Læsetid: 9 min.

Working Class Hero

Anker Jørgensen var en flittig og snu politisk operatør. Det, han ville, var oftest sympatisk set nedefra, omend det set ovenfra ikke altid var nationaløkonomisk rationelt. Søndag sov han stille ind
Anker Jørgensen var en flittig og snu politisk operatør. Det, han ville, var oftest sympatisk set nedefra, omend det set ovenfra ikke altid var nationaløkonomisk rationelt. Søndag sov han stille ind

Jytte Bjerregaard

21. marts 2016

Anker Jørgensen blev den sidste socialdemokratiske statsminister med indbygget socialt kompas. Og den første, der ikke huskes for et defineret politisk projekt.

Hans eftermæle er således dobbelt: Han blev statsministeren, der lagde de sidste sten på den velfærdsbygning, Socialdemokraterne holdt rejsegilde på med Thorvald Staunings Kanslergade-forlig i 1933, den første fremadrettede socialreform.

Og han blev den første socialdemokratiske leder, der indledte afviklingen af det socialdemokratiske projekt i 1982, da han kastede håndklædet i ringen og overlod regeringsmagten til Poul Schlüter, og hvad deraf fulgte af ’borgerlige Danmark’.

Så hvem var Anker? Den, der måske så ham mest tydeligt, var Politikens tegner Bo Bojesen, der modellerede sin satire over Jern-Henrik, den selvrådige tegneseriepurk med det stålsatte overlevelsesinstinkt. Jern-Anker var den første blandt ligemænd, men vel at mærke i en sandkasse.

Han blev ikke genkendt som statsmand, men som ’folkets Anker’ – med patroniserende patos, der i virkeligheden var nedladenhed, og som forholdt sig til hans baggrund som lagerarbejder og den politiske klatrer med honnette ambitioner, der uventet fik magten foræret i 1972. Han beholdt den i henved 10 år fra 1972 til 1982, afbrudt af den kortvarige Hartling-regering 1973-75, men kom aldrig tilbage og blev mere eller mindre gået i 1987.

Flittig og snu

Nu hvor han er død 93 år gammel, fortjener han at blev husket som den, han var – en flittig og ofte snu politisk operatør – og ikke som den, det hel- og halvstuderede borgerskab så ham som: en lidt intellektuelt underfrankeret populist med begrænset økonomisk indsigt og en naiv tilgang til udenrigspolitik, som da han i november 1973 nedkaldte de bilfri søndage over danskerne, efter at han havde solidariseret sig entydigt med Israel efter Yom Kippur-krigen i oktober samme år.

Han var andet og mere – en mand, der kunne magtens mekanismer og ville noget med dem. Og det, han ville, var oftest sympatisk set nedefra, omend det set ovenfra ikke altid var nationaløkonomisk rationelt. Som en samtidig faglig leder bemærkede: »Hver gang Anker har mødt en gammel kælling på Fredericia Banegård, koster det statskassen en milliard.«

Med sit jordnære erfaringsgrundlag fra rigtige arbejdspladser, som arbejdsløs på understøttelse og som faglig tillidsmand valgte han instinktivt kortsigtet gældsætning frem for at lade de svageste betale regningen for de to oliekriser, der gjorde hans fem regeringsperioder til en endeløs række af økonomiske lappeforlig, der, som den daværende finansminister Knud Heinesen sagde i sin afskedssalut i 1979, førte ’dansk økonomi mod afgrunden’.

Heinesen tilhøret ’spareskolen’, hvor Anker Jørgensen hældede til ’reformskolen’ i synet på datidens økonomiske krise. Det skulle få skæbnesvangre følger – ikke for ham, men for partiet.

Anker Jørgensen havde ikke modet, og næppe heller incitamentet til at gennemføre en upopulær hestekur, der uvægerligt ville vende den tunge ende nedad, og slet ikke i en periode, hvor Socialdemokraterne var presset fra Mogens Glistrups skattenægterparoler til højre og kommunisternes kortvarige opblomstring med ’formandsinitiativ’ etc. til venstre. Hans forlig hen over midten blev lappeløsninger, men han lappede med imponerende energi. Som trænet forhandler på arbejdsmarkedet var hans taktik at køre forhandlingspartnerne trætte i nattemøder, hvor de fik sorte rande under øjnene, hvor Anker evnede at tage et powernap på et kvarter eller en halv time og være frisk, når der skulle skrives under hen på de små timer.

Belæst

Han var en hård negl, også når det gjaldt magtspillet. Han var ’mester i at bruge en telefon’, som en af hans SiD-kolleger sagde, når et flertal skulle limes i partiet og fagbevægelsen uden om ærkerivalen Thomas Nielsen, den krasbørstige LO-formand, der, da Anker i 1978 præsenterede LO-lederne for SV-regeringsaftalen, erklærede: »Du er og bliver et lille røvhul.«

Der lå også personlig animositet under den politiske uenighed. Anker Jørgensen var den første faglige leder, der brød med ’pamper’-myten. Han var faktisk belæst, han skrev bøger og artikler og havde Information stikkende op af jakkelommen.

Han var ’højlærd’, som det hånende hed, og han gik selv, når der skulle dannes regering, i modsætning til forgængeren, Jens Otto Krag, der altid sørgede for, at den til enhver tid siddende LO-formand blev taget i ed, når der skulle træffes vigtige beslutninger og besættes ministerposter på arbejds-, social- og økonomiområdet.

SV-regeringen var en ydmygelse, Thomas Nielsen ikke tilgav, og den fik da også kun kort levetid på lidt over et år, før de faglige ledere lukkede den med trussel om at bryde med partiet.

Inden da havde Jørgensen gennemført loven om efterløn med Venstres stemmer, en ’spiselig’ overenskomst var i hus, men bruddet kom med en ’helhedsplan’, der omfattede økonomisk demokrati, som Venstre sagde nej til. Anker vandt det efterfølgende valg.

Både typisk og usædvanlig

Hans netværk fungerede perfekt i 1968, da han kandiderede til formandsposten for DASF, Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund, det senere SiD (i dag 3F) uden at være delegeret, som reglerne ellers påbød.

Som redaktør af forbundets medlemsblad var han formelt at betragte som ansat og altså ikke valgt, og han havde afvist en opfordring fra forbundets hovedbestyrelse om at lade sin gamle fagforening, Lager og Pak, anmelde ham som delegeret.

Han slog med lethed modkandidaten, Jens Als, med stemmer fra de kommunister, han havde modarbejdet i hele sin faglige karriere som næstformand i Lager og Pak fra 1950, formand i 1956 og fra 1962 som formand for DASF’s transportgruppe. Han var ikke sart.

Og hårdførheden havde han med hjemmefra. Født i København 1922, faren var kusk, moren rengøringskone, blev han forældreløs som femårig, hvorefter han voksede op hos en faster på Christianshavn og gik i børnehave på Asylet i Amagergade (som tv-serien Huset på Christianshavn siden gjorde landskendt). Han blev senere ’skorpe’ på Vajsenhuset, skolen for forældreløse.

Efter endt skolegang var han bud, arbejdsdreng og lagerarbejder i FDB – i øvrigt som kollega til den senere tv-underholder, Otto Leisner. Arbejdsløshedsperioder blev brugt på aftenkurser og folkebiblioteker, hvor den unge Jørgensen studerede historie og filosofi og fandt frem til, at verden kunne hænge sammen som tillidsmand i fagbevægelsen og fra 1964 som medlem af Folketinget, hvor han sad til 1994.

Han var både meget typisk og ret usædvanlig for sin generation. Typisk blev han gift som 26-årig med værkførerdatteren Ingrid, fik fire børn og var bosat i Sydhavnen i København, et uprætentiøst nabolag beboet af folk som ham selv – stabile og stræbsomme.

Her blev han boende som statsminister og brugte kun Marienborg til møder og højtider, dels på grund af varmeregningens størrelse, men også fordi han følte sig bedst tilpas i mindre prætentiøse omgivelser.

Hans afsmag for unødig luksus gav pote hos vælgerne, men kunne kamme over i puritanisme, som da han fyrede Ritt Bjerregaard som minister efter en artikel i Ekstra Bladet om hendes overnatninger på Hotel Ritz i Paris – hvor der faktisk ikke var noget at komme efter.

Men han var usædvanlig med en for sin generation årvågen sans for samtiden. Han solidariserede sig med studenteroprøret ved her i avisen at bakke op om et studenterinitiativ i 1968, der skulle ’forene arbejdere og studenter’.

Det blev ikke til noget, men Anker havde aflæst tiden: Ungdomsoprøret var på skinner, og han var på toget. Han blev medstifter af ’Vietnam 69’, den kommunistfri version af protesterne mod USA’s krig i Indokina, og han støttede i 1968 ’Russell-tribunalet’, en international moraldomstol med kulturpersoner, bl.a. Jean-Paul Sartre, der mødtes i arbejdernes bygning i Roskilde, efter at Jens Otto Krag-regeringen havde betydet restauratører i København, at tribunalet ikke var velkomment i hovedstaden. Det kunne støde den amerikanske ambassade.

Det sociale kompas

Det var ligeledes Jørgensens sans for tiden, der gjorde ham til statsminister. Han var i 1972 tilhænger af dansk indtræden i EF, som EU hed den gang, hvorimod flertallet i SiD’s hovedbestyrelse var imod medlemskab. Han repræsenterede med andre ord det skisma i partiet, der delte folketingsgruppen midt over med den unge 68-generation med bl.a. Svend Auken, Birte Weiss, Karl Hjortnæs og Ritt Bjerregaard som ledende EF-modstandere.

Anker Jørgensen balancerede mellem de to fløje – udadtil fremstod han som venstreorienteret, indadtil var han pragmatisk og orienteret mod magten, så da Jens Otto Krag efter EF-afstemningen 2. oktober 1972 trådte tilbage for at hellige sig et civilt liv, kuppede han partiet og Folketinget ved at gøre Anker til sin afløser uden afstemning, men efter at have sikret sig LO-formandens (der fejlagtigt troede, at Jørgensen ville være hans mand) og Per Hækkerups, K.B. Andersens, Orla Møllers og Erling Dinesens samtykke.

Og som leder af fem regeringer i 10 år, fra 1972 til -82, styrede han efter sit sociale kompas. Selv da det så ud til, at han var slået ud af kurs med SV-regeringen og den følgende spektakulære krise med LO, viste kompasnålen fremad.

Efterlønnen var måske hans største bedrift, opfundet i hans gamle forbund og dygtigt ført frem af Svend Auken. Men også den femte ferieuge, garantilønnen, bistandsloven og loven om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der sikrede økonomisk demokrati ad bagdøren ved at gøre lønmodtagerne (socialdemokraterne) til medejere af det danske erhvervsliv, hører med på hitlisten.

Som egentlig blev imponerende efter en snublende start med Socialdemokraternes største nederlag siden Første Verdenskrig, hvor partiet gik fra 70 til 46 mandater ved folketingsvalget i 1973, det år, Mogens Glistrup gennembrød den politiske lydmur, og Fremskridtspartiet blev landets næststørste parti.

Splittede partiet

Som politisk leder var han udadtil folkelig og vellidt, indadtil i folketingsgruppen og partiet blev han med årene indesluttet og isoleret – og ikke altid lige demokratisk, som da han ved dannelsen af SV-regeringen gav mødelederen i folketingsgruppen, den netop afdøde Dorte Bennedsen, ordre til uden videre at konstatere et flertal uden afstemning, som han frygtede ville gå ham imod.

Som oppositionsleder efter 1982 tabte han alle tre valg frem til 1987 og overlod formandsposten til en trippende Svend Auken – igen med sit sociale kompas som vejviser. Han så Auken som mest ’socialdemokratisk’ af partiets mulige formandsemner, hvor Svend Jakobsen var længst fremme.

Forinden havde Jørgensen med en mesterlig manøvre i efteråret 1986 kvalt folketingsgruppens højrefløj, den såkaldte ’Olsen-bande’ (opkaldt efter daværende folketingsmedlem Erling Olsen), der pønsede på et kup, så valget af Svend Auken og med ham Ritt Bjerregaard som nye partiejere var en formssag.

Dermed blev partiet delt i to næsten lige store halvdele, der fem år senere førte til det politiske attentat på Svend Auken og banede vejen for Poul Nyrup Rasmussens ni år som statsminister.

Den grumme ironi var til at skære i: Hvor Anker blev udpeget for at samle partiet efter EF-splittelsen, sørgede han for, at partiet blev splittet, da han gik af. Hans tæft for magtspillet og øjeblikspolitikken var uovertruffen, men hans evne som politisk psykolog var amputeret. Han tænkte konkret, ikke abstrakt, trods årene på folkebiblioteket i Ølandsgade på Amager, hvor han som ung arbejdsløs slugte verdenslitteraturens klassikere, som var det wienerbrød.

Han blev aldrig en stærk leder, endsige en stærk statsminister, men han var en ferm overlever, der var svær at læse for omgivelserne.

Han kunne være nærtagende over for kritik, men han kunne også være storsindet og modig, som da han kritiserede Shimon Peres i Israel, den tyrkiske Bülent Ecevit i Ankara, rejste til Bagdad for at hente Saddam Husseins danske gidsler hjem og ofte sagde højt, hvad mere gustne temperamenter ville have holdt for sig selv. Han var med andre ord svær at greje som person, og det er måske grunden til, at de færreste hæftede sig ved andet end eftermælet som ’folkets Anker’.

Men han var mere end sin kliché – han var en mand, der ville opad og kom det. Han var faktisk sin egen – og den sidste arbejder på sit partis højeste post. Og man kan vel sige den sidste arbejderhelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sören Tolsgaard
  • Pia Svendsen
  • Flemming Berger
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anker Nielsen
  • Kirsten Mindegaard
  • Lars Jorgensen
  • Sup Aya Laya
  • Tove Lodal
  • Keld Albrektsen
Sören Tolsgaard, Pia Svendsen, Flemming Berger, Hans Jørn Storgaard Andersen, Robert Ørsted-Jensen, Anker Nielsen, Kirsten Mindegaard, Lars Jorgensen, Sup Aya Laya, Tove Lodal og Keld Albrektsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Brandt Nielsen

Det er vel ikke kun politikere, der kan være arbejderhelte.

Men i John Lennons mund var det vist ingen kompliment.

Lars Jorgensen

Anker Jørgensen var langt mere intelligent, dygtig og moralsk kompetent end de sidste fem og tyve års neoliberalt regime er i stand til at sætte ord på. Tak for den her Ellegaard!

Peter Larsen, Sören Tolsgaard, Helle Abel, Lars Peter Simonsen, Flemming Berger, Holger Madsen, Per Klüver, Anne-Marie Krogsbøll, Erik Feenstra, Carsten Mortensen, Niels Engelsted, Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Der sker hos den selvudråbte progressive venstrefløj sker der noget besyndeligte med socialdemokratiske ledere når de fratræder og især når de dør. Når de er ved magten er de nogle dumme svin og klasseforæddere. Når de fratræder blie de ligesom bedre og bedre dag for dag. Ham her bør nu indstilles til sainthood - Skt Jørgensen - lyder sgu helt rigtigt gør det ik?

Nå pyt jo han var da en fin fyr omend nok ikke den bedste økonom

olivier goulin

Anker var i hvertfald langt mere sympatisk end nogen af de typer, der efterfulgte ham - som alle uden undtagelse og politiske farve har været varianter over samme type: glatte opportunister og små svindlere.
Det er jo heller ikke uden grund, at Anker først og fremmest er husket for sin integritet, ydmyghed og menneskelige varme. Han var muligvis ikke perfekt skolet som teknokrat - men han var menneske på et højere plan. Og det er de vigtigste dyder at besidde som politiker. De faglige kompetencer - som han i øvrigt havde masser af fra sin tid i fagbevægelsen - kan man altid tilegne sig.

Vi savner i den grad mennesker som Anker i dansk politik.

/O

Sören Tolsgaard, Lars Peter Simonsen, Helene Kristensen, Holger Madsen, Per Klüver, Anne-Marie Krogsbøll, Jørn Petersen, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Hans Larsen, peter fonnesbech og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Måske kommer han nu til at gøre sin sidste gerning for de danske samfund: ved at skrive forfaldshistorien om Danmarks forfærdelige udsiger om.
Sandheden er jo den, at vi faktisk kunne have gjort én ting, som havde vendt situationen i 70erne drastisk: vi kunne langt hurtigere være begyndt på olieudvindingen og selv have profiteret på så massive priser på verdensmarkedet, at det i sig selv ville have finansieret investeringen på kort sigt.

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

".......som da han fyrede Ritt Bjerregaard som minister efter en artikel i Ekstra Bladet om hendes overnatninger på Hotel Ritz i Paris – hvor der faktisk ikke var noget at komme efter."

Helt uenig - der var en hel masse at komme efter.
Hvorfor Dælen skulle skatteyderne betale for, at Ritt Bjerregaard havde et hotelværelse stående på Ritz - af alle steder - hen over en week-end, hvor hun mødtes med sin elsker andetsteds i Frankrig.
Og hun havde heller ikke lige nået at få fjernet private omkostninger fra rejseafregningen inden aflevering i ministeriet.

Uffe Elleman sagde i sin tid til Anker Jørgensen, at han var løbet fra regningen, hvilket gav sig udslag i et kæmpe betalingsbalanceunderskud i 1981. Selv Anker Jørgensens finansminister, Knud Heinesen, talte om, at der var nødvendigt med budgetforbedringer, for at styre lidt væk fra afgrundens rand.

Anker Jørgensens økonomiske politik resulterede i en effektiv lang obligationsrente på over 22% p.a. Investorerne indregnede Danmarks sædvanlige 10% p.a. devaluering i rentesatsen.

Hans økonomiske politik var en katastrofe for Danmark.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Ellegaard skriver flere ting, som jeg ikke rigtigt forstår:
1. ... sidste socialdemokratiske statsminister med indbygget socialt kompas
2. Han blev den første socialdemokratiske leder, der indledte afviklingen af det socialdemokratiske projekt i 1982
3. Han blev ikke genkendt som statsmand ...

Nå så Nyrup og Thorning havde ikke et "socialt kompas"? - det har alle socialdemokrater da ...

Det socialdemokratiske projekt må vel især være vort velfærdssamfund - og også her gælder det, at det eksisterer tror lidt modstand fra den blå kant af og til. Selvom også de blå mener at have opfundet de progressive skatter ...

Anker Jørgensen var ved flere lejligheder en stor statsmand på Danmarks vegne. Jeg husker især en konference i Helsinki i 1975, hvor organisationen OSCE blev skabt - og hvor general Franco vist også var indbudt. Anker brændte for denne organisation, så ...

Men forfatteren har fat i det helt rigtige med ’folkets Anker’. Den kan forstås i mere end én forstand. For han VAR et anker, der holdt fast på nogle meget grundlæggende værdier i dansk politik.

Som enhver forstod .. dengang.

Steffen Gliese

Jo, Hans Jørn Storgaard Andersen, det er rigtigt, at Nyrup til en vis grænse havde et socialt kompas, men alligevel svigtede, da det gjaldt (efterlønnen, der fratog Socialdemokratiet magten i10 år pga. vælgernes berettigede mistillid).
Men Helle Thorning Schmidt og partiet i dag er uden social forståelse.

Helene Kristensen, Flemming Berger, Lars Jorgensen og Henrik Møller anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Robert O. Jensen, Anker lavede mange svinestreger, var det fx ikke ham, der stjal mit dyrtidstillæg?

Dog taler det til hans fordel, at der "kun"var tale om en tvangsopsparing - ideen var, at jeg ville kunne få pengene udbetalt, når jeg blev gammel. At jeg i 1980 havde en ide om at leve stærkt og dø ung, tog han ikke hensyn til, den slyngel. Politikerne var dengang helt oppe at køre over den truende inflation, som fik synligt udtryk i, at femørerne i Ankers regeringstid blev synligt mindre. Hvorfor folkeviddet kaldte den ny femøre "en lille Anker".

Nu er jeg så alligevel blevet gammel (jeg må ikke have levet stærkt nok, måske fordi mine dyrtidsportioner ikke blev brugt til sprut og damer?), og har fået brev fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som fortæller, at pengene er klar til udbetaling. Hurra, tænker jeg, sender Anker en kærlig tanke, trods alt, og undersøger sagen nærmere.

Men det viser sig, at da jeg er på kontanthjælp, skal jeg leve af eventuel formue, før jeg kan modtage understøttelse fra det offentlige. Og mine tvangsindefrosne dyrtidspensioner tæller i det regnskab som formue. Så hvis jeg hæver mine penge, vil jeg blive trukket i kontanthjælp, krone for krone.

Summa summarum: Først stjæler en regering mine penge og sætter dem ind på en spærret konto. Og nu, hvor spærringen hæves, stjæler en anden regering dem en gang til, bare for en god ordens skyld, jeg skal jo ikke tro, at jeg er noget.

Jeg var meget vred på Anker, over at han tog mine penge. Men jeg er endnu vredere over, at det offentlige nu konfiskerer de penge, som jeg dengang fik lovning på igen ville blive mine, med renter og renters renter, hvis jeg ellers levede så længe. Jeg er sikker på, at det ikke var sådan, Anker forestillede sig, mine penge skulle bruges.

Anker Jørgensen var ikke perfekt, men han forsøgte at være så ærlig som mulig, er mit indtryk. Men i forhold til de personager, der går for at være "politikere" i vore dage, var han en stor statsmand. (Og det gælder ikke kun Anker: Selv Schlütter var stor nok til at gå af, da en af hans ministre blev grebet i magtmisbrug - i modsætning til den lille svindler.)

Hvil i fred, Anker Jørgensen, Du var en klasseforræder, men du var ikke et dumt svin.

Niki Dan Berthelsen, Bill Atkins, Lars Peter Simonsen, Helene Kristensen, Lars Bo Jensen, Per Klüver, Henrik Møller og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Anker førte den økonomiske politik der friholdt danske arbejdere for fattigdom. Da han ikke kunne finde flertal for den politik gik han af.

Schlüter havde 10 år og friere hænder til at rette op på dansk økonomi. Han afleverede et dybt forgældet land i 1993:

Situation for dansk økonomi i 1993
- Den svage indenlandske efterspørgsel havde medført en stigende ledighed [Fattigdom]
- De offentlige finanser var forværret grundet store dagpengeudbetalinger. [Der er vi blevet meget mere kolde i dag]
- Betalingsbalancen var forbedret grundet den lave import. [Fattigdom]
- Langtidsledigheden var høj. Dvs. mange havde ikke haft job længe og var derfor
ukvalificerede til at arbejde. Det strukturelle ledighedsniveau var altså steget.[Fattigdom]

Torben Lindegaard

@Bill Atkins

"Anker førte den økonomiske politik der friholdt danske arbejdere for fattigdom. Da han ikke kunne finde flertal for den politik gik han af."..........og tak for det.

Problemet med Anker Jørgensens økonomiske politik var ikke, at han undte os alle sammen det godt. Det er et politisk valg, og det kan vi diskutere frem og tilbage.

Men Anker Jørgensen løb fra regningen.
Han opkrævede ikke de nødvendige skatter til at opretholde hans model af et velværdssamfund. Resultatet var et kæmpemæssigt underskud på det indenlandske statsregnskab - og en forrygende udlandsgæld.

Anker Jørgensen forsøgte at stabilisere situationen med løbende smådevalueringer - beggar thy neighbour-politik. På et tidspunkt satte vore nabolande - Tyskland - foden ned og forlangte en ansvarlig økonomisk politik, hvilket var så ny og mærkelig en fornemmelse, at Socialdemokratiet måtte smide regeringsmagten fra sig uden et valg.

Anker Jørgensen var kørt totalt fast.
Knud Heinesen talte om den økonomiske afgrund - og investorerne forlangte en rente på over 22% p.a.........jamen altså.

Torben Lindegaard
Det Schlüter gjorde, da kom til, var at standse lønningernes automatiske dyrtidsregulering og fastlåse kronekursen. Schlüter lod arbejderen betale regningen. hvilket tydeligt kan ses ud af kvitteringen 10:31. Dansk økonomi var ikke blevet bedre.

Fakta er at begge statsministre var underlagt de internationale konjunkturer - dansk økonomisk politik går udelukkende ud på at skændes om hvem der skal betale ... og Anker Jørgensen blev nok overrasket over at fagbevægelsen ikke besad den nødvendige kampvilje til at vælte Schlüter, men at han fik lov at udsuge arbejderne i 10 år. Fagbevægelsen var knækket.

Henrik Møller

Mit personlige indtryk er at de seneste tre statsminstre primært har udført deres embede med personlige motiver for øje og landets velbefindende som sekundært objektiv. På den måde falder de vel godt i hak med mange af deres udenlandske kolleger.
Ankers økonomiske politik deler stadig vandene i dag, men han interesserede sig for landets borgeres velbefindende, også de ringest stillede, og der ligger den væsentligste forskel i mine øjne. Anker gjorde hvad han gjorde for andres skyld.
Han havde det omtalte sociale kompas, der i så udpræget grad mangler blandt vores nuværende armod af folkevalgte politikere.
Sådan er det jo.

Sören Tolsgaard, Niels Duus Nielsen, Helene Kristensen, Flemming Berger, Per Jongberg, Peter Bruun, Holger Madsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det omtales som selvevident, at folk skal klare sig selv for det, de har, før de kan få kontanthjælp. Det er jo ikke den oprindelige indstilling, og den er også aldeles amoralsk, kunstig og ikke vor tid eller vort samfund værdigt, jf. Niels Nielsens beskrivelse.
Vore politikere forsøger at bringe samfundet tilbage på nogle vilkår, som lige præcis er dem, vi som samfund har forsøgt at distancere os fra i det mindste i 60 år.

John Christensen

Anker er død, æret være hans minde.

Jeg husker hans regering som den der gav op - og som lod VCQM komme til magten, ledet af Poul Schluter.
Jeg husker en 3 dages druktur da de borgerlige senere vandt valget i 1984. Sikke nogen tømmermænd!

Anker var ikke " snu " men helt igennem ægte - et menneske, som uegennyttigt gjorde en forskel. Der var ingen forskel på politikeren og mennesket Anker. Han var beskeden, trofast, empatisk, ærlig og et varmt menneske. Et menneske, som var og er respekteret og vellidt af alle. Og glem alt om en statsleder skal være økonom - dem kan man købe. Han bedømmes på hans holdninger, hans ærlighed og personlige mod. Jeg glemmer ikke, da Anker Jørgensen som oppositionsleder tog til Irak i 1990èrne for at få 38 danske gidsler hjem efter først den borgelige regering havde sagt nej til gidslernes anmodning om hjælp. Medens den danske presse og den borgelige regering tog afstand fra hans gerning, havde Anker succes og vendte hjem med 20 gidsler. Resten blev efter en hemmelig aftale med Saddam Hussein løsladt lidt efter lidt. jeg vil altid huske og savne ham. Hvil i fred Anker

Sören Tolsgaard, Niels Duus Nielsen, Henrik Møller, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

Gennem de sidste mange år har talrige mennesker snakket dårligt om Anker Jørgensens økonomiske politik. Men havde Socialdemokratiet på noget som helst tidspunkt flertallet til alene at gennemføre den politik? Nej! Så hvorfor stemte de andre partier så ikke imod, når de mente, den var så ringe?
Og hvad skete der i øvrigt under Hartling-regerigen? Så vidt min historiehukommelse fortæller mig, kom der ikke en pludselig økonomiske fremgang. Ellers ville den regering jo nok have siddet noget længere, end den gjorde.

Lars Peter Simonsen, Flemming Berger, Keld Albrektsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lars Peter Simonsen

Som Anker sagde, om de borgerliges evindelige hetz på hans økonomiske dispositioner og politik: "Det er fandenrasme løgn!"

Hans Jørn Storgaard Andersen

Steffen Gliese skrev: "det er rigtigt, at Nyrup til en vis grænse havde et socialt kompas, men alligevel svigtede, da det gjaldt (efterlønnen".

Det er en myte, at Nyrup svigtede Efterlønnen. Der var bred enighed mellem S og V, at der skulle gøres noget, Lykketoft var den, der forhandlede. Og så gik det galt på en simpel fodfejl - som Nyrup naturligvis som leder skal tage ansvaret for.

Du fortsætter så med den næste statsminister fra S .. "Men Helle Thorning Schmidt og partiet i dag er uden social forståelse", og det er næsten endnu værre.
Alle S-politikere har selvfølgelig den sociale forståelse. Det er et medfødt gen .. Men du glemmer, at vi aldrig har haft mere end 46% af stemmerne - og det gør, at vi skal have de Radikale med - og her har vi så et problem som f.eks. med dagpengene i 2010. Da tog de borgerlige gruelig fejl mht. prognoser for, hvor mange, der ville blive ramt af nedskæringen fra 4 til 2 år.

Utroligt at nogen kan påstå, at en socialdemokrat ikke har .. social forståelse ;-)
Det er nok sagt enten af en borgerlig eller af en længere ude på det røde plankeværk, hvor tanken er mere nær end handlingen.

HJSA - Den sociale forståelse hos S, den mærkede hverken de ledige eller de syge noget til under S-SF-R regeringen - tværtimod.
S har intet - absolut intet - brugtbart bud på fremtidens løsninger.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Herdis Weins skrev: "Den sociale forståelse hos S, den mærkede hverken de ledige eller de syge noget til under S-SF-R regeringen - tværtimod".

Sådan læser jeg ikke de store forlig. Man udpegede - var det 17 sygdomme - der var alvorlige, og her fjernede man 52-ugers grænsen. Til gengæld måtte mindre alvorlige sygdomme vente lidt - som f.eks. grå stær. Hvad angår kontanthjælp til unge under 30, så blev den konverteret til en aktiv SU - igen et indslag fra her Mette Frederiksen og ret og pligt.

Men du kan vel ikke forstå det, fordi du vil have nul eller nix? Altså en absolutisme, som Socialdemokraterne aldrig har haft som varemærke. Det overlod vi til kommunisterne i sin tid - og til Enhedslisten i dag.

Hvad angår fremtider - og mærk dig vel, Herdis, der er altid flere af den slags - så er vi i gang med et nyt principprogram og gæt engang, hvad dét handler om?
Netop - fremtider.
Vel at mærke nogle, der er realiserbare og ikke 0/100-løsninger.

Ej hvor jeg holder af mit parti, selvom jeg ikke er enig med mine partikammerater om alt - så har jeg denne respekt for andre.

Fortæl, fortæl, Herdis, hvad dine tanker er om din fremtid (jeg går ud fra, at du kun har én)??
S har intet - absolut intet - brugtbart bud på fremtidens løsninger.

Faktabox:
I 1998 valgkampen lovede Poul Nyrup Rasmussen ikke at røre efterlønnen, men den blev alligevel ændret samme år. Basta.

Reformsocialismen udtrykt gennem det moderne danske Socialdemokrati, er på en ruchetur direkte ned i den Blå Lagune. Godt vi har Enhedlisten som anker.

Lars Bo Jensen

Det største problem for arbejderbevægelsen var nok da ØD, medindflydelse på de enkelte arbejdspladser, blev erstattet af en tvungen opsparing, som skulle forvaltes af fagforeningernes topfolk.
De blev dermed, over tid, nogen af Danmarks største arbejdsgivere, med alle de habilitetsproblemer det har medført siden da.

Lars Bo Jensen enig - tvungen opsparing plus privatisering af folkepensionen. I dag er fagbevægelse bemandet med pensionskassebestyrer, der har det bedst på de bonede gulve feteret af spekulanter og lobbyister.

Hans Jørn Storgaard Andersen

De to herrer, Atkins og Jensen har fået noget galt i halsen.
Hvis vi altså snakker flexicurity, som blev opfundet af økonom i LO, Poul Nyrup Rasmussen og vedtaget af arbejdsmarkedets to parter + Schlüter-regeringen.
Det er netop en tvungen opsparing til pensionen, som alle andre lønmodtagere stort set havde. Hvad i alverden er der dog galt i det?

Det fleksible i ideen var og er, at arbejskraften kan flyttes, så man bevarer dynamikken i erhvervslivet i stedet for det stationære blik, som kendtes fra fx. DDR-tiden og fem-årsplaner osv.

Jeg ved ikke, Lars, om det er topfolkene i LO, der styrer disse midler, jeg antager, at det foregår på samme måde som med Atp, at det er professionelle finansfolk, der placerer midlerne. Det var jo det, der fik ØD-ideen til at gå galt - at man ikke ville have USSR-lignende kommissærer til at forvalte pengene.

Og Bill, du har endnu engang vist, at du ikke forstår, hvordan man forvalter store summer. Måske fordi du aldrig har været medlem af en pensionskasse og har set, hvad der rent faktisk sker? At midlerne naturligvis forrentes godt - måske ikke helt så godt som fx. Finansbanken i sin tid og Saxobank nu kan, men mindre kan også gøre det ...

Hans Jørn Storgaard Andersen

Bill kom til at skrive: "I 1998 valgkampen lovede Poul Nyrup Rasmussen ikke at røre efterlønnen, men den blev alligevel ændret samme år. Basta."

Og hvad så? Du går ind for en stationær udvikling, men hvis chancen byder sig, og Venstre går med til at ændre på Efterlønnen i efteråret 1988, og det er til vores fordel, så vil det da være dumt at sige nej? Det kan vel sammenlignes med skattereformen i 2012, hvor Enhedslisten sov i timen, hvilket gjorde, at VK kom med i forliget i stedet for. Alle var klar over, at Efterlønnen skulle reguleres - at Nyrup så håndterede sagen kluntet - for at sige det mildt - det gjorde ikke, at man stoppede med at tilpasse ordningen, så den var til at betale. Det samme gentog sig i 2006, hvor et bredt flertal indgik endnu et forlig herom. Vi var i løbet af få år blevet spået en længere levetid - for pokker - og det kræver da en reaktion, med mindre man vil gå konkurs ;-)
2011 reguleringen var uden om Socialdemokratiet, desværre - men det var valgår, og S og SF havde noget kørende, der var vigtigere: Fair Forandring/Fair Løsning - der desværre led skibbrud på grund af den tredje part: Det Radikale Venstre ...

Det kalder jeg for dynamiske udviklinger, som er noget af en sjældenhed i politik, hvor det er noget lettere at lave snævre forlig, om det så kun er med 1 stemmes flertal.

HJSA - som en af dem, der arbejder i en branche, hvor projektarbejde og kontraktansættelse med deraf følgende ledighedsperioder, kan jeg konstatere, at aldrig har de lediges vilkår været værre end nu.
Mette Frederiksens opfindelse af "nyttejob" var et lavpunkt, som ikke engang hendes 2 forgængere på posten var kyniske nok til at udtænke.
Du er vist så heldig, at du er pensioneret? Det bliver jeg først om 4 år - indtil da kan jeg se frem til at skulle gøre "samfundstjeneste " 2 gange 13 uger om året til en timeløn a 60 kroner i job, det offentlige eller private arbejdsmarked ikke vil betale for at få udført - men som de har brug for at få udført, så de ansatte kan koncentrere sig om de sjovere opgaver. Og hver gang jeg eller anden ledig tiltræder som kollega, slår den, der har "ansat" os, kryds i kalenderen, så vedkommende ved, hvornår de skal bede jobcentret om den næste gratis arbejdskraft.
Det var ikke derfor, jeg som barn af ufaglærte forældre fulgte deres - og politikernes råd om at bryde den sociale arv , og i årevis, mens jeg arbejdede leverede stort set hele min løn tilbage i tilbagebe- taling af studielån, skat, fagforenings- og A-kassebidrag. Der var ikke meget tilbage på kontoen efter det, men jeg betalte det faktisk gerne, fordi jeg så det som en del af en kontrakt, samfundet og jeg havde indgået. En kontrakt der bl.a. indebar, at når jeg havde taget en uddannelse og betalt tilbage, at når jeg betalte min skat - faktisk med glæde fordi jeg anser et samfund, hvor vi via skatten bidrager til hinandes muligheder og samfundets muligheder for at løse de opgaver, vi som borgere har brug for bliver løst - at når jeg betalte mine bidrag til fagforening (hvor jeg i nogle år var aktiv fagpolitisk) og a-kasse, så ville jeg faktisk blive behandlet ordentligt som ledig. Det undrer mig ikke det fjerneste, at det ikke skete under en borgelig regering - det gør mig til gengæld rødglødende af raseri, at en beskæftigelsesminister fra S - tidligere kendt som rød - i værste hattedamestil mener, der skal vises taknemmelighed - arbejdstimer - for de tildelingen af de brødkrummer, man selv har været med til at betale. Jeg føler mig SÅ pisset op og ned af ryggen 24/7 - for jeg skal dælme også lægge øre til politikerestalen om dovene eller kræsne ledige
MED HENSYN TIL FREMTIDEN - det er ikke mig, der er fortaler for et alt eller intet - det er netop S og fagforeningerne, der er det.
Kom nu - gør et alvorligt forsøg på at fordele, den begrænsede arbejdsmængde, der er. I stedet for fro 1000. gang, at forlange mere i løn, til der er i arbejde, give offentligt ledere lov til at score kassen - selv når de bliver fyrede - forgylde politikere med eftervederlag og pensioner.
Lad være med at messe gårsdagens mantra om vækst, vækst, vækst og livets mening som arbejde 37 timer om ugen - endda selv om det skal være uden reel løn og rettigheder.

Sören Tolsgaard, Ebbe Overbye og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Herdis Weins: "...jeg betalte det faktisk gerne, fordi jeg så det som en del af en kontrakt, samfundet og jeg havde indgået."

Der tale om kontraktbrud, simpelthen. Politikerne har selvfølgelig ændret lovene, så man ikke kan trække hverken dem eller staten eller kommunen i byretten. Derfor er man henvist til selvtægt.

Hvad man kan gøre for at få en slags retfærdighed, er at lave så lidt som overhovedet muligt i de tretten uger.

Jeg har altid en bog med, og når jeg så ser mit snit til det, gør jeg mig usynlig indtil det er tid at stemple ud igen. De gode steder lader de mig gøre det, de dårlige steder lærer jeg dem på den hårde måde, at det er enormt nemt for en gammel aktivist at få et tvangsaktiveringscirkus til at gå op i hat og briller.

De kan jo ikke fyre mig, da jeg er arbejdsløs i forvejen. Men det skal man endelig ikke sige til "de overordnede", tricket er, at de selv skal regne den ud. Det hedder med et fint ord majeutik, og det er faktisk ret morsomt at se, når tiøren endelig falder, og det går op for dem, at de er til grin.

Og lidt syg er man jo altid, så der er slet ingen grund til at møde op i dagfængslet hver dag. Men det er vigtigt, at man kommer en gang imellem, både for at vise flaget, og selvfølgelig for at sludre lidt med sine lidelsesfæller, til gensidig moralsk opbyggelse.

Sören Tolsgaard

"Hver gang Anker har mødt en gammel kælling på Fredericia Banegård, koster det statskassen en milliard."

Anker tænkte med hjertet, men nu motiveres politikerne trods højstemt retorik udelukkende af ønsket om at forgylde eliten og sig selv.

Det er meget symptomatisk, at Anker gik bort netop nu, hvor hans efterløn skæres helt ind til benet, og aldrende lønmodtagere udsættes for en fuldstændig hjerteløs behandling.

Lars Bo Jensen

Hans Jørn Storgaard Andersen.
"Det var jo det, der fik ØD-ideen til at gå galt - at man ikke ville have USSR-lignende kommissærer til at forvalte pengene."
Jeg er uenig med dig i, at det var det ØD gik ud på. I min verden var det at medarbejderne, i stedet for lønstigninger, fik medejerskab i de virksomheder de arbejdede i. Hvordan arbejdernes repræsentanter bliver til USSR-lignende kommissærer må stå for din egen regning.

Mit Problem med at fagforeningernes topfolk bliver en del af erhverseliten, med de habilitetsproblemer jeg mener det skaber, beskrives glimrende i denne bog:
http://www.worldcat.org/title/magteliten-hvordan-423-danskere-styrer-lan...

Hans Jørn Storgaard Andersen

Lars Bo Jensen skrev: "at medarbejderne, i stedet for lønstigninger, fik medejerskab i de virksomheder de arbejdede i."
Bare det var så vel. Men jeg husker forliset som følge af arbejdsgivernes ulyst til at se store fonde kontrolleret af arbejderbevægelsen (LO, fagforeninger) få kontrol over nogle virksomheder.

Medarbejderaktier har eksisteret i lang tid, men gik af mode for nogle år siden, fordi det ikke kunne betale sig. Hvad jeg så ikke forstår, men det er formentlig noget med skat på salg af medarbejderaktier. Det var tidligere endog meget fordelagtigt, fordi medarbejderen selv kunne høste gevinsten efter 6-8 år, hvor de var fastlåste.

Jeg skal beklage, hvis mit USSR ikke var klart nok, måske du kan acceptere min anden forklaring, eg. fagforeningerne og især LO?

HJSA - i stedet for at fortabe dig i fortiden og henvise til USSR m.fl. , ville det være velgørende om du ville forholde dig til nutidens - og fremtidens - problemer og løsningerne på dem.
Vi er ved at gå til i røg, støj og møg - og S messer stadigt om vækst og fladskærm til alle.
Folk går ned med stress på arbejde, alt for mange børn mistrives i skilmissefamilier (selv om også mange skilmissefamilier fungerer godt) og profulde, undernomerede børninstitutioner, flere og flere jobfunktioner bliver automatiserede og digitaliserede - og S messer videre om om 37 timers arbejdsuge for både far og mor som midlet til den ultimative lykke.
Standser I af og til op og ser på, hvad det er - og konsekvenserne af det - I siger 24/7 ?
Har al lyst til at udtænke en fremtidsversion, der rækker videre end næste valg og de enkelte valgperiode - hvis man da ikke lige smutter til bedre job og dermed s....r de vælgere, der har stemt på dem en lang march - fuldstændigt forladt det S, der engang visionært formulerede drømmen om "Fremtidens Danmark" og ville rejse en bygning, hvor selv de fattigste kunne finde læ.
Så kom der sgu lige en beskæftigelsesminister, der syntes, at de fattigste så sandeligt da bare kunne rense strande eller samle flasker og hundelorte i al slags vejr for de krummer, de tillod sig at modtage.
Hende valgte S så som formand. Føj for helvede er vi en hel del, der tænker.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Er du imod vækst, Herdis - imod arbejdspladser her i landet, der producerer?
Vil du hellere hente varerne fra de fattige lande i øst og syd??

Vi er netop ikke blevet ødelagt at forurenende skorstene ved den gamle industriproduktion. Tag f.eks. Novos fabrik i Hillerød, det er lige før, den mangler en skorsten - for de går jo ind for grøn energi.

Dine andre bemærkninger har jeg ikke lyst til at besvare, for helt ærlig: Hvis en skorsten stinker i dit univers, så må det altså smitte lidt af på dig, så mange fy-ord, du bruger i din frustration.

Jeg gætter på, at du holder til hos Enhedlisten med de faste grænser? Étpartisystem skal genindføres, ikke sandt ;-)

HJSA - du har virkeligt ikke fattet en dyt af, at vi ikke har brug for det evige vækstmantra, som jeg er inderligt imod - væksten fro vækstens skyld. Ligesom folk der bygger korthuse og forsøger at gøre dem stadigt større. Vi skal ikke producere og forbruge mere og mere, vi skal ikke se arbejde som livets mål i sig selv, men spørge om, hvad vores arbejde skal bruges til. Der er ikke noget formål i at producere overflødige dippedutter til hinanden, så vi skal bygge til huset for at få plads til alle vores ting.
Efterhånden dukker der flere og flere firmaer som Box-it op, fordi vi gudhjælpemig har så mange ting, at vi ikke har plads til dem.
Her hvor jeg bor, har vi gjort noget andet - når man synes, der ikke mere er plads nok i skabene, har købt nyt eller bare er blevet træt af en ting - så stiller man den i "genbrugsen". Her kan andre beboere så tage dem. Ligeledes kan man, hvis man pludselig opdager, man er ved at løbe tør for tekrus, har for få vinglas til alle strikkevenindernes besøg ,mangler en suppegryde eller andet, lige tage en runde omkring genbrugsen, hvor man ofte kan finde det man søger - med 143 lejemål er der en jævn tilstrømning af "varer" - især omkring d. 1, når nogle flytter. Her står også barnevogne, møbler, lamper m.m. Eneste krav at stille noget der er, at det skal være i orden - alt pænt og velfungerende. Ellers får man en påtale, og besked om at aflevere det på en genbrugsstation.
Når tingene så har stået ca. 2 måneder uafhentede, tager en af ejerforeningens bestyrelse sin kassevogn i brug, putter tingene i dem og afleverer dem til organisationer, der arbejder med socialt udsatte familier - og giver tingene direkte til dem. Flere og flere er også begyndt igen cirkulere børnetøj, nu hvor det ikke mere går i arv i store familier. Det er det og lignende, der skal til, hvis kloden skal blive ved med at være beboelig, og vi ikke skal have gigantiske lossepladser,lige som der skal forskes og investeres langt mere end nu i, hvordan vi genbruger vores affald i den nødvendige produktion af nyt.