Selvfølgelig var det en aprilsnar, når Information i går skrev, at DONG var kommet ud i stormvejr på grund af manglende vind til havmølleparkerne. Det var der sikkert mange læsere, der gennemskuede, men ikke alle.
En læser gjorde således opmærksom på, at afstanden mellem møllerne rettelig skulle være fire-fem gange rotordiameteren, og en anden med lokale sommerhusinteresser blev så glad over, at en planlagt vindmøllepark i Jammerbugten måske skulle indstilles.
Også Goldman Sachs pressetalsmand i Danmark Michael Ulvemann blev narret, fordi artiklen citerede en børsanalytiker ved navn Johnny Quatsch (tysk for vrøvl), som skulle være ansat i den amerikanske investeringsbank.
»Det er ikke et navn, man umiddelbart kan identificere i GS. Måske skyldes det, at han har flere efter- eller mellemnavne, og de er blevet lost in translation,« mailede Ulvemann, der meget gerne ville i kontakt med Quatsch.
Også andre aviser har holdt læserne for nar. Kristeligt Dagblad skrev således, at Vatikanet efter 500 års strid rækker hånden ud til protestanterne. Pave Frans vil helgenkåre Martin Luther, der med sit opgør med den katolske kirke lagde grunden til Reformationen.
Fra Rådhuspladsen skrev Politiken, at DR vil lave en borgerlig fortsættelse af den populære tv-serie Matador. Fortsættelsen skulle vise udviklingen hos familierne i Korsbæk fra slutningen af 1950’erne frem til 1970’erne.
DR Drama, som i Politiken skulle lave en borgerlig fortsættelse af Matador, blev til gengæld i Ekstra Bladets aprilsnar slagtet. Afdelingen skulle på bestilling af Dansk Folkeparti medlægges, fordi DF var træt af kritik fra DR’s dramaafdeling. I bytte havde DF lovet statsministeren at stemme for skattelettelser til efteråret.
Ifølge en af de lidt mindre aviser fra samme mediekoncern, Furesø Lokalavis, skulle Ryanair netop i går skrive kontrakt om at overtage flyvevåbnets tidligere flyvestation i Værløse. Af hensyn til miljøet ville flyene dog svæve for slukkede motorer de sidste kilometer inden landingsbanen.
Fra Pilestræde kunne BT skrive, at dronning Margrethe og prins Henrik må kæmpe for parforholdet. De skulle få hjælp til at samle trådene af en fransk parterapeut ved navn monsieur Poisson D’Avril.