Læsetid: 5 min.

Og Danmark går i krig igen, igen, igen

Under Folketingets debat om yderligere dansk militær indsats mod Islamisk Stat i Irak og Syrien var der plagede ansigter både blandt tilhængere og modstandere
Udenrigsminister Kristian Jensen oplyste i går under debatten i folketingssalen, at der for tiden pågår ’en undersøgelses- og godkendelsesproces’ af de grupper, som danske tropper skal arbejde sammen med i kampen mod IS. De skal blandt andet skrive under på, at de vil overholde krigens love – hvad de efterfølgende vil blive trænet i.

Stine Bidstrup

20. april 2016

Noget uventet kom udenrigsminister Kristian Jensen under gårsdagens debat i Folketinget til at bruge udtrykket »Kært barn har mange navne«. Det skete, da ministeren skulle navngive den modstander, som debatten handlede om. Regeringens beslutningsforslag »om yderligere danske militære bidrag til støtte for indsatsen imod ...« omtaler fjenden som ISIL. Det er forbogstaverne på det navn, organisationen har givet sig selv: »Islamisk stat i Irak og Levanten«.

Ministeren medgav imidlertid, at man også kan tale om IS, Islamisk Stat eller bruge det arabiske navn Daesh. Uanset navnet var alle Folketingets partier – bemærkelsesværdigt – enige om, at en militær indsats er et middel, som Danmark bør kunne sætte ind.

Venstre-regeringen og dens støttepartier – DF, LA, K, S og R – mener, at tidspunktet er nu, hvor Danmark er blevet opfordret til yderligere militær indsats af den koalition, som Danmark i forvejen bekæmper IS i fællesskab med, i alt 65 lande med Frankrig og USA i fremtrædende roller. Derimod mente partierne Enhedslisten, Alternativet og SF, at tidspunktet slet ikke er rigtigt, og at det foreliggende beslutningsgrundlag om formen for indsats og aktionen er ilde overvejet og kan gøre ondt i Mellemøsten meget værre.

To hold i hver lejr

Under debatten viste det sig, at begge lejre har to hold. De, der er meget sikre i deres sag, og de, der nærmest gør en dyd af, hvor usikre de er.

Blandt partierne, der støtter et uddybet militært engagement, markerede Dansk Folkeparti sig som det ivrigste. DF’s ordfører, Marie Krarup, fremhævede flere gange, at hun er »stolt« over den foreslåede yderligere militærindsats og hendes partis uforbeholdne støtte til den.

Til gengæld kom hun til at være en af debattens synligt plagede ansigter, når hun skulle påhøre modstandernes argumentation.

Et andet plaget ansigt i debatten var de radikales Martin Lidegaard. Han var synligt utilpas ved at have sit parti på det militære hold og stillet over for en meget velargumenteret modstand. Lidegaard fik sagt, at han har lige svært ved at forstå dem, der går meget ind for beslutningsforslaget som ved at forstå dem, der er meget imod. Lidegaard stræbte således efter en radikal midterposition i en debat, der ikke levnede rum for en sådan.

Læs også: Hvor hård har udenrigspolitikken lov at være?

Lidegaard brugte den yderligt liggende radikale tilslutning til forslaget til at få udenrigsminister Kristian Jensen til udtrykkeligt at bekræfte, at civile tab vil blive mest muligt minimaliseret, og at en særlig militærmanual for de udsendte danske soldater vil sikre, at de ikke kommer til at udlevere eventuelle krigsfanger til mishandling eller dødsstraf i strid med konventioner om krigsførelse.

Et tredje plaget ansigt i debatten var Socialdemokraternes Nick Hækkerup. Han var tydeligt opbragt over indvendingerne mod beslutningsforslaget, ikke mindst hvad Enhedslistens talstærke gruppe af indlægsholdere fik skudt af. Især borede Enhedslisten i, om partierne bag beslutningsforslaget kan »stå inde for« de lokale samarbejdspartnere, som Danmark på landjorden får i kampen mod IS, og hvorfor disse holdes hemmeligt for offentligheden.

Svinestreg

En vred Nick Hækkerup henviste til, at navne på mulige organisationer, som danske tropper skal samarbejde med og få oplysninger om mål for luftangreb fra, er blevet nævnt for lukkede døre i et fortroligt samråd i Folketingets Forsvarsudvalg. Derfor kender Enhedslisten godt navnene, sagde Hækkerup og tilføjede:

»Enhedslisten begår en svinestreg når man bruger fortrolige oplysninger til at skabe uklarhed.«

Hækkerup beskyldte Enhedslisten for »mistænkeliggørelse«.

De fortrolige navne på de mulige samarbejdspartnere dukkede op igen under Enhedslistens udspørgning af udenrigsminister Kristian Jensen. Udenrigsministeren henviste til, at når navnene ikke kan offentliggøres, skyldes det hensynet til deres sikkerhed.

Kristian Jensen tilføjede, at der for tiden pågår »en undersøgelses- og godkendelsesproces« af de pågældende grupper, hvor deres struktur og sammensætning skal granskes, og hvor de skal skrive under på, at de vil overholde krigens love – hvad de efterfølgende vil blive trænet i.

Under Enhedslistens opfølgning oplyste udenrigsministeren, at det ikke er den danske regering, der undersøger og godkender mulige partnere, men den koalition, Danmark er med i.

Som begrundelse for interessen for samarbejdspartnere anførte Enhedslistens Nikolaj Villumsen, at en del af dem formentlig vil være radikalt islamistiske og lige så grusomme som IS. Villumsen henviste til, at grupper i mellemøstlige konflikter har det med at skrifte loyalitet.

’Fra Vestens side’

I debatten henviste SF’s Holger K. Nielsen – tidligere udenrigsminister – til, at nye vestlige militæraktioner i Mellemøsten kunne komme til at føje sig ind i rækken af tidligere fiaskoer.

Holger K. Nielsen opsummerede sine indvendinger: »Fra Vestens side kan vi i bedste fald ikke gøre noget. I værste fald kan vi gøre alt værre.«

Han pegede på, at militær succes mod IS i Syrien vil »styrke præsident Assad, som er årsag til alt det her, da han slog det demokratiske oprør ned i 2011«.

Om IS i Irak fremhævede Holger K. Nielsen, at dets militære medgang navnlig skyldes den grundstamme af sunni-officerer, der gik under jorden, da Saddam Hussein blev væltet af vestlig intervention i 2003.

En udenlandsk iagttager ville tænkeligt undre sig over den ekspertise, som danske folketingsmedlemmer har tilegnet sig i dybt komplicerede mellemøstlige opgør. Det føg frem og tilbage med vurderinger af, hvilken rolle det spiller, at krigene også er »stedfortræderkrige« mellem aktører som Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien, Rusland og USA.

Alternativets René Gade søgte at vise sit partis særlige stil ved at stille sig meget åbent og lyttende over for alle argumenter, bøje blødt af over for indvendinger og begrunde sine spørgsmål med, at han ikke er helt sikker på, hvordan det hele skal forstås. René Gade ville ikke afskrive militær indgriben, men først på et langt senere tidspunkt når linjerne i konflikten er blevet klarere.

Det udløste selvsagt spørgsmål fra den militære aktions støtter om, hvordan René Gade ville garantere, at det ikke ville komme til at betyde langt større civile ofre. En sådan garanti ville Gade ikke udstede, lige så lidt som andre af debattens deltagere på begge sider ville garantere noget som helst om deres positioners betydning for lidelserne.

En anden debattør, der gjorde sig umage for at fremstå nuanceret, var Liberal Alliances Mette Bock. Med et lån fra et dansk avisslogan omtalte hun vedholdende beslutningen om mere dansk krig mod IS som »den mindst ringe«.

Derpå vedtog Folketinget forslaget om, at Danmark – igen – går mere i mellemøstlig krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Kurt Nielsen
Espen Bøgh og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, Robert Ørsted-Jensen jeg ejer ikke en blokering som den du er i besiddelse af, der gør at du kan klappe i hænderne og juble over, at et pseudodemokrati indføres gennem, udsultning af befolkningen, udbombning af byer og infrastruktur, 100.000'er af dræbte og efterfølgende besættelse blandt andet ved hjælp af Vestlige virksomheder med egne militser. Men Robert Ørsted-Jensen, jeg har forstået dig derhen, at hvis det er pengemagten der myrder løs på befolkningen, så er det demokratifremmende - hvis det er befolkningen der svare igen, så det hensynsløse myrderier og despoti. Der findes et bestemt ord for et sådant menneskesyn.

Touhami Bennour

Man skulle snart kalde det politiskesystem. der hersker idag, "Plumokrati", sammentrækning af pluto(rigmandsvælde) og demo( folkelig) det bliver noget som "plutofolke parti"da, folke, er med at definer et parti, som er folkelig. Så ved man at det målet for politiken er at stræbe efter rigdom med alle midler og over alt-

Robert Ørsted-Jensen

Man kunne ønske Bill at du evnede at være lige så ophidset over millioner og atter millioner af mord i "socialismens" navn som du ernår det gælder det du klart altid har opfattet som modpolen - det politiske demokratis navn.

Men i alle tilfælde greb man ikke ind i Afghanistan for at indføre demokrti - men for at fjerne et styre der gav husly til facistis-lignende terrorister

Jørn Petersen

profitten slår ihjel for at øge sin vækst uanset at de slår natur mennesker og dyr ihjel, de skyr ingen midler for at opnå profit.

modpolen slår ihjel for netop at redde hvad reddes kan fra de grådige for at sikre verden for fremtiden.

Ja, der er et klasseskel, en front, i verden, og klassekampen er blodig og dødelig og pågår hele tiden, fattigdom, politisk svigt, ressourcetyveri (arbejdspladser, vand og jord), markedsdominans, angrebskrige, imperialisme, ....imod folkeoprøret..

Sider