Interview
Læsetid: 7 min.

’Arbejderkampen er ikke, hvad den har været’

De eneste gange, bryggeriarbejderen Pia Nancke har været til 1. maj, stod hun i en bod og solgte øl fra sin arbejdsplads. I anledning af weekendens kampdag har vi fulgt hende gennem en arbejdsdag på Albani-bryggeriet
I 1998 var de seks arbejdere i Pia Nanckes kolonne, men i dag er hun nærmest alene på gulvet – på et areal, der svarer til en halv fodboldbane. På en time skal hun nå at lave 31.000 flasker. Når det går stærkt, 42.000.

I 1998 var de seks arbejdere i Pia Nanckes kolonne, men i dag er hun nærmest alene på gulvet – på et areal, der svarer til en halv fodboldbane. På en time skal hun nå at lave 31.000 flasker. Når det går stærkt, 42.000.

Ulrik Hasemann

Indland
30. april 2016

I centrum af Odense ligger det gamle Albani-bryggeri. Her har det ligget siden 1859, hvor det blev grundlagt som byens første rigtige industrikvarter med store fabrikker i midten og arbejderboliger for bryggeriets ansatte i gaderne rundt omkring. Det ligner stadig sig selv, selv om der i dag er meget færre arbejdere og en meget større ølproduktion.

I kolonne fire indenfor i den store produktionshal kører samlebåndet rundt og rundt. De klirrende flasker er overdøvende. Her har Pia Nancke – en af nutidens arbejdere – tappet maltøl til eksport siden klokken syv i morges. Hun har sikkerhedssko på, hvide arbejdshandsker, kanvasbukser og beskyttelsesbriller.

Hallen har været Pia Nanckes arbejdsplads i 30 år – siden hun var 20 år gammel.

»Mange har været her i rigtig, rigtig mange år. Og mange bliver bare hængende, ikke også,« siger hun på syngende fynsk og rykker stakken af etiketter op til maskinen, der skal smække dem på de små buttede flasker. Der lugter af malt.

Pia er vokset op i Odense, og på en måde er hun også vokset op på Albani. Hendes mor arbejdede der nemlig også. Sådan skete det ofte, at ægtefæller og børn også tog arbejde i de gamle bryggerihaller, fortæller Pia Nancke. Men på trods af de mange år hos Albani, er det ikke lige sådan til at sige, om det at være arbejder fylder meget i hendes identitet. Arbejdernes kampdag gør i hvert fald ikke.

»Jeg er jo arbejder. Jeg er ufaglært, og der er ikke så mange tilbage af os. Så vi skal passe på hinanden. Men 1. maj er aldrig rigtig noget, jeg sådan har gjort mig i,« siger hun. Altså bortset fra de gange, hun er taget til 1. maj-arrangement med en gruppe gode kolleger og solgt Albani-øl fra en bod.

Selv om fagbevægelsen de sidste par år har markeret sig på sager om dårlige arbejdsvilkår hos for eksempel Ryanair og pres fra internationale virksomheder som Uber, føler Pia Nancke ikke, at der er lige så meget arbejderkamp tilbage på Albani generelt, som der var engang.

»Selvfølgelig er det vigtigt, at vi har rettigheder og har det godt som arbejdere. Men det var mere sådan noget, der skete i gamle dage, hvor de gamle bryggeriarbejdere gik med de røde faner til optog 1. maj,« siger hun.

Læs også: 1. maj har rødder i revolutionær stædighed

På trods af en strejke om løn på Albani-bryggeriet i 2012, er der i dag ikke så meget »kammeratlig, socialistisk hilsen mere«, siger hun og løfter en bøtte med lim til etiketterne.

»Arbejderkampen er ikke, hvad den har været,« siger hun. En slags arbejdskamp for hende er at få hjælpemidler til at løfte de tunge ting. Men i det hele taget synes hun, at arbejderkampen i dag er noget helt andet end før.

»I gamle dage var arbejdsgiver og arbejder jo nærmest en slags fjender. Som to grupper, der stod stejlt over for hinanden. Men sådan er det ikke i dag. I dag går vi mere i dialog,« siger hun og mener, at nutidens arbejdere bedre forstår, hvis deres firma er »presset« og må handle efter det. Hun holder af Albani og føler et tilhørsforhold til stedet, og hun synes generelt ikke, at der er så meget »at brokke sig over«. 

»Det er nok også derfor, at jeg aldrig er kommet videre. Jeg skulle bare være her, til jeg fandt på noget andet. Men så er jeg blevet hængende, « siger hun.

Ulrik Hasemann

Maskinerne kommer

På en gangbro hævet over produktionshallen ligger chefkontorerne med store glasruder, så de kan sidde og holde øje med arbejderne på gulvet. Det er også et levn fra gamle dage, hvor man måtte ryge indenfor og drikke seks øl dagligt.

Det kunne mange af de gamle bryggeriarbejdere sagtens få ned, fortæller Pia Nancke. Men dengang havde de også mindre travlt, tilføjer hun. I dag ville den ikke gå, fordi arbejdet er mere travlt. Nu må arbejderne på Albani også kun drikke tre øl om dagen. Det står i overenskomsten, forklarer Pia Nancke. Men folk gør det ikke rigtig – måske højst en enkelt til frokost.

»I gamle dage« var gulvet også i langt højere grad fyldt med arbejdere, der næsten kunne overdøve larmen fra maskinerne med deres stemmer. Men fra omkring Murens fald og frem er der blevet færre arbejdere, og alt er blevet mere effektiviseret. I 1998 var de seks arbejdere i Pia Nanckes kolonne.

Nu er antallet af arbejdere halveret, og i dag er Pia nærmest alene på gulvet, hvor hun har det, der svarer til arealet af en halv fodboldbane, for sig selv. Måltallet for, hvor mange flasker Pia Nancke skal kunne lave på en time er 31.000. På gode dage, kan hun nå 42.000.

»Maskinerne kører af sig selv. Sådan er det overalt jo,« siger Pia Nancke.

Da der opstår et pustehul, går hun hen til den kollega, der står ved maskinen, der pakker sixpacks af sodavand og øl ind i pap.

»Det her er min yndlingsmaskine. Den kører bare. Det er også den, jeg har kørt mest,« siger hun om papmaskinen.

Det, Pia Nancke bedst kan lide ved sit arbejde, er – udover kollegerne – fleksibiliteten ved at kunne skifte rundt til forskellige maskiner – også selv om maskinerne gør en stor del af arbejdet.

»Før stod vi jo selv og åbnede papkasserne, lagde mellemlægspapir i og så videre. Men alt det er jo automatiseret nu,« siger hun. Hun kan godt synes, at det er lidt skræmmende, at maskinerne langsomt gør, at hendes job bliver mere og mere overflødigt for hvert år, der går.

»Men de vil aldrig kunne spare os helt væk, for vi er jo så få,« siger hun og overdøves af båndet, der begynder at køre på højtryk igen. Derfor er hun heller ikke nervøs for sit job, som skifter mellem dagsvagter den ene uge og aftenvagter den næste.

Klokken 11:30 har Pia Nancke har en halv times frokostpause. "Man skal spise hurtigt, hvis man også skal nå at have kaffe og ud at ryge en smøg," siger hun. Smøgen ryges i et hjørne under halvtaget, hvor lastbiler læsses med de fyldte flasker.

Klokken 11:30 har Pia Nancke har en halv times frokostpause. "Man skal spise hurtigt, hvis man også skal nå at have kaffe og ud at ryge en smøg," siger hun. Smøgen ryges i et hjørne under halvtaget, hvor lastbiler læsses med de fyldte flasker.

Ulrik Hasemann

Et gammelt arbejderparti

Klokken 11.30 er det tid til en frokostpause. Hun er sulten.

»Velbekomme,« siger hun til de mænd i mørkegråt arbejdstøj, der allerede sidder ved et af kantinebordene med deres rugbrødsmadder med rullepølse på. Ingen drikker øl.

I kantinen bliver der nogle gange talt om politik. Pia Nancke fortæller, at hun ikke føler sig hørt af politikerne på Christiansborg, og når folk sidder på tv og taler om reformer, så føler hun ikke, at de taler til hende.

»De politikere, vi har, er for langt væk fra virkeligheden. De har jo aldrig arbejdet på en fabrik, vel,« siger hun og tager en bid af sin mad.

Det var især i forbindelse med efterlønsreformen, at Pia Nancke mærkede, at magthaverne og beslutningstagerne ikke kunne sætte sig ind i en arbejders arbejdsdag. De har glemt, at der er forskel på, hvor slidt du bliver af forskelligt arbejde, mener hun.

»Jeg bliver meget mere slidt, end advokaten og lægen gør, fordi mit arbejde er fysisk hårdere, og fordi jeg kom tidligere ud på arbejdsmarkedet,« siger hun. Alligevel, siger hun, skar politikerne alle over en kam.

»Det er så virkelighedsfjernt på Christiansborg. De hører bare et eller andet. Og så ændrer de reglerne,« siger hun og rejser sig op med sin tallerken. Hun har ti minutter tilbage af sin pause, så hun kan lige nå ud og nyde en cigaret.

Medarbejderne i Pia Nanckes kolonne kan ikke holde frokost sammen. De gør det på skift, mens en afløser hopper ind og passer deres dele af produktionen, mens de spiser. Derfor er det også vigtigt, at hun ikke bruger mere end de 30 minutter, der er sat af. Hun sætter sig på bænken ved porten, der hvor lastbilerne kører ind og læsser paller med øl og tænder sin cigaret.

»Politikerne sidder og gør sig kloge på noget, de ikke har prøvet. Anker Jørgensen, se han havde prøvet rigtigt arbejde på sin egen krop. Helle Thorning derimod snakkede hele tiden om dengang, hun var flaskepige i Bilka. Men det kalder jeg altså ikke ordentlig erhvervserfaring,« siger Pia Nancke.

Hun synes stadig, at Socialdemokratiet er det parti, der ligger tættest på hende. Derfor stemmer hun stadig på dem. Det har hun altid gjort. Men de gør det ikke godt nok, synes hun.

»Socialdemokraterne skulle jo være det rigtige arbejderparti. Men det er de bare ikke mere,« siger hun.

Men hvem er det så?

»Det er jo et godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke,« siger Pia Nancke.

Dansk Folkeparti bryder Pia sig ikke om. Hun kan ikke lide deres fremmedpolitik, siger hun. Men mange af hendes kolleger stemmer på Dansk Folkeparti.

»Og det lægger de godt nok ikke skjul på,« siger hun med løftede øjenbryn.

Dansk Folkeparti tiltaler hendes kolleger på grund af fremmedpolitikken, og blandt andet fordi de ufaglærte arbejdspladser på Albani også kan tages af udenlandsk arbejdskraft.

»Jeg kan da også godt føle mig lidt truet. Og så alligevel ikke. Vi har da haft nogle fremmede ansat, og det fungerede fint. Hvis de får mindre i løn, så er det jo et problem, men så har vi jo en overenskomst,« siger hun.

Diskussionerne om indslusningsløn og elevpladser til lavere løn for flygtninge kan da også godt forurolige Pia Nancke lidt, »når der i forvejen ikke er job nok«.

Men hun mener heller ikke, at det kan være rigtigt, at flygtninge skal sidde og »rådne op« i lejre. Det handler om solidaritet. Til gengæld, siger hun, skal de rejse hjem igen, når krigen er slut.

»Men ja. Jeg går jo ikke rigtig så meget op i det,« siger hun, selv om hun ikke kan lade være med at bekymre sig en lille smule over den ufaglærte arbejders fremtid på arbejdsmarkedet.

»Der bliver færre og færre af min slags. Det er trist for dem, der kommer efter, og som ikke får en uddannelse. Hvad skal de lave? De må finde på noget andet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og Mediemonopolerne gør hvad de kan for ikke at sprede information om arbejdskampe og demonstrationer. Det går et stykke tid men så trænger virkeligheden pludselig igennem. Jeg ledte efter information om de seneste strejker og demonstrationer i Frankrig. Den eneste avis der har bragt en hel artikel om situationen ...er Bornholms Tidende. Enten har de svært ved at fylde avisen med stof derovre, eller også har de ikke modtaget beskeden om at tie den slags ihjel:

24 betjente er såret under store protester i Frankrig
Studenter og arbejdere i Frankrig er på anden måned rasende over en reform af arbejdsmarkedslovene. Franskmænd i titusindtal er torsdag igen på gaden i protest over en planlagt reform af landets arbejdsmarkedslove. Franske medier rapporterer, at mindst 170.000 arbejdere og studenter er på gaden, og flere steder er det kommet til sammenstød med politiet.

Johannes Lennar, Michal Bagger, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Karsten Aaen, Hans Paulin, Sup Aya Laya, Hans Larsen, Anne Eriksen, Henrik Bjerre, Lise Lotte Rahbek, Aksel Gasbjerg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der er altså endnu en avis, udover Bornholms Tidende, der bringer den slags stof, Bill Atkins:

http://www.arbejderen.dk/udland/franskm%C3%A6nd-forsvarer-35-timersugen

Men ellers har du ret.

Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Karsten Aaen, Hans Paulin, Sup Aya Laya, Hans Larsen, Aksel Gasbjerg og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Johannes Lennar

Et godt sted at finde sådanne nyheder er på revolution news
https://revolution-news.com/france-tens-of-thousands-protest-against-lab...

Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Hans Paulin og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Fin artikel
- der er nogen, som bare er "efterladt" eller "glemt" bagude, og det burde være overkommeligt at få alle med "på vognen" .

(Måske er der i dag lidt for meget snobberi omkring uddannelser, elitesportsmænd, succesmennesker m v , så det "almindelige" ordentlige menneske er blevet "umoderne" ?)

Mikkel Bech

Magisk tænkning, Bill Atkins, er når man fx manisk trawler internettet for at finde information, der bekræfter ens hypotese.

Bill Atkins

Mikkel Beck . Det er jo netop "gennemtrævlingen" - som idag kun koster få slag på tastaturet, der er selve argumentet. Mikkel Beck du er som sædvanlig helt ude i sovsen.

Arbejdskampe nedgøres eller ties ihjel i det kapitalistiske mediemonopol. Sådan er dét Mikkel Bech.

Johannes Lennar, Estermarie Mandelquist og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

@Robert Kroll

Enig i tidsånden - måske givende at erindre SAK: "Den der keder andre - keder sjældent sig selv."

Mikkel Bech

Kampen er ikke slut endnu, Bill Atkins, fx kæmper jeg i dag med min kone om, hvad der skal have retten til liggestolen. Og det er også et kamp mod overmagten.

Bill Atkins

Mikkel Bech, husk, det er en skidt ide, at drikke noget stærkere end whisky inden frokost.

Overskriften er ganske rammende.

Men faktisk er det længe siden, at man satte politiet til at skyde med skarpt direkte ind i gruppen af demonstranter. Senere satte man militæret ind til at nedkæmpede demonstrationen. Og endelig idømte man flere demonstranter ret langvarigt hård straffearbejde.

Som bekendt har det desværre været regnvejr på demonstrationsdagen lige siden.

http://nakskovlokalarkiv.dk/nakskov1931.html

Mikkel Bech

Nu har ikke råd til at drikke whisky, men det glæder mig, at du tager del i overklassens traditioner, Bill Atkins