Brugte piraterne Ekstra Bladet til at presse Søren og Eddys løsesum i vejret?

Dansk pressehistories største erstatningssag er efter en seks timer lang procedure ved at nå sin afslutning i Københavns Byret. De to søfolk Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn kræver en million kroner i erstatning af Ekstra Bladet og ejeren JP/Politikens Hus for de krænkelser, som de mener sig udsat for, da Ekstra Bladet brugte dem som hovedpersoner i en massiv kampagne gennem næsten et år, mens de var ofre for en grusom forbrydelse. De blev kidnappet i januar 2011 af somaliske pirater.

Ekstra Bladet vil frifindes og påstår, at kampagnen var gavnlig og satte skub i processen med at få gidslerne hjem. De blev sammen med deres fire filippinske kolleger frigivet 30. april 2013 efter 838 dage i fangenskab – en af danmarkshistoriens længste kidnapninger.

Ifølge de presseetiske regler skal medier i videst muligt omfang tage hensyn til ofre for forbrydelser og deres pårørende. Dem forbrød Ekstra Bladet sig ifølge Pressenævnet imod og fik pressehistorisk hård kritik for det af nævnet.

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn var som gidsler under tvang, trusler og tortur og konstant omgivet af 20-30 bevæbnede pirater. De fik indimellem tæsk og blev truet med geværmundinger rettet mod sig. De kunne ikke sige fra over for de brutale pirater, der var professionelle »forretningsfolk«. Piraterne vidste, hvad der foregik i Danmark. De ønskede efter alt at dømme presseomtale, og spørgsmålet er, om de brugte Ekstra Bladet aktivt til at presse løsesummen i vejret og spekulere i nationale pengeindsamlinger eller penge fra den danske stat.

Kommerciel bagtanke

Søfolkenes advokat, Heidi Steen Jensen, gjorde i sin procedure regnebrættet op: Ekstra Bladet havde publiceret 593 artikler. Heraf var 146 artikler direkte krænkende for søfolkene. Efter frigivelsen og uden søfolkenes samtykke bragte bladet 113 artikler. Billederne, som Ekstra Bladet brugte, tog piraterne af søfolkene i fangenskab, uden at de havde mulighed for at undslå sig. Standardbilledet af Søren og Eddy, der blev brugt som logo i kampagnen ’Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia?’ blev eksempelvis bragt 298 gange. Også andre billeder blev bragt over 100 gange. I visse tilfælde havde piraterne selv sendt billeder til Ekstra Bladet.

Det var heller ikke gratis for Ekstra Bladet at få interview med gidslerne. Ifølge deres freelancejournalist Nasib Farah betalte avisen mellem 2.500 og 3.000 dollar for et interview med gidslerne omkring årsskiftet 2012/13. Det var Nasib Farah, der skaffede interviewet. Piraterne kendte ham, forklarede han.

Søfolkenes advokat konkluderede, at Ekstra Bladet med sine handlinger havde medvirket til økonomisk at understøtte den kriminelle piratbande, der holdt de danske søfolk fanget. Heidi Steen Jensen argumenterede for, at Ekstra Bladet kynisk havde brugt gidslerne i en kampagne for kommercielt at markedsføre sig selv i en tid, hvor bladet kæmpede med oplagsnedgang på den trykte avis og sloges om læserne på nettet. Blandt andet var der udloddet tre flasker rødvin til borgere, der spottede en lastbil med en presenning, der reklamerede for Ekstra Bladets kampagne.

»Som ofre var gidslerne under konstante trusler, men blev brugt i markedsføring og som underholdning på linje med jeres side 9-pige,« sagde Heidi Steen Jensen.

Uskyldige billeder

Med store skrammer i ansigtet efter et cykelstyrt sad Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen og lyttede til sin advokat Carlo Sieberts procedure. Det var dagen efter, at Ekstra Bladets egne vidner, daværende direktør i søfolkenes Shipcraft-rederi Claus Bech og sagens helt centrale figur, gidselforhandler Mr. Jensen, med deres vidneudsagn belastede Ekstra Bladets, fordi de pegede på, at avisens indsats ikke havde gavnet, tværtimod.

Carlo Siebert argumenterede med, at ingen af billederne af gidslerne var krænkende, men forholdsvis uskyldige, fordi de ikke fremstillede søfolkene på en ydmygende måde. For at beskrive virkeligheden var det nødvendigt at inddrage gidslerne i bladets dækning. I øvrigt havde Ekstra Bladet ikke bragt andre oplysninger om gidslerne end dem, som søfolkene efterfølgende i artikler, bøger og tv-interviews selv havde fortalt som frie personer: De var syge, de havde det ad helvede til, og der var tanker om selvmord.

»Der er mange følelser og holdninger i den her sag, men det skal den ikke vurderes ud fra. Ekstra Bladet traf et valg, og det står vi ved,« sagde Carlo Sibert.

Søfolkenes advokat fremhævede, at Eddy og Søren efterfølgende som frie mennesker havde behov for at fortælle deres egen historie og korrigere det billede, som Ekstra Bladet havde givet af dem. Sagen skulle vurderes ud fra den periode, hvor de var gidsler, og ikke efter deres efterfølgende adfærd som frie mennesker.

Der er kun enighed mellem parterne om, at Pressenævnets har ret, når det vurderer, at det helt principielt er samfundsmæssigt relevant, at pressen beskæftiger sig med gidselsager. Men det kan med Pressenævnets ord ske uden voldsom eksponering af ofrene. Det er parterne så ikke enige om.

Byrettens dom afsiges den 13. maj. Den vil med stor sandsynlighed blive anket til Østre Landsret, men i sidste ende vil den endelige afgørelse sætte principielle og vigtige pejlemærker for, hvad det vil kunne koste medierne på pengepungen i forhold til omtale og billeddækning af personer i fangenskab.

Dommen vil også være et pejlemærke for størrelsen af den erstatning, som søfolkene eventuelt kan få fra TV 2. Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn har også krævet en million kroner i erstatning fra tv-stationen for dokumentaren »De danske gidsler – mareridtet i Somalia«, der to dage efter frigivelsen udstillede dem som syge og svage, liggende og siddende på madrasser i gidsellejren.