmer i dag, bliver medlem automatisk. Vi ønsker også at slå bremserne i i forhold til en børsnotering. Lige nu ved vi jo ikke, hvor stort et kapitalkrav Nykredit vil blive afkrævet med de nye EU-regler, og vi ønsker ikke at tage så store beslutninger på et uoplyst grundlag.«
Consum vil også kæmpe for et mere gennemskueligt demokrati i Foreningen Nykredit. Indtil for få år siden kunne kunderne i Totalkredit nemlig slet ikke blive medlem af foreningen. Og selvom nye kunder i Totalkredit i dag automatiskeer medlemmer, mens resten har mulighed for at melde sig ind, har Totalkredit ikke brugt meget tid på at fortælle kunderne, at de kunne stemme til de netop afholdte valg. Det fortæller Lasse Dalby Jensen, der er kunde i Totalkredit.
Han er automatisk medlem af Foreningen Nykredit, men det var ikke nok til at udløse en stemmeseddel. Kunderne skal nemlig også tilmelde sig selve valget i god tid for at få lov til at stemme. Det nåede Lasse Dalby Jensen ikke, da han kun kendte til valget men ikke til tilmeldingsproceduren.
Det demokratiske forhindringsløb stopper dog ikke der. Hvis man som kunde havde nået at skaffe sig retten til at stemme, skulle man nemlig også møde personligt op i henholdsvis Kolding og Roskilde for at stemme, alt afhængigt af hvilken region man tilhørte.
Et forhold, der betød, at bornholmere, der ville gøre deres indflydelse gældende, skulle til Roskilde en onsdag aften.
»På grund af alle de her mærkelige procedurer er det nærmest umuligt for menig mand at deltage i det såkaldte kundedemokrati. Det er enormt uigennemsigtigt. Der er ingen transparens, selvom Nykredit sådan set er kundejet. Alle disse procedurer er ikke noget, der bliver gjort opmærksom på nogen steder, når du indgår i et kundeforhold med Totalkredit. Der er tale om de facto barrierer for det såkaldte demokrati,« siger Lasse Dalby Jensen.
Modstand fra mange sider
Den aktuelle konflikt om bidragssatserne har pludselig medført, at der er kommet meget stor interesse om valget til repræsentantskabet. I både Kolding og Roskilde var der således mindre demonstrationer og massiv mediedækning, som satte fokus på de uigennemsigtige strukturer i den ellers kundeejede institution. Her deltog foreningen Fair Bidragssats, der for nyligt er opstået som en reaktion på Nykredits budskab om at hæve netop bidragssatserne.
Stifterne af Fair Bidragssats har også startet facebookgruppen Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit, som på kort tid er vokset til over 40.000 medlemmer.
Her diskuterer vrede kunder udviklingen fra dag til dag, taler om dårlig rådgivning, deler viden om låneerfaringer, mens Pelle Dragsted fra Enhedslisten løbende skriver opslag om politiske krav til en ny og strammere lovgivning, som både møder jubel og modstand blandt kunderne.
Læs også: Er Nykredits krise enden på verdens bedste realkreditsystem?
Chresten Ibsen er en af stifterne af Fair Bidragssats. Han lægger vægt på, at den nystartede forening i modsætning til Consum ikke kun er stiftet med det primære formål at indføre mere demokrati i Foreningen Nykredit. Det er lige så vigtigt at bringe bidragssatserne ned.
»Vi spiller på alle tangenter og bakker op om alt, Consum gør, men vi ser måske først resultaterne af deres arbejde om ti år, og det forhindrer ikke bidragssatserne i at stige lige nu,« forklarer Chresten Ibsen.
Fair Bidragssats er derfor også i tæt dialog med folketingspolitikere fra Enhedslisten, SF og Alternativet, der blandt andet har foreslået at indføre regler for, hvornår realkreditinstitutterne må hæve bidragssatserne eller i det mindste gøre det gratis for kunderne at skifte realkreditinstitut, hvis bidragssatserne stiger. Den slags detailregulering løser dog ikke problemerne på sigt, mener Rasmus Visby fra Consum.
»Jeg kan ikke se de gavnlige effekter for kunderne, hvis de forlader Nykredit. De kommer ikke til at få samme indflydelse i andre realkreditinstitutter, da Nykredit er det sidste andelslignende realkreditselskab i Danmark,« siger han.
Den gældsramte klasse
Selvom modstandsgrupperne samarbejder, har de ikke nødvendigvis en enslydende strategi for, hvordan Nykredit skal drives fremover. Ser man på debatterne i facebookgruppen, er der heller ikke enighed om, hvad den bedste løsning er for kunderne.
Det eneste, de mange boligejere med sikkerhed er fælles om, er, at de har været nødt til at optage et realkreditlån for at få lov til at købe en bolig – og dermed er de også bundet til de nu kontroversielt stigende bidragssatser.
Hvis man vender klassebegrebet lidt på hovedet, kan man derfor sige, at de berørte kunder tilhører en såkaldt skyldnerklasse, som nu er begyndt at organisere sig. Det forklarer Ole Bjerg, der er lektor på CBS med fokus på pengestrømme og pengeskabelse.
»Det, som forbinder alle de her mennesker, er, at de skylder penge. Så det, der spirer her, er, at folk er ved at indse, at de alle sammen er i den samme båd. De deler nogle klasseinteresser og er i et modsætningsforhold til kreditorklassen, som er de institutioner, der laver pengene og kan indkræve en slags skat på lån via renter og bidragssatser,« siger Ole Bjerg.
Han ser udviklingen i Nykredit med det skrantende demokrati og den potentielle børsnotering af selskabet som en lille del af en større bevægelse, der har fundet sted igennem de sidste 25 år.
Her er realkreditforeningerne blevet omdannet fra andelsbaserede foreninger til aktieselskaber. De fleste er så blevet solgt til bankerne, mens Nykredit har valgt at starte egen bank. På den måde er realkreditten og bankerne blevet sammenblandet, og det er nu en af årsagerne til Nykredits problemer.
I dag formidler Nykredit nemlig ikke bare obligationslån. Nykredit kan via sine bankaktiviteter selv udstede lån og derved selv skabe penge. Derfor skal virksomheden leve op til et endnu ukendt krav fra EU om at have et milliardbeløb af en hvis størrelse i sin kassebeholdning i 2019.
Den regulering skal sikre en robusthed i bankerne, som er nødvendig, fordi staterne har givet bankerne lov til selv at producere elektroniske penge, hver gang de udsteder lån. Og netop denne ret medfører en del problemer, mener Ole Bjerg. Han håber derfor, at de vrede kunder ikke kun ser på de voksende bidragssatser, men også fokuserer på systemet, der ligger bag.
»Skyldnerklassen burde kræve en pengereform, så centralbanken kunne få monopol på at lave elektroniske penge, ligesom de har monopol på at producere de fysiske penge. Så ville bankernes og realkreditselskabernes funktioner kun være kreditformidling. Og det ville betyde, at vi kunne droppe en stor del af reguleringen. Lige nu er der jo ikke et frit marked, men nogle få finansielle aktører som har fået overdraget retten fra staten til at skabe vores penge og opkræve en skat for at låne dem ud. Det er finansiel feudalisme,« siger Ole Bjerg.
Et sygt demokrati
Ironisk nok er det netop resterne af det gamle feudalsamfund, som i øjeblikket er repræsenteret i Nykredits repræsentantskab. Det er nemlig ifølge en undersøgelse, som mediet Finans har gennemført, primært direktører, godsejere og advokater, som dominerer.
»Effekterne af det her valgsystem er, at folk bliver prikket, og det ender derfor med at ligne andre typer selvsupplerende netværk, frem for de netværk hvor folk er på valg. En god tommelfingerregel er, at jo mere aktive netværkene er i forhold til at gøre medlemmerne opmærksomme på, at der er valg, jo flere almindelige mennesker sidder der i repræsentantskaberne,« forklarer adjunkt ved CBS, Christoph Houman Ellersgaard, som har undersøgt disse netværk via sit arbejde med at kortlægge magteliterne i Danmark.
Spørger man Rasmus Visby, kunne Nykredit løse mange af sine problemer, hvis demokratiet i Foreningen Nykredit rent faktisk virkede, således at flertallet af kunderne – de almindelige boligejere – fik deres reelle interesser repræsenteret.
»Sygdommen er det manglende demokrati, symptomet er bidragssatserne. Hvis det var en nonprofit-organisation, som det jo historisk har været, fordi det engang var en realkreditforening, så ville vi have konkurrence på markedet. Hvis Nykredit, som sidder på 41 procent af markedet, kun skulle levere de billigst mulige lån og ikke skulle bruge penge på bankdrift, så ville vi have konkurrence, for så ville de andre blive nødt til at rette sig ind efter de lave priser,« siger han.
Rasmus Visby er modstander af, at der indføres lovgiving om bidragssatserne. Han mener, at mange problemer ville blive løst, hvis realkredit og banksektoren ikke var blandet sammen.
»Politikerne har svigtet, fordi realkreditten ikke er ren. Hvis man løftede realkreditten ud eller bare fjernede bankdriften, så ville Nykredit have en 10 gange nemmere sag nede i EU,« siger han.
Information har kontaktet næstformanden i Foreningen Nykredit, Nina Smith, for at få en kommentar. Hun henviste til kommunikationsafdelingen i foreningen, som ikke er vendt tilbage.
...Opret nye forbruger ejede kreditforeninger, banker, forsikringsselskaber og meget andet i andelsbevægelsens ånd og med klausuler om de ALDRIG må børsnoteres eller fusionere eller på anden måde udbyttes.
...Opret et forbruger ejet velfærdssamfund, nu hvor politikerne og demokratiet er blevet solgt og forrådt til finanskapitalen :-)
F.eks. Mercur Andelskasse :-)
Hele denne sag fortæller også en anden historie: Den viser, at boligejerne stadig er en særdeles magtfuld politisk pressionsgruppe, der bare skal råbe Buh, før finanssektoren og politikerne er ude og love bod og bedring. Det var aldrig gået, hvis det var lejere, der eksempelvis protesterede vildt og voldsomt mod de ublu huslejeforhøjelser i nyere renoverede ejendomme.
Jeg ved ikke om jeg har så ondt af klassen som sådan. De har været politiske curlingbørn i årevis under skiftende regeringer, og har været privilegeret med lave renter, og navnlig skattestop.
/O
Whatabout
Ja, man kan sikkert finde nogle andre grupper i samfundet, der også har (haft) det hårdt - f.eks. lejerne. Men det er da ikke noget tungt argument for at vende blikket bort fra Nykredits forsøg på at aflive andelstanken ved at udskifte brugerne som de egentlige ejere med en lukket kreds af børsspekulanter.
Det svarer stort set til afmontere kampen for mere socialt demokrati i Danmark ved at henvise til, at de har det meget værre i andre lande. Man kan altid finde på noget andet at snakke om.
Olivier Goulin:
Ja, sammenlignet med de hårde økonomiske indgreb, man fra politisk side udsætter de fattigste og lejerne for, så må man nok konstatere, at husejere har en meget lav smertetærskel.
Men det kan alligevel være vigtigt at pege på de mange mekanismer i samfundet, der i stigende grad befæster den tiltagende topstyring og koncentration af magt og økonomi i toppen af samfundet (Støvsugersamfundet - suger alle ressourcer fra bunden af samfundet og op i toppen)
http://www.dr.dk/nyheder/indland/de-rige-bliver-rigere-andre-staar-i-stampe
Og det manglende medlemsdemokrati i Nykredit må vel ses som et udtryk for denne udvikling?
Det er toppen mod de andre. Toppen slipper. Toppen styrer.
Man kunne ellers komme i tanke om en række modsætningspar indenfor; kulturer, politiske fløje, køn, hudfarver, andre klasser osv.
Toppen spiller de andre ud mod hinanden. Vær opmærksom på det.
Det der foregår i landet nu er i bund og grund ikke
højre mod venstre
hvid mod brun
mænd mod kvinder
kristen kultur mod muslimsk kultur
eller nogle af alle de andre kamppladser (som hver for sig er reelle nok)
Det der i bund og grund foregår er såmænd ikke engang "bund mod top" - for bunden er lammet, splittet, presset og uden overblik (som man tit er når man er lammet, splittet og presset)
Det der foregår er helt simpelt:
Top mod bund
Det er ægte klassekamp, med toppen som de angribende.
Det er ægte (men skjult) revolution, med toppen som anførere
Du kan se det på det simple faktum at fagforeningernes chefer får mere og mere i løn, selvom deres medlemstal falder og falder. Du kan se det på den måde erhvervslivs- og politisk elite belønner sig selv på, mens de sparker nedad. Selv graverende fejl, inkompetence og simpelt dovenskab, udløser bonusser, håndtryk, vederlag, nye stillinger osv osv osv. mens den enlige forsørger (typisk en enlig mor) skal "tage sig sammen" og inciteres i hoved og røv med økonomisk afstrafning.
Undskyld. Glemte at skrive citat fra: Esben Søvang Maaløe. Fra: "det der foregår er i bund og grund.."
Enig. Denne sag er jo blot det sidste søm i ligkisten for de andelsejede kreditforeninger.
Og hele kapitaliseringen af realkreditsektoren er jo blot del i en lang række af lignende tragiske kapitaliseringer af offentlig og andelsejet ejendom.
Vi må nok bare se i øjnene, at velfærdsstaten og alle dens gode og fornuftige systemer og institutioner er blevet kuppet af den globale finansielle klasse.
For mig er der overhovedet ingen forskel på denne sag og på skattesvindlen med udbyttereskatterefusion. Det er to sider af samme udvikling, der handler om et regulært komplot mod velfærdsstaten, som har stået på i årtier - og hvor grænsen mellem skruppelløse politikere, finansinstitutioner, konsulentfirmaer, advokater - og decideret kriminelle bagmænd og svindlere bliver mere og mere tåget.
/O
Mihail Larsen: "Whatabout"
Du har selvfølgelig ret i, at saboteringen af andelstanken er en selvstændig diskussion værd. Men at inddrage lejernes situation er ikke at begynde at tale om noget helt og fuldstændigt andet, der er jo blot tale om to forskellige boligformer.
I mine øjne illustrerer oliver goulins indlæg den følelse, man kan sidde med som lejer, efter at huslejen atter en gang er steget og boligstøtten beskåret, samtidig med at man hele tiden hører, at boligejerne - som i sidste ende formodes at kunne realisere en stor del af de penge, som de betaler i "husleje", i modsætning til lejerne - er fredet i klasse A, fordi de efter sigende udgør en politisk magt, man ikke må udfordre. Hvad lejerne åbenbart ikke gør, dem kan man tryne efter forgodtbefindende, man kan stjæle deres af socialdemokrater administrerede tvangsopsparing, som den borgerlige regering gjorde i 2006, både for at få flere penge til skattelettelser, og for som sidegevinst at ydmyge Socialdemokraterne.
Min pointe er: Hvis boligejerne ønsker støtte fra lejerbefolkningen, skulle de måske have støttet lejerne, dengang da de havde håret i postkassen. Det er kun menneskeligt, alt for menneskeligt, at være skadefro. Min sunde fornuft siger mig, at jeg bør støtte boligejerne i deres kamp for bevarelse af andeltanken i kreditforeningerne, men mine syge følelser siger mig, at de ligger som de har redt.
Vi vil godt være solidariske, men vi gider ikke være loyale - solidaritet går to veje, loyalitet går kun den ene vej, og boligejerne har allerede vist, at de ikke er solidartiske med os lejere.
Jeg ved ikke hvem der i denne sag vinder kampen, min fornuft eller mine følelser.
Nu er boligejerne ingen homogen masse. Forskellene er så store at en sammenligning er omsonst. Er selv bosiddende i en Andelsbolig som ikke lod sig rive med at de store prisstigninger. Her kan man bo også med en lav indkomst (folkepensionist). Men stod det til kommunen, fik vi en huslejeforhøjelse på 1000 kr.
I denne boligform er der ingen mulighed for boligydelse til mindrebemidlede. Andelen kan erhverves for under 100.000 kr, så at spise sine mursten rækker ikke langt.
Boligejere mod boliglejere - det er en pseudoklassekamp. Nationaliser ejerskabet til boligmassen, men giv råderetten fri for alle. Forbedringer prisvurderes ved overdragelse. Lad bankerne om at finde andre værdier, at polstre lommerne med.
Inden man går i total selvsving med de sædvanlige klichéer, tillader jeg mig at supplere med nogle fakta.
Nykredits skifte væk fra andelstanken har længe været under vejs. Den ejer fx en bank med et balance på 175 mia. kr. og en egenkapital på 16 mia. kr. Det har således i flere år været muligt at gøre oprør mod Nykredits udvikling væk fra at være en forening, som alene havde til formål at sikre boligejerne billig langfristet finansiering. Oprøret er derfor ikke startet ud fra en ideologisk tankegang men af privatøkonomiske årsager.
Det er også vigtigt at huske på, at en kreditforening kun kan eksistere sammen med et pengeinstitut, der vil stille garantier i oprettelsesperioden. Ydermere har en kreditforening brug for en distributionskanal. Adgang til en distributionskanal er ikke gratis, og er formentlig kontraktuel fastlagt. Det er nok derfor, at vi har set visse pengeinstitutter med røde ører de sidste par uger, da det er blevet tydeligt, at deres betaling for at "lave ingenting"er steget.
Nykredit bliver ramt af EU kapitalkravsregler. Disse regler sidestiller en kreditforening med hvilken som helst finansiel institution, og stiller krav om et kapitalberedskab, der kan rumme tab af en vis størrelse. En foreningsejet kreditforening passer bare ikke ind i den tænkning.
Det er ikke nemt for Nykredit i disse dage.
Mikkel Bech:
Du kan meget vel have ret i din fremstilling, det har jeg ikke forudsætninger for at vurdere. Men du går uden om det udemokratiske element i det hele - at toppen i en medlemsejet forening (eller hvad det nu er) er stort set selvsupplerende, at det er meget svært at få indflydelse, og at det ser ud til, at man bevidst har skruet procedurerne sammen, så dette netop bliver meget svært for de "menige" medlemmer at opnå.
De er en farlig tendens at koncentrere magt og indflydelse på ganske få hænder i toppen af samfundslagkagen. den tendens skal modvirkes, så der bliver plads til alle i samfundet - ikke kun til de rigeste.
Nej, jeg går ikke uden om det demokratiske problem. Jeg forholder mig slet ikke til det!
Det er nemlig et andet problem, som også er vigtigt. Men så længe der er tale om herreløse penge får du ikke, tror jeg, menigmand til at interessere sig for det.
Nykredit begik en kæmpe fejl ved at købe Forstædernes Bank i 2008. I alt har Nykredit smidt 15 mia. kr. efter denne fejldisposition. Det er på tide at demokratiet i låneforeningen Nykredit vækkes til live. Om nødvendigt må politikerne træde til med lovgivning. Igen har eliten svigtet almenvældets interesser. Der er heldigvis stemmer i at gribe ind.
Som Bill Atkins rigtigt skriver, så er det en forening, og som sådan skal disse problemer løses foreningsretsligt. Som udgangspunkt kræver det, at der er to parter, der så uenige, at de er villige til tage det igennem retssystemet.
Jeg kan ikke se, hvorfor politikkerne skulle blande sig hvad en forening, det være sige Nykredit eller Nørre Bøvelses Boldklub, ikke kan blive enige om.